Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12051Visninger
AA

10. Stoppet

"Nå Harry! Vi har jo hørt lidt rygter omkring det der med kærligheden. Hvordan går det egentligt med den?" Spurgte vores interviewer, en ung kvinde, der nok ikke var meget ældre end os selv. " Ehm.. Jo tak? Det går fint." Svarede jeg, og sendte først hende, og derefter Louis et blændende smil. "Kan du ikke fortælle os en smule om, hvordan din drømmepige skal se ud? Det tror jeg at vi er pænt mange, der godt kunne tænke sig at vide!" Sagde hun. Ja hun skulle da i hvertfald ikke se ud som dig! Tænkte jeg. Jeg var ikke helt sikker på, hvor de havde støvet denne pige op henne, men køn ville det altså være synd at kalde hende. Hun var meget rund, havde overbid, store briller, svedte enormt meget, og så lesbede hun også helt enormt.. Jeg kiggede på Louis. "Jo altså. Han skal have blå øjne! Eller. Det er ikke et krav, men det er det jeg falder lettest for. Så skal han have brunt hår. Det er dem jeg sådan falder lettest for. Ehm... Han eller undskyld hun, skal være rigtig sød og imødekommende, og så er det vigtigt, at han, undskyld HUN, har en rigtig god humor, og kan tåle at man driller lidt engang imellem!" Svarede jeg. Fuck.... Havde jeg seriøst lige givet en karakteristik af Louis? Virkelig? Sådan helt seriøst? Jamen det er jo flot! Helt igennem smukt! 

Jeg skævede over til Liam. Han troede at det var med vilje, så han sendte mig et lille smil, som pigen heldigvis ikke opdagede. "Jamen så har jeg jo også en chance!" Sagde pigen ovenud lykkelig. Haha aldrig. Det ville så aldrig nogensinde komme til at ske søde ven. "Glem det! Harry er min, og kun min!" Sagde Louis, og lagde armen om mig. "Jep. Indtil jeg finder den rette pige, har jeg Louis!" Sagde jeg, og blinkede til ham. Han sendte mig et stort smil. "Nåårh hvor er det bare sødt! Nå men vi må nok hellere runde af, og sige farvel!" Sagde hun, og så gik kameraene ud.

På vejen hen til den arena vi skulle spille koncert i, gik snakken lystigt inde i bilen. "Så i hendes ansigt, da jeg sagde at Harry var min?" Spurgte Louis, og grinede. "Ja OM vi gjorde! HAHAHA!" Grinede Niall. "Hun lignede en der lige havde spist 25 citroner!" Fortsatte han. "Og da du sagde at du var gået på kur, og derfor ikke ville spise noget mere Niall! Ej hvor var hun dog sjov!" Grinede Liam omme fra forsædet. Igen var det ham der kørte, da han havde været her før, og vidste hvor vi skulle hen ad. For en gangs skyld, var stemningen i bilen helt igennem dejlig, og afslappet. Det var lidt som om, at bevistheden om det pres der lå på skuldrene af os, som de store stjerner, vi nu engang var, ligesom var gået, et stykke tid. Som om vi bare var 5 helt almindelige teenagedrenge, der bare var ude og køre sammen. Det var bare om at nyde det så længe det varede, det vidste jeg godt, for så snart vi trådte ud af bilen, ville en lang hale af piger, følge efter lige i hælene på os.

Ganske rigtigt. Så snart vi kom frem, væltede pigerne rundt, for at få så meget som det mindste syn af os. Ærlig talt, forstod jeg dem ikke rigtigt. Jeg mener, vi er jo stadigvæk bare drenge ikke? Altså jo, de kender os, men vi er da vel ikke de eneste drenge der er tilbage på hele jorden vel? Tænkte jeg, og blev revet i armen, af en pige, det var lykkedes, at komme forbi vores vagter. "Hej." Sagde jeg, og vendte mig smilende imod hende. Hun skreg, og begyndte at hoppe på stedet, stadig med mit ærme knuget fast i hendes hånd. "Hvis ikke det gør dig noget, kunne jeg faktisk godt tænke mig at komme med de andre drenge ind. Kunne jeg evt. få lov til det smukke?" Spurgte jeg sukkersødt, og begyndte at trække hendes fingre fri af min trøje. "J...J.. Ja! Selvfølgelig!" Skreg hun, og slap mig. "Vi ses skat." Sagde jeg sødt til hende, da jeg forlod hende. Jeg elskede virkelig det der med, at kunne sno pigerne omkring min lillefinger, hvis det var det jeg ville. Pigen, der havde holdt fast  mig, stod som lammet på det samme sted, og kiggede ulykkeligt efter mig. Jeg blinkede og vinkede til hende, og hun lignede en der kunne falde om ethvert øjeblik. Jeg kom helt til at grine af hendes udtryk, og det hørte Louis, der straks kom hen og tog mig i hånden, hvilket fik alle pigerne til at skrige på nøjagtigt samme tid. "Nu dropper du mig ikke... Vel?" Spurgte han, og sendte mig et såret blik, hvilket fik mig til at grine endnu mere. "Haha nej aldrig! Ingen ville kunne erstatte dig!" Svarede jeg med et smil. "PYYHA!" Sagde han, og lod som om han var helt lettet.

