Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12047Visninger
AA

12. Hårde forhandlinger

"Ikke her." Sagde jeg, og prøvede på at berolige mig selv en smule. Nu havde vi Simons opmærksomhed. Det var nu eller aldrig, hvis det på nogen måde skulle lykkes os, på den ene eller den anden måde, at komme til at være sammen. Og jeg var rimelig sikker på, at Simon reagerede bedst, hvis man ikke skreg ham op i hovedet. Jeg tog et par dybe indåndinger. "Kan vi gå ind på dit kontor?" Spurgte jeg, nu helt rolig. "Selvfølgelig." Svarede han, vendte sig og begyndte at gå. "Kom." Hviskede jeg lavt til Louis, der stirrede forfærdet på et sted på min arm. Han rystede på hovedet uden at flytte blikket, og havde et skræmt udtryk i øjnene. "Ha.. Ha... Harry din.. arm!" Sagde han forfærdet, og først der gik det op for mig, at jeg havde en skarp smerte i min arm, et sted et par centimeter ovenover min albue. Jeg kiggede derned, og så til min store overraskelse, et sår der gik fra min albue, og op til skulderen. Rundt omkring i  såret, blinkede det på en underlig måde - glasskår. "Pis." Mumlede jeg, og flåede ærmet af min trøje, og bandt det så stramt omkring såret. "Det skal gå hurtigt det her Harry." Sagde Louis og kiggede bekymret på forbindingen, der allerede nu var helt rød af blodet der sev ud af armen. "Ja ja jeg skal nok skynde mig - kom så." Sagde jeg, og hev ham med forbi Fido, og ud af døren.

Jeg hørte en skramlen derinde, og da jeg vendte mig for at se hvad det var der larmede, så jeg til min store skræk, at det var Kvinden og Fido der fulgte efter. "I bliver lige der! Jeg har ikke brug for flere problemer end højest nødvendigt! Og Kom nu drenge." Sagde Simon, stadig med ryggen til. Han var henne ved kontoret, og havde nu åbnet døren for os. Kvinden kiggede fornærmet efter os, og jeg kunne ikke dy mig for, at sende hende et stort og selvtilfredst smil - så det gjorde jeg. Hun sendte mig tilgengæld et iskoldt blik, og en lyd der lød som noget imellem et grynt og et grin, slap ud mellem mine læber. Louis kiggede på mig som om jeg var sindssyg, og løftede et øjenbryn. Jeg vinkede afværgende med hånden, og fortsatte ind på Simons kontor. Jeg lod blikket vandre rundt langs væggen, og snart faldt mit blik, på en skikkelse, der sad helt klinet op ad den. Det var Eleanor. 

"Sid ned drenge." Sagde Simon, og jeg satte mig lydigt. Jeg kunne dog ikke løsrive mit blik fra den helt tydeligt skræmte pige, henne i hjørnet. "Hvor lang tid har du holdt hende fanget sådan der?" Spurgte jeg, og kiggede hurtigt på Simon, for derefter at vende blikket tilbage på pigen igen. "Et stykke tid. Så kom nu igang drenge. Tiden er knap ved i jo nok." Sagde han, og straks begyndte jeg at fortælle ham om alt det der var sket på det seneste. Jeg sprang et par detaljer over, og sagde at det var mig selv der var kommet på planen, for ikke at sætte Liam, Zayn og Niall i et dårligt lys. Simon nikkede eftertænksomt nu og da, og kom engang imellem med små spørgsmål, jeg hurtigt svarede på. "Og hvad så nu?" Spurgte han tålmodigt. "Ja hvad så nu? Vi kan ikke bare lade være med at være forelskede, og uanset hvad du har tænkt dig at gøre, kan du ikke skille os ad for evigt!" Sagde jeg ophidset. "Rolig nu. Har jeg nogensinde sagt at jeg vil holde jer adskildt?" Spurgte han, og begyndte at gå rundt omkring os, mens han studerede os, som var vi en hest han havde kig på, på et marked. Spørgsmålet var ment retorisk, men alligevel svarede jeg. "Det ved jeg ikke." sagde jeg. " Nå men det kan jeg så fortælle dig at jeg ikke har. Men et eller andet bliver vi nødt til at gøre ved det her drenge. Kan i ikke godt selv se det?" Spurgte han og pådrog sig en "sørgmodig" mine. Jeg blev straks både vagt- og mistænksom. Hvor ville han hen med det her? "Det ville jo være en skam, at opløse jer allerede, men på den anden side er jeg overbevist om, at i alle nok ville kunne klare jer som soloartister." Sagde han tankefuldt. "En skam." Gentog han. "Men dog ikke umuligt - husk altid det! Jeg har magten til at gøre præcist hvad jeg har lyst til, og vil jeg have jer splittet ad, vil det kun tage mig få minutter at få det gjort!" Sagde han, og kiggede skiftevis mig og Louis i øjnene. Jeg gjorde mig hård, og stirrede ham lige i øjnene igen. "Ja." Sagde jeg roligt. "Men det ville du aldrig gøre, for det ville skabe store problemer for dig." Fortsatte jeg, i samme rolige tonefald. "Som hvad? At der pludselig var for meget One Direction merchandise som jeg ikke kunne komme af med? Jeg tror nu nok jeg ville klare mig, men som sagt ville det være en skam at gøre det, så jeg må hellere lade være. Desuden ville det ikke hjælpe os, med det problem vi står med lige nu." Svarede han sit eget spørgsmål. "Problem!" Fnyste jeg. Simon ignorerede min spydige kommentar, og fortsatte ned imod Eleanor. "Hvad siger du min pige? Hvad synes du vi skal gøre med dem?" Spurgte han venligt. Lige nu var han meget farlig. Han var altid mest farlig at være sammen med, når han var venlig.

