Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
11913Visninger
AA

16. Opvågning

"Jeg tror han vågner!!" Sagde en stemme panisk. "Shh. Lad være med at stresse ham." Sagde en anden, og roligere stemme.  "Men! Oh shit! Han vågner sku! Hvad gør vi?! AARGH!" Råbte den første stemme panikslagen. "Slap AF Niall! Sæt dig ned!" Den anden stemme prøvede stadigvæk at berolige den første.

Jeg troede jeg måske var ved at få mere eller mindre styr på hvem det var, der sad ved siden af mig.

"Men skal jeg ikke hente en læge eller sådan noget?!" Sagde... Niall? "SÆT DIG NU BARE NED FORHELVEDE! DU ER STRESSENDE!" Råbte den anden. Jeg var rimelig sikker på at det var Liam, selvom jeg aldrig havde hørt ham så ophidset før.

Jeg havde ingen idé om hvor jeg var, eller hvad der var sket, men det lød til at jeg havde været væk i et stykke tid. Var jeg besvimet? Hvad havde vi nu lavet? Det var typisk drengene, at de ville prøve at gøre mig bange. Det havde de prøvet på siden den første gang vi så hinanden, og jeg var rimelig sikker på, at de endnu ikke var stoppet. Men man kunne vel aldrig vide? Måske var man heldig?

Minutterne sneglede sig afsted, mens jeg desperat prøvede at åbne mine øjne. Det var som om jeg ikke kunne mærke noget som helst. Som var jeg blevet bedøvet eller sådan noget. Jeg var stadig ikke hundrede procent sikker på hvor jeg var, eller hvem der var sammen med mig. Altså udover de to der var ved siden af mig, som jeg nu havde fundet ud af var Niall og Liam, præcist som jeg havde gættet på. Jeg kunne dog høre mindst et åndedrag mere i rummet, men det var et stykke væk fra der hvor jeg befandt mig. Jeg vidste ikke hvor Louis og Zayn var, men jeg ville ønske at de ville komme. Specielt Louis. Hvorfor var han her ikke?

"Problemer drenge?" Spurgte en ny tredje stemme. Det var tydeligvis en kvinde, men jeg var ikke sikker på om jeg kendte hende. "Han har været ved at vågne i to timer nu, men han har stadig ikke åbnet øjnene." Sagde Niall bekymret. "Bare rolig drenge. Giv ham tid, så skal det nok gå. Som sagt før, så har han været utrolig heldig - han kommer sig. Det ser dog en smule værrere ud med den anden dreng. Hvad var det han hed? Louis?" Sagde kvinden.

Da navnet Louis blev bragt på banen, spidsede jeg ørene. Var det også gået ud over ham? Jeg prøvede at huske på hvad der var sket, men det sidste jeg kunne huske var at jeg havde kysset med Louis, inden vi gik på scenen. Jeg var ikke sikker, men jeg troede måske også at jeg kyssede ham oppe på scenen. Men nej, det måtte være noget jeg forestillede mig, for vores forhold skulle jo forholdes hemmeligt. Eller hvad? Var det også blevet ændret? Jeg kunne absolut intet huske. Ikke efter min erindring om kysset, der helt sikkert foregik bag scenen.

Jeg gik ud fra at en af drengene ved min side, enten havde nikket bekræftende til hende, eller svaret hende uden at jeg havde hørt det, for pludselig fortsatte hun. "Nå ja men Louis, skal på operationsbordet i dag, for vi har en lille mistanke om, at der muligvis sidder stykker fra de bomber der sprang til koncerten, ind i sig." Fortsatte hun. Jeg kunne høre at hun hev et eller andet frem. Et stykke papir af en eller anden slags. Det var jeg da i hvertfald rimelig sikker på at det var. 

"Okay drenge. Her, her, her og her, var det han blev såret hårdest. Man har mistanke om, at der måske sidder noget i ham, her og her." Sagde hun, og jeg kunne høre hvordan hendes fingre prikkede på de steder Louis var kommet til skade. 

Jeg søgte. Søgte efter mine øjne. Jeg ville se. Jeg ville se min Louis. Jeg ville se ham, og se drengene stå omkring ham, og grine ad mig, fordi jeg virkelig troede på at der var sket noget med ham. Jeg måtte finde dem. Finde ham. Det kunne kun gå for langsomt. Jeg længdedes efter at kunne se, og jeg ville vide hvor han var kommet til skade. Hvis han da var, for jeg var stadig ikke overbevist.

