Everything about you - One Direction 2'er

Victoria bor nu i USA. Da hun flyttede, besluttede hun sig for at hun ville starte på en frisk. Hun har fået en masse gode venner, veninder og en ny kæreste. Hun er blevet glad og lykkelig i USA. Hun har cuttet alt kontakt til dem fra London. Så hvad sker der når hun en dag er i byen og en dreng får øje på hende..

26Likes
145Kommentarer
7467Visninger
AA

9. undskyld

Jeg vågnede med en forfærdelig hovedpine.. De skide tømmermænd. Mit hovede dunkede af helveds til. Jeg rejste mig op, og gik hen til et af mine spejle. Jeg betragtede lidt mig selv, jeg lignede noget der var løgn. Jeg gik ned i stuen, hvor min mor sad med sin computer. Hun arbejdede sikkert, som sædvanlig. Min far var for forretningsrejse, så han kom først hjem og nogle par uger. Det var jeg efterhånden van til. "Du skal ned og afspille din single om en time" sagde hun og kiggede op på mig. Det kunne hun ikke mene, hun kunne da i det mindste have fortalt mig det. "Og det siger du nu?" sagde jeg surt og traskede op på mit værelse.Jeg var ikke sur på min mor, jeg var bare irreteret over at hun ikke havde sagt det noget før.

Jeg fandt noget undertøj og det tøj jeg skulle havde på bagefter. Jeg tog det med ind på badeværelset. Det varme vand skyllede ned over min krop. Jeg elskede at være i bad. Det fik mig til at tænke over alle mulige ting. Jeg skyndte mig at blive færdig. Jeg tog mit undertøj på og derefter mit tøj på. Jeg gik ind på mit værelse igen for at ordne mit hår derinde. Jeg vælgede hurtigt at krølle det.

Min mor kom ind af døren. "Er du klar?" spurgte hun utålmodigt. Jeg sukkede. "Ja" sagde jeg og gik med hende ud. Jeg tog mine stiletter på og gik ud af døren. Min mor havde sat sig ude i bilen. Jeg satte mig ind i bilen, og spændte min sele. Det tog ikke lang tid før vi var ankommet til studiet. Min mor gik med mig ind.

Vi fik besked på at gå ind i det rum, jeg havde været i før. Jeg åbnede døren og så at Edward sad og pillede ved nogle knapper. Der var nok nogle der var igang med at synge. Jeg kiggede i boksen, også fem drenge jeg ikke havde lyst til at se. Eller jo, jeg havde ikke noget imod at se Louis. Ham var jeg jo blevet gode venner med igen. Men de andre havde ikke sagt undskyld, og det burde de. Det var lang tid siden at jeg havde hørt ham synge. Edward nikkede hen mod to stole. Jeg smilte til ham og satte mig på den ene, min mor satte dem på den anden. Hun sendte mig et skævt smil, hun vidste hvordan jeg havde det med drengene.

"Det var godt drenge" sagde Edward.Drengene gik ud af boksen. Jeg fik øjenkontakt med Louis der sendte mig et smil, som jeg hurtigt gengældte. De andre kiggede ned i jorden. "Må vi gerne blive og høre dig?" spurgte Louis. Jeg nikkede. "Før du begynder at synge skal jeg lige fortælle dig noget" sagde Edward. "Du bliver altså nød til at passe på når du er i byen" fortsatte Edward. Han rakte mig et blad, hvor der var et billede af Austin, James og jeg der løb sammen hånd i hånd. Også et billede af James og jeg der kyssede. Det var virkelig pinligt især når drengene var der. Jeg kiggede på min mor, i håb om at hun kunne hjælpe mig lidt.  "Det var min skyld, jeg gav hende lov" sagde min mor og smilte. "Bare det ikke er så vildt næste gang, er det fint nok" sagde Edward. Jeg nikkede og kiggede lidt ned på mine hænder. "Skal vi komme i gang?" spurgte Edward. Jeg nikkede og gik ind i boksen. "Skal jeg bare begynde?" spurgte jeg og satte mine høretelefoner i ørene. Edward rakte sin tommelfinger op, som et ja. Jeg begyndte at synge min sang. Den sang jeg havde skrevet var meget personlig. Den beskrev mit liv.

Jeg havde sunget den et par gange nu, Edward sagde at den skulle være helt perfekt. Jeg gik ud af boksen med et smil. Jeg var taknemlig for at få muligheden for at udlevere min drøm. Den drøm jeg havde drømt om i så lang tid. "Det var godt Victoria" sagde Edward og afspillede den min sang. Det var mærkeligt at høre mig selv synge, men jeg måtte dog indrømme at det lød ret godt. Et smil sad fast på mine læber, intil at sangen var slut og drengene snakkede til mig. "Du er virkelig god" sagde Harry. En af mine gamle bedstevenner, som havde gjort mig ked af det, stod nu og sagde noget pænt til mig. Han skulle ikke tro at jeg gad at snakke med ham, eller de andre, bortset fra Louis. Han var god nok, han havde i det mindste sagt undskyld. Jeg lod som om at Harry ikke havde sagt noget. Min mor kiggede uforstående på mig. Hun synes nok at det var mærkeligt at jeg ikke snakkede med dem. Jeg kunne se fra min øjenkrog at drengene stod og kiggede skiftevis på dem selv også mig. "Undskyld Victoria, vi mente det altså ikke" sagde Harry. Jeg rettede mit blik på Harry. Man kunne se at han var ked af hvad han havde gjort, det kunne man også se på de andre. Jeg sukkede. Jeg kunne ligeså godt tilgive dem, jeg kom alligevel nok til at se dem igen. "Det er vel okay" sagde jeg mut. De kom alle hen og krammede mig, undtagen Louis. "Hvad er der nu galt?" spurgte jeg og sukkede. Der var bare altid noget galt med ham. Kunne han ikke bare lade være med at være sur, bare én gang.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...