My High School life

Et rigtig amerikansk High School liv ligesom i film, er vel alle pigers drøm? Eller det er i hvert fald den søde 17-årige Lucy Williams drøm, og den drøm er tæt på, at blive opfyldt. Celine er blevet optaget på hendes drømme High School ’La Plata High School’ og kan ikke vente til at starte et nyt eventyr. Men er det nu lige så fedt og fantastisk som på film? En masse drama, pigefnidder og ikke mindst kærlighed vender op og ned på Lucys liv. Er High School virkelig så mange tårer, svære beslutninger og sorg værd? Og hvad sker der når Lucy møder ham den flotte, populære, uopnåelige dreng Josh?

3Likes
3Kommentarer
861Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg tog ned i håndtaget til det klasseværelse hvor jeg skulle have min første time, som var engelsk. Jeg gik ind i klasseværelset og der var allerede en masse unge mennesker der var kommet. De stod alle i små grupper og snakkede, og grinte. Jeg fandt mig et ledigt bord, sådan i midt inde i klassen. Jeg tog mit kladdehæfte og penalhus frem og lagde det på bordet og smed tasken ned på gulvet ved mine fødder.  Jeg kiggede lidt rundt i klassen da en pige med blond hår kom over til mig og satte sig på mit bord.

’’Hej, jeg hedder Allison, men du kan kalde mig Alli’’ Sagde hun smilende og rakte hånden hen til mig.

’’Hej Allison, jeg hedder Lucy, og du kan kalde mig hvad du vil’’ sagde jeg og rakte hånden ud til hende og gav hende et let håndtryk. Hun fniste og nikkede.

’’Jamen hej Lucy.’’ Sagde hun igen smilende, og startede en ny samtale som bare kørte derudaf. Der gik ikke lang tid før vores nye lærer kom og Alli gik hen til sin egen plads bagerst i klassen. Vores lærer præsenterede sig selv, og så gik timen ellers i gang. Timerne gik ret hurtigt og pludselig var de to timer Engelsk færdig, og der var frikvarter.  Jeg sagde farvel til Alli, og gik ned til mit nye skab, og tog de næste bøger jeg skulle bruge til mine næste timer,  som var til spansk. Jeg kender egentlig intet til det spanske sprog, men jeg syntes at det kunne være spændende at lære, så jeg valgte bare at tage det som valgfag. Jeg lukkede mit skab og gik langsomt hen til klassen, for at få tiden til at gå. Efter meget besvær fandt jeg vej til det klasseværelse hvor spansk timerne ville foregå. Det er godt nok svært at finde rundt på denne her skole, den er jo grande! Jeg tog min mobil frem og kiggede på klokken. Øv, stadig 7 minutter tilbage….

Jeg satte mig på en bænk der var tæt på klasseværelset og satte mig til at vente. Folk må tro at jeg er sådan en lonely type, når jeg sidder her alene og venter på at den næste time begynder. Som om jeg er total ivrig, og en stor nørd. Ej okay, måske ikke ligefrem en kæmpe nørd, men noget deromkring. 

Allison er egentlig en utrolig sød pige, og også mega smuk! Det der lyse blonde hår, og hendes helt blå øjne og flotte krop. Hendes udseende passer godt til hendes gode personlighed. Jeg kan godt lide den måde hun bare er udadvendt, og bare kom over og snakkede med mig. Så, så lonely er jeg heller ikke.  Men man kan godt mærke at der er lidt blondine over hende, men whatever. Så har jeg da fået en ven på min nye skole.

I må egentlig tænke om jeg ikke har nogle venner sådan fra skolen før, og jo det har jeg. Jeg har to tætte veninder, men efter skolen tog den ene et highschool year til England, og min anden veninde flyttede til en anden by længere ude på landet. Resten af tøserne på min gamle skole var bare forfærdelige. Men nok om det.

Jeg var SLET ikke kommet mig over episoden i går på Caféen. Jeg flovede mig hele dagen i går, og jeg gør det stadig. Jeg aner egentlig ikke hvorfor jeg flovede mig så meget, men måske fordi han var så lækker? Det er jo egentlig underligt når jeg aldrig har snakket med ham før, men alligevel syntes jeg at det er utrolig flovt. Men hvem synes ikke det, når man lige har spildt vand ud over hele bordet og sig selv, foran 6 flotte drenge fra ens skole? Jeg havde heldigvis ikke set nogle af dem hele dagen. Okay, jeg kan nok ikke sige hele dagen, for jeg har kun været i skole i 2 timer, men ja. Jeg sad lidt i min egen verden, hvilket jeg gør en hel del her for tiden, da døren blev låst op, og nogle af eleverne, bl.a. mig selv gik ind i klasselokalet hvor spansk timen ville starte om ikke så mange minutter. Jeg fandt mig igen et bord, i midten af klassen og satte mig godt til rette.

Jeg kiggede rundt på nogle af folkene der allerede var i klassen og smilte til nogle af dem som gengældte smilet.

