Anna the one (pause)

Anna har aldrig været en del af fællesskabet. Og selv om ingen kan give hende svaret på, hvorfor hun blev stemplet som klassens outsider, så er alle sikker på, at hun aldrig vil finde kærligheden. Men trods de groteske udfordringer Anna kommer i møde, så giver hun aldrig op for sin kærlighed til drengen.
Men hvor meget vil Anna egentlig udsætte sig selv og sine nærmeste for på grund af denne ene dreng?
Og vil hun nogensinde vinde hans hjerte? - og hvis ja, hvad sker der så efter?

11Likes
45Kommentarer
1387Visninger
AA

4. Øjenkontakt og en enkel samtale

Anna havde efterhånden fået sig to eller tre flasker sodavand og et enkelt glas med en lille procent alkohol, men alt det sukker og den lille procent havde allerede fået hende i bedre humør. Hun havde, som så mange andre gange, gået rundt og betragtet Julius. Julius der dansede, Julius der snakkede, Julius der bællede et glas rød sodavand, Julius der bællede et glas grøn sodavand, Julius der blev tegnet på maven af pigerne, Julius der blev omringet af piger, Julius der kyssede med Julia... Julius der kyssede med Julia? Følelsen af at få et knivstik lige i hjertet ramte Anna med en ubehagelig fart. Kyssede han hende? Anna følte brækfornemmelse og kvalme med det samme, hun blev svimmel, hun fik ondt i maven og hun havde pludselig en stærk træng til at ligge ned. Alle følelser, alle bivirkninger på det ene kys sværmede rundt om Anna. Hun humpede sig hen mod en stol.

Hun satte sig ned og gned sig over panden, mens hun prøvede at holde tårerne tilbage.

Det havde gjort ondt bare at se ham snakke med de andre piger i klassen hver eneste dag, at se ham kramme dem og lade dem røre ved ham. Men at se ham kysse med en anden pige var ikke til at bære. Anna lukkede øjnene og sank en stor klump af misundelse.

 

Det var ligesom at gå i søvne. Hun var der slet ikke, ikke rigtigt, da alle 9. klasserne blev kaldt hen til den store skærm, hvor lærerne havde forberedt et nominerings show. De fortalte noget, men Anna hørte det ikke. Hun fulgte bare med de andre, stilte sig bagved og stirrede tomt op på skærmen. Flere folk blev kaldt op og fik deres nominering og præmie. Det var alle dem, man havde regnet med ville blive nomineret. Julius kom også op, selvfølgelig. Det gav en boblende fornemmelse at se ham deroppe, stolt og med et smil på læben, men da hun igen mindedes at han havde kysset Julia forvandlede følelsen sig igen som et stik i hjertet. Hun betragtede ham gå ned fra scenen. Han gik gennem menneskemængden og over mod.... over mod Anna? Han gik direkte over mod hende. Og selvom hans øjne ikke var rettet direkte mod hende, var hun næsten sikker på, at han ville over til hende. Nu sker det, tænkte hun. Men så gik han forbi hende. Han gik forbi hende? Anna sukkede. Hun drejede let på hovedet og betragtede Julius der nu stod næsten ved siden af hende. Han så nu ikke ud til at bemærke hende alligevel, så derfor stirrede hun nysgerrigt på ham. Han gik hen mod Julia og smilte til hende. Anna skulle lige til at trække hovedet til sig igen af skræk for at de ville begynde at kysse igen. Men da så hun, at Julia ikke gengældte hans smil. Hun så tvær ud og stirrede derimod ondt mod Julius.

Julius spurgte hende om noget, noget Anna ikke kunne høre. Hun var ved at dø over, hvad Julia svarede, for hun så virkelig, virkelig vred ud. Julius sagde noget igen, denne gang lidt højere. Anna opfangede enkelte ord: "Nej... mente jeg ikke. Ej!" Julius lød nærmest frustreret.

Julias svar kom klart og tydeligt tilbage, flere af de der stod tættest på vendte sig overrasket om mod dem, for det var tydeligt at Julia skubbede Julius fra sig.

"Jeg gider ikke, at have noget med dig, hvis du ikke har følelser for mig, Julius!" Julia så næsten ked af det ud, faktisk så hun ud til at være tæt på at græde. Hun skubbede let til Julius, inden hun fór hen mod døren og løb ud. Wauew.

"Anna Lindsbjerg, du er nomineret. Kom her op!" Hørte hun en stemme kalde tydeligt. Hvad i alverden? Var hun blevet nomineret? Hun vendte hurtigt opmærksomheden fra den overraskede Julius, der nu også stod og kiggede op på lærerne, til den store skærm, hvor der med stor fed skrift stod: "Årets fantastiske elev" wtf? Året elev? Anna sukkede. Det her ville sådan en som Kasper sikkert kaste i mod hende, drille hende med. "Åh se, der har vi jo lærernes ven", "ingen venner i klassen? Nåårh, så går du bare efter lærerne ikke?" eller "hej fantastiske elev, eller vent nej? Det er du jo ikke rigtig.." Anna kunne lige høre de lede kommentarer. Men hun gik alligevel automatisk, og en smule svimmel, op til lærerne, der smilende tog i mod hende. Hun smilte et lille falskt smil til lærerne og modtog prisen, en lille pokal med titlen skrevet på.

