Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12053Visninger
AA

19. Only You

"Okay så du har tænkt dig at efterlade ham her, imens vi andre rejser rundt og spiller koncerter med det band han faktisk også er en del af?" Spurgte jeg mistroisk. "Lad nu være med at se sådan på det." Sukkede den mand der sad i hans pæne jakkesæt overfor mig, og som var helt utrolig tæt på at blive gennemtæsket.

Igen det der med at være voldig. Måske skulle jeg gå til psykolog med det. Hmm.

Nå men altså i den sidste time havde jeg siddet og diskuteret med denne nydelige (HOST HOST) herre, om det faktum at de ville efterlade MIN Louis her, imens JEG rejste rundt i resten af USA med drengene. Det var da godt at de selv troede på at det ville ske! Jeg nægtede at rejse væk uden ham. Det kunne de simpelthen ikke få mig til at gøre. Eller. Jo altså det KUNNE de vel godt, men jeg ville ikke lade dem gøre det. Denne gang ville jeg ikke give mig så let, for jeg ville slet ikke kunne koncentrere mig når jeg vidste at Louis lå på et hospital flere hundrede kilometer fra mig. Og det vidste hele vores manegement også godt, så jeg kunne ikke se problemet i det, hvis jeg skulle være helt ærlig.

"Nej jeg vil ikke, for jeg KAN ikke se det på andre måder. Udskyd koncerterne, eller få dem rykket tættere på. Jeg kan gå med til at vi kan spille koncerter i op til 3 timer herfra, men det er også det maksimale!" Sagde jeg stædigt. " Okay okay - vi kigger på det, du kan gå nu, og så tales vi ved engang i morgen."  Sagde han og gik med hastige skridt ud af døren. Noget sagde mig at han ikke brød sig specielt meget om mig. Ikke at det gjorde mig noget, men alligevel. 

"Hvad ville manden?" Spurgte Louis, senere den samme dag, da jeg havde sat mig i stolen ved siden af hans seng. "Nårhm han ville bare snakke med mig om koncerterne du ved." Svarede jeg undvigende. "Harry?" Sagde Louis med løftede øjenbryn. "Louis?" Sagde jeg drillende, og løftede også mine øjenbryn. "Der er ét eller andet du skjuler for mig." Sagde han skeptisk. 

Ups. Jeg havde endnu ikke helt vænnet mig til hvor skarp Louis igen var blevet. Bare i løbet af den sidste uge, var det gået helt enormt stærkt. Den ene dag kunne han næsten ikke røre sig ud af stedet af bare smerter, men så lige pludselig BANG så kunne han både gå omkring og det hele. Selvfølgelig ikke i særlig lang tid af gangen, og han blev da også stadigvæk hurtigt udmattet, men efter operationen, havde han fået det helt utrolig meget bedre. Lægerne havde sagt at hvis det hele blev ved med at gå så godt, kunne han blive udskrevet indenfor ganske kort tid. Men der manglede jo stadigvæk lige den allersidste operation. Den der skulle afgøre det hele. Det var alt eller intet vi snakkede her. Enten ville operationen gå helt utrolig godt, og man ville ikke kunne mærke på Louis at han nogensinde havde været syg, eller også ville det gå galt, og han ville for evigt have men´er. Men der var en overlevelsesprocent på 98% på operationen, så overleve det skulle han nu nok. Ellers ville jeg i hvert fald følge ham hurtigere end nogen kunne nå at bede mig lade være! Men det ville jeg ikke tænke på nu - for det ville ikke ske.

"Nej der er ikke. Kom! Vi skal jo ud at køre i dag!" Sagde jeg ivrigt og afledende. "Du skifter emne. Men okay så." Sagde han, og svang begge ben udover kanten på sengen. 

For første gang i snart en måned, fik Louis lov til at komme udenfor hospitalets døre, og jeg vidste hvor meget han havde set frem til denne dag. En hel dag bare Louis og jeg. Det kunne ikke blive andet end fantastisk dag.

Jeg havde dog fået meget strenge ordre på at Louis ikke måtte blive for udmattet, da det kunne forstyrre hans hjerne rigtig meget, og det kunne vi jo ikke have. Jeg havde planlagt hvad vi skulle, helt ned til mindste detalje, men da vi kun havde et bestemt antal timer til det, havde vi ikke tid til de store forsinkelser. Vi skulle ud at gå i Central Park, og senere skulle vi spise på en eller anden restaurent Liam havde anbefaldt mig. 

Louis kom i tøjet, og kort tid efter sad vi i en taxi på vej i parken. Vi havde begge caps og solbriller på, da vi lige præcist i dag, helst ikke ville genkendes. Vejret var også rigtig fint, så der var sikkert ikke nogle der lagde specielt meget mærke til det.

