Grebet om Døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2012
  • Opdateret: 3 nov. 2014
  • Status: Færdig
16 årige Kira har aldrig haft et sted, hun kan kalde for hjem. Hun bliver flyttet fra familie til familie, fordi de ikke kan klare at have hende boende. I starten respektere familierne altid, at hun ikke vil berøres, men de bliver altid frustreret, når opførelsen fortsætter. Men Kira gemmer på en hemmelighed, som er grunden til, at hun ikke vil lade sig berøre. For hver eneste gang hun rører ved et andet menneske, ser hun personens død...
Men måske det kan komme hende til hjælp, da hun starter på den mystiske skole for unge med problemer, hvor hendes syner viser den samme "slørede" person, der slår lærer og elever ihjel.

36Likes
141Kommentarer
5209Visninger
AA

10. Kapitel 10

Nu ved jeg, hvordan det føles at blive kvalt - Egentlig ikke særlig rart, eller for den sags skyld noget jeg har lyst til at prøve igen. Min hals er fuldstændig smadret og en hvid bandage er snoet omkring, så det faktisk er endnu sværere at trække vejret. Forbandede hest! Jeg ligger inde i et lille værelse, der hører til Loreens rum. Der er meget stille, hvilket undrer mig en smule. 

Sengen er en smule hård, så jeg rykker lidt rundt. Rosa sidder ved siden af sengen med hovedet hvilende i den ene hånd og mørke rander under øjnene, hvilket tyder på, at hun har fået meget lidt søvn. Stivheden i mine lemmer giver mig et klart bud om, at jeg har sovet et stykke tid. Forsigtigt prøver jeg at komme op og sidde uden at vække Rosa. Min hals er tør, men jeg kan blive ved med at smage noget underligt på tungen. Smagen er fremmed, men ligemeget hvor meget jeg prøver at fugte munden med spyt, så forsvinder smagen ikke. Mærkeligt.

"Kira? ... Du er vågen!"

Det gibber i mig, da Rosa uden videre spærrer øjnene op og nærmest råber ordene til mig. Den spinkle pige læner sig mod mig, men i stedet for at gribe min hånd, knuger hun om dynens betræk. Jeg kan med det samme se på hende, at der er et eller andet hun vil fortælle mig, men noget hun åbenbart har svært ved. Selvom min nysgerrighed er vågen og suger alle sanseindtryk til sig, så er min sædvanlige maske på plads. Jeg prøver at massere det ømme område omkring min hals, men det gør stadigvæk ondt.

"Kan... Kan du huske, hvad der skete?"

Hendes stemme er en smule svag og stammende i forhold til hendes normalt muntre stemme. Jeg prøver at sige noget, men mit stemmebånd vil åbenbart ikke det samme som mig. Så jeg må hoste flere gange og anstrenge mig for at holde de sviende tårer tilbage. Rosa kæmper virkelig med sine følelser og prøver at lade være med at gribe ud efter mig. I stedet rejser hun sig og henter et glas med koldt vand, som hun derefter rækker mig.

Jeg er meget påpasselig, så mine fingre ikke rører ved hendes ved et uheld. Hendes hånd ryster en smule, hvilket gør mig endnu mere nysgerrig. Er der noget, jeg er gået glip af?  

"Hes... Uhm... Angela angreb mig med en sytråd..."

Jeg hoster igen, men det går bedre med at tale, efter jeg har fået drukket nogle slurke af vandet.

"Efter du... Ehm... Reddede mig - tak - besvimede jeg på gulvet."

Rosa ser ud som om, hun kæmper med et eller andet, men bider sig så i læben og nikker. Jeg ved der er et eller andet hun ikke fortæller mig, men det ser ikke ud til, at jeg vil få et svar fra hende, for hun begynder at tale med en lidt skinger stemme.

"Angela er blevet sendt i Skammekrogen - Du ved, isolationen... De var ret hårde ved hende - Hun blev ved med at skrige og kæmpe for at komme fri, men de stak hende med sprøjter og trak så afsted med hendes bevidstløse krop."

Jeg er stædig og vil ikke fiske oplysninger ud af hende, hvis hun ikke vil fortælle mig det. Hvis det er vigtigt, fortæller hun mig det nok på et eller andet tidspunkt. Hendes øjne er en smule slørede og ikke helt fyldt ud med den glæde, de normalt rummer. Det er lidt trist faktisk. Jeg har åbenbart vænnet mig til hendes glade humør, hvilket egentlig er et skidt tegn for mig. 

Det at hun holder noget tilbage for mig, er bare med til at understrege, at jeg aldrig kan stole på andre mennesker eller for den sags skyld få et nært forhold til en anden person. Jeg vil ende med at holde af personen, men så vil min forbandelse slå ned, og jeg vil blive hjemsøgt af personens død både dag og nat. Det er forfærdeligt nok med de døds scener, jeg allerede har set. Jeg kan nærmest se blodet, der drypper ned ad mine hænder. For der er intet, jeg kan gøre.   Jeg er medskyldig og vil altid være det.

Derfor denne kolde facade og følelserne der bliver gemt i en kasse. Sjældent lader jeg mit sande jeg komme frem. Jeg føler mig faktisk som en tom dukke, der blot prøver at agere som et menneske. Tom og udhulet. Uden rigtige følelser, fordi jeg aldrig rigtig har kendt til dem. Men hvorfor gør det så, så ondt i mit hjerte, når Rosa vil holde noget tilbage for mig? Er jeg virkelig hul indeni? 

Min tankestrøm bliver afbrudt af Rosa, der peger på et lille hvidt bæger, der indeholder nogle piller.

"Loreen siger, at du skal tage dem - Nogle af dem er smertestillende, og så er der nogle andre, som vist nok skal hjælpe dig ... Ehm ... med at... Ehm... Sove."

Hun ser en anelse usikkert på det hvide bæger, og inderst inde har jeg ikke lyst til at tage pillerne. Jeg kunne smide dem ud, men igen, måske det er en dum idé. En smule tøvende tager jeg det lille bæger og sluger pillerne, selvom det er meget generende for min hals. Vandet hjælpe dog, så smerten ikke er så slem. Jeg hører et tydeligt suk fra Rosa, og ud af øjenkrogen ser jeg den tydelige forandring. Hendes lidt triste udtryk forsvinder helt, og den glade Rosa er tilbage. Mærkeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...