Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5160Visninger
AA

17. Kapitel 17

Jeg stoler ikke rigtig på Daniel især ikke, når han hele tiden sender mig undersøgende blikke, som om jeg er en kæmpe vorte eller noget. Han har hurtigt fundet ud af, at jeg er en person af få ord og som for alt i verden prøver at undgå berøring - Mest fordi Rosa har klaret en udpenslende præsentation for mig. Hun klarede også Daniel's i samme snuptag.

Derfor ved jeg, at han er her på skolen, fordi han er en kleptoman, der har lidt meget svært ved at kende forskel på mit og dit. Jeg har også fundet ud af, at det er hans tredje år her på skolen, og at han får lov til at komme ud til sommer, når han fylder 18.

Lucky bastard!

Jeg er 16, og må derfor vente to fucking år, før jeg bliver myndig. Mit blik falder på Rosa, der går et skridt foran mig, men et skridt bagved Daniel, der absolut skal spille helt og gå forrest. Rosa er 16 lige nu, men bliver 17 i efteråret, hvilket betyder, at hun er et år ældre end mig.

To år...

Vi lister hen ad gangene i drengenes korridor. Daniel insisterede på, at vi først skulle finde Carsten - Der åbenbart er pyroman - og Andreas, der vist nok har taget hårde stoffer og slået en eller anden ihjel, før vi leder efter pigerne. Rosa gik selvfølgelig ind for idéen med det samme, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er meget for det. 

Seriøst!? Der render en - måske to, men helt sikkert en - psykopat rundt med en hakke, hvorfor i al verden, skal vi lede efter to helt klart ustabile drenge? Så den ene kan sætte ild til os, og den anden slå os ned bagfra? 

Men min mund er forseglet, da jeg egentlig ikke orker, at diskutere med de andre. Og jeg tror, at de - mest Daniel - ville have smidt mine argumenter på gulvet og stampet på dem - Kampen var tabt på forhånd. Okay, måske jeg er en smule hård, men jeg er altså ikke god til sådan noget her. Jeg er vant til at være alene, og tage mine egne beslutninger. 

Jeg kører en smule nervøst en hånd gennem mit hår, selvom det bare falder ned på plads igen, da Daniel sparker døren ind til Carsten's værelse. 

Han larmer alt for meget...

Der er ikke nogen inde på værelset, og da vi lidt efter finder Andreas' værelse tomt, begynder vi at gå rundt til de forskellige opholdsstuer. Daniel sørger for, at vi undgår gangene, hvor Jakob og Henriks lig stadigvæk ligger frit synlige. Jeg kan stadigvæk ikke glemme mine syner og er begyndt at have svært ved at holde styr på, hvem der lever, og hvem der er død. Min hjerne bliver ved med at sige, at Hesten er død, selvom jeg godt ved, at hun sidder låst inde. 

Der er et eller andet totalt galt med min hjerne...

 

Daniel åbner døren ind til noget der kunne minde om en TV-stue. Først skal vi til at gå igen, da en bevægelse bag et af gardinerne fanger mit blik. Daniel ser det også, mens Rosa ikke lægger mærke til noget som helst, og er på vej ud af døren igen. 

Langsomt og med en klump i halsen nærmer Daniel og jeg mig gardinet. På min vej derhen løfter jeg en lysestage, så jeg er klar til at  slå personen omkuld, hvis det er morderen. Daniel gør det samme, og før vi ved af det, så står vi foran gardinet. Rosa har endelig set den bule, der er i gardinet, så hun står helt stiv henne ved døren, men hvis jeg havde set ordentligt efter, så ville jeg have bemærket det lidt fraværende blik i hendes øjne.

Daniel skal til at tage fat i gardinets kant, da personen pludselig springer frem med et brøl og skubber Daniel bagud, så han vælter bagover. I stedet for at slå ud efter personen, springer jeg til siden for at undgå berøringen, mens personen styrter mod Rosa, der blot spærrer øjnene op, og holder sine hænder beskyttende frem foran sig. 

Personen, der stadigvæk er dækket af gardinet, som er blevet revet løs fra skinnen, griber fat i Rosa og svinger hende rundt, så hun er fanget i et skruetag.

