Trappen Til Ingenting ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2012
  • Opdateret: 1 maj 2013
  • Status: Igang
*Han ligger derude. Død. Hans skjorte er rød fra blodet, som siver ud af skudsåret i hans bryst. Han prøver ikke at stoppe det. Prøver ikke at lægge en hånd på såret og holde blodet inde. Men det er fordi, han er død. Hvis jeg ikke kendte ham, ville han bare være endnu et offer som er død under krigen. Endnu er uskyldigt barn. Men jeg kender ham. Fra det sorte, korte pjuskede hår til de grønne øjne som nu er lukkede. Det er min bror.*
-Alle som har læst The Hunger Games, kender den sørgelige historie om Distrikt 13 og De Mørke Dage. Her følger du 15-årige Veronica som lever i Distrikt 13, midt i krigen. For hvordan skal man gøre sig håb om at vinde en krig, som er mod en langt stærkere modstander? Hvis man ikke har særlig meget kontakt med de andre distrikter i oprør?
Og hver dag leve i frygt, fordi man ikke aner, om der bliver noget imorgen...

10Likes
12Kommentarer
988Visninger
AA

2. Et uskyldigt offer

  Han ligger derude. Død. Hans skjorte er rød fra blodet, som siver ud af skudsåret i hans bryst. Han prøver ikke at stoppe det. Prøver ikke at lægge en hånd på såret og holde blodet inde. Men det er fordi, han er død. Hvis jeg ikke kendte ham, ville han bare være endnu et offer som er død under krigen. Endnu et uskyldigt barn. Men jeg kender ham. Fra det sorte, korte pjuskede hår til de grønne øjne som nu er lukkede. Det er min bror. Det er din bror! skriger en stemme i mig. Det er din bror der ligger derude!  
  Mine ben bevæger sig automatisk. Jeg skal ud til ham. Være ved hans side. Jeg begynder at løbe, løbe hen mod det sorte hår og de grønne øjne. "Hvad fanden har du gang i?" råber en stemme vredt til mig og en person griber fat om mit håndled og stopper mig smertefuldt. Jeg vender mig og ser Daniel stå der. "Der raser en helvedeskrig derude lige nu," siger han og prøver at trække mig med sig. "Nej!" skriger jeg hysterisk og prøver at trække min hånd til mig. "Nej! Han ligger derude, Daniel! Han ligger derude!" Daniel løfter hovedt og kigger ud på ligene som ligger spredet over gaden. Hans ansigt blegner, da han får øje på det sorte hår. "Vi må ud til ham!" skriger jeg og ser mig fortvivlet over skulderen hen på ligene. "Nej!" Daniels stemme er hård og bestemt, men hans øjne er fulde af sorg. "Han er død, Veronica! Han er død! Du kan ikke redde ham, men du kan redde dig selv! Løb!"
  Jeg ved, at det er forkert at lade min bror blive liggende derude, men jeg ved også, at hvis jeg går derud, bliver jeg dræbt. Ligesom ham. Ligesom alle de andre uheldige som ligger derude. Jeg tvinger mine ben til at fortsætte, så jeg hele tiden løber lige i hælene på Daniel.

 Et pludseligt brag får mig til at vælte omkuld på jorden og holde mig for ørerne. Foran mig kan jeg se, at Daniel kun er landet på knæene, men har svært ved at komme op igen. Hvad sker der? Smider de bomber?
 
Jeg mærker en som blidt prøver at trække mig op igen, og ser ind i Daniels grå øjne. "Veronica, vi er nødt til at komme videre, i sikkerhed måske i et hus," Han ser sig omkring. "Hvad var det?" sprørg jeg med rystende stemme. "Var det..." jeg synker. Bomber de os virkelig? "Bomber," siger Daniel. "Og det er derfor vi må væk. Jeg tror ikke, at de smider flere, men vi kan aldrig være helt sikre!" Han tager fat i min hånd og giver den et klem. "Kom," Vi løber hånd i hånd, hen mod det nærmeste hus hvor der er en kælder.

 Vi møder ingen på vores vej. Hverken Fredsvogtere eller indbyggere fra Distrikt 13. Selvfølgelig ikke. Enten er man flygtet ned i den nærmeste kælder, skudt eller løber forvildet rundt som os. "Her," Daniel hanmrer en dør ind på et hus, og inden vi løber ind, ser jeg det kendte 'sikkerheds mærke'. Capitol ved det ikke, men os i 13 har mærket de huse med beskyttelses kælder med et symbol, så vi ved, hvor vi kan gemme os hvis det bliver krig. Som nu.
  "Skynd dig ned," Daniel skubber mig ned af trappen, så jeg er lige ved at falde, og hamrer ind i kælderdøren. Jeg tager i håndtaget, og som forventet går den op. Man må ikke låse dørene, da de altid skal være klar til benyttelse. Daniel skynder sig ind efter mig og hamrer døren i. Han læner sig forover og hviler panden mod døren. Sveden piber ned af ansigtet på ham, og tegner lange sorte streger når den støder på noget skidt.
  Jeg ser mig omkring for at se, om der er nogle nødgenerationer. Henne i hjørnet står en tønde, som sikkert er fyldt med vand. Selvom jeg er vildt tørstig, går jeg ikke hen og tager noget. Jeg sætter mig hen i hjørnet, og hviler hovedt mod de kolde vægge. Langsomt suger væggene varmen og livskraften ud af mig. Tårerne begynder en for en, at sive ned af kinderne på mig. Han er død. Ramon er død. Han blev skudt i brystet af en Fredsvogter, og jeg så bare på.
  
