1D - Dark Angel (12+) (pause)

Amania Madison er en pige på 17. Hendes veninde, Amber Long, vinder et væddemål og tager Amania med til en One Direction koncert. Her prøver drengene fra One Direction at komme i kontakt med Amania, men hun afviser dem hver gang. Da de kommer hjem flipper Amber ud på Amania og snyder hende med på en hyttetur i sin families sommerhus. Tilfældigvis er Zayn Malik fra One Direction også i huset. Amber efterlader huset låst med mad til to uger....

Følg med, for at vide mer' i Dark angel.



81Likes
128Kommentarer
8743Visninger
AA

10. Kapitel 9

 

"Hej, vi er One Direction," sagde en af drengene smilende og blinkede til os. Amber skreg sammen med de andre piger, der også skulle backstage. Jeg fnøs bare og kiggede misfornøjet på ham. "Siden i er så mange, vil det være en idé, hvis I stillede op i en kø," fortsatte drengen. Amber nikkede energisk og hev i min arm. Den første i køen var en brunette, der havde malet 1D i hele ansigtet. Også nogle steder på armene. Hendes trøje havde det på samme måde. Jeg forstod virkelig ikke de mennesker. Vi stod cirka nummer fem i køen. Det var lidt svært at se, da de fleste var i grupper. Drengene gik gennem en dør og efterlod os alene med personalet.

"Hvis I følger med," sagde en dame til den forreste. Brunetten fulgte ivrigt med, mens en lille blondine løb efter hende.

"Tåber," fnøs jeg hånligt. Jeg gjorde det lavt, så Amber ikke kunne høre mig. Det ville ikke ende godt, hvis hun hørte mig sige det. Amber så underligt på mig.

"Hvad sagde du," spurgte hun forvirret om. Jeg rystede bare på hovedet og sukkede.

"Lad os bare få det her overstået," sukkede jeg.

"Godt," grinte Amber. Der gik ikke lang tid, før hun deltog i snakken, som dem foran os havde gang i. Jeg stod bare ved siden af hende og ønskede mig selv død.

 

"Så, hvis I følger med mig," sagde damen henvendt til mig og Amber. Jeg nikkede modvilligt og fulgte efter hende med tunge skridt. Jeg havde virkelig ikke lyst til det her. Amber gik derimod hurtigere og mere ivrigt end mig. Hun gik sågar foran damen, der skulle følge os hen til drengene. Hun stoppede foran en sort dør. Kreativt. Hun åbnede døren og lod os gå ind. Derefter lukkede hun den og lod mit værste mareridt gå i opfyldelse. Eller ikke mit værste mareridt. Et af dem. Jeg skulle kun være her i kort tid, som ville føles længere. Det ville være værre, hvis jeg var fanget med dem. Jeg gøs ved tanken. Jeg kiggede ind i det rum, som vi stod i. Det var meget enkelt. Det var hvidt, hvidt og mere hvidt. Langs væggen stod en sofa. Overfor stod en anden sofa. Drengene havde delt sig op. I sofaen mod væggen sad en lyshåret dreng, en brunhåret dreng og en anden brunhåret dreng. I den anden sofa sad en sorthåret dreng og en dreng med meget store brune krøller. Hvis man spurgte mig, var det ikke særlig kønt. Langt fra. Okay, dårlig beskrivelse, men det var ikke noget, jeg gik særlig meget op i. Hvorfor skulle jeg?

"Hej," sagde den lyshårede dreng. Amber hvinede.

"Bare lad os få det overstået," sukkede jeg højlydt og skubbede Amber hen til sofaerne. Eller rettere sagt den sofa, hvor der kun sad to. Jeg skyndte mig et sætte mig i kanten af sofaen, så jeg ikke behøvede at sidde ved siden af en af dem. Det måtte Amber meget gerne.

"Så, hvad hedder I," sagde ham med det sorte hår.

"Amber," hvinede Amber. Hun var virkelig påvirket af de drenge. De andre drenge kiggede forventningsfuldt på mig. Jeg rystede bare afvisende på hovedet og kiggede koldt på dem. De behøvede ikke vide noget om. Det gik jeg ikke frivilligt med til. "Hun hedder Amania," sagde Amber stadig helt oppe at køre. Jeg sukkede højlydt.

"Amania," sagde ham med krøllerne. "Smukt navn."

"Det siger du vel til alle," sagde jeg koldt. Ham med det lyse grinte. Ham med krøllerne kiggede irriteret på ham, og han stoppede straks med at grine.

