Drengen fra genbrugsbutikken

Fem minutter... I sølle fem minutter var han der. En del af mit liv - måske en del af resten af mit liv. Han gjorde mig ør i hele kroppen og fik mig til at svæve oppe mellem skyerne. Blot med hans varme smil og søde øjne, som hele tiden passerer for min nethinde, når jeg lukker mine øjne. På hvert et gadehjørne, fantaserer jeg om at han kommer gående. Hver en lys hårtop jeg ser, får mig til at stoppe op for at tjekke, om det er ham - drengen fra genbrugsbutikken.

Jeg må finde ham, det må jeg altså.

37Likes
32Kommentarer
2327Visninger
AA

1. Kapitel 1.

Mit navn er Ailey. Jeg er en helt almindelig pige på 15 år. Med en højde på 165 centimeter og en vægt på 60 kilo, ligner jeg så mange andre piger. Mit brune hår er langt og fladt, mine øjne er store og brune. Jeg går næsten altid i kjole eller nederdel, fordi min storesøster gør det. Min familie er ganske normal… Mine forældre er, som så mange andre, gået fra hinanden – så jeg bor en uge hos min mor og en uge hos min far. Jeg har en storesøster på min mors side, hvilket jeg faktisk er glad for. Jeg flyttede til byen for to år siden, fordi både min far og mor fik job her, da de gik fra hinanden. Jeg blev mobbet ganske frygteligt på min gamle skole, men underligt nok stoppede mobningen, da jeg flyttede til denne lille flække af en by. Egentlig er mit liv ganske normalt. Min eneste sorg for tiden er min ekskæreste, Kenneth. Han elsker mig ikke mere, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det. Udover at græde over ham, selvfølgelig. Men det løser jo hverken min kærlighed eller mit savn til ham… Jeg var forelsket i ham i et halvt år, hvorefter vi var kærester et år, og nu har jeg haft de vildeste kærestesorger over ham i endnu et halvt år. Nu er jeg så ved det punkt, hvor jeg ikke aner hvordan fanden jeg nogensinde kommer over ham. Udover at han var min kæreste, var han også min bedste (og eneste!) ven. Jeg har altid skilt mig for meget ud, til at nogen har turdet lære mig at kende rigtigt. Jeg håber virkelig, at det vender en dag…

”Ha’ det godt til vi ses!” Råber far efter mig og jeg smækker hoveddøren. Solen bager ned på mig, så allerede efter at ha’ gået en kilometer, er min pande glinsende af sved. Jeg beder en stille bøn om der ikke nok vil passere en kølig brise, men intet sker. Endelig kan jeg se den boligblok min mor og søster bor i, så jeg sætter langsomt farten ned. Da jeg kommer ind i opgangen, ånder jeg lettet op. Her er så dejlig køligt. ”Nå, der er du skat! Jeg synes nok det var på tide” hører jeg min glade mor sige ude fra køkkenet og jeg smider skoene. Den følelse man normalt får når man kommer hjem, får jeg ikke. Den har jeg aldrig følt. Egentlig, har jeg aldrig rigtig følt mig hjemme nogen steder. Kenneths værelse har været det eneste sted, jeg har følt jeg passede ind i. Her føles det som jeg er en kæmpe grøn statue, midt i et stilet sort-hvidt hjem. Jeg smider mine sorte converse i gangen, kaster min overflødige jakke hen over knagen og går direkte ind på mit værelse. Det står som det plejer – pinligt ryddet, orden i alt og et par plakater af forskellige bands og sangere på væggene. Jeg er helt vild med Justin Bieber, Miley Cyrus og Nickelback. Så selvfølgelig hænger de også på min væg. Det banker på min dør, og ind træder min mor. Hendes hår står ud til alle sider, og hendes øjenskygge passer slet ikke til hendes tøj. ”Var det en hyggelig uge hos far?” Spørger hun smilende og sætter sig i sengen. Jeg trækker på skulderne . ”Har du slet ikke aftalt at være sammen med nogen i sommerferien?” Forsætter hun og jeg aner en svag bekymring i hendes stemme. Jeg ryster blot på hovedet . ”Så kan du jo også underholde din gamle mor!” Hun griner lidt skingert – på grænsen til det falske. Det giver mig lyst til at rulle øjne. Jeg hiver lidt i en løs tråd fra min hvide blonde kjole, mens mor forsat kigger på mig. ”Du kunne måske tage med din søster til nogle fester eller noget” foreslår hun, fuldt engageret i at få mig til at lave noget socialt, men igen ryster jeg på hovedet. En gang var jeg en glad pige, tro det eller lad være. Men nu føles alting bare så… ligegyldigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...