Anna the one (pause)

Anna har aldrig været en del af fællesskabet. Og selv om ingen kan give hende svaret på, hvorfor hun blev stemplet som klassens outsider, så er alle sikker på, at hun aldrig vil finde kærligheden. Men trods de groteske udfordringer Anna kommer i møde, så giver hun aldrig op for sin kærlighed til drengen.
Men hvor meget vil Anna egentlig udsætte sig selv og sine nærmeste for på grund af denne ene dreng?
Og vil hun nogensinde vinde hans hjerte? - og hvis ja, hvad sker der så efter?

11Likes
45Kommentarer
1354Visninger
AA

2. Klargøring

Anna lod børsten redde hendes nyvaskede hår ud. Hun forsøgte sig med et lille smil foran spejlet, men det blev mest til en tåbelig grimasse. Anna på 15 år, lille og aldrig helt sikker på sig selv.

 

"Hvorfor mig?" Det spørgsmål stilte hun sig selv hver eneste dag. Hvorfor mig? Hvorfor er det mig, der er blevet stemplet som 'pigen der ikke er værd til nogle'? Anna sukkede tungt, hvilket var blevet ren vane efter hun var startet i skole. Siden 0. klasse havde hun været outsideren. Og vidste hendes forældre noget? Nej.

 

Anna stirrede intenst ind i sine brune øjne, mens hun prøvede at finde fejlene. Der måtte da være nogle fejl ved hendes udseende, siden de ikke kunne lide hende. Det var jo dem alle sammen. Dem alle sammen, der hadede hende. Men hun kunne ikke finde andet end en lidt for bred næse og et par lidt for sjuskede øjenbryn. Men var det noget man skulle dømmes for gennem hele sit liv? Var det?

 

Anna smøg sin ned i sin nye guldpalliet kjole. En kjole hun havde fået dagen i forvejen af sin mor. Hendes mor der troede, at hun havde en glad og sund datter, ha! Kjolen sad stramt ind til Annas let buttede krop, men fremhævede hendes former flot. Der var egentlig ikke noget galt med hendes udseende, som sådan. Men hvorfor var det så, at hun skulle have alle de modbydelige kommentarer i hovedet? "Nej, hvor er du grim", "hold da lige op, hvor er du tyk" og "måske du skulle få en makeover", det var da slet ikke retfærdigt? Anna satte sig ved sit hjemmelavede sminkebord med et suk. Hendes far var en dygtig håndværker og lavede det meste selv. Hvilket var endnu en ting folk fandt på at drille hende med. Anna lagde en næsten gennemsigtig øjenskygge på sine øjenlåg, så man kun lige kunne ane at den var der. Hun lagde omhyggeligt eyeliner under øjnene. Til sidst lagde hun mascara på. Prikken over i´et og det der fremhævede hendes nøddebrune øjne. Anna stirrede igen ind i sine øjne, mens hun gentog for sig selv: "Hvorfor mig?"

 

Lyden af banken på døren forskrækkede hende, og hun rejste sig i en hurtig bevægelse op. "Ehm, kom ind." Råbte hun lettere i chok. Døren åbnede sig og hendes far kom til syne i døren. En høj, slank og nydelig mand. Man ville nok se ham som meget normal, hvis han kom gående på gaden, hvis man altså så bort fra hans sære tilgang til bandanas. Bandanas om halsen, om hovedet, alle steder, og helst i de mærkeligste farver. Men Anna elskede ham for det - han var bare helt sin egen. Og så var han sku også et af de roligste mennesker Anna kendte. Hvis bare hun havde mod på, at fortælle ham om hendes egentlige mening og livet. Men hun turde ikke. Hun var bange for, at hun ville såre sin far ved at fortælle ham, at hendes datter slet ikke havde det som han troede. Det lød vel skørt, og Anna vidste det godt - og hun vidste også inderst inde, at hun burde fortælle ham om det.

 

"Er du klar til at køre?" Hans rolige stemme beroligede hurtigt Anna, og hun nikkede til sin far. Hun fulgte lydløst med sin far ned i entreen, hvor hun beklædte sig med sin sorte jakke og et par sorte elegante stiletter. Datteren fulgte med sin far ud i bilen. En far der troede, at hans datter glædede sig enormt til denne skolefest, ha!

"Husk, at et smil er en piges bedste makeup, og du ser forresten yndig ud min pige," smilede faren til den lille brunette, der sad på forsædet ved siden af ham.

Anna nikkede, prøvede sig frem med et falsk smil, som hendes far tydeligvis hoppede på.

"Sådan min pige!" Roste han stolt. Anna trak på skuldrende og lod sit blik falde på vejen foran dem. De sad et øjeblik i tavshed, før Anna næsten hviskende spurgte: "Tror du, at der kun findes den eneste ene for hver person, far?"

Faren kiggede undrende på sin lille pige, mens han grublede over spørgsmålet. "Jeg tror der findes flere rigtige for nogle."

Ville det sige, at der for Julius måske var flere i verden, der var den rigtige? Mon Anna var en af dem. Sandsynligvis ikke.

"Men, vil det sige, at du tror, der for nogle kun er én rigtig?" Spurgte hun nysgerrigt.

"Ja, ja det vil, det vel sige," smilede faren.

"Hmm, okay." Anna vidste i hvert fald, at hun ville elske den person, hun elskede nu til evig tid. Hun var helt sikker!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...