Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5157Visninger
AA

11. Kapitel 11

En uge er gået, og resten af skolen er stadigvæk på tur. Hver dag er jeg vågnet op til et lille hvidt bæger med piller i. I starten tog jeg dem uden at beklage mig, for de hjalp mig faktisk med at sove. Jeg har altid været rastløs om natten, men det er blevet værre, jo ældre jeg er blevet. Smerten omkring halsen er ved at fortage sig, og en tynd sårskorpe er dannet ovenpå den lange streg, der nu pynter min hals som en halskæde. 

Derfor undrer det mig, at jeg skal blive ved med at tage pillerne. Ja, jeg får det bedre af dem. Ja, jeg sover bedre. Men det går det ikke mindre underligt, samtidig med at Rosa sender mig nogle underlige blikke, hver gang jeg tømmer det lille bæger, som om hun forventer, at der sker et eller andet.

For hver dag der er gået siden episoden, har jeg været mere og mere sikker på, at der skete et eller andet efter jeg besvimede. Men hvad der skete - Det forbliver en gåde for mig. Rosa undgår emnet, hvilket hun er ret god til, da hun åbenbart aldrig løber tør for andre emner. 

Loreen har kun været inde ved mig nogle få gange for at skifte bandagen, men hun fortæller mig heller ikke noget, det er kun hendes lidt flakkende blik, der fortæller mig, at hun også er klar over et eller andet.

Om jeg er frustreret?

JA!

 

I dag har jeg fået lov til at komme tilbage til mit værelse, hvis jeg derimod lover at tage mine piller. Jeg er meget skeptisk, for der er færre piller i glasset nu, og dem der er tilbage, er sådan nogle kapsler der er hvid og gul. De ligner slet ikke smertestillende eller sovepiller, men noget helt andet. Der står ikke noget på dem, så jeg kan ikke engang slå op i et leksikon for at finde ud af, hvad de er til for. Jeg kunne spørge Loreen, men hendes blik siger mig, at jeg nok ikke vil få en forklaring så let. 

Jeg så Loreen tale med Rosa inden jeg forlod syge værelset. Det lød som om, at Rosa ville fortælle mig et eller andet, hvilket Loreen åbenbart forbød. Men hvad Rosa ville fortælle mig, det fandt jeg ikke ud af.

Nu sidder jeg så på mit værelse med det lille hvide bæger mellem min tommel- og pegefinger. Skal jeg tage dem? Det er nu, jeg har muligheden for at lade være - Men er det en god idé? Der er for det meste altid en grund bag medicin, men jeg har ikke fået fortalt min - udover at det skulle være en slags sovepiller, men den køber jeg altså ikke. Beslutsomt hælder jeg pillerne ud i hånden. Med en neglesaks klipper jeg et hul i hovedpuden, hvorefter jeg én efter én propper de to mistænklige piller ind. 

Jeg når lige at sætte mig på sengen igen, da Loreen kommer ind med et lille smil på læben og den velkendte lavendel duft, der hele tiden hænger omkring hende.  Hun ser det tomme pillebæger og nikker for sig selv.

"Det er vigtigt, at du tager pillerne... Jeg ved godt, at jeg ikke har forklaret dig hvorfor, men det er simpelthen fordi du ikke er klar til at få det at vide."

Af hvad er jeg ikke!?

"Når tiden er inde, så skal du nok få en forklaring indtil da, er det bare vigtigt, at du tager dem... Du vil forstå, når du er klar til det."

En lille nerve trækker sig sammen oppe ved mit ene øjenbryn, hvilket egentlig bare understreger, hvor åndsvagt jeg synes, det her er. Hvis jeg er syg eller noget, bør hun så som min læge ikke fortælle mig det? Eller er det fordi, at hun ikke er min læge. 

Arhg! Det her er forvirrende... Og mærkeligt!

"Du skal tage dem om morgenen og om aften... Jeg bliver nødt til at se din reaktion på medicinen, så på fredag skal du komme til undersøgelse på mit kontor."

Jeg nikker stivnakket, men kan ikke lade være med at skule lidt efter hende, da hun går ud af døren. Mit blik glider hen til puden, hvor jeg har gemt pillerne. Min beslutning står stadigvæk fast, jeg vil ikke for noget i verden blive ved med at tage noget, jeg ikke ved, hvad der er godt for. Det er som med en patient, der har dårligt hjerte. Man gemmer sig ikke bag en dør og hopper frem, for at skræmme patienten, bare for at se reaktionen - Eller for den sags skyld holder hjertesygdommen hemmeligt for personen. 

Måske jeg kan få sandheden ud af hende på fredag?

Det er et forsøg værd.

Rosa banker på døren, hvorefter hun træder ind med mit kamera mellem hænderne.

"Du ser bedre ud..."

Hendes sædvanlig humør er tilbage, hvilket mit også er. Så jeg nikker bare som svar, hvorefter jeg rejser mig op for at tage imod kameraet. Selvom det meste er skolen ikke er her, så har vi stadigvæk timer. De tilbageværende elever, som er nok er omkring 25 elever, er alle blevet samlet i én klasse. Jeg har så været fraværende, så jeg er kommet et stykke bagud, men Rosa lover, at hun vil hjælpe mig, selvom jeg egentlig er ligeglad.

Jeg stopper op i døren indtil klassen, hvor jeg lader mit blik glide henover de andre piger. Der er flere, der har bukser på, men de fleste er stadigvæk i kjole eller nederdel. En kroget hånd griber fat i min skulder, hvorefter jeg hører et klok, da stokken bliver slået ned i jorden. 

Mit syn svømmer ud, og mister et øjeblik fokus, da døds scenen kommer til mig, men i en mere sløret udgave, så jeg får ondt i hovedet af at have øjnene åbne.

I det slørede syn svinger Benedikte kåben om sin rynkede krop, hvorefter hun går ud af det lille badeværelse, der åbenbart hører med til lærernes rum. Hendes hånd glider henover bogreolen og stopper op ved en sort bog, som hun derefter trækker ud. Hun lægger bogen på natbordet, hvorefter hun løsner det våde håndklæde omkring håret og går tilbage ud på badeværelset. Inden vinklen på synet skifter, ser jeg en mørk skikkelse, der sniger sig ind i rummet og bevæger sig langs med skyggerne rundt i rummet, så personen ender med at stå bagved badeværelses døren - Sådan så jeg ikke kan identificere personen. Jeg får et kort glimt af hakken, der hænger ned langs siden, som en skødesløs rekvisit - bortset fra, at den er tilsølet med blod.

Benedikte kommer ud fra badeværelset helt uvidende, om den fare hun er i. Jeg ser det, som om jeg står i døren indtil badeværelset, med blikket vendt mod Benediktes ryg. Morderen løfter hakken, så skæret fra natlampen får metallet til at skinne. Hakken bliver slynget ind mod Benediktes side, så hun falder til jorden. Fuldstændig overrumplet begynder hun først at skrige, da morderen vrister hakken løs. Alt jeg ser, er en sløret mørk skygge - intet andet. Morderen løfter hakken igen, denne gang mod Benediktes blottede brystkasse. Den hvide morgenkåbe er ikke længere hvid men pyntet med røde plamager af blod, hvilket jeg med mit slørede blik kun ser som udtværrede klatter, men jeg er godt klar over, hvad det er.

Synet slutter, og jeg må gribe ud efter dørkarmen for ikke at miste balancen. Benedikte strammer grebet, så neglene borer sig ind i mit kød. Hendes sukkersøde stemme fylder mine ører, så nakkehårerne rejser sig.

"Velkommen tilbage Kira..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...