"For de flotte karakterer, Anna." Sagde Helle, da hun overrakte prisen til Anna. Anna nikkede svagt, inden hun gik ned på sin plads igen. Hun var ligeglad med den dumme nominering. Det eneste hun var interesseret i, var hvad pokker Julia havde ment med Julius og følelser. Hun prøvede at finde Julius i mængden, der nu var ved at opløse sig - hun havde åbenbart været den sidste nominering - men det var helt umuligt. Hun fandt ikke nogen blå skjorte eller noget sødt brunt hår, der sad lettere pjusket. Hun sukkede og fandt igen sin plads på stolen.

 

En time senere sad Anna stadig på stolen og betragtede folk danse, snakke og drikke. Folk var kommet i festhumør og gav sig mere end før. Enkelte havde endda fundet sammen og stod og snavede i hjørner. Og så pludselig landede Annas blik på en dreng, der så ynkelig og forladt ud. Julius. Han sad på hjørnet af scenen med knæene trukket op foran hovedet og stirrede tomt ud i luften. Han så så ensom ud, at Anna fik et stik af genkendelse. Hun kendte hans følelse - mere eller mindre, måske. Hun bællede et tilfældigt glas med alkohol der var sat foran hende og tog sig sammen. Så rejste hun sig op og gik med vemodige skridt hen mod Julius, hendes store kærlighed siden tredje klasse.

"H-hej Julius," stammede hun nervøst. Han kiggede undrende op på hende og deres øjne mødtes et kort øjeblik, så nikkede han kort som hilsen og vendte hovedet væk fra hende. Hun satte sig stædigt ned ved siden af ham og smilte et lille skævt smil, så godt som hun nu kunne - hun havde trods alt ikke så meget øvelse.

"Jeg ved godt, vi ikke rigtig kender hinanden, selvom vi har gået i klasse i ti år, men.." alkoholen tog over, Anna mistede det tøvende og rystende i sin stemme og fortsatte lettere ubrydeligt, "men, jeg tror, at vi kunne blive udmærket kammerater, hvis du tog muligheden op, tror du ikke?" Spurgte hun. Hendes øjne lyste op og hun kiggede spændt på ham. Han vendte igen sit hoved op mod hende.

"Undskyld hvad sagde du?" Mumlede han og kiggede spørgende på hende. Hun sukkede højt indvendigt.

"Jeg sagde bare... du ved, vi har jo.." Prøvede hun igen.

"Tal lidt højere, Line, vil du ikke nok?" Sagde han og rynkede panden.

"Jeg hedder Anna!" Sagde hun lidt højere.

"Nåh.. Undskyld" Mumlede han og trak på skuldrende. Nu rynkede Anna panden. Tænk at han ikke engang kunne huske hendes navn? Det måtte være alkoholen.

"Er du fuld, Julius?" Spurgte Anna ham ligeud.

"Nein, das bist du?" Han smilte skævt og kiggede på hende med sit søde blik. Anna rynkede brynene igen, hun kunne ikke bedømme om han var fuld eller ej. Begyndte man mon at tale tysk, når man var fuld?

Mens Anna havde kørt en mindre diskussion i sit eget hoved, havde Julius vendt hovedet til hende igen. Han så virkelig ikke for godt ud.

Anna prøvede at få hans opmærksomhed igen ved at rødme sig, "øhm, øh, Julius?" Prøvede hun sig stille med. Og så var det, at hun hørte ham hviske, 'åh Julia, kom tilbage'. Anna sukkede. Hvad fanden skulle det nu betyde? Anna skulle lige til at rejse sig, da han igen vendte hovedet mod hende med et lille, uægte smil.

"Øh, hvad var det du ville sige, Any?" Spurgte han og kiggede et kort øjeblik på hende.

"Jeg, ehm, jeg ville bare sige til dig, at... jeg er helt vild med dine sko, okay? Og jeg hedder stadig Anna." Sagde hun skuffet og rejste sig med et skævt smil.

"Jamen så hav det godt, og tak for komplementet!" Råbte han efter hende. 

 

"Jeg er vild med dine sko? Anna for helved, det sagde du bare ikke!" Skældte Anna sig selv, hvorfor havde hun ikke bare sagt noget normalt som "fed fest, hva'?" eller "jeg elsker bare den røde sodavand, hvilken er din yndlings?" Anna var på nippet til at græde. Hun havde lige gjort sig selv totalt til grin over for hendes store kærlighed og nu stod hun her. For fanden da, hvad skulle der til for at få hans interesse?!

 

En ting var sikkert, en enkel samtale om hans sko var ikke nok!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...