I've got a secret. (1D)

Julie Edward Jones er en femtenårig pige, der lever i Nordlondon. Julie ved, at hun er adopteret, og hun ved at hun har en bror. Hun ved også hvem hendes bror her. Harry Styles fra One Direction. Julie blev bortadoptere som spæd, da hendes mor ikke kunne klare to børn. Julie har aldrig fortalt nogen om at hendes bror er Harry. Ikke engang sin bedsteven, Joshua.

Mere om Julie kommer i første kapitel...

**Grunden til at jeg har valgt My Chemical's sang "The Only Hope For Me Is You" Har jeg valgt, da hovedpersonen Julie er meget glad for deres musik og jeg syntes sangen passer godt til historien, når den når til et vis punkt.**

10Likes
6Kommentarer
1441Visninger
AA

3. Kapitel to.

Dagene efter jeg var løbet væk, havde jeg været hos Joshua. Vi havde ringet til min Jane, så hun vidste at jeg havde det okay. Idag skulle jeg hentes. Jeg kom hjem igår og pakkede mine ting. Det kunne alt sammen være i min kuffert, som jeg har haft siden jeg var otte. Og nu er jeg fjorten. Seks år, og den holder stadig. Da klokken blev to, holdte en stor Range Rover udenfor huset. En kvinde trådte ud sammen med en meget yngre dreng. Jeg vidste godt hvem de var. Min biologiske mor, Anne, og min storebror, Harry. Ham Harry fra One Direction. Jeg har aldrig brudt mig om deres musik. Det er sådan noget sukkersødt-aww-skatter-hvor-jeg-dog-elsker-dig-musik. Men medlemmer har jeg intet imod. Jeg har det med at respektere mennesker, som ikke har irriteret mig. Jeg sad i sofaen og snakkede med Joshua over mobilen. Jeg kunne høre døren blive åbnet, og nogle stemmer derude.

"Joshua... Jeg er nødt til at gå nu. De er her. Vi tales ved senere. Jeg lover det." var mine sidste ord til Joshua mens jeg stadig var i London, og lagde på. Kvinden og drengen kom til syne i døråbningen.

"Julie? Er det virkeligt dig?" sagde kvinden. Jeg rejste mig forsigtigt. "Ja, d-det er mig..." sagde jeg. Hun gik over mod mig, og kiggede mig i øjnene. Og så krammede hun mig. Det var så uvirkeligt at se min mor igen. Harry stod bare i døråbningen. Jeg tror at han var lidt forbløffet over at se mig... Nok på grund af min stil, men også hvor meget jeg har ændret mig decideret.

"Julie... Jeg tror at det er tid." lød det ovre fra Thomas "Du har nok ret... " Svarede jeg. Jeg gik over og krammede ham og Jane. Jane begyndte at snøfte.... Efterfulgt af tåre... Hvilket Anne også gjorde. Så nu stod to fuldvoksne kvinder og græd´. Great.

"Kan vi snart komme afsted? Jeg skal øve med drengene om 2 timer!" lød det fra Harry. Jeg kunne godt følge ham. Jeg har selv været i et band da jeg var tretten, og vi havde travlt med at øve.

"Jeg kan godt følge Harry... Jeg tror at det er en god idé at jeg siger farvel nu." kvækkede jeg. Jeg slap ud af gruppekrammet og tog min kuffert. "Farvel.. Jeg kommer til at savne jer." var mine sidste ord til Jane og Thomas. Jeg krammede dem begge og smuttede så ud i bilen. Jeg fik min kuffert ind i bagarerummet, satte mig ind på bagsædet og Anne startede bilen. Indenfor 3 minutter var vi begyndt og køre. Jeg kiggede tilbage mod det hus der havde været min barndomshjem. Vi kørte forbi Joshua's hus. Det var nok sidste gang jeg skulle se det hus. Udenfor havde han sat et stort skilt op.

Farvel Julie. Vi ses. Jeg lover det. Om det så bliver i himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...