Drengen fra genbrugsbutikken

Fem minutter... I sølle fem minutter var han der. En del af mit liv - måske en del af resten af mit liv. Han gjorde mig ør i hele kroppen og fik mig til at svæve oppe mellem skyerne. Blot med hans varme smil og søde øjne, som hele tiden passerer for min nethinde, når jeg lukker mine øjne. På hvert et gadehjørne, fantaserer jeg om at han kommer gående. Hver en lys hårtop jeg ser, får mig til at stoppe op for at tjekke, om det er ham - drengen fra genbrugsbutikken.

Jeg må finde ham, det må jeg altså.

37Likes
32Kommentarer
2328Visninger
AA

5. Kapitel 5.

Han kører rundt og rundt i mit hoved. Hans øjne, hans smil – ham! Alligevel dukker Kenneth gang på gang op foran ham. Jeg tager min gamle mobil frem, og begynder at skrive til Kenneth. ”Hej.” skriver jeg og fortryder straks. Det er altid mig der skriver til ham… Jeg havde lovet mig selv ikke at skrive til ham, før han skrev til mig. Sukkende går jeg ud i køkkenet til min mor. ”Mor… Skal vi ikke lave noget sammen i dag?” spørger jeg og hun lyser op i et smil. Derefter ser hun lidt sørgmodig ud. ”Jeg har en aftale med Vera, skat. Men jeg kan sagtens aflyse, hvis…” jeg holder en hånd op, smiler og siger at det er okay. Mor kigger måbende efter mig. I lang tid, har jeg kun brugt enstavelsesord overfor alle andre end Kenneth. Intet svar på mobilen endnu… Nicolaj fik mit nummer i går. Han er 18 år, bor sammen med sine tre venner og skal gå i 3.g efter sommerferien. Han kiggede lidt underligt, da jeg fortalte at jeg kun er 15. Jeg håber, at han skriver til mig alligevel. For jeg tror den eneste måde at glemme Kenneth på, er at få en ny fyr.

Jeg kan slet ikke forstå, jeg aldrig har mødt Nicolaj i byen før. Måske har jeg ikke lagt mækre til ham? Eller måske, har han aldrig været ude, når jeg har. Kenneth har stadig ikke svaret på mobil, og jeg mærker min vrede, der langsomt ulmer frem i min mave. Jeg prøver jo bare at være venner, og så gider han ikke en gang svare mig. Irriteret hiver jeg løbetrøjen ned over hovedet, tager shortsne på og er hurtigt ude af døren. Jeg starter hårdt ud, og løber stærkt ned til parken. Luntende kigger jeg op mod himlen. Solen er ved at titte frem bag skyerne, fuglene flyver i stimer hen over himmelen. Da jeg når ud på vejen igen, dytter en bil. Jeg stopper forskrækket op, men da jeg ser hvem der sidder bag rattet i den hvide bil, lyser jeg op i et stort smil. ”Sjovt som vi hele tiden støder ind i hinanden for tiden” siger Nicolaj, og jeg mærker geleen i knæene da han smiler stort til mig. I dag har han en hvid poloshirt på. Uheldigvis vælger min kondi at svigte mig i dag, så jeg trækker vejret hurtigt og højt. ”Jeg vidste ikke du løb” forsætter han. Langsomt begynder jeg at gå langs fortovet, og hans bil triller dovent efter. ”Jeg troede ikke det var din bil” siger jeg og han trækker endnu en gang på smilebåndet. ”Mine venner og jeg deles om den” fortæller han og jeg nikker. ”Nå, men… De har sendt mig ned efter morgenmad, så jeg må hellere komme af sted. Vi ses nok snart” han smiler og kører videre. Jeg vinker efter bilen og da han er kørt om hjørnet, må jeg sætte mig ned på bænken. Mit hjerte hamrer helt ustyrligt af sted.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...