Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12261Visninger
AA

17. Lad os starte forfra

De næste par uger var utroligt lange. Louis var blevet opereret 2 gange i løbet af de to uger, og jeg selv havde fået ordre på at blive liggende i sengen. Indtil den længe ventede dag kom, hvor jeg skulle udskrives.

Jeg blev vækket tidligt om morgenen, af en utroligt ivrig Niall, der kom springende ind på stuen, som den mest lalleglade kanin der endnu var blevet set. Det var faktisk rimeligt sjovt at se på, men jeg vidste godt hvad han ville sige.

"HARRYYYY!!!" Råbte han. "DU SKAL OOOP! Du bliver løsladt i dag!" 

Yep, præcist som jeg havde forudset. Eller noget i den stil altså. 

"Ja jeg gør, men hvad med Louis? Hvornår bliver han udskrevet?" Spurgte jeg. "Ingen anelse, kom nu!" Sagde han, og var allerede gået i gang med at pakke alle mine ting ned.

Og der var faktisk riiimelig mange, eftersom nogle fans havde fundet ud af hvilket hospital vi lå på. Det var virkelig træls, for altså? Vi var syge, så vi orkede faktisk ikke alt det der skrigeri. Det var dog ikke alle der havde skreget, og dem der havde, var blevet smidt ud med det samme. Kun enkelte piger havde fået lov at komme herind, siden den første dag, hvor hospitalet nærmest var blevet væltet pga. alle de fans der var strømmet til. Og dem der så havde fået lov, var primært folk der også var indlagt. Det var noget med, at det kunne få dem til at se positivt på det, altså så de se at også os "kendte" folk kunne blive syge.

Syge. Var vi overhovedet det? Vi var vel nærmere skadede, på grund af en eller anden sindssyg person, der havde sprængt det stadion vi havde spillet på, i stykker. De skulle efter sigende have fundet den person der havde gjort det, men det eneste vi havde fået at vide omkring det, var at det var en vi kendte i forvejen.

" Så går jeg ikke, før nogen har fundet ud af det." Sagde jeg stædigt. "Hold nu op Harry, og kom med i stedet. Vi kan spørge en læge på vejen ud. Zayn og Liam venter jo nede i bilen." Sagde han træt. "I bilen? Niall lyt lige godt efter en gang. Lyder det som om de er nede i bilen?" Spurgte jeg. "Nej du har sikkert ret, men så er de vel inde og besøge nogle folk. Der er en lille pige nede på børneafdelingen, Zayn har et godt øje til - altså ikke på DEN måde vel, men han føler virkelig med hende. Cat bliver hun kaldt." Fortalte han. "Hvad fejler hun?" Spurgte jeg, og havde lagt mine tanker om Louis om bagerst i hovedet. "Det. Det ved ingen." Sagde han. "Hun var med den aften - til koncerten. Hun har sagt, at hun snakkede med ehm. Med Eleanor. Og at Eleanor havde givet hende et eller andet. Det var omkring et kvarter før bomberne sprang." Sagde han, og kiggede ned i gulvet. 

Pludselig slog en tanke ned i mig. En tanke jeg aldrig havde troet at jeg skulle få, for ja det kunne godt være at Eleanor ikke var den sødeste person jeg havde mødt, men at det ligefrem skulle være hende der havde bombet os. Hmm. Jeg var ikke helt sikker på, om jeg ville tro på det, men et eller andet inden i mig sagde at jeg skulle. At jeg skulle tro på at det var sandt. 

"Niall?" Spurgte jeg. "Jaer?" Svarede han og kiggede over på mig. "Hvornår har du sidst set Eleanor?" Spurgte jeg, og kiggede nøje på hans ansigtsudtryk, der stivnede et kort øjeblik, hvorefter en rolig facade lagde sig over. "Nårh ehm hende så jeg da her til morgen. Hvorfor?" Svarede han, og det var meget tydeligt at han løj. "Hvor har du været her til morgen Niall?" Sagde jeg. "Bare derhjemme hvorfor?" Svarede han, og undgik al form for øjenkontakt. 

Jeg vidste da ellers ikke at du var blevet anholdt for noget Nialler. Selvom jeg... Nej det var nok lidt for ondt. Selv at tænke. Niall var en sød dreng. For det meste. OKAY HOLD SÅ!

