Ping Pong detektivens dagbog

Resumé kommer.

1Likes
0Kommentarer
499Visninger
AA

1. D. 22. februar 2012

Bladene hvirvlede rundt udenfor vinduet, som drengen Ping Pong kiggede ud af. Hans hund Gudrund løb efter hans egen hale, fordi han ikke havde andet at tage sig til. Nu måtte det være på tide at der skulle ske noget, tænkte Ping Pong. Man kunne i det mindste have advaret ham om, at en 13-årig dreng ved navn Ping Pongs liv var utroligt kedeligt, inden han blev født.

Ping Pong ventede bare på, at blev tid til at hente hans lillesøster fra børnehaven, så var der da i det mindste noget, han kunne lave.

Men hans mor kaldte aldrig nede fra køkkenet, som altid duftede af nybagt kage. Det var mærkeligt, tænkte Ping Pong, som stadig sad og betragtede de mange blade udenfor vinduet.

 

Okay, faktisk så aner jeg ikke hvorfor jeg skriver det her i tredje person, når det er min dagbog. Og min mor kaldte faktisk ikke på mig nede fra køkkenet, og det var fordi, hun kaldte på mig nede fra stuen. Og jeg har faktisk ikke nogen lillesøster. Eller jeg nægter faktisk at kalde hende min lillesøster, for jeg kan simpelthen ikke tro på, at jeg er i familie med sådan en dum skabning.

Nå, men nok om det. Videre med min tredje persons historie, som jeg er kommet så godt i gang med.

 

"Hun burde have kaldet for tre minutter siden", sagde Ping Pong lavt for sig selv og studerede sit ur. Det undrede ham og derfor gik han ned i køkkenet, hvor hans mor stod helt stille med sin mobil ved sit øre. Ligesom en statue. Men så lagde Ping Pong mærke til, at et par tårer faldt ned på gulvet.

"Hvad er der sket?" spurgte Ping Pong. Hans mor svarede ikke på hans spørgsmål. Hun stod bare helt stille, imens hende tårer strømmede ned fra hendes gennemblødte øjne.

"Hvad er der sket?" spurgte Ping Pong igen. Han fik stadig ikke noget svar. Så gik han hen mod sin mor og tog hendes mobil. Hun lagde slet ikke mærke til det. Ping Pong tog mobil op mod hans øre, men der var ingen der sagde noget. Måske var opkaldt slut? Det kunne han helt sikkert svarer 'ja' til. Men han havde stadig et par andre ubesvarede spørgsmål, som han måtte finde svaret på.

 

Pludseligt begyndte hans mor at sige noget.

 

Men hvad hun sagde og hvad der ellers skete, finder du ud af næste gang jeg orker at skrive noget i denne her bog. Ja, jeg er ret doven. Men det er vi vel allesammen engang imellem. Ikke sandt?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...