Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5281Visninger
AA

13. Kapitel 13

Forsigtigt og med en smule paranoia i bagagen begynder jeg at bevæge mig langs de mørke gange. Det er kun pærerne ved hovedgangene, der er blevet knust, så der kommer lidt lys fra nogle af de andre gange. Hver gang jeg ved et tilfælde kommer til at træde på noget glas, og det knuses under min sko, stopper jeg op. Jeg kan ikke lade være. Det kan godt være, at jeg måske tager det her lidt for nært, men det er altså sådan en underlig atmosfære over hele situationen.

Og der er så stille...

Selvom vi kun er få piger tilbage, så plejer dørene at stå åbne og latteren vil give genlyd helt ud i de yderste kroge af skolen. Jeg er sikker på det, da jeg har kunnet høre latteren hver aften, efter Rosa endelig er gået tilbage til sit værelse. Så derfor er jeg en smule bange. Ja, jeg indrømmer det. 

Tag dig sammen! Det er sikkert bare en af pigerne, der er blevet pigesur eller sådan noget.

Jeg klemmer øjnene sammen og trækker vejret dybt to gange, inden jeg åbner dem igen. Gangen, jeg er i, er stadigvæk mørk, og der lyder ingen latter fra nogle af værelserne. Forsigtigt fortsætter jeg hen langs gangen, men stopper så op. 

Måske jeg skal opsøge Rosa og høre hende af, hvad der er sket? 

Selvom det er mørkt, ved jeg godt, hvor jeg er. I stedet for at gå mod Loreen's kontor, drejer jeg rundt og bevæger mig ned ad en af de andre gange, der fører til Rosa's værelse. Jeg har faktisk kun været på hendes værelse få gange - ikke fordi jeg ikke har haft lyst, men nok mere fordi, at jeg har været en smule usikker. 

Jeg skubber døren op og bliver mødt af et tungt mørke og en acetone agtig lugt. Min hånd glider over kontakten, men jeg tøver øjeblik - Bange for, hvad lyset måske vil vise mig. Lettet ånder jeg ud, da værelset er tomt. Eller det vil sige, at jeg er lettet over, at jeg ikke finder en morder inde på værelset. 

Hendes værelse er ligesom mit; spartansk. Men alligevel er det anderledes. Hun har tegninger, som hun har selv har tegnet, hængende på den ene væg. Det er ikke børnhavstegninger, men rigtige kunstneriske tegninger. Langs væggen er små lys-kæder hængt op, hvorfra der med små klemmer hænger fotografier. Jeg går hen til lys-kæden for at se nærmere på fotografierne. 

Mine mundviger sitrer lidt, da jeg ser på billederne. Nogle af dem er taget forskellige steder på skolen af forskellige ting som en stol eller en dørkarm. Hun har også vendt kameraet rundt og taget billeder af sig selv, hvor hun laver sjove ansigter eller egentlig bare ser sød ud. Men der er flest billeder af mig. Nogle af dem kan jeg godt huske, at hun har taget, men der er også nogle, der ser ud som om, at hun har taget dem i smug. Min ene mundvige glider lidt længere op, da der er et billede, hvor hun har vendt kameraet mod sig selv, og står med et yderst koncentreret blik, mens hun samtidig prøver at få mig med på billedet. 

Jeg lader en finger glide henover det sidste billede og ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Måske jeg skal åbne mig lidt mere for hende, hun ser virkelig ud til at holde af mig. Jeg ser på rækken af billeder, men kan ikke helt forestille mig et billede, hvor jeg smiler ligesom hun gør. Det er en Rosa ting - ikke en Kira ting.

Henne på skrivebordet er de 14 neglelak linet op på en lige linje med et lige så stort mellemrum mellem dem alle sammen. Jeg giver dem skylden for den lidt syrlige lugt af acetone. Der er ingen tegn efter Rosa, hvilket giver mig en lille følelse af noget tungt i brystet. 

Måske hun stadigvæk sidder på biblioteket?

Jeg ser rundt og får øje på skoletasken, der står pænt lænet op af skrivebordet. Denne gang kommer der et lille stik ind fra siden og rammer mig i hjertet. Og det går op for mig, at jeg faktisk er urolig for Rosa. Hvis det virkelig er nu, at morderen er gået i gang med sine myrderier, så vil sådan en som Rosa være et let offer. Jeg løfter blikket mod det lille spejl bagved døren, hvor mine mørke øjne afslører de følelser, der raserer inde i mig som en tyfon. 

Der er kun en måde at finde ud af det på...

Beslutsomt og med en følelse af en knytnæve i halsen går jeg ud på gangen igen, og sætter kursen mod Loreen's kontor.

Jeg har aldrig nogensinde i mit liv, haft så svært ved at gå op af en trappe. Hvert et trin fører mig nærmere mod den lukkede dør og den rædsel, der måske venter mig derinde. Min ene hånd klemmer om gelænderet, og jeg må flere gange stoppe op for at ryste modet tilbage i kroppen og sætte min neutrale maske på plads. Men min krop bliver ved med at stikke en kniv i ryggen på min hjerne - Jeg kan ikke styre det. 

Tøvende trykker jeg dørhåndtaget ned, hvorefter jeg bliver mødt af den velkendte lavendelduft. Venteværelset er mørklagt, men der er tændt lys inde på kontoret, der også fungerer som undersøgelses lokalet. Døren står på klem, så en lille lys-kegle bliver sluppet ud. Jeg stirrer på lyset og en masse tanker flyver flygtigt gennem mit hoved. Min hjerne bliver ved med at sige, at jeg sagtens kan klare det - Det er jo ikke første gang jeg ser et dødt mennesker, hvis hun altså er død. Problemet er nok, at jeg ikke ønsker, at hun skal være død. Selvom hun har været lidt mærkelig på det sidste, så er hun nok en af de få, der ikke har dømt mig med det samme og egentlig bare er venlig. 

En dyb indånding og et skridt nærmere stopper jeg op. Døren står kun på klem, så jeg kan ikke se ind i lokalet fra der, hvor jeg står. Inden jeg fortsætter lukke jeg døren bag mig, så der ikke pludselig skulle komme en ubudne gæst. Forsigtigt fortsætter jeg frem til døren, så lys-keglen rammer mit ansigt og nærmest deler min krop i to. Med sitrende fingre skubber jeg døren op, mens jeg holder vejret.

Døren knirker og åbner sig meget langsomt, så jeg bliver nødt til at tage en dyb indånding mere. Jeg lægger en hånd over mine øjne, og da jeg er sikker på, at døren er helt åben og ikke en lyd slipper ud fra rummet, lader jeg hånden falde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...