Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12117Visninger
AA

7. Ubudne gæster

"Hvis er det?" Spurgte jeg bekymret, da Niall vendte og drejede glasset i sin hånd. Jeg kunne ikke tro på det! Jeg VILLE ikke tro på det. Det var sikkert ikke de samme piller, men hvordan skulle jeg kunne vide det, uden at have set på det?" Må.Må jeg ikke lige se det?" Spurgte jeg, og rakte en hånd ud efter glasset. "Jo?" Svarede Niall, og gav mig det. Jeg tog imod glasset, og begyndte straks at gennemgå det. Jeg kiggede på mærkaten. Der stod intet navn derpå, men jeg kunne se en brugsanvisning. Brug altid smertestillende først! Stod der. Jeg begyndte at ryste, kunne det virkelig være dem? Nej... Nej det kunne det ikke! Det var det ikke! Prøvede jeg håbløst, at overbevise mig selv om. Jeg skruede låget af, og hældte en pille ud i hånden. Den var ikke meget størrere end knappen på min skjorte, og så var den lyserød. Den så ikke skræmmende ud overhovedet. Jeg kiggede ned i glasset. Pillerne havde allesammen forskellige farver, der gik fra den mest dunkle lilla, og helt over i en smuk lysegrøn. Mærkeligt. Jeg kiggede igen på brugsanvisningen. "Brugsanvisning til Humørpiller" Stod der hen over den. Jeg åndede lettet op, og begyndte så at grine.

"Hvem fanden har købt humørpiller?" Grinede jeg, og kiggede rundt på de andre drenge. Først var der ingen der reagerede, men da de fandt ud af hvad det var, der var i glasset, flækkede de også af grin. Vi grinte i lang tid, men der var ingen der ville indrømme at det var deres. "Mærkeligt." Sagde Liam. "Hvis er det så?" Spurgte han. Vi andre rystede på hovedet og trak på skuldrene. Det vidste vi da ikke lige, men jeg måtte give Liam ret, det var faktisk mærkeligt, hvis ikke det var nogen af vores, fordi hvordan kunne de så være havnet her?" Hm." Mumlede jeg." Måske kunne det have været nogle af pigerne fra tidligere?" Sagde jeg, og kiggede på skift, på de andre drenge. De tænkte allesammen over det, men man kunne tydeligt se, at de helst gerne bare ville kaste den tanke fra sig. Det var ikke en specielt behagelig tanke, at vide, at der havde været en (hvis ikke flere) vildt fremmede mennesker herinde, og at de så havde haft et glas med humørpiller med herind. En nagende tvivl ramte mig, mens jeg tænkte nærmere over det. Det var da ikke helt normalt at skulle bruge smertestllende medicin før man brugte humørpiller var det? Jeg skruede igen låget af pillerne, og denne gang snusede jeg til dem."Oh shit." Ordene slap helt naturligt ud af min mund, selvom det egentligt ikke havde været meningen."Hvad?" Sagde Zayn, og kiggede på mig med et løftet øjenbryn."Det er ikke humørpiller." Svarede jeg tonløst."Jamen hvad er det så?" Spurgte han." Jeg er ikke helt sikker, men prøv at lugt til dem. Her!" Sagde jeg, og kastede glasset med pillerne hen til ham. Han greb dem ubesværet, og lugtede så til dem."Føj!" Sagde han med tydeligt afsky i stemmen. "Må jeg lugte?" Spurgte Louis. Det var første gang han havde sagt noget indtil videre, og så gik glasset på rundte ved de resterende 3 drenge. "Det lugter underligt, og.. Hmm... Tjaa.... Farligt?" Sagde Liam, da det var ham der fik glasset. Han sendte det videre, så det igen endte ved Niall. Også han skruede låget af, og snusede så godt ind. "FØJ FOR HELVEDE EN STANK!" Råbte han, og smed med afsky glasset fra sig. Jeg kastede mig ud efter det, og greb det, lige inden det ville have ramt gulvet, og gået i tusinde stykker. "Hov! Ups. Unskyld!" Sagde Niall flovt, og en rød plamage bredte sig på hans kinder."Det er okay." Sagde jeg hurtigt, og gav ham et let dask på skulderen der var tættest på mig. Han sendte mig et lille smil."Hvad skal vi gøre med det?" Spurgte han, og kiggede på de andre drenge."Skal vi ikke lade det stå herinde til i morgen, og så spørge en eller anden om hvad det er der?" Svarede Liam. Bedste idé der var kommet på bordet indtil videre, hvis du spørger mig, klokken var mange, vi var trætte, og vi skulle jo også holde en koncert i morgen aften. "Jo god idé godnat!" Sagde jeg, rejste mig, og gik i seng.

