Trappen Til Ingenting ~THG

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2012
  • Opdateret: 1 maj 2013
  • Status: Igang
*Han ligger derude. Død. Hans skjorte er rød fra blodet, som siver ud af skudsåret i hans bryst. Han prøver ikke at stoppe det. Prøver ikke at lægge en hånd på såret og holde blodet inde. Men det er fordi, han er død. Hvis jeg ikke kendte ham, ville han bare være endnu et offer som er død under krigen. Endnu er uskyldigt barn. Men jeg kender ham. Fra det sorte, korte pjuskede hår til de grønne øjne som nu er lukkede. Det er min bror.*
-Alle som har læst The Hunger Games, kender den sørgelige historie om Distrikt 13 og De Mørke Dage. Her følger du 15-årige Veronica som lever i Distrikt 13, midt i krigen. For hvordan skal man gøre sig håb om at vinde en krig, som er mod en langt stærkere modstander? Hvis man ikke har særlig meget kontakt med de andre distrikter i oprør?
Og hver dag leve i frygt, fordi man ikke aner, om der bliver noget imorgen...

10Likes
12Kommentarer
999Visninger
AA

3. Ødelæggelserne

  Ramon er i mit mareridt. Jeg faldt i søvn med en dejlig drøm, men pludselig afbryder mareridtet min fredfyldte verden...
  Han står helt stille og stirrer frem for sig. Der er ingen lyd, men pludselig vakler han et skridt baglæns og falder. Da han rammer jorden, forsvinder han. "Ramon!" skriger jeg og prøver at komme tættere på. Men det er som om, at mine fødder sidder fast. De er for tunge. Jeg kan ikke komme hen til det sted, hvor Ramon stod for få sekunder siden. Jeg kan ikke engang bevæge mig.
  Men det er ligemeget, for pludselig ud af det blå står Ramon foran mig. Hans skjorte er sønderreven og drypper med blod. Hans sorte hår er vådt og klistrer til hans pande. Hans grønne, grønne øjne ser på mig, - hvor de ellers plejer at være fyldt med kærlighed og livsglæde, er de nu fyldt med smerte og vanvid. Der hænger flænser med kød ved hans arme, og han har dybe rifter i hænderne. Men mellem hans hænder holder han et timeglas.
   Han ser på mig og smiler- et vanvittigt smil der afslører en mund næsten uden tænder. Han vender timeglasset, så sandet begynder at falde ned igennem det lille hul. Langsomt, men stadig hurtig nok til at man ikke kan følge kornene. "Tiden render snart ud, Veronica," Ramons stemmer visler ud af hans tandløse mund, men jeg kan stadig forstå ordene. 
  Jeg stirrer med frygt på timeglasset, som bliver ved med at rende. "Jeg forstår ikke," hvisker jeg og ser hen på min bror. Han ryster stille på hovedet. "Der er ikke tid til at forstå, Veronica," Han strækker armen med timeglasset hen mod mig, som om jeg skal tage det. Jeg stirrer forfærdet på det og derefter ind i hans øjne. Jeg åbner munden for at sige noget, men han ryster igen på hovedet. "Jacta est alea." siger han. Og idet han siger det, slipper han timeglasset så det falder mod jorden.
  Jeg følger den korte vej ned til jorden og ser, hvordan glasset splintres i tusinde stykker, og flyver ud til siderne. Jeg vil gå baglæns, men jeg kan stadig ikke gå. Jeg løfter hovedet og skal til at spørge Ramon om, hvad det han sagde betyder- men han er væk.
  "Ramon!" skriger jeg. "Ramon, du må ikke forlade mig!" Men han hører mig ikke. Eller også gør han, men vælger bare at ignorerer mig. "Vær sød at komme tilbage!" Men jeg ved, at uanset hvor meget jeg skriger og græder, så kommer han ikke tilbage. Aldrig nogensinde. 
  Tåre begynder at trille ned ad mine kinder, og jeg tørrer dem arrigt væk. Men da jeg sænker hånden, ser jeg, at de er røde. Jeg stirrer fascineret på dem, men opdager til min rædsel at det er blod. Jeg åbner munden i et skrig- men ingen lyd kommer ud. Jeg græder blod. Jeg prøver hysterisk at få blodet væk fra mine fingre, men det er som om det hele tiden kommer igen. Jeg åbner munden og skriger- og denne gang kommer der lyd. Og da jeg skriger, bliver alt sort.

