Dancing in the moonlight.

Jeg har altid elsket at danse. Jeg vidste dog ikke at min største drøm ville komme til virkelighed. Men da jeg kom igennem prøverne hos SM Entertainment, endte det ikke. Jeg vidste heller ikke at et reality program kunne ændre mig. At det kunne få mig til at elske, føle savn, føle jalousi, og endda miste min møddom.

7Likes
42Kommentarer
1607Visninger
AA

4. producerne

Mit hjertes banken fulgte rytmen, mens jeg med hurtige og skarpe bevægelser bevægede mig rundt i trænningsrummet. Mine ben føltes som bly, og jeg svedte. Efterhånden havde jeg trænet non-stop i et par timer. Da jeg havde vågnet klokken seks af en mærkelig, næsten uhyggelig drøm havde jeg ikke kunne få mig selv til at sove igen; Jeg var helt rastløs. I drømmen ville jeg have sværget på at jeg så en dreng. En ikke så høj, ikke så maskulint bygget, men stadigvæk veltrænet ung mand. Han smilede til mig, og lige da han rakte ud efter mig, forsvandt jeg. Men så mødte jeg ham igen, bare et helt andet sted. Det samme blev gentaget, og sådan fortsatte det lige indtil jeg satte mig svedende op i min seng med et halvkvalt gisp. Derfor havde jeg sneget mig ud for at træne. Hvis de endelig begyndte at filme før tid, hvilket de nok gjorde, skulle de nok få noget materiale, ud af at finde mig.

Pludselig skar en kraftig smerte igennem min fod, og efterlod mig ud af stand til at bevæge mig, af chok, på gulvet. Forsigtigt tog jeg med én hurtig bevægelse min converse-sko af min fod, og stillede den på gulvet ved siden af. Jeg lod en finger løbe langs foden, og kunne svagt mærke en brandende følelse. Forsigtig fik jeg sat mig i en stilling på gulvet, hvor der ikke kom det mindste vægt på min fod. Langsomt trak jeg vejret dybt, og sad helt stille i noget tid. Lige indtil min mobil ringede, og en ret sur Meranii kommanderede mig 'hjem', med det samme. Forsigtig stillede jeg mig op, og lagde lidt efter lidt, mere og mere vægt på foden. Heldigvis gjorde det ikke ondt længere, og jeg kunne knap nok mærke det. Forpustet skyndte jeg mig at slukke musikken, og gå ud i omklædningsrummet. 

"Annyeong." Råbte jeg forpustet, da jeg skyndte mig ind i Super juniors lejlighed. Jeg hoppede ud af mine sko, og bukkede undskyldende med det samme jeg kom ind i stuen. De andre var igang med morgenmaden, og teamet var begyndt at filme. "Kom og sæt dig!" Meranii jagede mig med det samme hen til bordet, og placerede mig imellem Shindong og Ryewook. Donghae smilede straks sødt, og så på mig med hans smukke øjne. Genert smilede jeg tilbage, og så ned i bordet for at bryde kontakten mellem os. En banan blev placeret på bordet foran mig, og jeg så op på Leeteuk. "Spis." Forklarede han med en venlig tone, og blinkede til mig. For en gangs skyld overvejde jeg at spise morgenmad, men så snart Leeteuk vendte ryggen til, skubbede jeg hurtigt bananen hen på Shindongs tallerken. Da han så spørgende på mig, Holdt jeg en finger hen foran munden, og så med et bedende blik på ham. Det var længe siden jeg havde spist morgenmad sidst, og jeg ville slippe for det så længe jeg kunne komme afsted med. For mit indre øre kunne jeg høre seerne grine af min latterlige gerning. Dog var den højest effektiv.

Heldigvis forstod Shindong min situation, og skyndte sig at proppe bananen i munden. Han spiste den i tre bider, og smed hurtigt skralden hen på min tallerken. Alle andre havde en samtale igang om hvad de troede vi skulle lave idag. Så ingen så min lille 'hemmelighed'. Selvfølgelig håbede de på at alles skema for idag var aflyst, og at vi bare skulle lege hele dagen. Jeg rullede med øjnene og grinede af deres håbløse fantasi. Så rejste jeg mig atter, og gik ud i køkkenet for at smide bananskrællen ud. Leeteuk kiggede mistænksomt på mig, men da jeg stak ham et uskyldigt smil tog hans sit blik fra mig. Lusket som jeg var, var jeg endnu engang sluppet for at spise morgenmad. -Ingen kunne modstå mit såkaldte "Uskyldige og søde" smil. I mit hovede fnisede jeg ondt, mens jeg løb op på mit værelse for at begynde på at gøre mig klar. Noget der ikke ville tage så lang tid igen, for alle andre end mig. Desværre blev jeg altid alt for let distraheret af forskellige ting. Jeg nåede mit værelse og så hen mod seng.

->>Uh.. Er det Meranii's mobil som ligger dér, ubevogtet, på mín seng?<<

 

Drengene så med lidt for store øjne på produceren. Men klappede så, for ikke at virke onde over for mig foran kameraet. Vi havde lige fået overrakt beskeden om hvad vi skulle idag. "Så.. Den der vinder, skal være min dansepartner?" Mit blik var en ulæselig blanding mellem bebrejdende og overrasket. Hvorfor skulle det altid gå ud over mig? Jeg prustede. "Okay så... Men er de ikke ret mange til et spil?" Jeg kom altid med en masse spørgsmål, når jeg helst ville undgå noget. At danse, med en af Super Juniors flower boys? Jeg vidste bare at det ville blive pinligt. Det var ikke lige den ting jeg havde mest lyst til. Eller var det? Jeg kiggede på Donghae ud af øjenkrogen, og var lige ved at rødme da jeg så at han også kiggede på mig. Hvorfor blev det ved med at ske?

Senere skuttede jeg mig i min jakke. Det var bare løgn at producerne ikke havde været mere kreative. En mening jeg desværre måtte holde for mig selv. Drengene fik alle bind for øjnene, og skød uhæmmet mod basketball kurven. Kangin, Sungmin, Leeteuk og Eunhyuk skød alle forbi. Samme gjorde næsten alle andre. Nu manglede Ryeowook, Siwon og Donghae kun deres tur. Mit hjerte glødede et øjeblik, bare ved lyden af hans navn i mine tanker. Hurtigt rystede jeg på hovedet. Kameraet pegede igen mod mig, og jeg prøvede mit bedste for at ligne en der virkede interesseret og smilede mit mest charmende smil.

Jeg gav et lille skrig fra mig, da en bold pludselig fløj over, og landede lige ved siden af mig. Jeg tog mig til hjertet, og grinede. Ryoewook var ikke ligefrem den bedste basketball spiller i Sydkorea. Siwon ramte kurven, men den faldt desværre ned. Producernes ansigter viste nederlag. Hvordan skulle de nogensinde afgøre det? Mit blik faldt på Donghae, der var ved at få bind for øjnene. Hans læber var perfekt formede og passede godt til hans smukke ansigt, som var lidt maskulint bygget. 

Han rystede hurtigt sine maskuline arme, og fik så bolden puttet i hænderne. Bolden sigtede han mod målet. Min hånd begyndt næsten at sove, så hårdt knugede jeg den. Hans hænder slippede bolden, og i et øjeblik holdt jeg vejret. Pludselig føltes alt som slowmotion.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...