Den skrigende smerte

Livet er hårdt. Alle må da kunne føle det.. ikke?
Livet er en bombe der tikker. Mon din bombe snart stopper med at tikke?
Det er der kun én der ved. Dig selv.
Men hvis du ikke ved det så må skæbnen vel føre dig frem? Mod lykke eller smerte?...

0Likes
0Kommentarer
808Visninger
AA

3. Del 2

 

 

Jeg ser det hele i slowmotion. Døren der bliver smækket op i en hylenes fart og et dryppende muskelbund træder ind ad døren. Håret der var smurt ind i voks er nu gennemblødt af dampene sved der drypper ned på panden af det muskuløse hoved. Den hvide T-shirt sidder klæbende til den svedende krop. Jeg smiler ved synet af min far, som efter en lang løbetur, er blevet helt gennemblødt af sved. Han smiler til mig med et funklende glimt i øjet.

”Godmorgen tøs! Klokken er halv 7, det er stå op tid! Første skoledag!” Siger han hæst, men alligevel med en glad tone.

Jeg sætter mig op i den store dobbeltseng jeg har sovet i natten igennem. Jeg trækker det tykke tæppe væk og træder langsomt ud af sengen. Da jeg står stabilt på begge fødder kigger jeg op med et bredt smil på læben.

”Jeg gør mig klar nu.” Siger jeg muntert.

Far går ud af rummet og lukker døren efter sig. Jeg går hen imod tøj skabet som står på klem. Jeg åbner det og finder noget tøj. Jeg ligger det på min seng og går i bad.

Det er dejligt med et varmt bad sådan efter at have sovet natten igennem.

 

Far sidder ved bordet med et franskbrød i den ene hånd og avisen i den anden. Han ligger avisen ned og kigger op på mig da jeg går hen imod bordet der står i hjørnet af det lille rum. Jeg sætter mig på stolen overfor far. Brødet som allerede ligger på min tallerken smøre jeg med et tyndt lag smør. Jeg ser hen på klokken og bliver overrasket.

”Undskyld far. Skolen starter om tyve minutter og jeg vil gerne have tid til at gå forkert. Så øhm… Vi ses i eftermiddag.” Skynder jeg mig at sige inden jeg går ud af døren med tasken på ryggen.

På vejen ud til cyklen, der står i skuret, skynder jeg mig at spise det sprøde brød, der smager som var det nybagt her til morges. 

Som forventet står cyklen lænet op ad skurets indervæg. Jeg trækker den ud af døren og ned af grusstien. Jeg træder op på cyklen og sætter i gang.

 

Jeg er henne på skolen hurtigere end forventet. Da jeg kommer ind på den fyldte parkeringsplads bliver jeg nedstirret af de mange elever der har gået på skolen i flere år. Jeg går hen til cykelstativet og sætter min gamle rustne cykel op ad den fine nypolerede metalstang. Langsomt, uden at kigge op, sætter jeg mig på hug og låser min cykel. Jeg rejser mig op, kaster min gule All-Star taske om på ryggen og går med raske skridt hen imod skolens kontor for at få mit skema.

”Held og lykke med din første dag her på Forks midterskole. Jeg håber du får en god dag.” Siger damen, der sidder foran computeren, venligt.

Jeg går hen imod min første time. Jeg bliver mødt af de samme onde øjne som på parkeringspladsen da jeg kommer ind.

”Velkommen Alice Bluefeather! Se alle sammen. Det er jeres nye klassekammerat fra Los Angeles, datter af fodboldtræneren Harry Bluefeather.” Siger læren som velkomst ord.

Jeg rækker ham min seddel så han kan skrive under på at jeg har været her og gav ham et lille hej tilbage for ren høflighed.

Jeg har ikke lyst til at blive gjort til grin allerede først skoledag så jeg vil ikke ligge opsigt.

”I dag starter vi med det næste emne vi er kommet til i rækken. Vi skal eksperimentere med vand. Hvad kan det holde til? Hvordan gør man det varmt uden at sætte det over en oven, ild eller hvad der nu kan være af varme genstande? Men lad os starte med, hvad er vands kemiske navn?”

 

Og sådan gik dagen. Jeg var nok den eneste der rakte hånden op, men det var læren vidst van til for han gjorde intet ved det.

Alle skulede ondt til mig.

Mange dage går sådan. Ja flere uger. Til sidst kommer den pige, der højst sandsynlig er den populæreste i min klassetrin, hen til mig.

”Hvad bilder du dig ind? At få den høje karakter, Drengenes opmærksomhed, gå i det smarteste tøj, på den bedste skole og så oven i købet er du Forks bedste fodboldspiller! Jeg finder mig ikke i det! Skrid hjem til dit Los Angeles igen! Her er det MIG der styrer alt, ikke dig. Det er MIG der er den sejeste her, ikke dig. Så skrid tilbage til sol og sommer igen! Vi gider dig ikke!” Råber hun af raseri.

Hendes veninder, der står rundt om hende, kigger skummelt på mig.

Jeg trækker bare på skuldrene og svare: ”Jeg er ikke kommet for at ødelægge noget. Jeg er kommet her på grund af min familie.”

Det gjorde Emily, som hun hedder, rigtig gal. Uden jeg ved af det giver hun mig en knytnæve i øjet. Ikke så hårdt, men alligevel hårdt nok til at jeg får et blår øje. Jeg vænner mig rundt og går stift videre. 

Hun bliver ved og ved med at drille mig og slå på mig, men hver gang min far spørger ind til det, svarer jeg at jeg bare var faldet på vej hjem, eller på en vandretur eller måske på rulleskøjter. Alle mulige undskyldninger, for jeg vil ikke have mere ballade end jeg allerede har.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...