 

                                                                          _______________________________

 

Da jeg vågnede næste morgen, var der helt diset udenfor. Jeg havde til min store lettelse, ikke sovet lige så få timer, som sidste nat, men jeg kunne allerede nu mærke, at jeg ikke var helt udhvilet. Jeg vendte mig, og var lige ved at ramle ind i Louis, der stadig lå og sov. Jeg lå og betragtede ham i lang tid, mens jeg tænkte lidt over tingene.

Louis og jeg skulle finde en måde at være sammen på, og sådan var det bare. Jeg vidste helt ind fra mit inderste indre, og ud til mit yderste ydre, at jeg ikke ville kunne leve uden drengen ved siden af mig mere. Jeg kunne ikke holde mig væk længere, og koste hvad det koste ville, havde jeg ikke tænkt mig at forlade hans side igen mere. Jeg vidste at det ville blive svært, hvis ikke direkte umuligt, at forandre manegement, - og sikkert også de fleste fans - syn på det, men jeg måtte prøve. Jeg mener, hvad skulle jeg ellers gøre? Uanset hvor svært nogle folk havde det med, at jeg tydeligvis var bisexuel, så var det altså sådan at det var. Og det kunne der ikke blive lavet om på nu, her midt i det hele. Selvom der helt hundrede procent sikkert, ville være en hel masse mennesker, der ville være imod vores forhold, var jeg nødt til at kæmpe for det. Jeg havde ikke længere et valg, og jeg vidste, at Louis havde det på samme måde. De andre drenge med, for den sags skyld. 

Jeg rakte en hånd ud, og strøg blidt en lok af hans hår, om bag ved hans øre. Han kom med en lille sjov lyd, og blinkede så svagt med sine smukke blå øjne. "Godmorgen smukke." Hviskede jeg, og pressede forsigtigt mine læber imod hans pande, hvorefter jeg rejste mig fra sengen, og gik hen til vinduet, for at rulle fra." Morn'!" Sagde han søvndrukkent henne fra sengen. Han strakte sig, og jeg hørte hvordan hans led gav små smæld fra sig, i protest på at blive strukket ud, efter så lang tids hvilen. Han satte sig op med et ryk, og forlod så værelset. Jeg vendte mig om, for at kigge efter ham, vendte så dernæst min fokus imod gardinerne igen. Jeg rullede fra, og satte så kursen imod køkkenet, hvor jeg kunne høre der luskede nogen rundt. Jeg var stadig træt, og var derfor en smule distræt, da jeg trådte ind i køkkenet, og sagde godmorgen, til den person der nu var derude i forvejen. Jeg kunne høre personen stivne, og et glas faldt til gulvet. Jeg snurrede rundt, og så en ung pige, måske omkring de 19, stå midt i køkkenet, med et smadret glas ved sine fødder, hvorfra der nu strømmede blod udfra. Rundt imellem alle glasskårende, lagde jeg mærke til en hel masse forskelligt farvede piller. Det var glasset fra i går.

"Hvem er du?!" Spurgte jeg, og var med ét helt klar i hovedet. Jeg langede en arm ud efter hende, og greb hende om hendes tynde overarm."Hvem er du, og hvad laver du her?!" Hvæsede jeg igen. Hun svarede ikke, men kiggede bare forskrækket på mig. Jeg tog godt fat om begge hendes arme, og bar hende så med mig ind i stuen, hvor jeg kunne høre Niall og Louis, diskutere lavmælt om, hvilket tv-program de skulle se. "Niall væk de andre!" Råbte jeg, da jeg kom slæbende med tøsen. De kiggede begge to forskrækket op, men da de så pigen i mine arme, ændredes deres udtryk sig med det samme, fra forskrækkelse, til mistænksomhed og vrede. "Er på vej." Hørte jeg Niall mumle, da han gik forbi mig hen til Zayn og Liams værelse. Jeg kunne høre lavmælte stemmer derinde fra, men lige nu havde jeg vigtigere ting at tænke på, såsom pigen i mine arme. 