  "Veronica?" Jeg slår øjnene op og ser ind i Daniels øjne. Han tager sin hånd op på min pande- for at se om jeg har feber? "Er du okay? Du skreg og.." "Jeg har det fint, Daniel," svarer jeg og skubber hans hånd væk. Han rynker panden og ser bekymret- og en smule såret?- på mig, men rækker mig dog kruset- han har i hånden- med vand. "Det er forbi nu- altså indtil videre. De kastede kun den ene bombe." "Hvorfor tror du kun, at de kastede én?" spørg jeg og rejser mig. "Mit gæt ville være; For at skræmme os," svarer han og går selv hen for at hente mere vand i tønden. "Det kan godt være at de vil ødelægge vores distrikt og slagte os alle, men ikke før de har skræmt os alle fra vid og sans. Så længe vi kæmper- så længe vi ikke bare bukker under for dem, så er der håb. Men så snart vi mister modet, så slår de til. Og hvis man mister modet til en bedre verden nu, så får man det ikke bare sådan igen."
  Da han slutter, stirrer jeg på ham. Det er første gang han sådan bare siger, hvordan krigen kan ende. "Så vi må bare ikke miste modet," Jeg bider mig i læben og møder hans blik. "Du må aldrig miste modet Veronica," Hans øjne ser ind i mine, og jeg ser den smerte, han føler over Ramons død. Den smerte vi begge føler. Men Daniel har arvet vores fars personlighed, og ligesom ham viser han ikke sin svaghed og sorg.
  Der er stille i nogle minutter, hvor vi bare tænker på, hvad der er sket. Capitol angreb os med luftvåben. Daniel og jeg aner ikke, hvordan vores distrikt ser ud- om vores by ligger i ruiner. Mange er sikkert døde- deriblandt Ramon.
  Da jeg tænker på Ramon, ser jeg igen og igen for mig, hvordan han så ud i mit mareridt. Lemlæstet. Tiden render snart ud, havde han sagt. Mente han krigen? Eller mente han mit liv? Og det forvirrer mig endnu mere, at han holdt et timeglas i hånden, gav slip på det og sagde: Jacta est alea. Jeg aner ikke hvad de ord betyder. Jeg aner ikke hvad mareridtet betyder.

  "Vi må hellere se at komme derop," Daniel vækker mig fra min dagdrømmen og smider sit krus over i tønden. Jeg går hen til tønden og ligger mit krus ned i vandet. "Ja," mumler jeg, mens jeg ser ned på vandet. Det ser helt sort ud. "Og hjælpe de andre," fortsætter jeg og går forbi ham. Da jeg går forbi ham, kan jeg mærke hans blik følge mig. Men han siger indet andet end: "Som altid."
  Selvom vi ikke kommenterer det, han sagde, ved vi begge, at det ikke bliver som de andre gange. Når ligbålet tændes, vil Ramon være blandt dem der brænder. Vi kommer ikke- som vi plejer, til at stå og trøste dem, som har mistet en fra familien. Nej, vi kommer til at stå i et hjørne, og mindes den sjæl- som vi elskede, men som har forladt os.

  Turen hen til Samlingshuset føles uendelig. Ved de huser som er ødelagt, prøver folk at se, om der er nogle personlige ejendele, som har overlevet. Det er der for det meste ikke.
  Der ligger ikke nogle lig på gaderne- mændene har nok allerede været ude og bære de døde ind i det bestemte hus, hvor vi ligger vores døde inden de skal brændes- Lighuset. 
  Jeg skutter mig og ser rundt på alle de ødelagte huse. Foran en af ruinerne sidder en kvinde og græder. Hun holder et stykke stof i sine fingre og knuger det ind til sig. Det er sikkert det eneste, der er tilbage af hendes hjem.
  Jeg har en kæmpe lyst til at gå hen og trøste hende. Selvom vi ikke kender hinanden, vil det ikke virke mærkeligt eller absurd her. For blot to uger siden var det mig, som sad der. Hulkende foran ruinerne af vores hjem. Der kom Ramon og holdt om mig og græd sammen med mig. Men selvom jeg ved, hvordan hun har det, så går jeg ikke hen og hjælper hende.

