Drengen fra genbrugsbutikken

Fem minutter... I sølle fem minutter var han der. En del af mit liv - måske en del af resten af mit liv. Han gjorde mig ør i hele kroppen og fik mig til at svæve oppe mellem skyerne. Blot med hans varme smil og søde øjne, som hele tiden passerer for min nethinde, når jeg lukker mine øjne. På hvert et gadehjørne, fantaserer jeg om at han kommer gående. Hver en lys hårtop jeg ser, får mig til at stoppe op for at tjekke, om det er ham - drengen fra genbrugsbutikken.

Jeg må finde ham, det må jeg altså.

37Likes
32Kommentarer
2345Visninger
AA

4. Kapitel 4.

Mor ville have mig til at tage en ”veninde” med på lidt shopping i nabobyen i dag. Der er ikke rigtigt nogle butikker i vores by, nemlig. Jeg sagde at jeg havde fået en aftale med Line, men jeg løj. Line er verdens største ko, og jeg hader hende. Hende kunne jeg aldrig finde på at tage med på shopping, men det ved mor selvfølgelig ikke. Så nu står jeg og venter på bussen alene. Selvfølgelig spejder jeg rundt alle steder, for at se ham. Måske går han forbi, lige efter jeg er steget på bussen? Jeg sukker. Det kan ikke nytte noget, jeg går rundt og tænker sådan. Tanken om ham får mine mundviger til at vende opad, og jeg hilser endda på buschaufføren, da jeg går ind i bussen! Et tydeligt tegn på min underlige glæde. Efter 20 minutter i bus har vi efterhånden været den lille by igennem, og jeg er stadig den eneste i bussen. Der begynder at komme flere og flere mennesker, jo tættere bussen kommer ind mod centrum af nabobyen. Gad vide, om han bor i denne by? Jeg sætter forhåbninger højt, da jeg står af bussen og går over mod Vero Moda. Jeg kigger lystigt på nogle flotte kjoler, og glemmer næsten drengen fra genbrugsbutikken lidt. Men kun lidt. Hans glade, blå øjne og hans fantastiske smil bliver ved at passere for min nethinde. Det er faktisk lidt irriterende, jeg ikke kan få ham ud af hovedet. ”Kan jeg hjælpe med noget?” Spørger den unge ekspedient. Hun kigger nedladende på mig og tygger aggressivt på sit tyggegummi. Jeg ryster på hovedet og hun går sukkende videre til næste kunde. Jeg går ind i prøverummet og hænger den blå kjole jeg fandt, op på en af de få knager. Da jeg har smidt mit tøj på gulvet, studerer jeg mig selv i spejlet. Jeg har faktisk en meget pæn krop. Jeg har en lille delle på maven, og mine lår har lidt mere fylde end de burde – men mine store bryster og faste numse opvejer vidst det. Det sagde Kenneth, i hvert fald.

Bussen skramler, bumler og larmer da den kører ud af byen. Jeg har fået købt to nye kjoler og en ny bog. Dovent finder jeg bogen frem, og begynder at læse i den. Efter et øjeblik er jeg inde i heftigt eventyr om en prins der bliver bortført, og hans prinsesse er blevet dræbt – og kun hans lillebror kan redde ham. Men han støder på en masse forhindringer og… ”Kan jeg sidde her?” Jeg ser op. Min krop bliver som lammet. Det er ham. Det… Åh, allerhelligste moder. Det er HAM! Han begynder at se lidt underligt på mig, så jeg skynder mig at nikke. ”Det må ha’ været en god bog, siden du ikke hørte mig de første gange.” Det er vidst et retorisk spørgsmål, så jeg undlader at svare. Han smiler stort til mig, og glæden fra dengang i genbrugsbutikken vælder op i mig. Jeg kan simpelthen ikke lade være at smile tilbage. ”Jeg ville ha’ sagt noget til dig i genbrugsbutikken, men drengene ville væk, så…” undskylder han og jeg åbner munden for at svare: ”Men så mødtes vi jo heldigvis igen. Hvad er dit navn, om jeg må have lov?” Spørger jeg og han smiler endnu en gang. ”Nicolaj. Og du hedder Ailey” belærer han mig og jeg sætter en forundret mine op: ”Virkelig?” Jeg fortryder straks. Folk hader normalt min sarkasme, men Nicolaj smiler blot. ”Hende der blondiegirl råbte dit navn højt, så” forsvarer han sig og jeg griner blidt. Et øjeblik sidder vi tavse, da vi begynder at snakke i munden på hinanden: ”Dig først” siger jeg og han åbner igen munden. ”Hvor bor du henne?” Han smiler skævt, og jeg nyder det intense blik han sender mig. Elektriske bølger flyver i gennem min krop. Små stød i hele kroppen, får mig til at forblive tavs. Hvad er det dog, han gør ved mig! ”Rennestien og Abgaldalvej” mumler jeg derefter og han nikker eftertænksomt.   ”Skilte forældre” konstaterer han, og jeg nikker. Åh, du hellige… Hvor er han dog gudeskøn at se på!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...