Hacker romance

Olivia har verdens mest fantastiske kæreste. Netkæreste...
Hun har fundet ud af, at når hun ikke kan få venner i skolen, eller i det hele taget i hendes virkelige liv, så skal hun søge på internettet. Der er der ar hun har fundet sin kæreste, men kan man egentlig stole på netkærester, og er det noget værd, når de ikke vil mødes?
Det er det spørgsmål Olivia stiller sig selv, inden hun beslutter sig for at finde svaret.
Men vil hun i virkeligheden vide svaret, da hun finder ud af det?
... Læs med...

46Likes
64Kommentarer
1944Visninger
AA

1. Når man leder efter sandheden er det ikke altid at man får hvad man vil have...

En ny besked tikkede ind på min mobil. Jeg smilede svagt, imens jeg læste den. Hvor jeg dog elskede hans dejlige beskeder, som kom uden at jeg selv bad om det.

"Hey skat, hvordan går det? Jeg savner dine beskeder!"

Beskeden var fra min kæreste, eller skulle man kalde ham en netkæreste? I hvert fald var han min. Kun min! Den dejligste dreng på jorden hvis jeg skulle beskrive hvordan han var... Hans søde beskeder som kom på de rette tidspunkter, og hans levende måde at beskrive tingene på, så jeg kunne se det hele for mig, uden at behøve at købe et webcam.

Den kønneste dreng på jorden hvis jeg skulle beskrive hvordan han så ud... hans lyse, svagt strittende, og skinnende hår, og hans fantastiske blå øjne. Jeg kunne nærstudere ham i timevis, hvis jeg havde tid. Nu have jeg jo egentlig ikke mødt ham sådan i virkeligheden, men han havde lagt billeder ind på sin profil, og der var ikke noget negativt at sige om ham. Det var der heller ikke om hans personlighed. Det var derfor at han var den dejligste dreng på hele jorden. Jeg drømte om at køre mine fingre igennem hans pjuskede lyse hår hver nat. At indsnuse hans specielle parfume, som han havde beskrevet for mig. At høre hans stemme i virkeligheden, og berøre hans perfekte læber. suk...

Mine fingre kørte hurtigt over tastaturet på min lyserøde Nokia, og trykkede på bogstaverne, så det blev til en besked:

"Jeg ved det honey, savner også dig! Måske skulle vi snart mødes? Jeg mener vi har jo været kærester i 3 måneder, ik?"

Jeg trykkede på send, og håbede på at han ikke var logget af endnu. Det tog livet af mig at vente på at han svarede. Det havde jeg gjort så mange gange, og det fik mig til at trække min mobil op af bukselommen hvert 4 sekund, for lige at tjekke om jeg havde overset en besked.

Det var rigtigt nok at vi havde skrevet sammen i 3 hele måneder. Det virkede som ufattelig kort tid, og det var som om at den lyserøde sky jeg sad på, kunne forsvinde hvert øjeblik det skulle være. Tilgengæld var følelsen af at svæve så dejlig. Både derhjemme og i skolen. Skolen var pludselig blevet bare en lille smule sjovere, fordi jeg havde fundet ud af at gemme mobilen under bordet, og skrive til ham i timerne, mens vores ret så gamle, men gode, og en lille smule kedelige dansklærer, forsøgte at styre klassen, og dens bøller.

Zac, var det han hed. Bare tanken om hans navn fik mig til at sukke højlydt, og jeg mærkede den boblende fornemmelse i maven igen. Følelsen af at være forelsket var bare... Fantastisk! Det var utroligt som alting forandrede sig når man var forelsket. Man siger jo at kærlighed gør blind, men sådan havde jeg det ikke. I stedet for at blive blind, var det som om at mit syn blev bedre. Jeg lagde mærke til så mange ting omkring mig, som roserne op ad vores husmur, som snart ville spring ud, og bombardere hele nabolaget med sin fantastiske duft. De grinende små børn på legepladsen, i fællesarealet mellem lejlighederne, var ikke mere irriterende, men fik mig bare til at smile, og de triste små skyer, på den før så grå himmel, var ikke mere triste, men mindede mig bare om den sky jeg selv sad på. Jeg fik en sådan lyst til at svæve op til dem, og række ud efter deres svævende lette materiale.

En besked fik mobilen til at lyse mig i øjnene. Jeg kiggede op fra min mobil, op på den sorte tavle, med den kridhvide skrift. Der stod noget om pronominer... eller hvad var det? Siden jeg begyndte at skrive med Zac, interesserede jeg mig mindre og mindre for skolen, og jeg blev dårligere og dåligere til mine fag. Mine forældre havde flere gange forsøgt at få mig til at tage mig sammen, ved at give mig stuarest, men jeg var ligeglad. Jeg lavede alligevel ikke andet end at skrive med Zac, og vennerne var begyndt at glide fra mig, på grund af mit fravær i klassen.

