Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
11913Visninger
AA

14. Spil spillet

 

Solen skinnede mig i ansigtet. Det var varmt. For varmt. Jeg strakte mig, og fandt ud af, at jeg lå halvt henover Louis. Ups. Jeg strakte mig igen, denne gang ikke helt så voldsomt, og satte mig så forsigtigt op. Jeg ville for alt i verden ikke vække ham. Jeg stod op, og fandt mit tøj, der lå i en rodet bunke på jorden. Mens jeg langsomt tog tøjet på, studerede jeg Louis´s sovende ansigt. Han så simpelthen så fredfyldt ud, når han sov, og jeg vidste af erfaring, at så snart han vågnede, ville den bekymrede rynke imellem hans smukke øjne, komme frem igen.

 Det var ikke fordi jeg ikke prøvede at få bygget et ordentligt forhold op til Eleanor, for tro mig det gjorde jeg! Jeg ville som sagt før, gøre alt for Louis. Men hvad hjalp det, når hun ikke kunne tåle så meget som bare synet af mig? Jeg mener, hvis nu det kun er den ene part der kæmper, af de to der skal til for at lave krig, hvad er så pointen? Jo det skal jeg fortælle dig. Pointen er den, at så snart den anden også holder op med at kæmpe, bliver det hele som det var før. Og det kommer til at såre nogen – måske endda rigtig dybt. Så de bliver begge nødt til at kæmpe – de bliver nødt til at blive enige. Fordele det man kæmper om, så begge bliver tilfredse på en eller anden måde. Eller også, tja så skulle den ene være så meget stærkere end den anden, at den simpelthen ville udslette den anden part. Og det var jeg rimelig sikker på, ikke ville ske i Eleanors og min krig.

 For at være ærlig, forstod jeg ikke, hvorfor Eleanor blev ved med at hade mig så meget. Kunne hun virkelig ikke se hvor meget det sårede mig – sårede Louis? Kunne hun ikke bare udholde mig for hans skyld idet mindste? Jeg ville sikkert godt kunne klare det, hvis det udelukkende var mig der ville blive såret af hendes had. Men når Louis også blev såret? Jeg kunne ikke bære det. Jeg ved det lyder en smule underligt, men sådan er det bare. 

"Harry?" Mumlede Louis lavt henne fra sengen. "H... Harry hvor er du?" Mumlede han, og vendte sig. Han drømte. Jeg satte mig hen på kanten af sengen og tog hans hånd. "Jeg er hos dig, og jeg går ikke fra dig. Uanset hvad." Sagde jeg og strøg blidt min frie hånd igennem hans hår. "Aldrig." Mumlede jeg. Hans øjenlåg sitrede, og kort efter så et par skinnende blå øjne ind i mine. "Harry?" Spurgte han undrende, og rakte en hånd ud efter mig, som for at være sikker på at jeg virkelig var der. "Jeg er lige her." Svarede jeg, bøjede mig ned og kyssede ham blidt på hans smukke lyse læber. Han udviklede hurtigt kysset, og snart lå jeg under dynen med ham igen.

Jeg havde savnet det. Savnet at kunne være sammen med ham, uden nogen så misbillingende efter os. Kunne de egentlig ikke være ligeglade? Helt seriøst, hvorfor var det så vigtigt om man var til piger eller drenge? Hvad var forskellen egentligt? Så længe man var lykkelig kunne det da så ikke være ligemeget? Eller hvad? Tydeligvis ikke. 

Jeg holdt Louis tæt ind til mig. Vi smeltede nærmest sammen til én og den samme person. Vores kroppe arbejdede sammen, hjerterne bankede i takt og der var ikke en centimeter imellem os. Jeg nød det, det gjorde jeg virkelig. Indtil det pludselig hamrede på døren. "Så er det OP!" Skreg Eleanor.

Jeg åbnede mine øjne, og kiggede ind i Louis', der pludselig havde fået et usikkert udtryk i sig. Jeg besluttede mig for at prøve på at få det væk, så jeg kyssede ham igen, inden jeg rejste mig.

Hvis det hjalp ham, skjulte han det godt.

"Det var NU blev der sagt!" Lød Eleanors skingre og insisterende stemme igen. "Ligeglad!" Råbte jeg tilbage, og vendte mig mod skabet, der var indbygget i væggen. "Tal ordentligt til mig!" Hun himlede op. "Jeg taler som det passer mig." Vrængede jeg igen. 

Hun kunne da virkelig også bare finde ud af at dræbe enhver form for glæde her i livet. 

Jeg kunne høre et nøglebundt klirre, og jeg gik ud fra, at hun på én eller anden måde, havde fået nøglerne til værelserne vristet ud fra én af de andre drenge. Det havde sikkert ikke været specielt svært for hende, for de andre drenge havde den dybeste respekt for hende. Det ville jeg sikkert også have haft, hvis ikke det lige var fordi det var mit og Louis'  liv, hun egentlig var mest indblandet i. 

