Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5310Visninger
AA

14. Kapitel 14

Verden falder ned for mine fødder, eller rettere sagt falder jeg ned på knæ med begge arme hængende slapt ned langs siden. Jeg vil gerne græde eller vise en eller anden form for sorg. Midt på gulvet i et tæppe af blod ligger Loreen i en forvreden stilling. Hendes ansigt er vendt mod mig. Rettelse, det der er tilbage af hendes ansigt. Hun har haft håret hængende, så det meste af det er klumpet sammen på grund af blodet og dækker den øverste del af ansigtet, men det skjuler ikke hullet på siden af kraniet. Det meste af blodet er kommet fra det åbne sår ved skulderen, der minder lidt om et krater fra et meteornedslag.

Jeg knytter hænderne, da de er begyndt at ryste. Men lidt efter åbner jeg dem igen, da jeg mærker de små gisp, der tvinger sig op gennem min hals og ud af min mund. Med begge hænder prøver jeg at lukke dem inde, men jeg kan ikke skjule angsten. Liget foran mig er for tydeligt et bevis, til at jeg kan ignorere det. 

Morderen er her og er gået igang med sine myrderier.

Da tanken er sivet ind og har groet sig fast, begynder mit kølige sædvanlige jeg at komme tilbage. Jeg må hente hjælp, og jeg skal have fundet Rosa. Langsomt rejser jeg mig op og prøver at lade være med at se for meget på liget. I stedet fokusere jeg på skrivebordet, hvor en fastnet telefon står. På lidt vaklende ben springer jeg over pølen af blod, og kommer derved tættere på skrivebordet. Jeg er lige ved at vælte bagover og lande ovenpå liget, i sidste øjeblik får jeg genvundet balancen og grebet ud efter bordkanten. 

Jeg løfter røret op til øret, men hører ikke den sædvanlige klar-tone, der betyder at telefonen er klar til brug. En kuldegysning bevæger sig ned langs min rygrad, da jeg ser, at ledningen er kappet. Rådvildt stirrer jeg på ledningen. Jeg ved, at der er en telefon ude i indgangs-hallen, men for at komme derud skal jeg bruge en nøgle.

Nøgle...!

Loreen havde rodet efter noget i skrivebordsskuffen, som meget vel kunne have været en nøgle. Jeg sætter mig ned på hug, men modet synker straks, da jeg ser, at der er lås på skufferne. De er låst alle sammen. Min hånd glider henover panden og tørrer svedperlerne væk, der er begyndt at løbe ned ad panden på mig. Jeg skæver til liget og må simpelthen samle modet til at tjekke hendes lommer. 

Det er som at nærme sig et dødt dyr, man ved at det er dødt. Men frygten for, at dyret pludselig skal vende sig rundt og skrige, fordi det ikke er helt dødt, er meget stor. Jeg forventer hele tiden, at Loreen vil sætte sig op og enten skrige eller grine fordi det hele er en meget syg joke, men ingen af delene sker. Med rystende stive fingre får jeg fisket nøglebundet frem fra hendes lomme. 

Jeg kravler hurtigt væk fra liget og hen til skrivebordet igen, hvor jeg stikker de forskellige nøgler i låsemekanismen, indtil jeg finder den rigtige. Nummer to nøgle viser sig at være den rigtige. Hurtigt trækker jeg skuffen ud og lader håndfladen glide hen under den øverste skuffes bundplade. Der er ikke noget. Skuffet låser jeg den øverste skuffe op og skubber nummer to ind, så jeg kan se op under bundpladen. Et tydeligt mærke efter en nøgle er efterladt, hvilket vil sige, at en anden allerede har taget den.

Et tordenskrald bryder stilheden og giver mig et chok. Jeg bliver nødt til at gøre et eller andet. Mit blik glider hen mod liget og derefter hen mod døren. Beslutsomt rejser jeg mig og stikker det lille nøglebundt i lommen. Over på det lille bord ved siden af operationsbordet ligger der en nogle instrumenter. Jeg tøver et øjeblik, men tager så en lille skalpel og lægger den i lommen på min skjortejakke. 

Jeg tøver endnu engang ved døren, mest af alt fordi jeg ved, at der render en psykotisk morder med en hakke rundt i gangene. Min ene hånd klemmer lidt hårdere om den lille skalpel i lommen, som nok ikke vil yde mig den store beskyttelse. Som om jeg ikke rigtig er til stede, løfter jeg hånden og trykker håndtaget ned for at åbne døren ud til mørket. Et øjeblik står jeg bare, så mine øjne kan vende sig til det alt opslugende mørke.

Det bedste vil være at søge ud til gitterdøren og se om den er åben, men en tur derhen vil også sørge for, at jeg bliver fanget, hvis det viser sig, at den er lukket. Jeg fugter læberne og begynder at gå ned af trappen med tunge skridt. Enden af trappen føles så langt væk, og jeg kan slet ikke skelne gulvet fra væggen, så det kommer lidt som en overraskelse for mig, da min fod rammer gulvet og ikke et trin mere. 

Jeg har ingen idé om, hvor jeg skal gå hen for at søge efter hjælp, men måske nogle af klasseværelserne er en god idé. Rosa har fortalt om en fysiklærer, der altid sidder inde i klasselokalet, som om hun ikke har en familie at tage hjem til. Måske denne lærer sidder i fysiklokalet lige nu. Det tager mig et øjeblik at samle mod nok til, at gå ud i spisesalen, hvor jeg med det samme føler mig sårbar. 

Uden at at tænke over det, søger jeg over mod væggen og følger mørkets skygger. Det er ikke før gået op for mig, hvor lang denne spisesal egentlig er. Jeg er kun kommet halvvejs, og frygten for morderen er krøbet så lagt ind under huden på mig, at jeg kun holder mig igang, fordi jeg er bange for at dø.

Min fod banker ind i et eller andet, så jeg mister balancen og falder oven på en eller anden form for bylt. Jeg ruller dog hurtigt til siden og må sluge mit gisp, da jeg mærker noget vådt gennemvæde min jakke og skjorte. En ram lugt af sure sokker og fugt rammer mine næsebor, og jeg ved med det samme, hvem det er.

Georg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...