Den skrigende smerte

Livet er hårdt. Alle må da kunne føle det.. ikke?
Livet er en bombe der tikker. Mon din bombe snart stopper med at tikke?
Det er der kun én der ved. Dig selv.
Men hvis du ikke ved det så må skæbnen vel føre dig frem? Mod lykke eller smerte?...

0Likes
0Kommentarer
810Visninger
AA

4. Del 3

 

Den dag da jeg havde låst mit skab og gik til time, fik hun det på en eller anden måde låst op og tog min dagbog. Hun har fået det kopieret til sig selv. Alle siderne.

Jeg finder først ud af det den dag der hænger citater fra min dagbog oppe på tavlen. Der står for eksempel: ”Jeg savner min mor mega meget..”, ”Jeg glemte teddibjørnen Sofus derhjemme og det er jeg rigtig ked af..” Og meget mere der er vildt pinligt.

Ellers går dagen forfærdelig videre. Til spisetid skubber de min bakke med mad ned på gulvet så jeg skal gøre det hele rent inden jeg må gå til time, uden noget at spise. Efter idræt, inde i omklædning er alle pigerne så svedige at vi skal vaske os med sæbe. Da jeg skylder sæben ud af mit lange glatte hår og kigger i spejlet, ser jeg, at mit hår er blevet helt grønt. Jeg kigger op på nogle af de piger der står og griner af mig, deriblandt Emilie og hendes to veninder.

”Nå så du har fået dit hår farvet til grønt. Helt ærligt passede det andet bedre til dig.” Siger hun hånligt.

Nu får jeg nok! Jeg går hen til hende og giver hende en lussing.

”Så er det nok! Jeg er fucking ligeglad med om du er pisse træt af mig. Men behøver det gå så vidt. Du får hævn, du gør!? Jeg siger det til fru Toft, skoleinspektøren og mine forældre. Og jo jeg har beviser. Tjek for eksempel lige min dagbog ud. Hvor mon du har fået alle MINE dagbogs citater fra? Hvem er det mon der er på alle mine billeder som ligger på mit kamera? Dig, dig, dig, og atter dig. Når jo. Også dine dumme veninder. Ved du hvad? Dine små lege er fordi nu.”

Jeg vender mig rundt og går ud af døren. Jeg går op på skolens kontor og melder hende. Inspektøren kigger på mig med et smil. Han tror ikke på mig. Jeg viser ham alle de citater hun havde hængt op på tavlen, alle mine blå mærker og ar, og de billeder der er på mit kamera. Men han tror mig stadig ikke. Jeg giver op. Det er umuligt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...