Døren gik op, og ind kom som forventet en meget hidsigt udseendet Eleanor. "Godmorgen Harry!" Vrængede hun ironisk, da hun trådte ind. Hun kiggede koldt på mig, hvorefter hun gik over til Louis, der stadig lå i sengen. "Godmorgen Skat." Sagde hun og sendte ham et kærligt smil.

Han løftede armen, og kørte fingrene igennem hendes hår. Det var en helt naturlig bevægelse, men synet skar i mig, som synet af at se de to sammen, altid havde det med at gøre. Jeg skar ansigt, og vendte mig igen mod bunken af tøj, der lå i bunden af skabet.

"Finder du noget spændende derovre?" Spurgte Eleanor syrligt. Jeg vendte mig, for at svare hende igen, men synet der mødte mig der, stoppede mig lynhurtigt. 

Louis havde nu sat sig op, og sad med begge arme omkring Eleanor. Hun sad imellem hans ben, og han hvilede hovedet på hendes skulder. Hun lænede sig en smule tilbage, og plantede et kys på den kind der vendte imod hendes ansigt. 

Jeg skar højlydt tænder, og jeg kunne mærke den sårede mine fare ind over mit ansigt. Jeg fik dog hurtigt skiftet ud med min kølige fasade igen.

Ikke om hun skulle have den nydelse, at se min smerte over de to sammen. Aldrig.

"Nej, jeg er faktisk på vej ud herfra. Jeg kan nemlig godt forstå en hentydning!" Mumlede jeg tvært, og nåede lige præcist at se det sårede udtryk i Louis' øjne, der et kort øjeblik var ved at få mig til at skifte mening, og simpelthen bare gå hen til ham, og  tigge og bede ham om at smide Eleanor ud af vores liv igen. Men jeg nægtede at være så svag. Jeg kunne også spille det her spil. Det var en del af mit job.

 

                                                                             *****************************************

 

"Harry?" Lød en stemme, fra den anden side af døren.

Efter scenen på værelset i morges, havde jeg lukket mig inde på Liam og Nialls værelse. Jeg vidste udemærket godt, at det var en smule barnligt, men jeg havde virkelig brug for at tænke over tingene. Hvordan skulle jeg egentlig lige gribe det an? Jeg havde selv indvilliget i aftalen, men jeg havde ikke regnet med, at det ville blive så stort et problem. Jeg havde regnet med, at Eleanor kun skulle være så overbevisende, når andre var i nærheden, og ikke, når der kun var os drenge i nærheden. Jeg havde virkelig heller ikke regnet med, at hun ville udvikle følelser for Louis, men man skulle være idiot, for ikke at se hvordan hun var faldet i Louis-søen, med et ordentligt plask. Ikke at jeg ikke udemærket godt forstod hende, men altså alligevel? Det her var ikke en del af hendes kontrakt. Jeg kunne mærket hadet fylde mig. Hun gjorde så jeg blev skubbet længere og længere væk fra Louis, hvilket jo ikke ligefrem var meningen. 

"Harry? Det her er latterligt luk nu op!" Sagde stemmen igen. Liam. "Nej." Svarede jeg, og begravede hovedet i mine hænder. "Enten lukker du frivilligt op, eller også får jeg Eleanor til at lukke op!" Truede han. Jeg grinte let. "Ja gør du det." Sagde jeg, og trak på skulderen, selvom han ikke kunne se det. "Fint!" Sagde han. Jeg kunne høre hvordan han vredt trampede rundt, for at finde Eleanor, men jeg vidste at det var spildte kræfter. Hende og Louis var nemlig til et interview, i selvsamme øjeblik.

"ELEANOR?!" Råbte Liam. "De er her ikke." Mumlede jeg lavt, og trak min mobil frem.

2 beskeder. "Er du ok Haz?"      Stod der i den ene. Den var fra Louis. Den anden, var fra et ukendt nr. "Jeg vinder altid."  stod der i den. Jeg sukkede. Det skulle vi blive to om at bestemme. Jeg rejste mig fra sengen, og lod mobilen blive liggende på sengen.

"Liam?" Kaldte jeg, og åbnede døren. Jeg kunne høre løbende fødder styre lige imod værelset. "Harry?" Svarede han, og var nær ramlet ind i døren. Jeg åbnede den i sidste øjeblik, og han nærmest væltede ind. "Hvad så?" Spurgte han, og kiggede mig dybt i øjnene. "Liam vil du hjælpe mig?" Spurgte jeg roligt. "Med hvad?" Sagde han undrende. "Vil du hjælpe mig spurgte jeg om." Sagde jeg. "Ja Harry jeg vil altid hjælpe dig, men hvad er det du vil have mig til at gøre?" Spurgte han frustreret. "Vi skal vinde spillet." Sagde jeg.

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Uuuh hva? Hvad mon der sker nu? Ved godt det her kapitel hverken er specielt langt, eller specielt spændende, men jeg blev nødt til at stoppe det her. 

Håber i på at Harry får sin Louis tilbage, eller at det bliver Eleanor der løber af med "Sejeren"? Kom gerne med jeres mening! :)

 

- E xXxX

 

(OBS! KAPITLET er IKKE rettet igennem!)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...