Han mindede mig om en løve på jagt lige nu - Simon altså. Den måde hvorpå han langsomt gik rundt om Louis og jeg, med et afmålt blik, og nu den måde han stod overfor pigen på. Han ventede på at angribe. Løven ville altid dræbe gazellen, sådan var det bare. Jeg gjorde mig klar, for jeg vidste at det nu bare var et spørgsmål om kort tid, før han ville komme med hans plan, der sikkert ville ændre hele mit livs fundament.

Da pigen ikke svarede ham, kom han med et suk, og rakte så hånden frem imod hende. Hun farede sammen, og det var tydeligt at se, at hun var blevet slået. Måske endda af den samme hånd. Jeg gøs ved tanken. Jeg havde aldrig oplevet Simon direkte ondskabsfuld, men jeg havde på den anden side heller ikke været meget tæt på, at slå de fem drenge ihjel, jeg havde lagt hele min sjæl og alt mit arbejde over i. Heldigvis da, for det virkede ikke ligefrem som om han holdt igen ved sådanne folk. Desværre. "Kom nu bare." Mumlede han til den skræmte pige, der til sidst tøvende tog imod hans fremstrakte hånd, og rejste sig fra gulvet. Simon førte hende hen til os, men det gik langsomt, for hun haltede meget. Da de var nået frem til os, satte Simon sig ned, men bad Eleanor blive stående. Det var tydeligt, at hun havde ondt, og helst ville sidde, men hun turde ikke sige Simon imod. Og selvom jeg havde så forfærdeligt meget lyst til det, sagde jeg heller ikke noget til det. Hun stod med hænderne på ryggen, og kiggede ned i bordet. Selvom jeg stadigvæk hadede hende en smule, for det hun havde gjort, kunne jeg ikke bare lade som ingenting. Hun var så smuk, og jeg fik det pludselig utroligt dårligt, når jeg tænkte på hvilke forfærdelige ting, der helt sikkert var sket for hende, siden Simon og vagterne fik fingrene i hende. For ikke at tale om den behandling jeg selv havde givet hende i starten.

"Nå drenge!" Sagde Simon pludselig højlydt, og både Eleanor og jeg farede sammen af forskrækkelse. Louis sad og tyggede sammenbidt i hans underlæbe. Noget jeg aldrig nogensinde havde set ham gøre før." Hvad synes i egentligt om Eleanor? Ja hun er da ganske pæn, men tror i at i ville kunne holde ud at bo med hende?" Spurgte han. Tre par øjne blev lynhurtigt rettet imod ham, alle med det samme undrende og mistænksomme blik. Hvad var det lige der foregik i hovedet på ham lige nu? Hvad talte han om? Jeg vidste det ikke, men dog vidste jeg at jeg snart ville få det at vide. "Ja selvfølgelig." Svarede Louis. "Hvorfor?" Forlængede jeg hans svar. "Fordi jeres eneste mulighed for at være sammen, inkluderer hende." Svarede han, og lavede et kast med hovedet i retning af Eleanor. Hvad?!

"Hvad mener du?" Spurgte jeg. "Jeg mener, at hvs i to skal være sammen, skal du Louis..." Han gjorde holdt i sin tale og pegede sigende på Louis. "...udadtil, spille kærester med Eleanor. I skal offentligt være sammen, og hvis i kan det, kan Harry og dig gøre lige præcist hvad i har lyst til. Så længe ingen udover jer selv ved det. Ingen! Det er en hemmelighed, der skal blive mellem jer fem drenge, og mig. Ja og pigen selvfølgelig, men hun ved hvad der sker, hvis hun afslører jer." Sagde han truende. 

Havde han lige sagt det jeg troede han havde sagt? Havde han rent faktisk givet Louis og jeg lov til at danne par? Ja altså kun i smug, men alligevel! Jeg kiggede på Louis, der så lige så overrasket ud som jeg selv, men dog så han også en smule bekymret ud. Det var ham der ville have den største rolle i det her skuespil. Men jeg var overbevist om, at han ville kunne klare det. "Hvorfor mig? Hvorfor ikke Harry?" Spurgte Louis, og kiggede en smule bange op på Eleanor. Vi måtte ikke glemme, at det jo trodsalt var hende, der havde været utrolig tæt på at dræbe os allesammen, så jeg forstod ham faktisk et eller andet sted godt. "Nu skal du ikke blive fornærmet, men du er altså den af jer to, der virker mest bøsset." Svarede Simon. Selvom han havde sagt at han ikke måtte blive fornærmet, var det tydeligt at se, at han gjorde det alligevel. Men han sagde intet. "Okay. Vi gør det. På én betingelse." Sagde Louis. "Hvad så?" Sagde Simon. "Kan vi holde det hemmeligt i 5 måneder, lader du Eleanor slippe. Harry og jeg skal nok fortsætte skuespillet, men det skal være uden hende." Sagde han. Jeg kunne se at hans ord sårede Eleanor en smule, men hun holdt hovedet højt. "Jeg skal tænke over det." Sagde han. 

Efter flere timers forhandling, var vi nu nået frem til et kompromis. Kunne Louis, Eleanor og jeg holde det hemmeligt i 9 måneder havde vi bestået, og kunne derefter gøre som vi ville, så længe det stadig blev holdt skjult. Brød vi derimod vores løfte, ville Louis og jeg blive splittet, og Louis ville blive smidt ud af bandet, og sendt til Amerika. Det lagde derfor et meget stort pres på vores skuldre, men vi var sikre på at vi kunne klare det. Det blev vi nødt til. For drengenes skyld. For Eleanors skyld. For Simons skyld. Og for vores egen skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...