  "Vero!" Ree kommer løbene og slår armene om mig. Jeg bøjer mig ned og knuger min lillesøster ind til mig. "Hvor har du været? Har du set..." Hun stopper sig selv, slipper mig og styrter hen til Daniel, som dukker op bag mig. "Hey Lille- Ree," hvisker han og løfter hende op. Hun slår armene rundt om halsen på ham, og han stryger hende over hendes lyse hår. "Hvor har jeg savnet dig. Men hvor er mor og far?" Daniel ser på Ree, som peger ind i menneskemængden bag mig, og da jeg vender mig, ser jeg to skikkelser, som løber hen imod os.
  "Åh gudskelov at I to er okay," siger mor og knuger mig tæt ind til sig. At I to er okay? Ved hun bedsked om Ramons død? Far har slået armene om Daniel, men trækker sig kort efter lidt væk og ser på ham. Han bevæger læberne, men jeg kan ikke høre, hvad han siger. Daniel nikker kort og siger et eller andet, hvorefter de begge to kigger hen på mig. 
  Far slipper Daniel og kommer hen til mig. "Veronica..." hvisker han og trækker mig ind til sig. Jeg slår mine arme om ham og gemmer mit hoved ved hans bryst. Jeg ved udmærket godt, hvad han skal til at sige, men tårerne begynder allerede at trille ned ad mine kinder- inden han overhovedet har sagt noget. 
  "Ramon er død," Da han siger det, begynder jeg at hulke. Ja far! skriger mit sind. Jeg stod lige ved siden af, men jeg prøvede ikke engang at redde ham! Men da jeg prøver at sige noget, kommer der kun en klynkende lyd ud af mig. Jeg synker sammen på jorden og begraver ansigtet i hænderne. 
  "Hvorfor græder du? Vero?" Jeg løfter hovedet ved lyden af Rees stemme, og ser hende stå og holde mor i hånden. Åh stakkels Ree! Hvordan fortæller man ens lillesøster, at hendes storebror er død? "Og hvor er Ramon?" siger hun og ser rundt på os. Men hun stopper, da hun ser, at vi allesammen kigger på hende. Daniel og far med bedrøvede øjne, og mig og mor med tårer løbene ned ad kinderne. 
  "Lille skat," hvisker far og sætter sig på hug foran Ree. "Ramon overlevede ikke angrebet. Han er her ikke mere. Ramon er død," Ordene lyder overhovedet ikke hårde- nærmere som en erkendelse. Ree får et forvirret udtryk i sine grønne øjne- som om hun ikke forstår, hvad det er, at far siger. Hun åbner munden for at sige noget, men lukker den igen. Hun ser på os, og jeg ved, at da hun ser mig og mor græde, forstår hun, hvad det er, far siger. 
  Tårerne begynder at løbe ned ad hendes snavsede kinder, og hun ser på far. "Sådan helt død?" hikker hun. "Skal han brændes på det store bål til aften?" "Ja det skal han," Far ser på Ree og smiler trist. "Men bare rolig, Ramon er et meget bedre sted nu. Et meget bedre sted."

  Flammerne æder sig hurtigt op gennem de tørre grene og kviste, og får snart fat i ligene som ligger øverst. Ligene er pakket helt ind i gammelt tøj, så man ikke ved, hvem der er hvem. 
  Lige efter krige mellem Capitol og distrikterne brød ud, lavede vi en aftale her i Distrikt 13. Når folk døde, skulle de døde sameles i det samme hus, og et par frivillige ville pakke dem ind alle ind i tøj og gamle tæpper. Det er kun dem, som pakker de døde ind, som må være i huset. Ellers ville man aldrig blive færdig, da der ville være alt for mange mennesker derinde hele tiden. Vi gør det, for at man ikke skal se sine kære blive fortærret og ædt op ad flammerne- selvom de allerede er døde. 
  Lige nu er jeg utrolig glad for den regel. Jeg ville gerne have set Ramon inden, men det kan ikke lade sig gøre. Og jeg ved, at hvis de døde ikke blev pakket ind, ville jeg finde Ramon blandt ligene med det samme, og se ham blive fortærret til aske. Og det ville jeg ikke kunne klare.
  Jeg står mellem min far og Daniel. Hele Distrikt 13 er samlet- vi er nok nu omkring 600, men vi har været mange flere. De fleste er døde under angreb eller fra sår og sygdom, men der er også nogle, som har taget kampen op mod Fredvogtere- og for det meste tabt.
  Ramon og nogle af hans venner angreb engang en Fredsvogter. En af hans venner døde, men de fik slået Fredsvogteren ihjel. Jeg husker tydeligt, at vi alle var vågne en stor del af natten, fordi vi ikke anede, hvor Ramon var. Og hvor gal far var, da Ramon kom hjem den nat. "Det var dumt og uansvarligt," havde far sagt. "På grund af den handling, har en af dine venner mistet livet," Og Ramon havde svaret ham, hvorefter han var styrtet væk derfra. "Ja far, et offer vi alle med glæde vil give. Hvis vi bare står og ser på, mister vi modet! Men med små handlinger som disse, viser vi Capitol- og folk som har mistet modet, at vi ikke giver op!" Da Fredsvogterne fandt de to lig, stillede de ikke spørgsmål til det. Men næste dag kom der et aerofartøj med mindst tyve Fredsvogtere. 
  Ramon har altid været sådan. Han var utrolig dumdristig- tænkte først på konsekvenserne bagefter. Men han er også det venligste menneske, jeg nogensinde har kendt. Og jeg ved, at selvom han er borte, vil jeg aldrig glemme, hvordan han aldrig gav op. 

