Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5216Visninger
AA

12. Kapitel 12

Jeg vender tilbage til min normale rastløse søvn, hvilket på en måde beroliger mig - Selvom jeg stadigvæk bliver hjemsøgt af mine mareridt, hvor folk bliver ved med at dø. Selvfølgelig skulle jeg piskes gennem dansk timen, og Benedikte så virkelig ud til at nyde det. Men hver gang hun havde henvendt sig til mig, så hørte jeg kun skriget, der kom ud af hendes åbenstående mund. Det resulterede i, at hun smækkede sin stok ned i katederet, fordi jeg åbenbart havde fået et fjernere udtryk i blikket, end jeg plejer at have. 

Rosa har ikke fundet ud af, at jeg ikke tager pillerne, men hun virker ikke til at lægge mærke til det. Georg er kommet forbi hver morgen i denne uge med det lille hvide bæger, hvor de to underligt udseendet piller er i. Uheldigt nok skal jeg sluge dem foran ham og åbne min mund, så han kan se, at de er slugt. Det har så resulteret i, at jeg stikker min tandbørste i halsen, så jeg brækker dem op igen. 

Jeg havde først troet, at det var svært, men med øvelse bliver man bedre. Der er bare to problemer ved det; Først og fremmest er der kun fælles toiletter, så jeg skal sørge for, at der ikke er andre derude. Det er let nok om morgnen, hvor jeg undgår de andre piger, men for tiden er vi jo ikke så mange, der skal bruge badeværelset. Det er straks sværere om aften, hvor Rosa nærmest følger mig over alt, som en lille logrende hundehvalp med store bambi øjne. For det andet skal jeg sørge for, at det ikke går ud over min vægt, hvilket betyder, at jeg skal spise mere, end jeg gør i forvejen.

Rosa og jeg sidder på biblioteket, da vi begge er begravet i lektier. Vi har ingen CD-afspiller eller andet vi kan spille musik på, så Rosa har udnævnt sig selv til at være radiovært, mens jeg prøver at huske ligningen for en sekanthældning.

"...Og nu over til dig Gerda, hvordan ser vejret ud i dag? - Jo, det ser ud som om, at det skal regne og give tordenskyld, så jeg vil anbefale folk at blive indendøre..."

Jeg smiler indvendigt, for hun ændrer sin stemme, hver gang hun skifter mellem sine "radioværter".

"Og nu til dagens hitliste... Jeg ved, at I lyttere har ventet spændt på det hele dagen. På plads 5 har vi sangen "Kald det kærlighed" af den vidunderlige kunstner Lars Lilholt..."

Hun bryder ud i sang og gestikulerer med armene - især da hun synger omkvædet. Jeg løfter det ene øjenbryn, for det er ikke en af de mest morderne sange længere. Måske den er kendt, men bestemt ikke den, der vil ligger på en top fem hitliste. Rosa ser mit hævede øjenbryn og begynder at fnise."

"Jeg ved det godt... Men jeg kan altså ikke andre sange - Ikke sådan rigtigt."

Hendes øjne får et drømmende udtryk, hvorefter hun fortsætter med at tale.

"Min mor sang den altid, mens hun lavede mad... Jeg elskede at høre hende synge - Hun havde en smuk sangstemme."

Jeg nikker og fokuserer igen på lektierne, men løfter igen hovedet for at se på uret, der hænger over døren. Det er meningen at jeg skal møde op på Loreen's kontor klokken otte, hvilket vil sige at jeg har omkring en time endnu. Rosa begynder at synge igen, men jeg lytter ikke rigtig til hende.

Mit hoved er en anelse tungt, og jeg må indrømme, at jeg er træt. Uden videre rejser jeg mig op og begynder at pakke mine ting sammen. Rosa stopper med at synge og lidt efter pakker hun også sine ting sammen, selvom jeg er sikker på, at hun ikke er færdig med sine lektier. Hun følger bare trop. 

Jeg stopper hende ved at lægge en hånd på en af de bøger, hun er ved at stuve ned i sin taske.

"Du er ikke færdig med dine lektier."

Hun ser ned på min hånd og derefter på mit ansigt med bedende øjne.

"Men..."

Jeg ryster på hovedet.

