Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12114Visninger
AA

20. kapløb mod tiden

Jeg løb i blinde. Jeg håbede på, og regnede med, at mine ben ville føre mig derhen. Hen til den person der skulle hjælpe mig ud af min smerte. Få det hele til at stoppe.

Snart. Snart ville der ikke være mere smerte. Ikke flere der talte nedladende til mig, fordi jeg måske var til mit eget køn. Ikke flere skringende piger, der på den ene side reddede og på den anden side ødelagde mit liv, mere end det var nødvendigt. Snart.

Jeg spurtede igennem New Yorks gader, og havde kun en enkelt bygning i mine tanker. Jeg skulle hen til hotellet, og jeg skulle derhen nu. Det kunne kun gå for langsomt - og det gjorde det også. Det gik alt for langsomt, men jeg kunne ikke stoppe. Ikke engang for at få fat i en taxa. Ikke endnu. Heller ikke selvom mine lunger skreg efter luft, og mit hjerte truede med at springe igennem mit bryst, kunne jeg ikke stoppe. Ikke engang det at sagtne farten var jeg i stand til.

Folk kiggede underligt efter mig - som tænkte de: Hvad havde den galning der gang i? Hvorfor fanden løber han sådan omkring klokken halv 1 om natten? Han måtte da vidst være på stoffer!

Og det var jeg måske også - men ikke de stoffer de regnede med at jeg var på. De eneste stoffer jeg var på lige nu, var adrenalinen, og frygten for at miste. Men det var skam også mere end rigeligt.

Jeg løb uden at kigge mig tilbage, imens jeg prøvede at slette de forfærdelige sidste billeder jeg havde i hovedet af Louis. Jeg var villig til at gøre alt for at få det til at stoppe. Alt siger jeg dig. Men det virkede umuligt. Billederne havde ætset sig fast på min indvendige skærm, og imens jeg ihærdigt prøvede at fjerne det ene, dukkede et nyt op. 

Denne gang var jeg sikker. Sikker på at han ikke ville klare det. Jeg havde kunnet se det, da han sagde: jeg elsker dig. Jeg havde helt tydeligt kunnet se på ham, at han heller ikke selv forventede at klare den. Han havde givet op på forhånd. Mit værste mareridt, var nu blevet virkeligt. De sidste måneder, havde alle føltes som var det mit værste mareridt, der udspillede sig lige foran øjnene på mig. 

Min mobil ringede. Igen. Jeg ignorerede det. Igen. Jeg var rimelig sikker på, at det enten var en af drengene der ringede for at sige at det hele nok skulle gå, og at jeg ikke måtte gøre noget overilet. Eller også var det hospitalet der ringede for at sige, at Louis ikke havde klaret den, og at jeg nu aldrig ville få hans kønne ansigt at se igen. Begge ting ville være helt forfærdelige, og jeg ville ikke kunne kapere noget af det pt. Jeg var rimelig sikker på, at hvis jeg stoppede op for at tage min telefon, ville mine ben falde sammen under mig, og jeg ville ikke være i stand til at rejse mig igen.

Lidt længere fremme lyste et stort skilt hele vejen op. Det var det jeg styrede imod. Det opslugte mine tanker fuldstændigt, det var det der styrede mig. Jeg kunne efterhånden intet se, på grund af tårene der væltede frem i mine øjne, og drev ned af mit ansigt. Jeg krydsede hurtigt vejen uden at kigge mig for - jeg var rent ud sagt pisse ligeglad med om jeg blev kørt ned lige der, da det kun ville forsinke mig en smule. Jeg klarede mig dog over uden de største problemer, og styrtede så ind på hotellet.

"Eleanor Calder!" Gispede jeg desperat. "Ja min herre - denne vej." Sagde hotel-manden forskrækket. "Bare fortæl mig hvilket nummer hun bor i!" Sagde jeg hårdt. "Som de ønsker hr. Frøken Eleanor Calder bor i værelse nummer et hundrede og tretten. Dette ligger på anden sal, højre side af gangen." Svarede han mig og bukkede.

Havde situation ikke lige været så alvorlig som den var, havde jeg sikkert brækket mig over hans sleske attitude, og derefter bare grint af ham, og lært ham at tale normalt. 

Dette havde jeg dog ikke tid til lige nu, så jeg gav bare et fnys fra mig, og styrtede så op af trapperne. Det ville have taget for lang tid at tage elevatoren, så derfor sprang jeg op af trapperne. Smerterne i min krop var så store, at jeg var bange for at jeg snart ville gå helt fra hinanden. Jeg kunne mærke at jeg snart ville bryde helt sammen. Derfor kæmpede jeg mig resten af vejen op til anden sal.

Da jeg endelig stod foran gangen, kunne jeg mærke det hele svimle for mit blik. Men jeg nægtede at stoppe endnu. Jeg kastede mig frem, og spurtede ned ad gangen. Mit blik fløj henover numrene der hang over dørene. 109... 111... 113! Jeg bremsede hårdt op, og hamrede så på døren. "To sekunder!" Råbte Eleanor derinde fra. "Eleanor! Det er mig! Harry! Luk op! NU!" Råbte jeg grådkvalt og hamrede igen på døren. "Harry?! Hvad sker der?!!" Råbte hun, og løb tydeligvis hen til døren, der to sekunder efter blev flået op. Jeg væltede ind, og idet jeg var indenfor døren, knækkede mine ben sammen under mig, og det hele blev for meget. Jeg brød helt sammen, og det virkede ikke som om det ville tage en ende nogensinde igen. Jeg græd, hikstede og gispede så hæftigt på grund af den iltmangel jeg stadig havde efter løbeturen herhen.