 Beskeden lyste igen klart for mig, men denne gang smilede jeg ikke. Den var fra Zac. Der stod:

"Nej darling det er ikke så godt at vi mødes. Jeg har så travlt for tiden. Er virkelig stresset over noget arbejde"

Jeg havde stadig ikke vænnet mig til tanken om af han arbejdede, men sådan var det jo, når man fandt en der var 4 og et halvt år ældre end én selv. Jeg sukkede lidt for højt, og mødte et vredt blik fra min gråhårede dansk lærer. Pis også, hun havde afsløret mig! Det var tredje gang indenfor den her uge...

Resten af timen sad jeg surmulende og kiggede ned i bordet, alt imens jeg holdte øje med min mobiltelefon, som lå på katederet. Hvis læreren låste den inde i mobil-skabet, og først ville give mig den dagen efter, ville jeg simpelthen ikke overleve. Min mobil, og adgangen til nettet, var mit et og alt. Det var den eneste måde jeg kunne komme i kontakt med Zac på, og den kontakt ville jeg for alt i verden ikke slippe!

Hvorfor skulle han også give mig afslag igen? Jeg kunne slet ikke holde ud at tænke på det. Det virkede som om han ikke havde lyst til at mødes med mig, for han have altid så travlt. Men hvis han havde tid til at skrive med mig hele tiden, havde han vel også tid til at møde mig? Hvis jeg kunne få fat på hans adresse kunne jeg vel bare dukke op uden han vidste det... Så kunne jeg finde ud af hvad han i virkeligheden lavede, når han sagde at han stressede over abejde.

Jeg forsøgte at få fat på hans adresse hele ugen, men af en eller anden grund ville han ikke give mig den, og jeg begyndte at føle mistanke. Boede han overhovedet alene? Måske boede han hos sin mor, og var flov over det? Men det behøvede han da ikke at være flov over, for jeg boede da også hos mine forældre! Spørgsmålene hobede sig op i mit hoved, og jeg vidste at hvis jeg ikke snart fik nogle svar, så ville jeg eksplodere som en farlig bombe. Når først jeg eksploederer kan det gå grusomt galt!

Jeg mærkede følelsen af at være tændt. En brændende, og alt for kort lunte...

Før jeg nåede at reagere var lunten brændt ned, og mit indre eksploderede i tanker jeg slet ikke måtte tænke. Tanker som jeg godt vidste var forkerte, men alligevel stikkede de i min hud som nåle, og blev ved med at komme frem på nethinden. Hvis jeg nu bare kunne hacke hans profil... Så ville jeg få svar på alle mine spørgsmål.

Koden var let at gennemskue. Alt for let. I sær når man havde hevet personlige ting ud af ham i 3 måneder. 3 hele måneder med Zac, og først nu ville jeg finde ud af sandheden. Den virkelige sandhed om Zac. Det kriblede i mine fingre, og jeg tog en dyb indånding. Nervøsiteten over hvilket svar jeg ville finde, krøb inder under huden på mig. Tænk nu hvis det var noget jeg ikke ville vide? Men jeg var sikker på at Zac ikke skjulte noget for mig. Sådan var han bare ikke! Jeg skubbede nervøsiteten væk, og tog mig sammen.

Jeg havde for længst regnet ud at hvis der stod noget om ham i hans profil, som jeg ikke vidste, så var det i de beskeder han havde sendt til andre end mig. Mine svedige fingre trykkede på knappen: samtaler, som var placeret øverst i venstre hjørne. Blodet i min krop stivnede, da jeg så det jeg hele tiden havde haft gemt i baghovedet. Zac skrev til andre piger end mig...

Boblerne i min mave var der stadig, men det var ikke mere følelsen af brusende champagne. Det var følelsen af at have drukket for meget. Vrede brusede over. Hvordan kunne han gøre det mod mig?

Beskederne fra ham, til dem, var frygtelige. De mindede så meget om dem han skrev til mig, men hver gang var der en ny undskyldnig for hvorfor de ikke kunne mødes. Arbejde (Hans undskyldning til mig), afstand, ferie, alt! Det gik langsomt op for mig at han var en snyder. Måske en af de der klamme gamle mænd, som lokker unge piger...

Kulden begyndte at prikke i mine tæer, og bevægede sig længere, og længere op i min krop. Jeg stivnede da kulden havde omfavnet hele min krop og mit sind, og jeg bed tænderne sammen. Mit blik var som frosset fast til skærmen, og jeg kunne ikke tænke klart. Det eneste der gik i gennem mit hoved var den bidende kulde, som havde frosset mit sind, og tanken om hævn.

Jeg smagte på ordet med min tunge. Hævn... Det smagte sødt, og var utroligt fristende. Et sted inderst inde vidste jeg godt at det var helt forkert, og det var det der gjorde det så tiltrækkende. Jeg havde flere gange betragtet folk, som tog hævn. Både i film og virkelighed, og jeg vidste at det altid endte galt, men ligenu kunne jeg kun huske det lykkelige øjeblik hvor de tager hævnen i hånden...