"Så det vil sige, at han skal opereres i hovedet, og i ryggen?" Spurgte Niall forsigtigt. Jeg kunne tydeligt se ham for mit indre blik. Se hvordan hans egne ord fik ham til at krympe ham. "Ja desværre. Operationen er ikke helt lige så ufarlig, som den har været for de to andre. Hvis det her går galt, kan det betyde at han bliver lam resten af livet, eller værrere endnu, at han dør. Men det gør det selvfølgelig ikke. Vores læger her på stedet er yderst dygtige til deres arbejde. Han klarer sig." Sagde hun. "Håber jeg." Hviskede hun lavere, og jeg var rimelig sikker på, at jeg var den eneste af os der hørte det, for hun hviskede det ned i toppen af mit hovede, da hun bøjede sig ind over mig, for at tjekke et eller andet over mig. 

"Så der er en risiko for at han måske aldrig vil komme sig." Spurgte Liam følelselsløst. "Tjaaa. Altså der er jo selvfølgelig altid en risiko, uanset hvad man opererer for, men som sagt før, så er lægerne dygtige, og tager deres job meget alvorligt, så jeg kan ikke se hvorfor det ikke skulle gå." Sagde hun beroligende. "Men risikoen?" Blev Liam stædigt ved. "Den er der." Sagde Kvinden, denne gang ikke helt så overbevisende som tidligere. 

Okay så var det officielt. Jeg blev sindssyg. Hvis ikke jeg kunne komme hen til Louis med det samme, var det helt sikkert, at jeg ville gå amok. Men nej nej. Kvinden, der muligvis var læge, sprøjtede et eller andet ind i armen på mig, så jeg igen blev tynget langt, langt ned, et sted man ikke bare sådan kunne komme op fra igen. Men jeg ville ikke give op. Jeg ville ikke lade medicinen drukne mig igen. Jeg kæmpede og kæmpede, og pludselig kunne jeg mærke begge mine hænder igen. Jeg knyttede dem, og løsnede dem nogle gange, men de blev der. De blev hos mig, og jeg havde nu fuldt kontrol over dem. Jeg måtte koncentrere mig nu, og fokusere. Mit næste mål, i forhold til at få min krop vækket igen, var nemlig min mund. Jeg ville kunne tale. Jeg ville spørge dem hvor min Louis var. Og noget sagde mig, at jeg ikke havde lang tid til at gøre det i, før der igen ville blive sprøjtet ting og sager ind i mig.

"Han bevæger sig! Harry? Harry kan du høre mig?!" Spurgte Niall hektisk, og tog min hånd. "Hvis du kan høre mig, så klem min hånd!" Fortsatte han.

Okay helt ærligt hvad fanden havde han regnet med? Niks jeg kunne ikke se ham, så derfor kunne jeg ikke høre ham. Lalalalalalala jeg kan ikke høre dig Niall hvor er du? Omg. Jeg måtte hellere se at få kæmpet mig frem til overfladen, før jeg ville blive helt rablende sindssyg. Jeg klemte hans hånd, og et sejrshyl slap ud mellem Nialls læber. 

"Han lever!" Sagde han begejstret.

Igen: Hvad fanden havde du regnet med Niall? Nej-nej mit hjerte slår, jeg trækker vejret og jeg klemmer din hånd, men om jeg lever? Nej fandeme nej. Gard mand.

"Ja selvfølgelig gør han da det? Nu er du vidst en smule dum." Sagde Liam. 

Tak Liam. Lige mine ord. Sådan... Altså næsten ikke? U know what i'm talking about.

Tilbage til at være fokuseret Harry. Det var der vi kom fra. Jeg knyttede næverne, og forsøgte at føle mig frem til mine læber. Jeg lå helt stille, og hvis jeg havde kunnet, havde mine øjne sikkert været knebet sammen af koncentration. Lige dér ville det have været rart med en smule hjælp - for eksempel, ville et par læber der tilhørte en vis dreng, kaldet Louis, nok have hjulpet mig rimelig meget.

"Hvad tror du han laver?" Spurgte Niall undrende. "Jeg har ingen idé. Han ligner en der skal til at skide." Svarede Liam. Niall begyndte at grine hans om ikke andet, så en smule sjove grin. 

Jeg glemte alt om Liams kommentar, jeg overhørte den. Nialls grin, havde altid kunnet få mig til at grine - ikke kun hans grin selvfølgelig, også ham selv, og denne gang var ikke en undtagelse. 

"Nå det syntes du var sjovt hva´ Haz?" Spurgte Liam, og man kunne tydeligt høre på hans stemme, at også han var kommet i bedre humør. 