  "Du så ham blive skudt," siger min far og ser på mig. Bålet er næsten brændt helt ned, men der står stadig nogle familier- inklusiv os- rundt om bålet. "Ja," svarer jeg og ser på en gren, som knækker sammen på grund af flammerne. "Hvordan vidste I, at han er død?" "Crots fortalt os det. Det var ham, som bar Ramons lig hen til Lighuset," siger min far hult. "Jeg fandt Veronica efter de første skud, og vi gemte os i en kælder, efter de havde kastet den første bombe," siger Daniel på den anden side af mig. Jeg kan se, at han skal til at sige noget mere, men jeg afbryder ham hurtigt. "Hvorfor kastede de kun en bombe?" Jeg ved godt, at Daniel allerede har svaret på det spørgsmål, men jeg vil gerne høre, hvad far mener. 
  "Vel for at gøre os bange," siger far. Jeg ser op i himlen, nærmest som og jeg forventer, at et aerofartøj skal komme flyvende. "De kommer sikkert snart igen," tilføjer Daniel og ser også op i himlen. Daniel har altid været utrolig god til kampteknik- i det hele taget alt inden for krig. Han er ikke dumdristig- ligesom Ramon var, og når han sætter sig et mål, når han det næsten altid- ikke ligesom Ramon der altid skiftede interesse. 
  "Bewlight har fortalt os, at det er ligesom en advarsel," fortsætter Daniel. "Som for at sige: Det kan godt være at i er atom- distriktet og har atomvåben, men vi er stadig langt stærkere end jer." 
  Bewlight er lederen af den gruppe, som træner frivillige folk over 16 til at blive soldater. Daniel har været 'under uddannelse'   i 3 år- da han er 19 nu, og Ramon var først lige begyndt. Hvis krigen ikke er slut, når jeg fylder 16 om en måned, så har jeg også tænkt mig at blive soldat. 

  "Jeg går tilbage til huset med Ree og mor, vil I med?" siger far og ser over mod dem. De sidder halv sovende op ad en væltede mur, der sikkert engang var et hus. Det er ikke vores eget hus, som far snakker om- da det jo er ødelagt. Men vi har i 13 lavet etager under jorden- langt nok nede til at de kan modstå bomber, og der er åbent for alle indbyggere i Distrikt 13. Det er også dernede, at uddannelsen til soldat foregår. Og fremstillingen af atomvåben og luftfartøjer. Capitol ved udemærket godt, at vi har en etage under jorden. Jeg tror bare, at de kun regner med, at der er få etager- ikke utallige.
  Jeg ryster på hovedet og bliver ved med at kigge ind i flammerne. "Jeg bliver sammen med Veronica," siger Daniel og ser på mig. "Okay, men kom snart ned," Far går over og løfter den sovende Ree op i sine arme. 
  Da jeg ser hen på dem, opdager jeg at der lidt derfra sidder en kvinde. Hun knuger noget ind til sig, og græder lydløst. Et stykke stof! Hun folder stoffet ud, og tørrer øjne med det. Stoffet har arme og ben. Og der går det op for mig, at det er kvinden, som jeg så tidligere. Kvinden der sad foran ruinerne at huset. Al den varme- som bålet gav mig- forsvinder, da det går op for mig, hvorfor hun egentlig knuger stoffet ind til sig. Det tilhørte hendes lille barn, som nok var inde i huset, da det styrtede sammen. Jeg stirrer lamslået på hende, mens jeg prøver at forstille mig, hvordan det må være, at miste sit barn. 