Igennem mine tårer ser jeg Daniel sætte sig ved siden af mig og lægge en arm rundt om mig. Jeg læner mig ind mod ham, så mit hoved hviler mod hans skuldre, og så græder jeg. Tårerne siver i en strøm ned af mine kinder, og vasker mit ansigt rent for skidt og blod. Daniel sidder ved min side- som han altid har gjort. Han siger ingenting, prøver ikke at trøste mig, for han ved, det er nytteløst. Daniel græder ikke, selvom han også har mistet sin bror, lader han ikke tårerne trille. Drenge græder ikke. Og det gør stærke piger heller ikke. De ord som Daniel engang sagde, løber gennem mit hoved. Siden den dag har jeg aldrig grædt igen- ikke før nu. Jeg ved ikke, om Daniel havde ret. Jeg ved ikke, om det gjorde mig stærk. Men med de ord, lærte han mig at skjule min svaghed.
  Det er kun et øjebliks svaghed, siger jeg til mig selv. Nu vender du dig om ser på Daniel, mens du siger; Jeg er okay. Jeg er klar til at finde vores forældre og søster. Men da mine øjne ser ind i Daniels bekymrende, bryder jeg sammen. 
  "Undskyld," hulker jeg. "Undskyld," "Undskylder du over, at du græder, fordi du så din bror dø?" Daniel ser undrene på mig. Jeg ved det faktisk ikke. Græder jeg over, at jeg er så svag, eller at jeg ikke reddede Ramon? "Du så ham blive skudt, gjorde du ikke?" spørg Daniel mig. "Jo," hvisker jeg. Det gjorde jeg. Jeg så min egen bror dø.

 Da jeg hørte de første skud, prøvede jeg desperat at finde et sted i dækning- et sikkert hus, men jeg stoppede brat op, da jeg hørte en kalde mit navn. Jeg så ud på den panikslagne folkemængde ude på Torvet, og så det sorte pjuskede hår. "Veronica!" råbte han og prøvede at komme gennem mængden mod mig. "Vent!" Og så lød det første skud. Jeg kunne ikke se hvem det var, der blev ramt, eller hvor. Alle prøvede masende at komme i sikkerhed, i sikkerhed bag de huse rundt om Torvet. Jeg blev stående- i sikkerhed, bag nogle huse så Fredsvogterne ikke kunne se mig. Det andet skud lød, og pigen ved siden af Ramon faldt om. Han prøvede at gribe hende- hjælpsom som altid. Men hun faldt hurtigt ned på jorden, mens en mørkerød plet dannede sig på hendes ryg. Han vendte sig om og stirrede skrækslagen på mig, mens han bevægede sine læber. Løb. Og så lød det tredje skud. Det gav et spjæt i ham, og jeg så, hvordan døden tog alt lyset ud af hans ellers skinnende øjne, og lod intet tilbage.
  Jeg løb ikke ud til ham. Skreg ikke eller veg tilbage. Jeg stod bare der og så, min ellers så stærke bror synke i knæ og falde. Der lød flere skud- jeg talte ikke hvor mange, men jeg så bagefter, at vi ikke havde lidt få tab i denne omgang.

 "Jeg stod bare og så på," hvisker jeg og ser scenen igen og igen i mit hoved. Jeg gjorde intet for at redde ham. "Du kunne intet gøre, Veronica. Hvis ham blev skudt i hjertet, døde ham med det samme. Hvis du var løbet ud for at redde ham, var du måske også død nu."
  Jeg nikker, jeg ved, at han har ret. "Prøv at hvile dig, jeg vækker dig, når det er færdigt deroppe," Hvordan skal jeg kunne sove? Over mig bliver mennesker slået ihjel, mennesker jeg kender. Min bror ligger deropppe. Så det overrasker mig, da søvnen alligevel indvaderer mit sind, og lukker mine øjne i.

 Mit sind bliver båret væk, med et håb- et lille håb om, at krigen snart er ovre. Daniel har ikke som andre lovet, at alt nok skal blive okay, at det hele nok skal gå. For Daniel siger altid sandheden, uanset hvor skræmmende eller selvisk den er. Og han ved, at alt ikke bliver okay. Jeg ved, at alt ikke bliver okay igen. Men i min drøm er der fred og latter. Det er en verden, hvor jeg ikke hver dag lever i frygt eller sult. En verden, hvor mit hjem stadig er helt. En verden, hvor min bror er i live.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...