Selvom jeg kunne grine, havde jeg stadig ikke rigtigt fundet min mund. Jeg kunne stadig ikke tale. Det var frustrerende. Jeg fulgte lyden fra min latter, og bad til at den ikke ville forsvinde, da jeg jo så intet havde at følge mere. Og det ville ærlig talt ikke være specielt fedt. 

"Harry? Svar mig Harry." Sagde Kvinde-stemmen fra før. Jeg havde slet ikke hørt at hun var kommet ind igen. 

Du tror ikke jeg prøver eller hvad? 

"Hvordan fik i ham til at sige noget?" Spurgte hun, denne gang snakkede hun til de 2 drenge ved min side. "Ehm. Niall grinede, og så begyndte fåret også at grine?" Sagde Liam. "Kan i gøre det igen?" Spurgte hun. "Vi kan prøve?" Svarede Liam. 

Åh ja tak gør det! Så kan det måske være, at jeg kan få skuppet den skide medicin helt væk.

Og pludselig. Pludselig grinede jeg igen. Denne gang var jeg over latteren med det samme, og lynhurtigt styrede jeg den. Yes! Jeg fandt min tunge, og jeg var nu 100% herre over min krop igen. Okay jeg ved godt det lød en smule sært, at noget der var så svært, kunne gå så hurtigt, men det kunne det tydeligvis godt.

"Ikke.Mere.Medicin.Tak." Sagde jeg langsomt. Jeg åbnede forsigtigt mine øjne, og kiggede rundt i rummet, uden at dreje hovedet. På min højre side sad, helt som forventet Liam og Niall, og på min venstre, stod en dame med skarpt, kort, sort hår, og med store firkantede sorte briller, og stirrede ned på mig. Jeg lå i et hvidt rum, og jeg kunne lige skimte fire senge helt nede i den anden ende af rummet. To af dem var tomme, i den tredje lå der en dreng med sort hår, og en gylden glød i huden, den fjerde kunne jeg næsten ikke se, for den var omgivet af læger. En person rømmede sig - kvinden uden navn.

"Hvad?" Spurgte jeg. "Må jeg nu ikke tale mere eller hvad?" Spurgte jeg mistænksomt. "Joo. Altså det må du jo sådan set godt, men med den sprøjte jeg lige gav dig, burde det være rimelig umuligt for dig at gøre det. " Svarede hun skeptisk.

Jaja, men nu er jeg jo også supermand ikke? Suuuuper Harry! Jo det gik vidst an. SuperHarry til tjeneste! Gard jeg må skaffe mig et liv engang!

"Men det gjorde jeg." Sagde jeg. Pludselig kom jeg til at tænke på, hvem det sikkert var der lå nede i den anden ende af værelset. "Louis! Zayn!" Råbte jeg pludselig, svang benene ned fra sengen, og styrtede så ned mod den anden ende. Eller det vil jo så sige, indtil der ikke var mere snor, i alle de ledninger jeg var forbundet med. "PIS!" Mumlede jeg, og rev fortvivlet i alle ledningerne. "NEJ HARRY!" Råbte Liam, og løb hen til mig. Jeg rev en ledning ud, der sad ved brystet, og straks begyndte en lille fin bloddråbe sin tur nedover maven på mig. Hurtigt strømmede flere til den, og snart løb der en lille fin å af blod ned ad mig. Jeg rettede blikket op, så jeg ikke kunne se det, og fortsatte så ned imod Louis' seng. Jeg skuppede et par læger til side, og mødte så et skrækkeligt syn. 

Drengen foran mig skulle sikkert forestille Louis. Men det var tydeligt at se, at han ikke havde lang tid igen. "NEJ!" Skreg jeg, og styrtede baglæns, til jeg væltede ind i min seng igen. Så snart jeg havde lagt mig, blev en nål stukket ind i armen på mig, og jeg sank taknemmeligt ned i det mørke intet.

Ironisk nok, for det var jo lige præcist det jeg havde kæmpet så hårdt imod, for bare minutter siden. Fedt fedt!

"Louis...." Mumlede jeg, og så var jeg væk.

________________________________________________________________________________

Okaaay guys, I know that this chapter ikke var sååå godt/spændende, men noget måtte der jo ske ikke? :) Btw. Min fod er smadret, så der kommer sikkert et kapitel igen imorgen engang, og så må vi lige se derefter :) Jeg ved at jeg har sagt det før, men nu vil jeg altså gerne få skrevet lidt oftere. Kapitlet er ikke rettet sådan helt i bund, håber i overlever.

Overlever.. Hmm ja det er jo lige det der er spørgsmålet ikke venner? :)

- E xXx

Haha omg det blev langtrukken! xD Jer der rent faktisk læser det, fortjener en medalje! dx <3 Luuuv ya! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...