тнє ρяιηcє αη∂ тнє ѕєℓєcтє∂

Den rige prins, i et land. Ikke bare hvilket som helst land, men det største kongedømme i verden. Hvordan blev det så stort? Krig, magt begær og ikke mindst vold. Et samfund hvor man virkelig træder på de nederste, og hvis man selv har det godt så .. er alt godt. Prinsen - Con, har aldrig fået fortalt sandheden om verden. Pigen - Tanya kender kun alt for godt sandheden. Men hvad nu hvis de to mødes? Og bliver tvunget til at bruge tid sammen?

5Likes
5Kommentarer
639Visninger
AA

2. тнє ωαя ιѕ ѕтιℓℓ συт тнєяє

 

Jeg gik langsomt frem og tilbage på mit værelse, min far ville snakke med mig .. jeg vidste ikke hvorfor. Han ville ellers aldrig snakke med mig. Jeg havde kun hørt brudstykker af den debat der havde være på det seneste. Jeg var prins, og jeg vidste ikke hvad der skete i mit eget land? Jeg håbede sådan på at det var det "krigen" men jeg var ikke sikker for den debat jeg havde hørt om krig, kom altid lyn hurtigt over på samtale emnet "Den udvalgte".

"Con, let din røv, din far vil snakke med dig! Nu!" Den evig altid sure over tjener, det hakkede på mig, men når jeg blev konge, kunne han ikke snakke sådan til mig mere. Jeg gik langsomt over mod, min fars "kontor" som han yndede at kalde tronesalen. 

"Kom ind min søn, det her er vigtigt." Ja selvfølgelig  var det det, ellers ville han jo ikke snakke til mig? Så ville det bare have været en af tjenestefolkende. Jeg gik tøvende ind til min far.

"Som du nok har fundet ud af så er der krig." Jeg nikkede. "Der er nogle oprøre ..." Jeg nikkede igen, det vidste jeg også godt. "Og de oprørere kan vinde krigen hvis de for fadt på et våben .. et våben som er et menneske ... Den Udvalgte, jeg ved ikke hvad denne kan, men den må og skal udentvivl udryddes! Er det forstået? Godt! Fordi du skal ud og finde den ting og dræbe den!" Jeg stod og kiggede lamslået på min far. "Du for følge, og alle de ting der skal bruges, men hver med når det sker uden at være med, vi kan nødigt have at du dør!" Vislede min far - kongen snedigt. Jeg havde en mission! Ikke en let mission, men en mission der skulle gøre, på en måde. Jeg havde alligevel altid drømt om eventyr.

 

Forberedelserne til mission-eventyrs-opgaven var kedelige, men nødvendige. Jeg måtte træne ekstra meget. Men når tiden så var inde var jeg klar ... Det syn der mødte borgerne, i byen udenfor paladset var underligt, selv jeg kunne se det. En lang karavane af vogne, men dog den mest opsigts vækkende   af dem alle var nok det mobile bur, til den udvalgte. Jeg havde ikke kigget på buret, da jeg vidste der var indbygget tortur. Den første by vi skulle gennemsøge var sjovt nok, paladsbyen Byra. Søgningen var lang og hård, men der var ingen "Den Udvalgte." Hvis Den Udvalgte havde været i Byra havde det også bare være lidt for nemt. Rejsen gik videre, til en masse små lands byer. Jeg havde set ødelæggelserne, det var forfærdeligt. Hele byer der var brændt ned til grunden. Skilleter, af noget der var menneske engang. 

"Kom her Con, vi tror vi har noget." Råbte den øverste. "Kommer." Svarede jeg og gik over mod dem der kaldte. De holdt hårdt fadt i en pige, en køn pige.

"Hvad er der med hende?" Spurgte jeg.

"Vi tror at hun er den udvalgte" Svarede de, jeg tænkte over det.

"Hvad skal vi så med hende?" Spurgte jeg igen.

"Du har da set buret knægt" og sådan sluttede den samtale, den kønne pige blev ført ind i buret. Lidt efter kom der denne besked: "Vi bliver at par dage okay, Vi skal slappe af" Det var mig der var prins og jeg fik ordrer?

 

Jeg gik langsomt hen imod buret, fast besluttet på at høre pigens navn. Jeg bankede let på metallet i buret. Pigen kom hen imod mig. Jeg kunne se at hun havde grædt. Jeg fik en klump i maven.

"Hvad hedder du så?" Spurgte jeg usikkert.

"Mit navn er Tanya, og dit?" Svarede hun lige så usikkert. 

"Mit navn er Conner, men alle kalder mig Con." Sagde jeg, lidt mere selvsikker. Mig og Tanya fik snakket om alt mellem himmel og jord. lige indtil at en vagt kom hen imod os, han havde ikke set mig så jeg skyndte mig væk.

Næste dag om aftnen ville jeg tale med Tanya igen. Jeg gik hen imod hende, der var trækket op til tordenvejr. Det første lyn kom da jeg var næsten henne ved hende.

"Hej Con" Sagde Tanya med et smil. Jeg svarede med et lille nik. Ligepludselig kom noget der lignede en tornado fejende hen imod os, den drejede hurtigere end normale tornadoer.

"Skøn dig væk" Hvæsede Tanya. Men det var forsent, taget blev suget af buret. En høj skærende stemme, skreg. Det var ikke en stemme, men vinden skyrende og himmelen. Tanya blev suget op i den. Jeg følte et øjeblik et jag af fortvivlelse, før at jeg også var i luften. Jeg skreg på hjælp, men jeg vidste at det ikke ville hjælpe, da min stemme døde hen i vinden. Jeg fortsatte bare ind i tornadoen, jeg vidste at min dag var kommet. Inde i  tornadoen var der mørkt, men ikke helt mørkt. Jeg vivlede rundt og rundt. Men pludselig stoppede tornadoen efter noget der føltes som evigheder. Jeg faldt mod jorden jeg skreg. Men i sidste sekund, var der en vind der greb mig, den gav slip på, det gjorde lidt ondt. Tanya pustede luft ud af hænderne og pludselig stod hun forand mig.

"Du er en kæmpe idiot" Sagde hun. Jeg kiggede bare spørgene på hende.

"Du skulle være gået da jeg sagde det" Mumlede hun med tåre i øjnene.

"Hvor er vi?" Spurgte jeg bare ...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...