Ganske rigtigt, for da vi nåede parken, vandrede de fleste folk rundt i t-shirts og shorts, og langt over halvdelen havde solbriller og caps på. Vi blandede os hurtigt med mængden, der travede frem og tilbage i parken.

Så travlt havde Louis og jeg dog ikke. Vi gik lige så stille i et roligt tempo, hånd i hånd og snakkede bare en smule om fremtiden, som for første gang i lang tid, faktisk så lys ud.

Vi snakkede om hvad vi ville gøre, så snart vi fik en fridag sammen igen, når hele denne her katastrofale USA-tour langt om længe var overstået. Vi snakkede om hvor meget Louis savnede de andre drenge, og hvor meget han savnede at stå på scenen og synge med os. Jeg forstod ham godt, for det var det der var vores liv nu. Vores liv gik ud på at holde sammen i tykt og tyndt, og at synge. Synge for at synge - synge for at få ikke bare vores eget, men flere millioner menneskers hverdag til at blive bare en smule lysere. En lille smule bedre. Vi snakkede om alt, og vi snakkede om intet.

Da vi havde gået rundt i parken i et par timer, var der pludselig en lille flok piger der fik øje på os. Jaer okay det lyder måske ikke så vildt, men det var faktisk ret sjovt at se deres reaktioner. For de styrede direkte imod os, og som de stjerner vi jo var, gik vi ud fra at de havde genkendt os, og forberedte os på at  skrive autografer til dem, og få taget nogle billeder. Men sådan gik det ikke.

Da de kom hen til os, var der nemlig en af pigerne der råbte: "Haha prøv at se! De er homoer! Hvor er det dog klamt!!" De andre piger begyndte at grine, og de kom allesammen med nedlandende kommentare om os. 

Jeg vidste faktisk ikke lige hvad det var de havde gang i, men hold da op John kom frem i mig! (I ved? John? Den mega-ultra negative person der bor bagerst i mit hovede? Ja ham John) "Har i et problem?" Spurgte jeg i et roligt toneleje, og lod mit blik glide over pigerne. Og stoppede det så igen, da jeg kom til at se at mindst to af pigerne havde One Direction ting på sig. Den ene af dem havde et armbånd på, med vores hoveder, og den anden havde en t-shirt på hvorpå der stod Directioner forever. 

Hahahahahahaha hvor kunne jeg dog få noget sjovt ud af det her!

Jeg gjorde Louis opmærksom på det, og kort tid efter havde vi begge taget vores "forklædning" af. Og så skal jeg da lige love jer for at de piger fik lukket ædesspalterne igen! 

"I? Du? Og ham? I? OMG! DET ER HARRY STYLES OG LOUIS TOMLINSON!!!!" Skreg den ene af pigerne, og på næsten samme tid, blev alle 8 piger helt tomatrøde i hovederne. "I er jo ikke homoer! Oh shit! Det må i altså VIRKELIG undskylde!" Sagde pigen der havde råbt af os først.

"Jaa næste gang så overvej lige hvad i siger ikke piger? Og desuden er der INTET galt i at være homoseksuel er det forstået?" Spurgte jeg, og hævede stemmen en smule. "Jeg forventer at alle vores fans behandler ikke bare hinanden, men alle folk ordentligt! Uanset seksualitet og farve! Forstår i det?!" Spurgte jeg. "Rolig nu Hazz." Mumlede Louis ved min side, og som ved et trylleslag slappede jeg nu en smule af igen. 

"Selvfølgelig Harry! Det skal ALDRIG ske igen! Undskyld, undskyld, undskyld!" Sagde de, og skyndte sig så væk, stadig helt røde i hovedet allesammen. 

"Haha nogle tabere man!" Grinede Louis, så snart de var udenfor hørevidde. "Ja OM de var! Hahahaha!" Grinede jeg, og lænede mig ind imod Louis for at stjæle et kys. Jeg dækkede af gammel vane, en smule af for det, så andre folk bare ville tro at jeg hviskede ham noget i ørene. Hvilket jeg da også gjorde bagefter.

"Louis William Tomlinson. Du er absolut det bedste der er sket for mig nogensinde - jeg elsker dig så højt, og de sidste uger har været nogle af de værste i hele mit liv. At sidde og lege med tanken om, at dit liv pludselig kunne være væk, på færrere end to sekunder, var helt forfærdelig, og jeg er bare så glad for at du har det så godt som du har det. Det hele skal nok blive godt igen." Hviskede jeg.

"Selvfølgelig. Alting bliver godt igen, selvom det godt nok har været en smule svært at se det lyse i det hele, her for tiden." Svarede han, og så fortsatte vi hen imod en bænk, der var et stykke fra der hvor vi stod.

