Den skrigende smerte

Livet er hårdt. Alle må da kunne føle det.. ikke?
Livet er en bombe der tikker. Mon din bombe snart stopper med at tikke?
Det er der kun én der ved. Dig selv.
Men hvis du ikke ved det så må skæbnen vel føre dig frem? Mod lykke eller smerte?...

0Likes
0Kommentarer
816Visninger
AA

5. Del 4

 

Jeg vågner med et skrig! Den forfærdelige drøm kommer igen hver nat nu. Jeg kan ikke længere holde det ud! Jeg sidder op i sengen, med sved på panden, og kigger lige ind i vægen.  Pludselig får jeg en idé. Jeg vil snakke med hende. Lige nu. Så jeg kan bede om at hun får drømmende og Emilie stoppet med det samme. Det ville nok ikke virke. Men jeg har også brug for lidt trøst. Okay meget trøst!

Jeg smider natbukserne i sengen og lister langsomt hen imod skabet. Jeg finder et par bukser og en T-shirt som jeg lige hurtigt kan tage på. Jeg trækker bukserne over benene og T-shirten over hovedet.

Jeg lister langsomt ned af den knirkene trappe og lister ligeså ud af døren. Jeg mærker med det samme den kolde vind imod mine bare arme. Jeg holder om mig selv da jeg, med raske skridt, går ned af den store vej. Træerne vifter rundt i den hårde vind. Jeg kigger på den store smukke måne der i nat er fuld.

Det tager noget tid før jeg kommer til den store port som fører ind til den kolde og mørke kirkegård.

Nu da jeg endelig står der bliver jeg bange. Men nej! Sådan en lille bangebuks vil jeg ikke være! Hallo?! Det er bare en gammel, mørk, uhyggelig, kold og… uhhh. Okay. Jeg gør det!

Med rystende hænder tager jeg fat i det kolde håndtag. Jeg åbner den knirkende port og kigger ind. Der er mørkt, men jeg vil nok godt kunne se noget. Jeg lukker porten i igen og går langsomt, med meget forsigtige fodtrin, ind i kirkegården.

Med kort tid finder jeg frem til gravstenen der står inde imellem de mange andre på græsplænen. Langsomt sætter jeg mig på hug og kigger hen på de små ord der er skrevet på stenen.

Pludselig bliver jeg presset ned imod den kolde jord. Jeg skriger af mine lungers fulde kraft og prøver med besvær at komme op igen. Men det er umuligt. Jeg kigger hen på min arm. En masse sorte skikkelser holder fast i den modstræbende arm. Jeg skriger igen. For mit liv.

”HJÆLP!!”

Jeg kan ikke gøre noget. Langsomt bliver det hele sort og jeg mister bevidstheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...