Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5299Visninger
AA

16. Kapitel 16

Det gør ondt, og jeg må virkelig tage mig sammen til at vågne igen. Jeg hører med det samme to vidt forskellige stemmer, der diskutere med hinanden. Den ene genkender jeg med det samme som Rosa's energiske kvidren, men den anden stemme er dybere, og der er ikke nogen tvivl om, at den tilhører en mand.

"Hvorfor slog du hende ud?"

"Hva' sku' jeg ellers have gjort!? Hun havde for fanden da en kniv!"

"Hun sagde mit navn..."

"Og? Hun kan stadigvæk godt være morderen."

"Men det er hun ikke!"

"Hvordan kan du være sikker?"

"Det er jeg bare..."

"Rosa, har du set på hendes tøj? Der er blod..."

"Det... Det findes, der sikkert en forklaring på!"

"Rosa..."

Hans stemme er blid og det er tydeligt, at han er bekymret for Rosa.

"Hun er min ven Daniel - Venner kender hinanden."

Jeg spærrer øjnene op, og ser op mod de to mennesker, der tydeligvis ikke har bemærket, at jeg er vågen. Rosa har begge hænder knyttet ned langs siden, og hendes ellers så glade ansigt er dødsensalvorligt. Daniel som står overfor hende er - overraskende - en ung fyr, der ligner en på omkring 17-19 år. Han har lige nu løftet den ene hånd om til baghovedet og klør sig lidt, da han godt kan se, at det ikke nytter noget, at banke fornuft ind i Rosa's hoved.

"Hvem er du?"

Min stemme er spruken men tydelig. De hopper begge to forskrækket ved lyden af min stemme, som om jeg lige er vågnet fra de døde, og bare lige ville fortælle, at de altså har pizza i dødsriget. Daniel ser over på Rosa, der straks har kastet den alvorlige maske på gulvet og i stedet griner over hele hovedet. Jeg ruller med øjnene af hendes udtryk, hvilket bare får hende til at grine endnu mere.

"Åh, hvor er jeg glad for, at du er okay Kira!"

Hun skal til at hjælpe mig op at stå, men kommer i det samme i tanke om mine betingelser, så hun skubber i stedet en stol hen, så jeg kan sætte mig ned.

"Jeg var henne for at se efter dig, men du var ikke på dit værelse - Jeg har været så bange!"

Hun trækker endnu to stole hen, så både hende og Daniel kan sætte sig ned overfor mig. 

"Heldigvis gik jeg hen til gitterporten. Og ved du hvad?"

Nej Rosa, det ved jeg ikke... Facepalm!

"Den var åben! Og det samme var porten indtil drengenes afdeling."

Daniel nikker samtykkende, og giver sig til at fortælle.

"Jeg vågnede ved, at der var en eller anden der smadrede lofts pærerne ude på gangen... Det gik selvfølgelig først op for mig, hvad det var der skete, da Henrik - Min nabo - Åbnede sin dør og råbte ad personen."

Han kører hånden gennem håret, mens han holder en lille kunstpause.

"Jeg ved ikke rigtig, hvad der skete... Kun at Henrik fik smadret kraniet med noget meget skarpt - Jeg så selv liget bagefter."

Rosa bryder ind.

"Og så gik du ud af dit værelse for at lede efter hjælp."

Han nikker, og jeg kan tydeligt se den lille irritation, der vises i hans øjne, da Rosa afbrød ham.

"Det er rigtigt... Vi er kun 5 drenge tilbage på skolen, så ingen af lærerne gider at overnatte. Det er kun Georg, der holder øje med os... Som sagt døde Henrik, hvilket vil sige, at vi nu kun er 4 drenge, hvilket igen bliver til tre, da jeg fandt Jakob ude på gangen."

Jeg kan ikke rigtig kapere alt den information på en gang, samtidig med at mit hoved gør pisse ondt. Men de to bliver ved med at tale, så jeg kan ikke rigtig gøre andet end at lytte.

"Vi havde begge tænkt det samme," fortsætter Rosa. "Det var et rent tilfælde, at vi begge nåede frem til gitterdørrene på samme tid..."

Daniel læner sig en smule fremover mod mig, men jeg flytter mig ikke. 

"Rosa siger, at du er hendes ven... Kan vi stole på dig, eller er du morderen?"

Ja, som om jeg ville fortælle dig det, hvis jeg var - Er han en idiot eller hvad?

Jeg drejer hovedet over mod Rosa, en smule irriteret på Daniel, fortæller jeg, hvad jeg har oplevet i en neutral kølig tone, der selvfølgelig får Daniel til at hæve et øjenbryn. Rosa gisper flere gange, og hver gang på de blodige steder, selvom jeg ikke rigtig gør mig umage med detaljerne. Pludselig klapper hun hænderne sammen.

"Guuuud! ... Så må jeg være løbet lige forbi dig - Du sagde, at du først tjekkede Loreen's kontor,  ikk'? - Omkring samme tid, som jeg er løbet mod gitter døren... Vildt"

Det kunne være muligt, men jeg kan ikke helt se, hvad hun skulle have lavet alt den tid imens, jeg har sovet.

"Hvornår blev det første mord opdaget?"

Jeg bliver jo nødt til at spørge...

Rosa's øjne udvides, og de bliver endnu størrer, da hun begynder at fortælle.

"Det var ved et rent tilfælde faktisk... Du ved, at de fleste af pigerne, som stadigvæk er her, har værelser på B gangen, ikk'?"

Jeg nikker.

"Jo, jeg ville besøge Angela, efter jeg var færdig med mine lektier - Hun sidder jo stadigvæk i Skammekroge. Dørene stod åbne, så jeg kunne frit se ind."

Daniel har bøjet hovedet forover, mens begge hans hænder er foldet sammen i hans skød. 

"Jeg kan stadigvæk ikke fatte, at morderen har slået så mange ihjel... Og jeg har ikke set personen endnu - Men vi kan vel godt gå udfra, at det er en pige."

Mine tanker kredser om det han lige sagde. Det er rigtig nok - Det lyder lidt vildt. Morderen har begyndt sit myrderi efter jeg faldt i søvn og har haft to timer til det, inden jeg er vågnet. Intet menneske kan umuligt slå så mange ihjel i det tidsrum. Jeg tæller indvendigt for mig selv.

Loreen, Benedikte, Georg, Henrik og Jakob.

Og så er der alle pigerne. Vi er 25, men så skal jeg trække morderen, Rosa, Hesten og mig selv fra. Hvilket vil sige 21 piger. Morderen har slået 26 mennesker ihjel.

"Hvad nu hvis der er to?"

Daniels stemme er usikker, men hans udsagn giver mig gåsehud over hele kroppen.

"Rosa, er alle pigerne døde - Ud over os to og Angela?"

Hun ryster på hovedet.

"Jeg tjekkede 12 værelser ... Og fandt 12 lig."

Daniel gnider sine øjne.

"Det vil sige, at der muligvis render to mordere rundt... To drenge er forsvundet og otte til ni piger gemmer sig et eller andet  sted på skolen..."

Han ser på mig.

"Alle telefonlinjerne er kappet."

"Hoveddøren er låst og der er ikke nogle nøgler herinde."

Jeg lægger pegefingeren i kløften mellem den nederste løbe og hagen, før jeg siger ligeud til dem begge, hvad jeg tænker på.

"Vi sidder altså i saksen, indtil rektor og lærerne kommer imorgen."

En konstatering, men de nikker begge to til svar.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...