Flystyrt (oneshot)

Pigen lider af flyskræk, flyveturen skal bare overstås.
Hun ved, at alle siger, at det er ufarligt at flyve.
Det er da sikkert.
Der kunne da aldrig ske noget.
Der er da så meget sikkerhed.
Hun er da en idiot, hvis hun tror, hun faktisk kunne komme ude for en ulykke i et fly.
Hun skal bare slappe af.
Der sker jo ikke noget.

Det er i hvert fald det, de siger ...

10Likes
12Kommentarer
2552Visninger
AA

1. Flystyrtet (oneshot)

 

Køen til sikkerhedskontrollen er lang og fyldt med snakkende mennesker. De er glade. De glæder sig til at skulle ud at flyve.

Måske skal de på ferie? Måske skal de hjem fra ferie?

Mine hænder er kolde og klamme.

En venlig svensk dame beder mig om at lægge alle løse genstande sammen med min taske i en lille grå bakke, som skal køres gennem scanneren.

Jeg kigger på den lille port, som er lavet af plastic og metal. En anden dame siger, at jeg bare kan gå igennem nu. Jeg trækker vejret dybt ind og går hurtigt gennem porten. Jeg forventer at høre den skærende bippen, men jeg kommer sikkert ud på den anden side og kan slappe lidt af.

Jeg venter på, at bakken med mine ting kommer ud, mens jeg prøver at få lidt styr på mine nerver.

Da den kommer ud, tager jeg mine ting og skynder mig væk derfra.

Som i trance finder jeg vej til min gate og venter der, til flyet border.

Som sædvanlig skal jeg nærmest tvinge mine ben til at bevæge sig ombord. Mit hjerte galopperer af sted i brystet på mig, og jeg kan næsten ikke få spændt min sikkerhedssele, fordi mine hænder er våde af koldsved. Jeg trækker vejret i korte, hurtige stød.

En stewardesse kommer hen til mig.

”Er du okay?” spørger hun med et stort tandpastasmil, som viser hendes perfekte hvide tænder.

”J-jeg vil gerne bede om et glad vand,” fremstammer jeg. ”Så jeg kan spise en pille.”

Jeg rækker ned i tasken og finder mine beroligende piller frem. Stewardessen nikker.

”Jeg kommer med noget vand til dig lige så snart, vi er lettet, okay?”

Inden jeg kan nå at sige noget om, at jeg altså skal have den pille før vi letter, går hun igen.

Jeg stirrer ud af vinduet, hvor det meste er hvidt. Det har været snestorm de seneste tre dage, og først nu er det muligt for flyene at flyve igen. Min mave trækker sig sammen ved tanken om, at snevejret jo sagtens kunne bryde ud igen, mens flyet er i luften. Det er nok meget godt, jeg ikke har spist noget morgenmad, for ellers ville jeg nok blive ret upopulær hos den passager, der sidder foran mig.

”Ja, goddag, mine damer og herrer!” lyder en let skrattende stemme fra højtaleren. ”Mit navn er Mark Hansen, og jeg skal være jeres pilot på denne flyvning til København! Flyvetiden regnes med at være … ”

Jeg lukker af for mandens stemme og stirrer intenst ned på mine knyttede hænder. Jeg prøver at berolige mig selv med, at om ganske få timer vil jeg have fast grund under fødderne igen hjemme i København.

Flymotoren starter op og larmer mere og mere. Bag mig sidder en lille pige, som sparker mig i ryggen. Herligt. Nu har jeg da noget at fokusere på.

Jeg lader de rytmiske dunk-dunk-dunk fyldt min bevidsthed, og før jeg ved af det, er vi i luften. Jeg skynder mig at skyde klappen for mit vindue ned. Jeg bider mig i indersiden af kinden og håber på, at smerten vil aflede mig lidt.

Klaustrofobien trænger sig på, og jeg har det som om, jeg er ved at blive kvalt. Det trykker i mit bryst, og jeg kan ikke få vejret.

”Det var dig, der ville have et glas vand, ikke sandt?” siger en stemme. Stewardessen.

”Jo, tak,” hvisker jeg halvkvalt, og hun klapper mit lille bord ned og sætter glasset på det.

