Everything about you - One Direction 2'er

Victoria bor nu i USA. Da hun flyttede, besluttede hun sig for at hun ville starte på en frisk. Hun har fået en masse gode venner, veninder og en ny kæreste. Hun er blevet glad og lykkelig i USA. Hun har cuttet alt kontakt til dem fra London. Så hvad sker der når hun en dag er i byen og en dreng får øje på hende..

26Likes
145Kommentarer
7451Visninger
AA

16. Usikker

Victorias synsvinkel:

Jeg var stået utrolig tidligt op. Så tidligt at drengene ikke var stået op endnu. Jeg havde aldrig været her før så jeg besluttede mig for at gå på opdagelse i tour bussen. Jeg var nået til op foran, hvor der var en dør. Jeg bankede kort på døren. Jeg kunne høre en mand der sagde jeg bare kunne komme ind, så jeg åbnede døren. Jeg fandt ud af at der var her chauføren sad og kørte. "Godmorgen" sagde jeg. Manden forkuserede på vejen. "Godmorgen. Sæt dig ned" sagde han og klappede på sædet ved siden af ham. "Hvorfor er du stået så tidligt op?" spurgte manden med et rynket øjenbryn. "Jeg kunne ikke rigtig sove mere" jeg kiggede ud af vinduet, hvor nogle biler paserede os. "Du må være Victoria, Louis kæreste?" sagde Manden. "Ja, det er mig" sagde jeg og smilte ved tanken om at jeg var hans kæreste. "Det er altid hyggeligt at møde drengenes kærester. Før plejede det jo at være Eleanor der var her" mit smil stivnede da han sagde hendes navn. Louis havde aldrig rigtig snakket om hende. Hvis jeg kunne ville jeg gøre det godt med hende. Men hun hadede mig sikkert, hvilket jeg godt forstod. Det var aldrig fedt at blive droppet til fordel for en anden. Det vidste jeg alt om. "Hvordan var de?" spurgte jeg manden om. "Altså som par. Og hvor lang tid var de sammen?" rettede jeg mig selv. Manden tøvede lidt men svarede så. "De var et sødt par. De gjorde alting sammen. I 2 år havde de været sammen, så ingen havde nogensinde troet at de ville slå op" sagde manden.

Manden stoppede bilen og parkerede den. Vi måtte være nået til Toronto. Manden kiggede nu på mig. Tænk at de havde været sammen i to år. Eleanor måtte være knust. Jeg følte skyldfølelsen boble i mig. Louis burde være sammen med hende, ikke mig. Jeg var ikke god nok. To år sammen, det kunne man ikke bare smide væk. Der måtte stadig være nogle følelser for hende gemt. "Undskyld mig" sagde jeg og rejste mig.

Jeg åbnede døren, og skulle til at gå da jeg hørte nogle stemmer komme inde fra stuen af. "Har du hørt at Eleanor er i byen?" kunne jeg høre Harry spørge. "Ja, det har hun skrevet til mig" hørte jeg Louis sige. "Du burde altså lade Victoria møde hende, jeg er sikker på at de ville blive gode veninder" nu var det Liam der sagde noget. Ingen af dem sagde noget. Jeg besluttede mig for at gå udenfor lidt. Jeg gik forbi stuen hvor drengene sad. Jeg kunne mærke dem alle kigge på mig. Men jeg ignorde dem. "Hvor skal hun hen.." mere nåede jeg ikke at høre da jeg lukkede døren og begyndte at gå. Jeg vidste lige præcis hvor jeg skulle gå hen.Jeg kendte Toronto rigtig godt, eftersom jeg havde været her tit med min far da jeg var mindre. Folk jeg gik forbi kiggede hele tiden på mig. Jeg orkede ikke rigtig nogle lige nu. Den eneste person jeg havde lyst til at se lige nu var min far. Jeg savnede ham som bare fanden.

  Endelig fandt jeg hans firma. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til den store bygning. Jeg åbnede glas døren og gik hen til receptionen. "Victoria!" udbrød damen ved skranken. Jeg kiggede op og så straks hvem det var. "Karen!" sagde jeg glad. "Hvad laver du dog her?" sagde Karen og smilte. "Jeg ville lige sige hej til min far" sagde jeg glad. Mit humør var blevet ret bedre. Da jeg var mindre elskede jeg at være med min far på arbejde. Alle menneskerne var altid så flinke. De var som en stor familie. "Du kan bare gå ind til ham" sagde Karen. Jeg skulle til at gå, da hun sagde noget. "Vil du ikke lige have et bolche?" sagde hun og grinte. Det var præcis som da jeg var mindre. Hun gav mig et lakrids bolche, som hun vidste var mit yndlings. "Tak. Jeg håber vi ses igen" sagde jeg og smilte taknemligt. Jeg vinkede til hende og gik ind i elevatoren. Elevatoren sagde klik og åbnede sig. Jeg gik ud af den og stirede på gangen.

Jeg fandt hurtigt døren indtil min fars kontor. Jeg bankede på døren og ventede på at min far ville åbne døren. Der gik ikke lang tid før at min far stod foran mig. "Far!" udbrød jeg og krammede ham hårdt. Jeg havde virkelig savnet ham, det var lang tid siden jeg sidst havde set ham. Hvordan mon det ville være når jeg flyttede til London. 

 

Jeg har lige opdaget at der er tre der ikke læser denne movella mere. Hvilket jeg blev ret ked af. Synes i at den er ved at blive kedelig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...