  "Du ved godt," siger Daniel til mig efter de andre er gået. "At det kun kan blive bedre, hvis du snakker om det," Jeg kan mærke at han kigger på mig, men jeg lader som om, at jeg ikke hørte ham. "Veronica," Daniel lægger en hånd på min skuldre, og jeg går et skridt tilbage, så den falder ned. "Hvordan kan det blive bedre?" spørg jeg tonløst. "Han kommer ikke tilbage, ved at man snakker om det, Daniel. Han er død," Min stemme knækker over til sidst, og jeg bider mig selv i læben for ikke at græde. Hvor er du svag! skriger en stemme bagerst i mit hoved. Har du ikke grædt nok over det her?
 
"Veronica.." sukker Daniel og trækker mig ind til sig. Det overrasker mig- for ligesom mig, plejer Daniel ikke rigtig at kramme nogen. Vi kan meget bedre lide, at klare problemerne selv.
  "Du behøver ikke altid være så tapper," Han knuger mig ind til sig, og jeg borer mit hoved ind i hans sweater. Lydløse tårer begynder at trille ned ad mine kinder, og jeg hvisker svagt til mig selv: "Stærke piger græder ikke, stærke piger græder ikke.." "Hvad?" Daniel læner sig ned, og han hører, hvad det er, jeg mumler. "Hvad er det, du siger?" Han tager fat i mine skuldre og holder mig ud for sig. "Kan du ikke huske det?" hvisker jeg og ser på ham. "Drenge græder ikke, og det gør stærke piger heller ikke," Jeg gentager de ord, han engang sagde til mig. De ord, som jeg gemte og lyttede til. Daniel ser forvirret på mig, men hans øjne bliver store, da han husker det. "Åh nej, Veronica. Du kan da ikke stadig huske det? Det passer jo ikke," Jeg rynker panden, og gentager ordene inden i mig. "For mig har det hjulpet Daniel," Jeg ser på ham. "Bare fordi du græder, betyder ikke at du er svag," siger han og trækker mig ind til sig igen. "Det betyder, at du har været stærk for længe,"
  Vi står sådan lidt tid. Vi bliver stående mens bålet går ud, og de sidste folk forlader stedet. "Jeg savner ham," hvisker jeg og trækker mig væk fra Daniel. "Det gør vi alle," svarer han og ser trist ind i asken fra bålet. Vi stirrer ind i asken og ser, hvordan noget af det bliver båret væk med vinden. Måske er det Ramon?
 
"Bewlight har sagt,"Daniels stemme bryder tavsheden. "At vi nok snart kan blive sendt afsted," "Ud at kæmpe?" spørg jeg overrasket og ser over på ham. "Nej," Han ryster på hovedet. "Ud til et andet distrikt, for ligesom at få en fornemmelse af det hele. En øvelse- før det rigtige går løs," Jeg ånder lettet ud. Jeg ved godt, at det er egoistisk, men jeg vil ikke have, at han skal afsted. Jeg vil ikke kunne klare at miste ham også. De fleste som bliver sendt afsted mod Capitol eller Distrikt 2, kommer aldrig tilbage igen. 

  Selvom vi alle i 13 ved, at når man vælger hæren som fremtid, kommer man ikke til at leve længe. Men alligevel melder de fleste unge sig, da ingen har lyst til at give op. Ingen har lyst til, at alle ofrene skal være spildt på intet. Det er også derfor, at alle soldater har enorm stor respekt her.  