”Vær så artig!” nærmest råber hun, og da jeg ikke svarer med mere end et svagt nik, går hun videre.

Jeg nærmest flår en pille op af pakken, propper den i munden og drikker alt vandet i glasset.

Skønt. Nu skal jeg bare vente på, at den virker.

Jeg lukker øjnene og prøver at sove. Men selvfølgelig kan jeg ikke det. Jeg sidder i en metalboks hævet flere hundrede meter fra jorden!

Flyet hopper lidt, pigen bag mig stopper med at sparke i sædet, og min distraktion er væk. Jeg er lige ved at vende mig om og bede hende begynde at sparke igen.

Inden jeg når at gøre det, hopper flyet igen, lidt voldsommere den her gang. Jeg får kvalme. Højtalerne skratter igen.

”Ja, hej, mine damer og herrer, det er andenpiloten, der snakker! Vi vil bede Dem om at forholde Dem helt i ro, men flyet her nogle problemer med den ene motor. Vi er derfor nødsaget til at foretage en nødlanding. Vi beder Dem have sædet i oprejst position, sikkerhedsselen spændt og at De bøjer Dem ned, lægger hovedet mod knæene og armene beskyttende over hovedet. Er De i tvivl, kan De se, hvordan De skal gøre i sikkerhedsfolderen, som sidder i den lille lomme i sædet foran Dem. Vi beder Dem endnu en gang forholde Dem i ro.”

Det svimler for mig, og jeg får dansende lysende pletter får øjnene. Rundt omkring mig kan jeg svagt høre forskellige personers reaktioner på beskeden – frygt, usikkerhed, uro, mistro.

Selv er jeg alt for chokeret til at reagere.

Men en ting er jeg sikker på.

Min lammede hjerne kan kun koncentrere sig om én central tanke.

Jeg skal dø.

Alle mennesker har altid sagt til mig, at flyskræk er noget fuldstændig irrationelt. Selvfølgelig sker der da ikke noget, har de sagt. Det er da helt sikkert at flyve, din idiot.

Det her er næsten ironisk.

Hvis jeg møder nogen af dem igen, tænker jeg, så kan jeg bevise, at det, de har sagt, er løgn!

I et øjebliks anfald af sindssyge grinder jeg hult. Det er bare ærgerligt, at jeg aldrig kommer til at snakke med nogen af dem igen.

Jeg ved, at jeg burde være bange. Nej, jeg burde være mere end bare bange, jeg burde være rædselsslagen.

Men det er, som om min krop er lukket ned.  Jeg kan intet føle. Intet høre. Jeg byder denne tilstand af følelsesløshed velkommen.

Alt er væk, alle tanker, alle de ting, der burde betyde noget. Helt væk. Jeg eksisterer i en lille osteklokke, jeg kan se, hvad der sker omkring mig, men det er som om, jeg ikke er der. Uden at tænke over det har jeg sat mig i den stilling, vi er blevet bedt om, og med hovedet mod mine knæ og hænderne over ørerne bliver det kun lettere at holde alt ude.

Pludselig dukker barndomsminder op i hovedet på mig.

De er svage og uklare, men det føles så virkeligt. Så sikkert. Jeg forbereder mig på min død, helt rolig og frygtløs.

Så rammer flyet jorden, og jeg bliver brat hevet ud af min drømmeverden og kastet på hovedet ind i den virkelige verden. Rundt omkring mig er der mennesker, der skriger og børn, der græder. Flyet bumper hen ad jorden. Der er en ubeskrivelig larm. Skrigende metal.

Jeg sidder hjælpeløs med hovedet mellem benene. Jeg venter hvert øjeblik, at flyet skal eksplodere. Eller at jeg ryger ud. Bare et eller andet.

Det eneste, der sker, er, at jeg får vind i håret. Vind? Ja, det er helt sikkert vind. Jeg modstår trangen til at løfte hovedet, for at se, hvad der sker.

Det lader til, at det er ovre. Flyet ligger stille nu. Tøvende prøver jeg at løfte hovedet.

Jeg prøver at bevæge mine fødder, men det er som om, jeg ikke kan finde dem.

Er de faldet af?

Mine tanker er uklare og uden sammenhæng. Jeg mærker stadig vind i mit hår, selvom flyet holder helt stille nu.