Klokken var efterhånden ved at blive mange, og solen begyndte langsomt sin nedstigning fra himlen. Det var et helt utroligt smukt syn. Louis og jeg sad stadig på bænken, og sad bare med hinanden i hånden, mens vi stirrede på himlen. 

Okay okay du må godt brække dig nu. Adder det lød godt nok pladderromantisk... Puuuha! Ej slå mig en eller anden! JEG ER IKKE PLADDERROMANTISK! Okay? Godt.

"Kom." Sagde jeg lavt, da solen var nået ned bag horisonten. "Hvad skal vi?" Spurgte han undrende, men rejste sig. "Ja altså jeg ved ikke med dig, men jeg er altså sulten. Vi skal have noget at spise nu." Sagde jeg med et smil, og førte ham ud af parken og ind i en taxi igen. 

Jeg forklarede manden hvor vi skulle hen, og kort tid efter var vi der. 

"Er det her vi skal spise?!" Spurgte Louis skeptisk. 

Okay det her havde jeg så helelr ikke regnet med. Den her restaurent var ENORMT fin, og sikkert også ENORMT dyr. Jeg håbede virkelig at maden smagte godt, for ellers skulle Liam komem til at betale for det her. På flere forskellige måder.

Den der psykolog burde jeg måske snart få ringet til....

"Ja det ser sådan ud." Svarede jeg, og gik hen til manden der straks fandt et bord til os. 

Okay Liam var tilgivet! Det her var uden tvivl det bedste sted jeg NOGENSINDE havde spist mad! Det var vidst meget heldigt at det ikke var Niall jeg havde taget med, for så var jeg da blevet fattig før vi overhovedet var nået til hovedretten. 

Da vi langt om længe havde spist, blev vi enige om at vi ville gå tilbage til hospitalet. Der var ikke så langt, og vejret var stadig rigtig fint, selvom mørket nu havde lagt sig over os. 

"Hvaa? Hvornår er det egentligt at du skal opereres?" Spurgte jeg lidt efter, da vi gik rundt i New Yorks gader. "De regner med at gøre det på onsdag. Så 3 dage til jeg bliver handicappet for evigt." Sagde han, og forsøgte at gøre lidt grin med det. 

Det var ikke på nogen som helst måde svært at se hvor bange han var. Jeg prøvede at berolige ham, men man kunne se at han var utrolig tæt på at bryde sammen. Jeg selv fik det også helt dårligt. Vi var nærmest som den ene og samme person engang imellem. Hans smerte gjorde også ondt på mig, og omvendt. 

Okay det der pladderromantiske igen, men det var altså ikke løgn!

Et stykke længere kom en stor flok unge piger svansende, og det var ikke svært at se hvor de var på vej hen. De skulle uden tvivl til fest, og de var helt sikkert også directioners. Hvordan jeg vidste det? Jo for da de så os gå dér sammen, gik de fuldstændigt amok, og kom løbende imod os, skrigende som jeg ved ikke hvad.

"Rolig nu piger!" Råbte jeg, da de kom styrtende. Jeg kunne mærke på louis at han slet ikke var klar til at være sammen med så mange mennesker på én enkelt gang endnu. Et kort øjeblik overvejede jeg vores flugtmuligheder, men det blev dog hurtigt droppet igen. Vi kunne umuligt slippe væk fra 25 skrigende piger, uden nogen ville ligge mærke til det, og joine dem. Og det havde jeg virkelig ikke lyst til. Derfor fik jeg Louis til at stå halvt bagved mig, så han ville få en smule mere ro end jeg. Troede jeg.

Da pigerne nåede frem til os, rev de i vores tøj, skreg os i ørerne, og ville allesammen have både billeder og autografer på samme tid. De spurgte også gentagende gange efter vores numre, og om hvilket hotel vi boede på. Jeg forsøgte at svare dem alle sammen, dog uden at røbe noget de for alt i verden ikke måtte vide. Jeg forsøgte virkelig også at få dem til at holde en smule afstand til Louis, men det gik ikke så godt. Til sidst havde pigerne omringet os, og da én af dem tog fat i Louis, ligesom de havde gjort utallige gange før, faldt han pludselig om, som en slap klud.

"FUCK!" Skreg pigen, der nu stod med en bevidstløs Louis i armene. "MARIKKA! HVAD HAR DU DOG GJORT?!!!!" Skreg en af de andre ind i hovedet på den "stakkels" tøs. 

Pludselig åbnede Louis øjnene igen. Men det var med det hvide udad. "HaRRY! Det gør ONDT!!!" Skreg han, og lige som han havde sagt det sidste ord, spændtes hans krop i en helt unaturlig stilling, han skreg, og kastede blod op udover det hele. "HVAD FANDEN VENTER I PÅ?!!! RING EFTER EN AMBULANCE!!!" Råbte jeg desperat, og styrtede hen til min stakkels Louis. 