Er det kun mig der har den der lille negative person, helt omme bagerst i hjenen? Nej vel? Det tænkte jeg nok. Min hedder John. Han er ikke rar. Hold dig hellere fra ham! Okay jeg skal nok styre min syge hjerne nu.

"Okay, men har du hendes nummer?" Spurgte jeg, med et ligegyldigt træk på skulderen. "Øøh ja her?" Svarede han, og gav mig nummeret, på den person jeg nok afskyede mest på denne jord. Næst-efter John, men han tæller ikke.

Jeg tastede nummeret ind, og trykkede så på "ring op knappen". 

"Hallo?" Svarede stemmen i den anden ende. "Hvem snakker jeg med?" Spurgte hun. "Harry." Svarede jeg langsomt men tydeligt. Pludselig ændrede stemmen toneleje, fra den før halv-venlige tone, til den nu ekstremt afvisende og kølige tone. "Hvad vil du misfoster?" Hvæsede hun. "Det tror jeg godt at du ved pus." Svarede jeg hende, og forsøgte at holde den rolige tone, når nu hun ikke kunne. "Hvad taler du om?" Spurgte hun. "Spil nu ikke dum girl! Jeg VED hvad du har gjort!" Svarede jeg. Der blev stille i den anden ende, og et øjeblik troede jeg at hun havde lagt på. "Fint. Mød mig ved tøjbutikken der ligger lige overfor hospitalet, omkring klokken 15 så kan vi snakke." Sagde hun, og lagde på.

Så langt så godt.

                                                                         ***

Timerne sneglede sig afsted, som gjorde de det bare for at irritere mig, (hvilket jeg faktisk havde en mistanke om at de gjorde) men til sidst var klokken blevet halv tre, og jeg skulle ud af døren. For at være ærlig, var jeg faktisk ikke helt sikker på, om hun overhovedet ville dukke op, men den tanke blev dog hurtigt slået ud af mit hoved igen. Meget kunne man sige om hende, men hun holdt hvad hun lovede. Eller altså... Det kunne jeg selvfølgelig ikke være hundrede procent sikker på, men hun PLEJEDE i hvertfald at holde hvad hun lovede. Mere end man kunne sige om mig. 

Jeg rundede hjørnet på hospitalet, og kunne nu se tøjbutikken et stykke længere fremme. Her var ikke så mange mennesker, og vejret var alt andet end godt, alligevel rendte jeg rundt med solbriller på. Det så måske ikke skide smart ud, men jeg orkede altså ikke rigtigt at blive genkendt lige nu. 

Jeg kom hen til butikken, og fik kort tid efter, øje på Eleanor, der ligesom mig også bar solbriller i dag. Hun havde vidst også fået øje på mig, for hun gjorde tegn til at jeg skulle følge efter hende. Hvilket jeg så gjorde. 

Hun førte mig hen ad gaden, drejede så pludselig ned ad en sidegade, og pludselig stod vi ude midt på en stor plads. Jeg regnede med at hun ville stoppe der, men næh-nej. Vi krydsede pladsen, og hun gik nu målrettet efter en restaurant. Vi nåede derhen, og hun førte mig hen til et bord.

"Nå hvad vil du så Harry?" Spurgte hun, og så alvorligt på mig ud gennem sine solbriller. "Jeg vil bare gerne spørge dig om nogle ting. Få den her historie helt på plads." Svarede jeg, og vinkede en tjener hen, så hun kunne tage imod vores bestillinger. Hun kiggede lidt underligt på mig, sikkert fordi jeg sad med solbriller på, og hætten på min trøje oppe, selvom vi sad indenfor. Men jeg turde ikke andet lige nu. Jeg ville gerne kunne komme hurtigt herfra, hvis det blev nødvendigt. Jaja jeg var måske en lille smule paranoid, men altså alligevel!

"Så spørg løs." Sagde hun og lænede sig tilbage i sædet. 

Jeg overvejede hurtigt hvad jeg skulle sige, og svarede hende så.

