Drengen fra genbrugsbutikken

Fem minutter... I sølle fem minutter var han der. En del af mit liv - måske en del af resten af mit liv. Han gjorde mig ør i hele kroppen og fik mig til at svæve oppe mellem skyerne. Blot med hans varme smil og søde øjne, som hele tiden passerer for min nethinde, når jeg lukker mine øjne. På hvert et gadehjørne, fantaserer jeg om at han kommer gående. Hver en lys hårtop jeg ser, får mig til at stoppe op for at tjekke, om det er ham - drengen fra genbrugsbutikken.

Jeg må finde ham, det må jeg altså.

37Likes
32Kommentarer
2362Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Måske bor han slet ikke i byen? Måske var han og hans venner bare på en lille tur i genbrugsbutikken, for derefter at køre tilbage til deres egen by. Gad vide, om han overhovedet tænker på mig. Mon han følte præcis det samme, som jeg? Jeg ryster på hovedet af mig selv. Fyren her er mindst 18 år gammel – selvfølgelig tænker han ikke på mig. Dovent rejser jeg mig fra sengen og roder lidt op i mit uglede morgenhår. Jeg gransker mit ansigt nøje i spejlet. Egentlig er jeg vel en meget køn pige. Altid har jeg troet, at jeg ligner alle andre. Og det gør jeg vel også. Kedelig og normal. Sukkende reder jeg mit hår i gennem, tager lidt mascara på og hopper i løbetøjet. Det er et halvt år siden, jeg sidst har brugt det. Kenneth elsker at løbe, og dengang tog han tit mig med ud fra morgenstunden af. Jeg skal alligevel ikke lave en skid i dag, så jeg har oceaner af tid til at løbe. Et stik af savn, og jeg er ude ad døren. Jeg er da ligeglad med Kenneth, nu kan han løbe med sig selv eller nogle af sine papirtynde duller. Jalousien som vælder op i mig fortæller, at jeg bestemt ikke er ligeglad.

Jeg tror bare jeg tog ud på denne løbetur, for enten at møde Kenneth eller ham fyren. Det kunne jo være fyren var på morgentur med sine venner, i deres hvide bil. Jeg holder mig i et moderat tempo, for ikke at overbelaste mig selv. Det er ellers ret lang tid siden, jeg sidst har løbet. Heldigvis er det en kølig morgen. Himlen er dækket med grå skyer, og jeg gruer for en regnfuld dag. Men lige nu er det dejligt, at jeg ikke behøves løbe i bagende hede. Stien bliver smallere og smallere, og efterhånden som jeg kommer længere ud på landet, er der kun vejen at løbe på. Ingen biler passerer, ingen cyklister – ingen mennesker. Markerne bliver flere og flere. Duften af de gule blomster fra marken, overvælder mig og kradser i næsen. Jeg lytter, men hører kun mine egne lette fodtrin og min dybe vejrtrækning. Min kondi er overraskende god, så jeg sætter farten lidt op. Da jeg når ned til den øde strand, stopper jeg op. Jeg sætter mig på en kold sten og spejder ud over vandet. Bølgerne slår ind mod bredden i små, blide bølger. ”Hvor længe har du siddet her?” Kenneths stemme forskrækker mig, og jeg springer op fra stenen. ”Kenneth!” Råber jeg og et bredt grin viser sig i hans ansigt. ”Jeg vidste ikke du stadig løb denne rute” forsøger jeg og Kenneth trækker på skulderne. ”Tjoh, her er altid så stille. Jeg kan godt lide disse steder.”

Vi løber videre sammen, og da vi når ind til byen skilles vi med et kram. Det var ikke de samme glædesbobler da han krammede mig, som for bare et par dage siden. Kenneth fortjener mig ikke, og det ved jeg. Han behandlede mig fantastisk da vi var kærester, men efter han slog op, har han været ret ussel ved mig… Alligevel elsker jeg ham. Af hele mit hjerte. Han er den eneste som forstår mig, og når jeg er sammen med ham, snakker jeg som et vandfald. Så er jeg den skøreste og mest sjove pige. Men uden ham, er det svært at være den gode mig. Jeg har det med kun at vise min negative side, selv mod folk som kun vil mig noget godt. Som min familie, for et eksempel. Da jeg kommer hjem, er min mor i fuld sving i køkkenet. ”Siden hvornår er du begyndt at løbe igen?” Spørger mor og jeg forsøger at åbne munden for at sige noget, i stedet for bare at trække på skulderne: ”Siden nu, vel” mumler jeg og hun smiler. ”Det var da dejligt” hviner hun og vender nogle pandekager på de sydende pander. Tja, det er vel meget dejligt. Mine tanker søger igen mod fyren fra i går… Jeg havde vildt svært ved at falde i søvn i nat, fordi jeg tænkte på ham. Hele tiden. Ham, ham, ham. Jeg må se ham igen. Det VIL jeg altså.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...