I can't love you (Jason McCann +14)

Rig, smuk og populære ja, en god beskrivelse til den 16 årige Serena, som normalt kommer fra storbyen New York. Men hendes forældre beslutter sig for at flytte til St. George, som er en meget lille øde by i USA. Der bor ikke så mange mennesker der, og der er næsten ingen butikker. Serena er faldet godt til, hun kommer godt ud med alle og alle elsker hende. Men alt går galt, da hun møder den 18 årige Jason McCann til en fest. Hvor de begge gør noget, som de vil fortryde. (jeg har sat aldersgrænsen på 14, da der kan komme kapitler som kan være stødende og voldige)

39Likes
77Kommentarer
4959Visninger
AA

1. 2 år før.

2 år før

Jasons synsvinkel.

Solen var væk og mørket havde nu sænket sig ned over byen. Der var ingen mennesker i nærheden, kun min bror og jeg. Vi skulle gøre noget, som jeg ikke var helt vild med. ''Er du sikker på det her''. Spurgte jeg ham usikkert. Vi gemte os bag en busk foran et stort hus, det hus vi skulle bryde ind i. ''Jason, den mand dræbte vores far. Vi skal hævne os''. Sagde han surt til mig, jeg nikkede bare. Vores far blev skudt af en politimand, og vi ville hævne os. Jeg foreslog at vi kunne brænde hans hus ned, imens han var væk. Men min bror vil hellere noget andet, noget som jeg ikke var med på, men jeg blev nød til det alligevel. ''Lad os komme af sted''. Sagde han og rejste sig fra græsset. Vi gik mod hoveddøren, hvor han fik den op ved at bruge en falsk nøgle. Da vi kom ind i huset, fik jeg det dårligt, jeg havde det som om, at jeg skulle kaste op. Men jeg sagde ikke noget, eller gjorde nogen tegn på, at jeg ikke ville. ''Her''. Jeg kiggede på ham, han havde en pistol i hånden, den gjorde mig lidt bange. Jeg så panikslagen på ham. ''Hvad skal jeg med den?''. Spurgte jeg ham. ''Du skal holde den''. Sagde han og gav mig den. Jeg vidste ikke, at han havde en pistol med, og så gav han mig den. ''Kom nu''. Sagde han, da hen var på vej op af trappen. Jeg gik langsomt med ham, og da han var oppe, var jeg kun halvt oppe. Jeg kiggede på ham, han gik ind af en dør. Jeg gik stille op af trappen, jeg var meget bange. Da jeg kom til enden af trappen, hørte jeg et skrig, derefter et skud. Det var som om at mig hjerte stoppede, min vejrtrækninger blev hurtigere, og jeg vidste egentlig ikke, hvad jeg lavede. Mine ben kunne ikke styre sig, de gik ind hvor skuddet lød. Jeg så en dame sidde i sengen, hun græd, hun så virkelig bange ud. Ved hendes side stod en mand, de kiggede begge på mig. Og så gik det op for mig, hvem der blev skudt. Panikken steg i mig. Jeg fik rettet pistolen mod manden, som så skræmt ud. ''Så så så''. Sagde han stille og prøvede at berolige mig. Han gik tættere på mig, og uden at jeg vidste det, havde jeg trykket på aftrækkeren og kuglen ramte ham i brystet.

Om mandagen skulle jeg i skole, jeg var rystet over, hvad der var sket om lørdagen. Ingen vidste noget om hvem der var skyld i drabene, da jeg var smuttet med det samme med pistolen, og alle der var i huset blev skudt, undtagen mig. Jeg skod 2 mennesker, og jeg mistede min bror den dag. Jeg sank en klump og sukkede dybt ud i luften da jeg gik ind af porten, og kom til gården. Hvor der kun var elever på min alder, men der var noget anderledes. Normalt vil de ignorere mig, men alle kiggede på mig. Nogen småsnakkede i grupper, og jeg kunne høre at de snakkede om mig, da de sagde mit navn temmelig højt. Det gjorde mig nervøs, meget endda. Jeg gik med små skridt over til mine venner, som altid sad ved en bænk. De kiggede også underligt på mig? Jeg gik derover med et smil på læben, men da jeg kom derover, gik de alle væk. De så ikke en eneste gang på mig, men jeg kunne se frygt i deres ansigter. Det var som en kniv i hjertet, hvad skete der? Jeg vendte mig om og så dem gå. Min bedsteven som bare gik væk fra mig, hvorfor? Jeg sukkede højlydt og gik indenfor, det var underligt. Min nervøsitet steg da jeg kunne se fodbolddrengene, som var de populæreste drenge på skolen. De mobbede mig tit, jeg kunne virkelig ikke lide dem. Jeg gik forbi dem, og jeg ventede på at de skulle sige noget. Men ingen sagde noget, de kiggede på mig, men de sagde ikke noget? De stod ved mit skab, så jeg skulle sige noget til dem. ''Hey, i står ved mit skab''. Sagde jeg lavt, men højt nok til at de kunne høre det. De kiggede med panik på mig og skyndte sig væk, som om at de var bange? Jeg trak bare på skuldrene og tog de bøger som jeg skulle bruge fra mit blå skab. Der var ingen mennesker på gangen, der var helt stille.