"STOP!"

Rosa's tynde stemme er skinger, så man ikke kan undgå at få gåsehud. Det får da også personen til at stoppe op med sin bevægelse.

Daniel kommer vaklende på benene og svinger lysestagen truende frem for sig.

"Hvem helvede tror du lige, du er!?"

Han lyder virkelig vred, og jeg kan ikke lade være med at smile indvendigt, da han gnubber sit baghoved. Personen under gardinet bryder ud i latter, hvorefter et orange rødt hår kommer til syne, da Carsten smider gardinet på gulvet. Hans blå øjne ser på Rosa, der bare stirrer tilbage på ham med skræmte øjne, hvorefter han slipper hende.

"Undskyld snuske, men jeg vidste ikke lige, om I var ude på at dræbe mig..."

Rosa træder et skridt længere væk, men det lader ikke til at genere Carsten. 

"Men sig mig... I var ikke ude på at dræbe mig, vel?"

Han skæver til lysestagerne, som både Daniel og jeg ikke har givet slip på. Jeg ryster på hovedet, men siger ikke noget.

"For helvede Carsten!"

Daniel lyder lige eddikesur og en smule irriteret, men det gør kun Carsten's smil bredere. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om de kan lide hinanden eller bare har et eller underligt forhold, som nogle drenge nu engang har. Daniel skærer tænder, før han fortsætter med at tale.

"Hvad laver du her? Jeg havde faktisk troet, at du var ved at futte stedet af..."

Carsten lægger hovedet tilbage og ler.

"Well ... Det var også mine mening, men jeg har endevendt stedet... Og jeg kan ikke finde nogle tændstikker eller en lighter."

Han sender et blik over mod mig.

"Du kunne godt ligne en ryger med det der mørke hår og den blege teenager hud - Har du ild?"

Jeg strammer grebet omkring lysestagen og er parat til at kaste den lige i synet på Carsten, så jeg kan tværre det selvsikre smil ud, men som sædvanlig er min maske på plads og viser ingen følelser. Det har også den rette effekt. Carsten trækker på skuldrene og ser spørgende på Rosa, der ryster på hovedet som svar.

Daniel sætter hurtigt Carsten ind i situationen. Det ser ikke rigtig ud til, at myrderierne går den orangehårede fyr på, han er mere interesserede i at høre om, hvor han muligvis kan finde noget ild. Vi bruger ikke lang tid inde i TV-stuen, men fortsætter vores søgen efter Andreas. 

Carsten påstår hårdnakket, at han har set Andreas nærme sig indgangshallen, og at han måske er i køkkenet. Jeg tror ikke helt på den påstand, og er mere bange for, at Carsten bare vil hen til køkkenet, fordi der sikkert er en eller anden form for ild.

 

Ude i indgangshallen glider mit blik først hen til foden af trappen, men der er stadigvæk ikke noget tegn efter Hesten's lig. Heldigvis. Nu hvor vi er i en større gruppe, virker det ikke nær så trykkende at bevæge sig gennem gangene, men jeg kan alligevel ikke lade være med at se mig over skulderen, eller at lade øjnene dvæle et øjeblik længere ved de mørke hjørner. 

Carsten åbner døren ind til køkkenet med et brag og lader slet ikke til at frygte mørket derinde. Vi andre følger lidt mere stilfærdigt efter, og da vi alle er kommet ind i køkkenet, fumler Carsten med kontakten til lyset. Vi hører alle det lille klik og skal bruge et øjeblik på at vende os til lyset, men det øjeblik bliver forpurret af et skrig, da en kæmpe skikkelse vælter Carsten omkuld. 

Jeg når lige at se det skinnende metal fra en lang køkkenkniv, før Carsten får langet angriberen en kæbe rasler, så kniven kommer ude af syne igen. Personen er en stor fyr med et arret ansigt og tatoveringer ned langs begge arme, der dækker de mange ar fra stikmærker. Jeg hører et gisp fra Rosa efterfulgt af en hvisken fra Daniel.

"Andreas..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...