"Harry hvad SKER der?!" Sagde hun bekymret, og kiggede skræmt på mig. "Det..Han.. Og så... Og... Det... Louis!" Sagde jeg usammenhængende, imellem mine hulk. "Okay det der forstod jeg så ikke en skid af. Prøv lige en gang mere søde!" Sagde hun, og strøg mig blidt over armen, hvilket bare fik mig til at tude endnu mere end jeg gjorde i forvejen - og det var faktisk riimelig godt klaret af hende må jeg sige.

"Louis... Hospitalet... Min skyld.... Dør... Hjælp mig!" Stødte jeg ud imellem mine tænder, i små stød. "HVAD?! Harry giv mig lige din mobil!" Sagde hun bestemt, men kunne så vidst godt se på mig at jeg ikke rigtig var i stand til at så meget som at række en hånd ned til min lomme, derfor gjorde hun det selv. "Hvem... Hvem... Ringer.... Til?" Mumlede jeg. "Jeg ringer efter de andre drenge, og du går ind og ligger dig i sofaen lige nu mester!" Sagde hun så bestemt, at jeg ikke turde sige hende imod.

Det var dog en smule svært, eftersom jeg stadig var helt ude af stand til at flytte mig den mindste millimeter. Min krop lå låst fast i fosterstilling midt i entréen, og tømte min krop helt for vand. Mine tanker fór ind og ud imellem hinanden, og jeg kunne hverken finde hovede eller hale i nogle af dem. Det eneste der stadig stod uhyggeligt klart for mig, var billederne af Louis. Ikke MIN Louis - den friske, søde, fantastiske og smukke Louis. Nej de billeder der var ætset fast på min nethinde var billederne af DEN Louis. Den Louis, der måtte gå igennem så megen smerte, for udelukkende at komme ind i endnu mere smerte. Det var billederne af Louis de sidste minutter dengang - dér på scenen hvor det hele gik op i flammer, og så Louis for bare et par timer siden. Da han lå bevidstløs i først pigens og derefter mine egne arme. Jeg vred mig på gulvet, med hænderne plantet i mit hår, jeg anede ikke hvad jeg havde gang i, men jeg kunne ikke holde min indre smerte ud. Nej jeg havde ingen FYSISK smerte, men jeg havde meget store psykiske smerter. "El..El...Hj..Hjæ..Hjææ..Hulk... Mig! Ff..få...Det til at STOPPE!!!!!" Råbte jeg og kiggede bedende op på hende. "Harry. Skat. Træk vejret, de andre drenge kommer om lidt. Eller. Niall og Liam gør. Zayn bliver hos.. Hos.. Ja.. Du ved." Svarede hun, og lagde en hånd på min skulder.

Omkring 10 minutter efter, gik døren bag mig igen op. Jeg kunne høre på stemmerne at det var Liam og Niall. Det lettede ligesom en smule i mit bryst at have den hos mig, men da de kom til syne ved min side, brød det hele sammen igen. De gav mig flere billeder i mit allerede overfyldte hovede. De gav mig billederne af Louis fra før alt gik galt. Fra dengang vi måtte være sammen i smug, og altid skjult. Vi kunne ikke bare gøre som det passede os, ikke at lige netop den ting havde ændret sig så meget lige pt, men det var fra tiden før. Dengang vi var lykkelige sammen. Dengang vi var sammen så ofte vi kunne. Før rygterne om "Larry Stylinson" startede. Dengang det så ud somom vi ville få en fremtid sammen, hvis bare vi ventede i lang nok tid. Dette var ligesom en smule svært lige nu, og sandsynligheden for at det nogensinde ville ske var utrolig lille.

"Vi må have ham ind i sofaen. Niall hjælp mig lige her." Mumlede Liam lavt. Han tog fat om min overkrop, og en eller anden - Niall vil jeg skyde på - tog fat om mine ben, og kort tid efter befandt jeg mig i en blød sofa. "Harry. Fortæl os hvad der skete." Sagde Liam alvorligt. Og så kastede jeg mig ud i forklaringen om hvorfor Louis lige nu lå på operationsbordet, og jeg lå her på en sofa hos Eleanor, dog blandet med en hel del snøften, hulken og hiksten. De fattede sikkert ikke halvdelen af det, men jeg havde da prøvet.

"Og derfor." Sagde jeg. "Skal jeg følge ham væk fra denne planet." Fortsatte jeg, og straks blev alle og alt omkring mig bomstille. 

________________________________________________________________________________

okaaay, det var så endnu et rimelig langtrukkent kapitel, men hvad synes i? Hvad er jeres tanker? Ej okay det lød psykolog agtigt, men i think you might know what i mean...... Tror i Louis overlever? Eller Harry? Happy ending? :) 

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...