Jeg kiggede en sidste gang ned af de mange beskeder. Beskeder som:

"Årh hvor jeg dog savner dig min skat! Sig at vi snart skal mødes... Nu må du da snart være hjemme fra din ferie? Knus, kys og kram fra din, og kun din, Sigrid"

Det var de allerværste, indtil jeg opdagede en pige nederst i indbakken. Beskeden gik direkte ind i mig, og overtog den bidende kulde. Den varmende vrede lagde sig over mig. Nu var det eneste jeg tænkte på, virkelig hævn! 

Jeg scrollede op af siden, og gemte den sidste besked til sidst.

Alle de dumme piger der stolede på ham ligesom jeg havde gjort... Hvorfor gjorde vi egentlig det? Hvorfor var vi piger så dumme, at stole på en mand vi havde mødt over nettet, men ikke ville mødes med én? I mit tilfælde var det nok fordi han var så pokkers overbevisende, og da han kom ind i mit liv, var jeg klar til forandring. Jeg havde været så træt af mit gamle kedelige liv, med de tøsede veninder, som ikke lavede andet end at kigge i sladderblade. Jeg ville prøve noget nyt, og opleve kærligheden i stedet for at læse om den!

Følelsen af hævn var ved at lægge sig i min krop, og jeg tænkte mere og mere klart. Det var så dejligt endelig at have vist ham at jeg ikke bare fandt mig i det, og at han var opdaget. Selvfølgelig havde jeg fortalt alle pigerne om den virkelige Zac. Den fortjente de virkelig at vide! Alle de ting jeg hade tilføjet om Zac, som ikke var helt sandhed, var bare en del a min hævn. Det var det der skulle til for at få vreden helt ud af min krop.

Nu manglede jeg bare at skrive til hende. Hende som havde skrevet den sidste besked i indbakken...

Den blev ved med at gentage sig inde i mit hoved, og jeg vidste at jeg var nød til at fortælle hende sandheden. Selvom det var det sværeste jeg nogensinde havde gjort... Denne gang var der ikke tilføjet løgne. Det hele var sandhed, for hun fortjente det. Jeg havde virkelig melidenhed med hende.

Beskeden blev bare ved med at tegne sig for mine øjne...

"Hej skat. Vi savner dig bare sådan herhjemme. Især Sofie og Adolf. Kommer du ikke snart hjem fra din forretningsrejse? Børnene er bare blevet så store på så kort tid. Adolf er allerede begyndt i børnehave! Han glæder sig til at vise dig hans plads i børnehaven, og er vidst godt stolt over at have en far som dig. I hvert fald fortæller han hele tiden om dig til de andre børn :-) Kom snart hjem... Kys og kram fra din forlovede, Adolf, og Sofie."

 

Endnu en besked tikkede ind, og denne gang smilede jeg da den kom. Hævnen rørte igen på sig, og jeg fortrød ikke det mindste hvad jeg havde gjort.

"Olivia, hvad fanden har du lavet? Jeg ved at det er dig, du var den eneste der havde mulighed for at vide min kode! Jeg stolede på dig det gjorde jeg virkelig... Og nu har du ødelagt det hele! Vi er færdige! Din ex, Zac"'

Hah, fjols! Han vidste udemærket godt at det HAM der havde ødelagt det hele...

Forbandede netkærlighed. Aldrig mere. Aldrig, aldrig ALDRIG!

En tåre trillede ned ad min kind, og jeg vidste at den ikke ville være alene. Snart ville tårene strømme ned ad mine kinder, og være ligeglad med at de ikke havde min tilladelse. Det føltes så dumt at ligge i min tøsede bløde seng, og græde over en dreng, som jeg aldrig havde mødt. En idiot som Zac havde ikke fortjent mine tårer! Jeg fik en stigende trang til at hoppe ud af det store vindue på mit værelse, bare for at mærke den kolde, friske luft, give mig røde kinder, og køle mit glødende indre ned. Min pande dunkede, og jeg kunne ikke modstå fristelsen. Jeg åbnede forsigtigt vinduet på klem, så jeg lige kunne nå at komme ud af det. Da jeg endelig var kommet udenfor, faldt jeg sammen på græsset. Den halvkolde vind ramte mig, som en let brise, og dulmede min sorg. Alle de uskyldige tårer jeg græd, satte sig i mine øjne, og slørede mit syn. Jeg kunne ikke skelne mellem regn, og tårer. Det eneste jeg så, var det skriggrønne græs, og den gråblå himmel. Hvis bare jeg kunne svæve derop, og forsvinde. Forsvinde fra verdens svindel, vold, misbrug og løgne... <> - True love is forever. Fake love should be never -

 

SLUT. (Ville blive rigtig glad hvis du gad at skrive en kommentar om hvad jeg kan gøre bedre, og give den et like, hvis den fortjener. Det er et bidrag til konkurencen om LOL)

OBS: Det skal lige siges at jeg har ændret en del på historien, fordi jeg ikke var tilfreds med den. Jeg håber ikke at i syntes det har ødelagt noget.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...