                                                                         --------------------------------------

"Baby you light up my world like nobody else! The way that Lou flip his hair, gets me overwhelmed! But when Lou smile at the ground it's not hard to tell! People don't kno-oow, they don't know who LARRY is!!" Sang jeg, da vi var midt i koncerten, og what makes you beautiful. Pigerne skreg som sædvanligt, så snart én af os så meget som nævnte navnet Larry. Jeg var begyndt at slappe helt af, og var efterhånden begyndt at tro, at manegement slet ikke vlle gøre noget ved det, hvilket jo bare ville være helt fantastisk.

Dette var vores sidste koncert for denne gang, og vi var allerede snart færdige. På den ene side, var det rart, snart at skulle se sin familie og venner igen, men på den anden side, var det helt forfærdeligt, at skulle undvære de andre drenge, i en hel måned. Eller.. Altså at skulle bo med dem ihvertfald, for sandsynligheden for, at vi overhovedet ikke ville se hinanden, i løbet af vores ferie, var meget lille. Jeg mener, selvfølgelig skal man se sine brødre, og sin kæreste i sin ferie, hvad er ellers meningen med sådan en? 

Vi fortsatte sangen, og jeg dansede mig vej hen til Louis. Det var tid til min solo i den, og jeg skulle (som jeg havde gjort det de sidste 5 gange) synge den for Louis. "Baby you light up my world like nobody else, the way that Lou flip his hair, gets me overwhelmed, but when he smiles at the ground it's not hard to tell..." 

RRRRIIIIITZZH!!! Sagde det, da min skjorte blev hevet i stykker, af en eller anden bagfra. Jeg vendte mig om, og slog hvem end det så var, lige i skridtet. "AV!" Skreg Liam, der var blevet ramt. Zayn og Niall skyndte sig at løbe over på den anden side af scenen. "They don't know what i can do!" Afsluttede jeg min sætning, og vendte mig smilende ud mod publikum. 

De blev ellevilde, og da den sidste strofe hang i luften, gik de fuldstændig amok. Jeg vidste virkelig ikke, hvordan jeg havde kunnet leve uden dette her i mit liv, men det var i hvertfald slut nu. Jeg elskede at se, hvordan folk reagerede når de så os, og hvor glad en pige kunne blive, bare ved at have mit navn stående på et stykke papir. Det var helt latterligt, hvis i spurgte mig, men jeg var så taknemmelig for, at jeg kunne hjælpe folk, og gøre deres dage bedre, bare ved at sende dem et smil. "Vi ses Orlando!" Råbte vi efter vores sidste nummer, og løb så ned fra scenen.

"Wow det her var virkelig en god koncert drenge!" Sagde Liam, da vi sad ude backstage, og slappede lidt af, før vi skulle ud til lufthavnen.

Vi blev afbrudt, da det bankede på døren, og en stor sort mand trådte ind i rummet, efterfulgt af en noget mindre, og yngre kvinde. Hun var vel omkring de 30, og havde allerede næsten helt gråt hår. "Vi har lige en rettelse med hensyn til vores program drenge! Det er blevet besluttet, at i ikke får en ferie endnu, men derimod skal spille alle koncerterne fra de sidste to måneder, en gang til." Sagde damen. " Men...!" Begyndte Niall. "Intet men! Det er blevet besluttet, og så er det sådan det bliver! Og forresten, kan i takke jer selv for det! Det forventes at i, i de næste 2 måneder spiller sangene, som de er skrevet, og ikke på NOGEN som helst andre måder! Er det forstået?" Sagde kvinden strengt. Vi nikkede alle samtidigt. "Godt, det var bare lige det." Sagde hun, og vendte sig imod døren. "Åh og Harry? Gider du lige følge med? Og tag venligst Louis med." Sagde hun, og forlod rummet.

Jeg skævede til Louis, der måtte se ud ligesom mig. Begge var vi med ét blevet nervøse. Der var ingen tvivl om, hvorfor det kun var os to, de havde kaldt. Vi var gået for langt, gået over stregen, og nu ville det blive stoppet, præcist som vi hele tiden havde været bange for at det ville. Vi rejste os, og tog hinanden i hånden. "Drop det der." Sagde kvinden med ryggen til os. "I kan lige så godt vende jer til det."

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...