"Hvor var du den aften det eksploderede, og hvad lavede du?" Spurgte jeg, og holdt øje med hendes reaktion. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig overhovedet ikke. "Det ved du vel lige så godt som jeg gør." Svarede hun, og holdt blikket fastlåst på bordet foran os. "Så du vil ikke engang PRØVE at lyve? Du indrømmer bare at det var dig der gjorde det?!" Spurgte jeg vantro. "Harry." Hviskede hun. "Det var et uheld. Ikke engang i mine ondeste drømme, kunne jeg have tænkt at... At... At det nær havde slået jer ihjel! Jeg.. Jeg.. Det.. Og... Harry. Da du kyssede Louis, blev jeg bare så jaloux. Så sur. Så FORVIRRET! Det var slet ikke meningen at jeg ville have gjort noget, mens der stadig var folk derinde, og slet ikke imens I var derinde!Men altså helt ærligt! Jeg skal jo forestille at være hans kæreste for pokker! Vi KYSSER Harry! Vi prøver at få det til at virke så ægte som muligt. Jeg troede ikke at jeg havde nogle følelser indblandet overhovedet. Indtil det tidspunkt du kyssede ham. Jeg blev så indædt at jeg ved et UHELD kom til at trykke på knappen, og før jeg kunne nå at advare nogen, var det forsent, og alting eksploderede. Alting stod i flammer. Jeg gik i panik, og løb så hurtigt jeg kunne, væk derfra. Det virkede ikke mistænkeligt, for bag mig kom hundrede vis af andre piger styrtende." Sagde hun, og lød pludselig svag. Som et offer. Hun var på randen af gråd, det var tydeligt. Jeg var meget tæt på at have ondt af hende, men kom så til at tænke på hvad hun havde sagt. 

"Vi prøver at få det til at virke så ægte som muligt. Jeg troede ikke at jeg havde nogle følelser indblandet overhovedet. Indtil du kyssede ham." 

Hun. Hun var forelsket i Louis. I MIN LOUIS!

"Eleanor. Folk DØDE! Vi kunne ALLESAMMEN have været DØDE!" Sagde jeg hårdt, og tonen var steget en smule. En eller anden havde skruet op for mig. "Åh Harry jeg VED det! Men hvad skulle jeg have gjort? Da jeg havde trykket på knappen altså. Det var for sent. Jeg blev NØDT til at løbe ud, hvis ikke jeg også skulle have været dræbt." Sagde hun, og en enkelt tåre begyndte at løbe ned ad hendes kind. "Måske var det slet ikke meningen at du skulle have været ude." Hviskede jeg, i en blidere tone, og søgte hendes øjne. "Jeg ville ønske jeg kunne gå tilbage i tiden Harry. Det ville jeg virkelig. Jeg ville gå tilbage, og sørge for, at jeg ikke tog imod det væddemål fra min veninde. At jeg aldrig var kommet ind i jeres liv. I hvertfald ikke på denne her måde. Du skal vide, at jeg faktisk virkelig godt kan lide dig. Hvis bare jeg kunne, ville jeg starte på en frisk med dig. Med jer alle." Sagde hun, og den næste tåre begyndte sin tur ned ad kinden på hende, i samme spor som den første.

Åh mor. Hvorfor lærte du mig dog også at behandle piger med så stor respekt. "Altid føj dem min skat! Det kommer du længst med!" Havde hun forklaret mig, siden jeg var helt lille. Det var så det der fik mig til at gå hen til Eleanor, og ligge begge mine arme om hende. Uanset hvor meget jeg ikke havde kunnet lide hende, kunne jeg ikke fordrage at se hende græde. Jeg kunne simpelthen ikke bære det. 

"Jeg kan gå med til at starte på en frisk på én betingelse." Sagde jeg og kiggede bestemt på hende. "Hvad som helst." Hviskede hun. 

"Du skal aldrig nogensinde skade mig eller mine venner igen." Sagde jeg. 

"Aldrig nogensinde skal det ske igen! Det LOVER jeg!" 

________________________________________________________________________________

SÅ kom der nyt kapitel venner! Hope you like it!

Nå men altså. Jeg er VIRKELIG glad for, at der er nogen der rent faktisk læser det jeg skriver! Og efter min målestok, synes jeg altså at der er forholdsvis mange der har læst denne historie indtil videre! Bliv gerne ved med det! :)

Jeg tænkte på, om ikke i også ville kigge forbi min anden 1D historie: Dream high, fall long? Starten er måske en smule forvirrende, men det var den første movella jeg skrev, og jeg håber på at jeg meget snart kan få den redigeret en smule :)

Ellers så kom gerne med ris/ros! :)

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...