Lige pludselig kunne jeg høre nogle råb udenfor, som om at der var slåskamp, eller at der skulle til at være det. Jeg gik straks derud, og så at det var min bedsteven som stod med fodboldkaptajnen, som hed Daniel. De så ud til at skændes, og som altid kom der et slagsmål ud af det. Jeg kiggede med, men alle dem som jeg stod ved siden af, løb væk fra mig. ''Du lyver''. Råbte Luke, som var min bedsteven. Daniel kiggede over mod mig og smilede. ''Du kan jo selv spørge Jason''. Sagde han og grinede håndligt, mens han pegede på mig. Alle kiggede på mig, hvilket gjorde mig nervøs igen. ''Jason, er det rigtigt at du gik amok i weekenden og skod 3 mennesker?''. Spurgte han mig, han lød som en, som ikke troede på det. Det var klart, han var min bedste ven, sådan nogen gjorde jeg jo ikke, i hans hoved. Det var som om at alt gik i stå, hvordan vidste de, at det var mig? Der var ingen beviser. ''Det er rigtigt''. Sagde Daniel og grinede håndligt igen. ''Jeg har altid vidst at du var sindssyg, og at du ville ende i fængsel ligesom din far''. Der ramte han mit ømme punkt, raseriet inde i mig voksede. Jeg kunne ikke styre mig selv. Der var ingen som vidste at min far var død, alle troede at han stadig sad inde. ''Hold din kæft''. Sagde jeg surt, jeg råbte ikke, jeg sagde det stille og rolig, men der var stadig meget had i orderne. Han grinede igen. ''Hvad vil du gøre? Slå mig ihjel?''. Sagde han og grinede, mange grinede med ham. Jeg fik kigget på mine venner, som overhoved ikke grinede, de så faktisk bekymrede ud. ''Du burde ende i fængslet, så kunne du jo gå i samme fodspor som din far''. Og der gik det galt for mig, min onde side overtog mig fuldstændig. Det slog helt sort for øjnene af mig. Jeg angreb ham, og slog så hårdt jeg kunne. Jeg kunne ikke styre mig selv, også selvom jeg kunne se, hvor ondt det gjorde på ham. Knytnæve efter knytnæve ramte hans ansigt, hans ansigt var fuld af blod. ''Jason stop''. Råbte en masse piger, men jeg blev ved. Ingen havde set den side af mig før, ingen vidste at jeg havde den. Der skulle 2 drenge til at få mig væk, de fik mig væk og skubbede mig lang væk fra Daniel. Hans kæreste skyndte sig over til ham, og hun faldt grædende ned på knæ ved hans side. ''Hvad har du gjort''. Råbte hun mens tårerne rendte ned af hendes kinder. ''Du er jo syg''. Råbte hun og kiggede på Daniel, som lå med lukket øjne, trak han overhoved vejret? Jeg kunne mærke skyldfølelsen inde i mig, havde jeg slået ham ihjel? Alle var helt stille, de kiggede alle sammen på ham. Et par stykker kiggede også på mig, jeg havde mine øjne på Daniel. Jeg kløede mig hurtigt i panden, og så fik jeg øje på blodet på mine hænder. Jeg havde gennemtæsket ham fuldstændig, og han var helt væk. Hvad havde jeg gjort?

''Jason''. Jeg kiggede forvirret til min højre side, og der stod mine venner og kiggede på mig. Jeg kunne mærke at jeg ikke vidste hvad der foregik, jeg var helt væk. Som om at jeg ikke vidste hvad der skete lige før. Jeg rystede på hovedet og løb væk. Jeg løb og løb, og jeg ville aldrig komme tilbage igen. Havde jeg to sider? Og havde min mørke side overtaget mig? Jeg kunne jo ikke styre mig? Det var gået op for mig, at jeg var kriminel.

Og dagen efter fandt jeg ud af, at mit liv var forandret for altid, da jeg hørte, at de snakkede om mig i radioen. Jeg kunne ikke være mig selv igen, den Jason jeg var engang var død...

16 årige Jason McCann er efterlyst for at have dræbt politimanden Nick Stokes og hans kone, Jason har også skudt hans egen bror, og han har tæsket en dreng på hans skole, drengen er ude for livsfare, men har har alvorlige skader. Hvis i ser Jason McCann, så ring straks til politiet, han SKAL fanges.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...