  "Jeg kunne også godt klare at komme væk herfra," tilføjer Daniel. "Bare et par dage," Jeg nikker som svar. Jeg ved præcis, hvordan han har det. Bare en dag, hvor man kunne komme væk herfra. Væk fra alle ruinerne og lugten af død- som man nærmest kan smage ved hvert åndedrag. 
  "Tag mig med," siger jeg pludselig og ser over på Daniel. Han smiler trist og ryster på hovedet. "Det ved du godt, jeg ikke kan," "Kom nu! Bare en dag, jeg kan sagtens.." "Nej Veronica!" Daniels stemme skær gennem mørket, og han tilføjer mildere: "Det kan jeg ikke, og jeg vil heller ikke miste dig," "Men jeg vil ikke miste dig," klynker jeg nærmest og går et skridt tættere på ham. "Det kommer du heller ikke til," Han vender sig og ser ud i mørket- mod bjergene langt, langt væk. "Det lover jeg,"

  Rees lange lyse hår fylder hele puden, mens hendes fregnede ansigt kun ligger halvt oppe på den. Hendes grønne øjne er lukkede- men ikke for altid som Ramons. 
  Jeg lister mig forbi hendes seng, som hun deler med mor og far. Sengen jeg deler med Daniel og delte med Ramon står lidt længere væk.
  Jeg lister så lydløst som overhovedet muligt- for ikke at vække de andre, men selvfølgelig begynder gulvet at knirke lige ved siden af min far. Han hører gulvet knirke og åbner øjnene. Daniel, mimer han og ser søvnig på mig. "Han kommer lige om lidt," hvisker jeg. "Han snakker med en af sine venner uden for døren," Jeg nikker hen mod døren. "Okay. Sov godt," Og så lukker han sine øjne, og få sekunder efter kan jeg høre på hans vejrtrækning, at han sover.
  Nu hvor jeg bare kan se på min far, kan jeg se, hvor meget krigen har tærret på ham. Hvor meget den har tærret på os alle- selv Ree som kun er 8 år.
  Jeg lister hen foran det snavsede spejl og tager elastikken til min hestehale ud. Jeg reder børsten, vi alle deler gennem mit hår og fletter det hurtigt. Mit hår er kobberbrunt- hvis man bare hurtigt ser på det, vil man nok sige, at det er rødt. Håret har jeg fra min far- hans er bare brunt. De blå/grå øjne er også fra ham, men fregnerne er fra min mor. Daniel er ligesom far- mørkt hår, blå/grå øjne og ingen fregner. Ramons sorte hår kom fra mors familie- hendes søster har ravnesort hår. De grønne øjne han har er fra mor, men han har ingen fregner. Og Ree, hun ligner mor- lyst hår, fregner og grønne øjne.

  Jeg ligger i sengen og prøver at falde i søvn, men Ramons ansigt kommer frem, hver gang jeg lukker øjnene...
  Flammer som fortærer en bunke lig- alle mennesker jeg kendte eller kender. De skriger om hjælp, prøver at række ud efter mig med deres knoglede hænder. "Du er den næste," hvæser en af ligene. "Bare vent," "Lad mig være" skriger jeg og løber væk. 
  Jeg kommer til en bæk, men da jeg kommer nærmere, opdager jeg, at det ikke er vand, som løber i bækken. Det er blod. Jeg vakler tilbage, men falder over en træstup. Jeg rammer ikke jorden, da jeg falder. Jeg falder ned i et hul, og lander på noget blødt underlag. Sand! siger en stemme bagerst i mit hoved. Jeg tager noget sand op i hånden, og lader der glide ned mellem fingrene. Jeg har aldrig prøvet at røre sand, kun se det på fjernsynet fra Distrikt 4. Det er blødt, men samtidig hårdt. 
  Jeg hører en lyd og løfter hovedet, og foran mig står Ramon. Han er ikke blodig eller vanvittig- som sidst jeg så ham. Denne gang har han sorte bukser på og en grå skjorte. Han smiler ikke, men ser bedrøvet på mig. "Jacta est alea," hvisker han igen og forsvinder med det samme. Og da han forsvinder, begynder sandt at synke- som om det ryger ned gennem et lille hul; langsomt, men stadig hurtig nok til at man kan mærke sandet forsvinde under en. Jeg skriger, da jeg ikke længere kan mærke noget under mig, og jeg falder og falder...

  Jeg vågner med et sæt, og sætter mig op i sengen. Værelset er fuldstændig mørkt, og jeg har ingen idé om, hvad klokken er, da vi hverken har et ur eller vinduer- vi er jo under jorden. 
  Jeg kan mærke, at Daniel ligger og sover ved siden af mig, og jeg kan høre fars svage snorken og mor og Rees tunge åndedrag. 
  "De er okay," siger jeg til mig selv og ligger mig ned igen. "De er okay..." Jeg lukker øjnene og falder hurtigt i søvn- denne gang uden mareridt om blod der løber i en bæk, og om en bror som er død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...