"Og endnu smukkere stemme," fortsatte ham med det sorte hår. Jeg så bare irriteret på ham. Han skulle ikke kommentere mig. Jeg var ligeglad om det var godt eller dårligt. De skulle blande sig udenom.

"Kan det ikke være lige meget," hvæsede jeg spydigt.

"Rolig tiger," grinte den ene af dem med brunt hår fra den anden sofa. Jeg gav ham bare et koldt blik.

"Stop nu, drenge. Det er tydeligt, at hun ikke kan lide at få komplimenter," sagde den anden brunhårede dreng. 

"Kan du ikke bare være ligeglad," sagde jeg koldt. Han kiggede overrasket på mig og sendte mig et undskyldende blik. Jeg ignorerede det bare.

"Så, hvor bor i," spurgte ham med krøllerne.

"England," sagde jeg koldt. Amber kiggede irriteret på mig. Selvfølgelig. Jeg holdte hendes store idoler for nar. Det var heller ikke svært, for de var allerede idioter. "Idioter," mumlede jeg stille.

"Det skal jeg huske," mumlede ham med det sorte hår. 

"Det gør du bare, men hvis du skal huske hver eneste gang, jeg har sagt det, så skal du godt nok huske meget og godt," sagde jeg koldt.

"Jeg er jeres største fan," sagde Amber midt i det hele. Endelig sagde hun noget, og så var det dét, hun sagde. Helt seriøst. Tænk dig om næste gang, dumpap.

"Er du," sagde ham med krøllerne og smilede charmerende til hende. "Vil du så have noget imod et kram?" Han smilede skævt til hende og spredte armene som gestus til et kram. Amber sprang i armene på ham. Ham den sorthårede sad imellem dem, og måtte få et godt blik på Ambers røv. Godt for ham. Jeg fnøs hånligt. Drengen med krøllerne grinte. "Skal du os have et," grinte han.

"Nej," sagde jeg koldt. Han grinte bare og rejste sig op. Med et skridt stod han foran mig. Før jeg nåede at reagere, havde han lagt armene om mig og trukket mig ind i et kram. Jeg gav et lavt skrig fra mig af irritation og skubbede ham væk. "Hold dig væk fra mig," skreg jeg.

"Slap af," mumlede han og gik tilbage til Amber, der havde taget hans plads. "Nå," grinte han. "Er det sådan det skal være?" Amber grinte af ham. Han grinte hånligt, og før man vidste af det, havde han sat sig på hende.

"Harry, flyt dig," sagde ham med det brune hår. Han havde lidt krøller, ville jeg mene. Hvorfor lagde jeg mærke til det? Drengen med krøllerne, som åbenbart hed Harry, flyttede sig og satte sig ved siden af mig.

"What's up, smukke." grinte han og lagde en arm om mig. Lige idet han gjorde det, gik døren op.

"I har ikke mere tid. Følger i med mig," sagde damen, der stod i døren. Hun så stresset ned på papirerne. Jeg rejste mig hurtigt op. Inde i mit hoved takkede jeg inderligt damen for at komme. Hun havde fjernet en grim oplevelse. Eller den som nok ville ske i det næste øjeblik, hvis hun ikke var kommet. "Det skal være nu," sagde hun strengt. Amber havde åbenbart ikke rejst sig.

"Jamen, jeg har ikke fået deres autograf," jamrede hun.

"Det ordner vi hurtigt," sagde ham med det lyse hår. Han tog en tusch frem og åbnede den. "Vend dig om," kommanderede han. Jeg fnøs. Tænk at han kunne tillade sig at kommandere med Amber? Idiot. Amber gjorde, som han sagde, og vendte sig om. Drengen skrev et eller andet på hendes trøje og gav tuschen videre. De andre drenge gjorde det samme, som han havde gjort. 

"Kan jeg også få et billede," sagde Amber nervøst, da de alle havde skrevet på hendes T-shirt. De grinte bare. Amber tog sin mobil frem og rakte den til mig. Jeg sukkede højlydt og tog imod den. Amber stille sig mellem drengen og smilte stort til kameraet. Det samme gjorde drengene. Jeg trykkede hurtigt på 'Tag Billede'-knappen og kastede mobilen til Amber. Jeg skulle bare ud herfra! Og det skulle være nu!

 

Hej alle sammen!

Undskyld for det halv-korte kapitel. Der er heller ikke ligeså mange følelser i det, som jeg ville have haft. Jeg kan bare ikke præstere det bedre. Jeg håber, I kan lide det.

Jeg har fødselsdag i dag! 14 år... Yay! :D Jeg vil blive rigtig glad, hvis I gad like denne her historie! Det vil betyde en masse! :) Tak fordi I læser historien! ^_^

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...