Daisys Historie

Historien, om ponyen, findes i virkeligheden! - Billedet er taget af Kitty, som er hovedpersonen, i novellen. Ponyen er Daisy. (:

3Likes
1Kommentarer
1086Visninger
AA

3. Tyven?

Jeg rejser mig op at stå, og ser ned i jorden, mens vinden blæser mit hår foran ansigtet. Men jeg er ligeglad. Jeg bliver stående. Min hånd, holder fast i mobilen, og mens vinden prøver at skubbe mig, men jeg er groet fast.

"Er du her stadig, Kitty?" hører jeg Finn sige. Jeg løfter hovedet, og ser på ham.. Mens mit hjerte, er blevet knust, som... var det glas? Han ser på mig, og nogle lyde, begynder at tage form i min mund. Og pludselig, kan jeg ikke styre de hårde ord, som kommer ud af den. Alle de bandeord, som jeg normalt aldrig bruger. Jeg ser, hvordan han bliver såret, og jeg gør alt for at stoppe dem. Men jeg kan ikke.. Hjernen, adlyder ikke, hvad mit hjerte siger. Og sådan bliver det ved, indtil min mor, kommer, og tager mig ind i bilen. Og så sidder jeg bare der?

Jeg løfter tomt blikket, og ser på ham, mens min mor forklarer, hvorfor jeg blev sådan. Han nikker, og siger noget til hende. Ser da hun giver ham et klem på armen, og lader mit tomme blik, følge hende, da hun går foran bilen, og åbner døren. Jeg mærker bilen, rykke sig lidt, da hun sætter sig ind, i bilen. Jeg stirrer bare tomt på hende, mens nogle tårer, triller ned af mine kinder. Hvad, skal der nu blive af mig, nu hvor Daisy er væk? Jeg slår blikket ned, til mine hænder, som hviler i mit skød. Jeg hører, på hvordan min mor, prøver på at nå ind til mig. Men jeg kan ikke svare hende.. Det er som om, jeg ingen stemme har, nu, hvor Daisy er væk. Hvem ved. Måske vender hun ikke tilbage. Min mave, vender sig ved tanken om, at Daisy måske er væk for evigt.. Jeg hører et brag, og stivner. Kigger op, og ser ud af forruden. 

Mine tanker var vist langt væk, for vi er næsten hjemme. Jeg kan intet se ud af forruden. Vinduesviskerne, arbejder for fuld tryk, men regnen, vinder hele tiden over dem. Jeg drejer hovedet, og kigger på kilometeren, for at se hvor hurtig hun kører. 30 kilometer står den på. af og til, kommer den ned på 25. Jeg ser ud, og ser glimtet igen..  Kryber mig sammen, i sædet da jeg er ret bange for torden og dens buldren. Og nogle få ord kommer ud af mig. Bange lyde. Jeg holder bare om mig selv, mens jeg ryster svagt. Hele mit stakkels hoved, er et stort virvar. Så jeg mærker min hovedepine, komme tilbage, med ny styrke. Jeg mærker kulden på min højre side, og ser mig far? Han klikker selen fri, og får mig indenfor, i den velkendte varme. Jeg får smidt skoene, og sætter mig i sofaen.. Og der bliver jeg siddende, indtil vi skulle spise. Jeg spiste ikke ret meget den aften, på grund, af alle de tanker jeg havde i hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...