So Hard - One Direction


7Likes
3Kommentarer
839Visninger

2. Revnen

Lyden strømmede langsomt ud af hendes højtalere. Hvad hun hørte, vidste hun ikke. Hun var også ligeglad. Det eneste musikken skulle gøre var, at overdøve hendes tanker. De tanker, der konstant fløj rundt i hovedet på hende. De tanker, hun absolut ikke kunne og ville finde rundt i. Hun følte sig så helveds svag, som hun sad der, og teede sig som om, hun var den i verden, alle skulle have mest ondt af. For hun vidste jo godt, at mange havde det dårligere. Hun følte sig ynkelig og ikke mindst opmærksomhedskrævende.

Hun lå midt på gulvet og stirrede op på den krakelerede maling i loftet. Det havde tit undret hende, hvorfor den ikke var blevet lavet, og hvorfor den overhovedet var kommet. Hun var jo et fint sted, hvor der var orden og pli, så hvorfor havde de valgt at overset lige netop dén krakelerede revne på det værelse, i det loft? På en eller anden måde, var hun glad for, at de havde overset den. Hvad skulle hun ellers kigge på, når hun skulle have ondt af sig selv? Hvergang hun forlod værelset for at komme igen, synes revnen altid at forandre sig. Hun kunne bare ikke sætte fingre på hvordan, hvor og hvorfor.

 

***

 

De sad alle  rundt om det store bord. Faderen, Peter, der sad mut og koncentrerede sig om sin mad, moderen, Kathrin, der forgæves prøvede at stable en god stemning op, Allison, der for alt i verden bare ville slippe for sin påtrængende 'familie', Louis, der smilede stort og fulgte med i alt moderen sagde og Andrew, der mest af alt bare ville tilbage til sin PlayStation.

Det var første gang, de alle var samlet. Godt nok havde Peter, Kathrin, Allison og Andrew været samlet til middag mange gange, men da Louis havde for travlt med sit band, havde han ikke haft tid. Allison kunne snildt forstå ham. Hun var overbevist om, at han gjorde det for at slippe for de uinteressante samtaler og de akavede blikke. Men det gjorde han ikke. Han ønskede  inderligt, at han kunne være med, når hans mor startede på en ny start. En ny familie. Noget Allison absolut ikke ville. Hun ville bare have lov til at passe sig selv. Komme ud og opleve verden. Men som den nye mor Kathrin skulle være, var hun helveds overbeskyttende.

Før Peter havde mødt Kathrin, havde Allison haft frie tøjler. Hun kunne og måtte gøre, hvad hun ville, for hende far stolede på hende. Men da Kathrin kom ind i faderens liv, var han af en eller anden grund blevet overbevist om, at de ikke var godt for Allison, at have frie tøjler, som hun åbenbart have. Allison forstod det ikke. Hun forstod ikke, hvordan én person, kunne ændre hendes far så enormt. Det havde medført et mindre had til Kathrin. Et had over den kontrol, hun havde over Peter. En kontrol der engang havde tilhørt Allison.

 

"Så hvad klasse går du i, Allison?" Allison kiggede op fra sin tallerken og mødte Louis nysgerrige blik. Hun fortrak ikke en mine. Lod bare sit blik falde ned i maden igen. Allison var imod denne nye familiesammenføring. Hun ville ikke have en ny familie. Et  vellykket suk slap over Kathrins læber, mens hun kiggede bebrejdende på Allison. De blikke var Allison efterhånden vant til, og de rørte hende ikke. Hun havde efterhånden lukket godt og grundigt af til sådanne ting. Nu nød hun ligefrem at se Kathrin blive irriteret over hendes opførelse.

"Andrew, fortæl Louis om din fritid" kom de blidt fra Kathrin. Nu var det Andrew, der skulle dræbe den halv akavede stilhed. Han begyndte stille at fortælle. Andrew, var ligesom Allison, blevet tvunget til at være en del af denne nye familie. I modsætning til Louis og hans søskende. De havde alle fået et valg om en ny familie og havde alle takket nej. På nær Louis. Han ville medglæde være med til at gøre sin mor glad. Og det irriterede Allison grænseløst. Han skulle være det der skide perfekte barn, der tænkte på alt og alle. En mors drømmebarn. Det havde Allison engang været. Hun havde været sine forældres guldklump. Lige indtil den dag hvor moderen kom slæbende med en enkemand, der havde børn. Hun fravalgte sin rigtige familie for at tage sig af en ny familie. Hun var skredet fra sit eget kød og blod. Alt kontakt med hende var forsvundet. På en besynderlig måde var Allison glad for, at kontakten med moderen var forsvundet. For hvis den ikke var, ville Allison være et nervevrag, Hun ville være svag, det var hun sikker på. Og det ville hun for alt i verden ikke. De fucking egoistiske voksne skulle ikke se nogle af hendes følelser. Hun forstod og ville ikke forstå dem, og de ville ikke kunne forstå hende. Allison havde et had til voksne inderst inde.

Når Allison om nogle måneder fyldte atten, ville hun væk. Hun ville væk fra alle voksne og deres latterlige undskyldninger. Det var én ting, hun var fuldstændig sikker på. Hun ville flytte hen til sin seks år ældre kæreste, der boede i London centrum. De skulle have det sjovt. Ingen bekymringer. De skulle bare nyde hinanden, for de holdt af hinanden. Hun kunne ikke blive hos sin blinde, falske familie meget længere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...