Døren gik op, og to drenge kom ind i klassen efterfulgt af nogle andre elever. Og ja, i tænker rigtigt det var ham der kom, med en af de lyshåret drenge fra i går. Blodet begyndte at stige mig til hovedet, uden at han bare havde kigget på mig. Hvor. Er. Det. Typisk, at vi skal have spansk sammen. Og så lige efter i går. Jeg kiggede op på ham, og fik øjenkontakt med ham, ham smilte stort og hvis jeg gættede rigtigt, så tror jeg at han kom i tanke om i går. Jeg blev helt rød i kinderne og afbrød øjenkontakten og kiggede ned i mine hænder. Jeg kunne skimte med mine øjne at han satte sig på bordet bag mig, og blev hurtigt genert. Hvorfor ved jeg ikke, jeg plejer ikke at blive genert på den måde over for folk, men det gjorde jeg åbenbart her.

Læreren kom hurtigt efter og stillede sig oppe ved kateteret og kiggede ud mod klassen. Det var en dame, og hun var nok i slutningen af 40’erne.

’’Hola, jeg er mrs. Collins, jeg skal være jeres spansk lærer som i kan gætte jer til, og jeg kan garantere jer at vi får lært en masse spansk og får arbejdet meget i grupper og på kryds og tværs over klassen. Jeg skal have jer i alle 3 år, så i får et lærerigt forløb her på spanskholdet og jeg er altid frisk på at lave noget sjovt ud af det.’’ Hun rodede lidt ved nogle papirer og holdte en kort pause, og startede sin snak igen. ’’Vi bruger de første par uger på at lærer hinanden at kende, og så begynder vi ligeså stille på grund tingene i sproget og så videre. Vi kommer på nogle få ture i løbet af årene og som i nok ved, så skal i på en sprogrejse til Spanien, men vi ved ikke om det bliver i dette semester, andet semester eller hvornår det sker. Men nu synes jeg at vi skulle tage at lære hinanden at kende, så jeg overhovedet kan få en lille chance for at lære alle jeres navne inden i går ud igen.’’ Sagde hun igen, og klassen hørte lydigt efter hvert et enkelt ord hun sagde. Hun lød godt nok som en kvinde der havde styr på tingene.

’’Når, men jeg synes at vi skal vælge jer ud en efter en, og lader jer komme herop til mig og fortælle nogle få ord om jer selv, og vi starter med dig’’ sagde hun og pegede i retningen af mig. Jeg kunne ikke rigtig å øjenkontakt med hende, og det så ud som om at hun kiggede på nogle af personerne bag mig.

’’Snakker du til mig?’’ sagde en blid drenge stemme bag mig. Mrs. Collins nikkede og smilede, og man kunne straks høre en stol rykke hårdt på sig og der kom han gående selvsikkert op til mrs. Collins.

’’Hola, jeg hedder Josh, og jeg er 17 år. Jeg spiller basketball og jeg ved ikke hvad jeg mere skal sige’’ sagde han og kiggede ned på mig og derefter op på mrs. Collins. Hun nikkede, og gjorde tegn til at han skulle gå ned. Nu ved jeg da at han hedder Josh, så nu behøver jeg ikke at kalde ham for ’drengen’ mere. Stort fremskridt!  

’’Så kan du jo vælge hvem der skal op nu’’ sagde mrs. Collins, og jeg kunne se at han gik ned mod mig. Nej, nej, nej, vælg en af de andre!?? Jeg kiggede væk fra ham, men da vendte mit hoved igen, så jeg til min store overraskelse at han stod lige foran mit bord.

’’Jeg vil gerne høre lidt om dig, unge dame.’’ Sagde han og smilede selvsikkert og satte sig ned på sin plads. Jeg rødmede, og gik op der hvor han stod lige før. Jeg sukkede lavt, og alle blikkende var rettet mod mig.

’’Ehmm.. Jeg hedder Lucy, jeg er 17 år gammel. Jeg er enebarn, og mine forældre er ikke skilt. Jeg elsker at danse, og har danset siden jeg var lille, og øhm.. Ja..’’ sagde jeg genert.

’’Yes, super. Tak Lucy, din tur til at vælge den næste’’ sagde mrs. Collins. Jeg valgte en random person der sad oppe ved kateteret op gik ned til mod plads. Jeg så Josh sidde med et tilfreds smil på læben og imens jeg kiggede på ham stødte min fod ind i en stol, så jeg næsten var ved at falde.  IKKE IGEN, omg hvor pinligt. Jeg kunne høre nogle fnis rundt omkring i klassen og jeg skyndte mig bare at sætte mig på min plads som om intet var sket og begravede mit hoved i mine hænder. Ooooooommmmmmggggggg hvor er jeg utrolig, det er som om at hver gang han er i nærheden af mig, gør jeg et eller andet pinligt. Den dreng har seriøst nogle syge evner. Måske er han en dreng med kræfter, som går ud på at han kan gøre så folk gør noget pinligt foran ham, eller nej. Det dropper jeg bare.

Jeg kunne mærke et blik i nakken på mig. Jeg rødmede straks. Heldigt at han sad bag mig, så han ikke kunne se mit røde fjæs. F to the lovt...  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...