I det fjerne kan jeg høre sirener. De kommer tættere og tættere på. Er de på vej herhen? Det håber jeg, de er. Så kan det være, de kan forklare mig, hvad der sker.

Til min store overraskelse har jeg ingen problemer med at komme op og sidde.

Det, jeg ser, får mig til at hoppe lidt af chok i sædet. Foran mig er ikke det sæde, som var der for bare nogle minutter siden. Der er sne. Den vind, jeg har mærket, er nu forklaret.

Flyet er gået fra hinanden!

Den anden del af flyet ligger et par meter længere fremme end den del, jeg sidder i.

Jeg er alt for chokeret til at sige noget, og mine tanker er stadig lammede.

Jeg kan se blå blink mellem træerne nu. Et optag af brandbiler, politibiler og ambulancer kommer kørende ud i den lille lysning, hvor flyet ligger.

Brandmænd iklædt røde kedeldragter og hvide sikkerhedshjelme myldrer ud af bilerne. Andre personer haster ud af ambulancerne og politibilerne.

De første brandmænd og ambulancefolk når hen til flyet og begynder at hjælpe folk ud. De har tæpper med.

Efterhånden som de får flere og flere mennesker ud af flyet, bliver jeg mere og mere desperat. Kan de ikke se, jeg sidder lige her? Jeg kan fortsat ikke bevæge hverken arme eller ben.

Pludselig står en ambulancemand foran mig. Han bevæger læberne, men jeg kan intet høre. Jeg kigger uforstående på ham. Hans læber bevæger sig igen, og denne gang hører jeg lydene. Men det lyder ikke som ord, det giver ikke mening. Det er bare en række ubetydelige lyde.

Han vender sig og vinker nogle flere hen til os. De hjælper mig med at komme ud af mit sæde, men da de stiller mig på jorden, knækker benene sammen under mig. De kan ikke bære min egen vægt.

Mændene hjælper mig ned at ligge.

En af dem lyser mig i øjnene med en lille lygte.

En anden siger et enkelt ord, jeg næsten kan tyde. Det lyder som sok. Måske sagde han chok?

Han rusker i mig, og pludselig er jeg til stede igen. Det er, som om de rystende bevægelser får udslettet al tomheden og følelsesløsheden.

”Kan du høre mig?” siger manden, der ruskede i mig.

”Ja,” hvisker jeg, ”nu kan jeg.”

”Godt!” siger han og hjælper mig op at sidde. ”Det gør ikke ondt nogen steder, vel?”

Jeg mærker efter. Drejer hovedet fra side til side. Bevæger arme og ben lidt.

”Nej, jeg har det fint,” siger jeg med rystende stemme. Hele virkeligheden af, hvad der er sket de seneste minutter, vælter ind over mig som en flodbølge. Jeg mærker, at varme tårer baner sig ned ad mine kinder. Manden hjælper mig op og stå og slår et tæppe om mig.

”Det er okay, du er oprevet,” forsikrer han mig. ”Kom her.”

Jeg følger mig hen til en klynge af passagerer, der står og er ved at blive vist ind i forskellige biler.

”Vent her,” siger manden og smiler opmuntrende til mig. ”Her vil I blive hjulpet ind, hvor der er varmt, okay? Jeg bliver nødt til at gå, der er andre, der har brug for min hjælp.”

Det er først, da jeg kigger ned, at jeg opdager, jeg knuger hans hånd hårdt. Jeg slipper mit greb og ser ham gå.

Efterhånden som alle er kommet ud af flyet, bliver vi hjulpet ind i diverse biler. Jeg kommer ind på bagsædet af en politibil sammen med en mor og en datter. En mand sidder på forsædet, og han lader til at være den eneste af os, der har nok kontrol over sig selv til at stille det spørgsmål, vi nok alle tænker.

”Hvor skal vi hen?” spørger han.

”I skal alle på skadestuen og tjekkes, også selvom I ikke føler, der er noget galt. Der vil I også blive tilbudt en krisepsykolog, hvis det bliver nødvendigt.

Jeg stirrer ud på træerne, mens vi kører. Kun en tanke er helt klar i mit forvirrede hoved.

Jeg sætter aldrig mine ben i et fly igen.

 

Slut.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...