Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5277Visninger
AA

15. Kapitel 15

Mørket er for tæt til, at jeg kan se liget, men der er ikke kommet nogen dødsscene til mig, hvilket i bund og grund betyder, at han er død. Jeg føler ikke sorg over hans død,for jeg kendte ham jo ikke rigtig. Men hans lig betyder, at morderen har været her og måske stadigvæk er det. Forsigtigt trækker jeg skalpellen ud af lommen, og kommer op at stå med ryggen let foroverbøjet, så jeg er klar til at springe, hvis morderen skulle dukke op foran mig.

Det føles som om, jeg følger et spor af døde lig, selvom jeg god nok kun er stødt på to - Men to lig er også to for mange. Jeg er kommet hen for enden af spisesalen. Nu har jeg valget at krydse åbningen, der fører ud til gangen med gitterdøren og dermed nå over til trappen, der fører op til klasselokalerne, eller dreje ned ad gangen og se om døren er åben. Jeg bider mig i læben og ser ned af gangen. 

Et svagt lysskær fra den anden side af gitterporten lyser op, så jeg kan se porten, men ikke om den er åben. Jeg vender blikket mod mørket på den anden side af åbningen, hvor jeg ikke engang kan se trappen, men kun ved, at den er der. Jeg er nok lidt en kujon, der vælger at gå mod lyset, og jeg ved, at hvis døren er lukket, så vil det blive endnu sværere at gå tilbage til spisesalen, men jeg kan ikke gøre noget ved det.

På skælvende ben går jeg langs med muren hen til gitterdøren. Skalpellen flytter sig fra side til side i takt med min krops bevægelse, og jeg kan se, hvordan min hånd knuger om den lille kniv, som om det er min sidste livline. Herfra kan jeg stadigvæk ikke se om døren er åben eller ej, så jeg fortsætter lidt endnu. Efter nogle lange skridt må jeg indse, at døren er lukket, og må derfor også være låst. Jeg kan alligevel ikke stoppe med at gå, så jeg bevæger mig bare tættere og tættere mod den lukkede dør. 

Mine fingre knuger om en af stængerne i gitterporten, så jeg kan mærke det kolde metal, der håner mig, mod huden. Mine læber skilles i en lille bævren, men der kommer ikke en lyd over mine læber. 

Hvor ville jeg ønske, at døren var åben. 

Lyset kommer fra den lille lampe for foden af trappen. Jeg lader mit blik glide henover gulvet og ånder lettet op, da jeg ikke ser liget af Hesten. Det må betyde, at hun stadigvæk er i live. Jeg burde være ligeglad med hende, men jeg ønsker ikke at nogen skal dø, så det er rart at vide, at ikke alle mine syner er gået i opfyldelse, måske der er en mulighed for at forhindre hendes dødsfald? Hun er jo låst inde i Skammekrogen, og så længe hun er der, er hun i sikkerhed.

Min hånd glider ned til håndtaget og i et desperat håb, prøver jeg at trykke det ned, selvom jeg godt ved, at det ikke nytter noget. Overrasket vælter jeg forover, da gitterdøren åbner sig. Jeg når lige at tage af med begge hænder - Den ene stadigvæk knyttet om skalpellen - Så jeg ikke slår hovedet mod gulvet.

Jeg ved ikke om det er et godt eller skidt tegn, at døren er åben. Forvirret ser jeg mod døren, men den ser ikke ud til at være blevet brudt op på nogen måde. Uden rigtig at vide hvorfor lukker jeg døren, inden jeg vender blikket op mod trappens top. Der står ikke nogen mørk skygge deroppe, så jeg går over til telefonen, men kan allerede se fra lang afstans, at ledningen er blevet kappet over.

Der er et sidste sted, der kan være en telefon. Rektors kontor. Med skalpellen løftet og blikket rettet mod mørket for enden  af trappen begynder jeg at gå op af trappen. Selvom det er mørkt, kan jeg begynde at ane antydningen af en væg, hvilket må betyde, at mit syn har vænnet sig til mørket. Det tager ikke lang tid for mig at nå enden af trappen, men da jeg skal til at bevæge mig ned ad gangen, der fører til rektors kontor, stivner jeg. En af de andre døre står på klem og en spinkel lys-kegle glider ud på gangen, hvilket giver mig en følelse af Deja Vu. 