"Lav dine lektier. Jeg er træt og vil se, om jeg kan få noget søvn, inden jeg skal møde op på Loreen's kontor."

Hendes ansigt lyser op, og hun sætter sig igen ned på sin plads.

"Jamen selvfølgelig - Sov godt Kira."

Hun  vinker febrilsk efter mig, da jeg går ud af lokalet. Jeg kan ikke lade være med at smile et lille smil, mens jeg samtidig ryster på hovedet. Den pige er speciel.

 

Det er ikke svært for mig at falde i søvn. Søvnen nærmest sluger mig, så jeg ikke har en chance for at kæmpe imod. Det er også okay, hvis det ikke er fordi, at drømmen er lidt for virkelig. 

Jeg går gennem lange gange. Der er intet lys, men alligevel kan jeg se. Regnen trommer på vinduerne, men det er også den eneste lyd udover mit eget åndedræt. Jeg bevæger mig hen langs gangen i et ensformigt tempo. Det undrer mig, at jeg ikke møder nogen på min vej, da det går op for mig, at jeg er på skolen. Jeg glider i noget vådt på gulvet og må et øjeblik kæmpe for ikke at falde.

Normalt vil jeg ikke røre ved noget ukendt, men min krop lystrer ikke rigtig til mine tanker. Jeg bøjer mig ned og presser håndfladen mod den mørke væske på gulvet. Da jeg retter mig op igen, løfter jeg hånden op, så jeg bedre kan se. Farven er mørk, men jeg kan tydeligt mærke, hvordan væsken er klæbrig og varm. En dråbe bevæger sig ned langs min arm, og da den når min albue stopper den. Flere dråber følger den første og til sidst falder den store dråbe, der har samlet sig ved min albue, ned på gulvet med et lille dryp.

Der lyder et tungt åndedræt bagved mig, efterfulgt af lyden af knust glas. Jeg snurrer rundt og...

 

Det tager et øjeblik for mig, at indse, at det kun var en drøm. Selvom regnen udenfor rigtignok trommer på ruden, og jeg i det fjerne kan høre torden. Så havde Rosa ret med vejret. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt af det. Min mund snører sig hurtigt sammen igen. Normalt lader jeg ikke mine følelser løbe afsted mig, hverken de gode og glade eller de triste og dårlige. Derfor virker grinet så forkert i min mund. 

Jeg ruller om på siden og spærrer øjnene op, da jeg ser på uret. Klokken er lidt over ni. Hurtigt springer jeg ud af sengen, og i et halvt hop er jeg ovre ved døren, hvor jeg hurtigt stikker fødderne i mine sko. Jeg trykker håndtaget ned og træder ud på gangen med en irriteret mine. Min irriterede mine bliver dog afløst hurtig af en overrasket mine. Lyset ude på gangen er slukket, så jeg ikke kan se noget udover det som lyset fra mit værelse tillader mig. 

Der er ikke rigtig noget at gøre ved det, så jeg trækker på skuldrene og tager et skridt ud i mørket. Et eller andet sted inderst inde er jeg glad for, at jeg har sko på, for da min fod rammer gulvet, hører jeg lyden af glas, der bliver knust. Undrende løfter jeg foden og ser ned, for derefter at løfte blikket mod loftet. Lyset er ikke blevet slukket ved at nogen har trykket på en stikkontakt. 

Jeg går ind på værelset og trækker lampen på natbordet med mig. Ledningen er lige lang nok til, at jeg kan løfte lampen højt nok til at oplyse den næste pære i loftet ude på gangen. Denne pærer er også blevet knust. Jeg drejer mig rundt og ser til den anden side. Pæren der er også blevet knust. 

Langsomt sænker jeg natbordslampen, mens en meget ubehagelig følelse kryber ind under huden på mig, og får alle de små hår til at rejse sig. En eller anden er gået ned langs gangen, og har smadret alle pærerne. Et eller andet siger mig, at det ikke er det eneste personen har gjort. Jeg går ind på mit værelse igen og lukker døren, hvorefter jeg bare står og tænker over, hvad jeg skal gøre. Kun én tanke bliver ved med at køre rundt i hovedet på mig.

Er det nu, at morderen slår til?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...