Det hele var min skyld. Hvis ikke jeg havde taget ham med ud derfra. Hvis ikke jeg havde insisteret på at vi skulle gå tilbage til hospitalet, hvis ikke jeg elskede ham så højt, var det her aldrig sket. Synet der var foran mig var forfærdeligt, og jeg græd som jeg aldrig havde grædt før. Men jeg stolede stadigvæk på Liams ord. Han klarede sig, som han altid havde gjort. Det SKULLE han gøre! 

Pludselig vibrerede mobilen i min lomme. Det var Liam der ringede. "Hey Hazz er i snart hjemme?" Spurgte han forventningsfuldt. Jeg rystede bare på hovedet, og hikstede en enkelt gang. "Harry? Harry hvad sker der?!! Hvorfor græder du?! Hvor er Louis?!! Hvad er der sket?!!" Råbte han bekymret. "HARRY?!!" Skreg han. 

"Du der." Græd jeg, og pegede imod en pige, der så mere eller mindre rolig ud. Hun havde et overblik over situationen, og havde lige snakket med alarmcentralen. "Mig?" Spurgte hun. "Ja dig! Tal med Liam! Fortæl.. For... Lou..." Snøftede jeg. "Selvfølgelig Harry. Alt for jer." Svarede hun, tod imod telefonen, og fik hurtigt sat Liam ind i tingene. 

På jorden sad jeg med Louis´ hoved i mit skød, og græd mine øjne ud. Jeg var virkelig bange. Bange for at miste ham. Miste mig selv. Miste det hele, på én og samme tid.

Jeg var så forfærdelig bange, at jeg slet ikke lagde mærke til at ambulancen kom, og tog min Louis fra mig. Jeg selv blev også sat ind i ambulancen, selvom jeg intet fejlede, udover at mit hjerte var sprunget i tusinde stykker. Ikke knækket, men sprunget. "Ha...Ha..Hazzz?" Hvæsede Louis hæst. "Jeg... Je... J.." Hviskede jeg, men kunne ikke fuldende sætningen. "Han er lige her Louis. Du skal ikke være bange."

Han åbnede øjnene, og et kort øjeblik kørte de rundt i ambulancen, indtil de fandt mine. "Hvad gør i med ham nu Miss?" Hikstede jeg. "Vi kører ham ind på hospitalet, og så bliver han opereret for den ting der sidder i hans hovede. Vi er bange for at den har rykket sig for meget." Svarede hun, og kiggede nervøst på mig, for at være sikker på at jeg ikke fik et anfald af en eller anden slags. Hvilket jeg gjorde. Jeg havde det som om min verden brød sammen, og jeg stortudede resten af vejen ind til hospitalet.

Louis blev rullet ind igennem dørene, og læger og sygeplejersker stormede ud for at tage imod ham. "Hvad er overlevelses procenten doktor?" Spurgte en lyshåret sygeplejerske. "Jeg ved det ikke, men som det ser ud nu, er den meget lav. Det ville være et mirakel hvis han overlevede - men det ville jeg nu ikke satse mine penge på hvsi jeg var dig." Svarede han.

Det var sikkert ikke meningen at jeg skulle have hørt det - det var jeg sikker på, men det gjorde jeg altså, og da doktoren havde talt ud, stivnede min krop. Jeg kunne ikke røre mig. Kunne ikke græde, kunne ikke grine Jeg kunne intet gøre, andet end at stå her, midt på en kæmpe parkeringsplads, og føle hele min verden blive smadret. 

Jeg kiggede over på bårren, hvor min bedste ven. Min kæreste. Mit et og alt. Noget af det eneste der nogensinde havde haft en så stor betydning for mig. Nu var ved at blive båret ind på hospitalet. Louis var ikke bare min kæreste. Louis var min verden. Louis var en del af mig, og jeg behøvede ham for at overleve. Jeg kiggede på hans smukke karamelfarvede hår, og på hans lukkede øjenlåg. Han åbnede dem pludselig og så sig forvirret omkring. Han kaldte på mig. Råbte mit navn. Jeg svarede ham, og lige inden han kom indenfor dørene, kunne jeg se han hviske: "Harry. Jeg elsker dig." Det var det der gav udfaldet. Jeg vendte mig om og løb. Løb som jeg aldrig har gjort det før, med tårene sprøjtende ud af øjnene på mig. Jeg skulle væk. Væk fra det der meget vel kunne være min Louis´ dødsleje. 

Det der havde startet som en helt igennem perfekt dag, var nu endt som mit værste mareridt, og der var kun én enkelt udvej. En enkelt måde at slippe væk fra min smerte. Og jeg vidste hvem der skulle hjælpe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...