Bella Derhlia: Ohla Madrid!

Bella Derhila, den fjorten årige pige, flytter til Madrid. Selvom hun er verdens dårligste person til spansk, klarer hun sig, og lærer det hurtigt. Men der er en ting der er hårdt. Hendes bedste veninde er stadig i Esbjerg. hun savner det kolde Danmark og mest af alt, Anne.
Men i det "lille" samfund hun flytter til, er der mange overtroiske mennesker. Og de fleste er også fordomsfulde. Selvfølgelig bliver hun også lidt overtorisk efter et par blackout's og uventet besøg.

Lidt 'Ghost Whisperer' agtig..

1Likes
2Kommentarer
890Visninger
AA

2. Skovtur?!

"Bella, vi skal på skovtur idag" siger Ella, min bedsteveninde.  WTF?! Skovtur.  Af alt det kedelige i hele verden, skulle det lige være skovtur.

"Ella, den går ikke..."  jeg havde set den komme.  Jeg mener, hun ville ikke have en rødhætte-agtig kurv med sig, hvis vi ikke skulle picnik'e et eller andet sted.  Jeg havde forstillet mig en høj bakke, med et træ oppe i toppen.  Jeg kastede et blik på det rød hvide tærnede tæppe.  Ikke lige det pæneste, eller nyeste, men præcis det jeg havde forstillet mig det.

"Ej, giv det nu en chance...  Jeg mener, det er vores sidste dag sammen, og vi har snakket om det siden 1. klasse.  Er du så ikke sød, at komme med.  Jeg orker virkelig ikke ud at shoppe idag.  Og specielt ikke i de her lorte bjergsko ting... Pleas," sagde hun tiggende.  Jaja, rigtig nok havde vi snakket om at tage på picnik sammen i lang tid.  Men, men, men, hvorfor lige i skoven!?  Hun ved at jeg har en forbi for kæmpe træer, og er skide bange, for dyr der lister sig rundt omkring en.  Forresten er det sikkert ikke dejligt at sidde på en hel bunke sten.  Avs...

"Åh.. O...k...ay," røg det ud af munden på mig.  Godt nok stammede jeg, men jeg kunne ikke holde det tilbage.  Jeg ville virkelig ikke skuffe Ella, den sidste dag, vi har sammen i hundredetusind år.  Godt nok glædede jeg mig at komme af sted, men tanken om at jeg skulle lade Ella, Veronica, Samantha, Lucia, Laura my girls og min dejlige kæreste Mikkel, alene herhjemme i Danmark, kunne jeg knapt holde ud.  Jeg holder jo skide meget af dem alle sammen...

"Tusind tusind tusind tak!  Jeg står virkelig i gjald til dig!" sagde Ella temmelig taknemlig og med et rigtig stort smil på læben.  Det er hundrede år siden at hun har været så taknemlig til mig.  Eller, jo, der var jo den gang, hvor jeg stod mellem valget Simone eller Laura.  Hun fik mig overtalt til at vælge Laura.  Simone og Laura, var verdens fjender, og jeg måtte kun vælge en af dem at være venner med.  Men trods alt fik jeg mig en rigtig rigtig rigtig god veninde.

"Okay, hvis det gør dig så glad, så kan jeg da ikke lade være med at sige ja.  Skal vi se at komme af sted.  Jeg er helt klar," sagde jeg med mindst lige så stort smil på læben.  Som Justin Bieber siger - You smile, i smile.  Jeg brød mig godt nok ikke så meget om Justin Bieber, og gjorde hele tiden grin med, hvad JB var.  Jail Bob, kunne jeg fx. sige.

"Jaer helt sikkert!" sagde Ella, og tog mig under armen.  Så vi gik som nogen der var gift.  Det plejede vi at gøre når mig, Laura, Samantha og hende var i byen.

Skoven var faktisk fin nok.  Den havde ikke så høje træer, og man kunne sagtens klatre i dem.  Jeg hørte først et dyr sige noget, da et egern faldt ned af et af de mindste træer i skoven.  Det var okay, og den fortsatte bare sin færd.  Jeg kiggede dystert rundt omkring mig, men jeg så aldrig noget der skræmte mig.

"Så er vi her," sagde Ella bestemt og kiggede ned på noget jord, der så ud til at være forholdsvist blødt.

"Mig og min far, plejde at picnik'e her," sagde hun.  Jeg kiggede spørgende.

"Da han levede," tilføjede hun, da hun kiggede på mig og mit spørgende blik.  Kort efter min fire års fødselsdag døde han.  Han var enogtredive år gammel eller noget...  Mig og Ella mødte hinanden i vuggestuen, og pædagogerne sagde at vi var dem der var mest sammen.

"Det gør mig stadig ondt," sagde jeg med et kækt stemme.  Jeg skal altid til at tude da jeg hører det, fordi så kommer jeg i tanke om da min mor døde.  Da jeg var 6 år.  To år efter at hun fødte lille Simon.  Simon Derhlia.  Min mor blev kørt over. Kørt over af en lastbil.

Hun satte tæppet ned og mumlede:

"Ikke mere dødssnak...  Det er jo dødsens kedeligt!"  Vi begyndte begge to at grine.  Selvom den "vits" var to år gammel.

Hun åbnede kurven.  Og hvad så jeg ikke lige!  4 colalight, 2 haribo slik poser, nogle Maribou cookies og noget brød, som jeg vist nok tror har nutella på.  Mums.  Jeg elskede alt det hun havde med.

"Jeg tror jeg bliver fed, når jeg kommer til Madrid..." sagde jeg.  Jeg var i forvejen skide tynd, men det kunne godt være at jeg tog på, før imorgen.. 

"Hehe," grinte hun og skævede smilende til mig.

"Hmmm, hvad skal vi mon starte med?" sagde hun

"Brødet," foreslog jeg jeg typen der starter med det sunde, og slutter med det usunde.  Men det er dejligt med noget usundt i ny og næ.

"Nej, det er til ænderne," sagde hun og gloede med store øjne på mig, der ikke vidste hvad jeg skulle gøre.  Skulle jeg smile, svare, eller begge dele?

"Jeg forslog bare noget random," endte det så med at jeg svarede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...