"Hvem er det?" Spurgte Liam, da han med slæbende fødder, og et stort gab i ansigtet, kom ud fra værelset. Han lignede sjovt nok en, der ikke var andet end lige præcist væltet ud af sengen. Zayn der kom bag ham, så derimod ud som om han havde været oppe længe. Hans hår var sat, og han havde allerede fået taget andet end bare nattøj på. Det var mere end nogen af os andre havde overkommet endnu." Jeg ved det ikke, hun vil ikke tale, men jeg tror at det er hende der kom med gaver i går." Svarede jeg med sammenbidte tænder. Deres ansigter ændredes også meget hurtigt, og nu så også Liam pludselig lys-vågen ud. Jeg var nu næsten henne ved den ene stol, og jeg smed pigen fra mig, og ned i stolen. Hun kiggede på mig med et skræmt blik. "Hvem er du?" Spurgte jeg hende iskoldt for tredje gang. Hun rystede på hovedet, og jeg kunne se hende forme ordet "Nej." Hun gemte hovedet i sine hænder, og rokkede så frem og tilbage."Svar mig!" Sagde jeg hårdt."N.U.!" Jeg havde virkelig ikke tålmodighed til sådan noget her lige nu."Rolig nu Harry." Mumlede Louis lavmælt, da han kom på benene og stilte sig ved siden af mig. "Hej! Jeg er Louis, det her er Harry, Niall, Zayn og Liam." Sagde Louis imødekommende til pigen, og pegede os ud, efterhånden som han sagde vores navne. "Jeg VED udemærket godt hvem i er!" Hvæsede hun giftigt, og sendte os et dræberblik, der havde fortjent en guldmedalje. Louis kiggede forbløffet fra pigen, og så over på mig. "Fortæl os hvem du er." Opfordrede Louis hende. "Det rager ikke jer!" Svarede hun, og selvom hun egentligt snakkede med Louis, og havde sagt jer, var det helt tydeligt, at hun kun talte til mig. Hun nedstirrede mig."Og SPECIELT IKKE den der!" Svarede hun, og sendte mig et koldt blik. " Nu er det nok! Enten så fortæller du os hvem du er, og hvorfor du er her, og så kan vi køre på skadestuen med den der fod bagefter, eller også ringer jeg efter politiet!" Råbte jeg, og for ligesom at understrege mine ord, trådte jeg et truende skridt frem mod hende.

Men det var slet ikke nødvendigt. Det eneste der sådan set havde hjulpet, viste sig, at være påmindelsen om hendes fødder, der efterhånden var helt røde af blod. Hun skar en grimasse, og prøvede tydeligvis, at holde gråden på afstand. "Aldrig." Hvislede hun, med blikket hvilende på mit ansigt. "Du fik valget." Sagde jeg, og virkede helt ligeglad med pigen, da jeg trak på skulderen, og gik ind for at hente min mobil.På vejen, kom jeg ved et uheld til at strejfe hendes ene fod. Hun stønnede af smerte, og trak sig tilbage. "El... Eleanor." Hun stødte ordene ud, med hårde udåndinger.

"Mit navn er Eleanor."

 

_____________________________________________________________________________________________

 

HEEEEEJ VENNER! 

Jeg ved godt, at dette kapitel måske ikke liige er det mest spændene, men det er her altså og det bliver nødt til at være her! :) Jeg ved også godt, at det overhovedet ikke er sådan her, at de mødtes med hende, men i denne movella, er hun altså en fremmed! Håber i kan bære over med det! ;)

Remember to give a like/ add to favourite! It'll make me happy :D

- E xXxX

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...