Jeg bliver nødt til at tjekke, måske der er nogen derinde. Med tungt åndedræt og et sprintende hjerte bevæger jeg mig hen til døren og skubber den op med den frie hånd. Jeg bliver med det samme mødt af et grufuldt syn, så jeg taber skalpellen på gulvet med en klirrende lyd. Selvom synet havde været sløret i mit syn, så kan jeg sagtens genkende rummet, men liget er knap så genkendeligt. Mine hænder ryster så meget, at jeg krydser armene og knuger dem indtil kroppen.

Det lyse trægulv er blevet mørkt af blodet, som træet har suget, men liget ligger ikke der, som jeg havde forventet. Liget er blevet trukket henover gulvet og op i sengen, hvor det kliniske sengetøj er blevet plettet af plamager af blod. Mine knæ knækker under mig, så jeg rammer gulvet med et dunk. Benediktes nøgne krop er blevet placeret, så de mange kratere på brystet, maven og lårene bliver vist frem. 

Men det er ikke de åbne sår, der giver mig brækfornemmelse eller den nøgne krop, der er åbenlyst er blevet mishandlet af morderen. Mit blik falder mod gulvet, hvor jeg tydeligt kan se mærkerne i gulvet efter en hakke, der gentagene gange har ramt det samme punkt, men der er også nogle forbier. Morderen må have svunget hakken mange gange for at kunne gennemtrænge kraniet og lave det hul, hvorigennem stokken er blevet stukket som et spyd uden spydspids.

Jeg klemmer øjnene sammen, men jeg kan ikke få billedet ud af hovedet. Hjernemassen der glider ud fra det maltrakterede hul i panden som en slags grødmasse. Det ene øje der er poppet halvt ud, fordi morderen har ramt forkert og kinden der helt er forsvundet og nu kun er trevler af kød og blod. En halvkvalt lyd bliver presset ud af min mund, så jeg straks smækker en hånd for munden. Med den anden hånd samler jeg skalpellen op, hvorefter jeg kommer op at stå med et sløret blik. 

Med kvalmen i halsen lukker jeg døren bag mig, så gangen igen bliver helt mørk og lukker det skrækkelige syn inde på værelset. Jeg bider mig i læben og skal til at gå, da jeg hører lyden af noget der falder på gulvet med en klirrende lyd. Min krop stivner i bevægelsen, mens mine øjne udvidedes af frygt. Lyden kom fra rektors kontor.

Jeg har set nok gyserfilm til at vide, at man aldrig skal gå mod den mystiske lyd, men jeg bliver nødt til at tjekke rummet. Desuden skal jeg derind for at tjekke telefonen. Jeg løfter skalpellen og bevæger mig forsigtigt hen imod glasdøren. Et øjeblik diskuterer jeg med mig selv, om jeg skal åbne døren langsomt eller bare sparke den ind og storme rummet.

Det at sparke døren ind virker fristende, men det vil ikke være en fordel. Jeg vil jo bare løbe ind i rummet og ikke ane, hvorfra morderen vil komme. Så jeg skubber langsomt døren op, hvorefter rummet lidt efter lidt bliver afsløret. Der er lys inde i rummet, men det er meget svagt. Jeg kan ikke se helt ud i hjørnerne, men jeg kan se, at der ikke er nogen der står midt i rummet. Mit blik fanger en bevægelse fra under skrivebordet. 

Det er sådan et af de skrivebord, hvor der er en plade forenden, men at der lige er et luftrum mellem gulvet og den nederste del af pladen. Jeg kan se en sko og en hånd. Hånden flytter på sig og en gul neglelak kommer til syne. Uden at tænke mig om træder jeg ind i rummet af ren og skær overrumpelse.

"Rosa...!"

Mere når jeg ikke at sige, før en eller anden slår mig i baghovedet med noget tungt, og jeg mister bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...