Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
11911Visninger
AA

22. Epilog: Død?

Death is peacefull - easy. Life is harder.

Ordene fra filmen Twilight fløj igennem mit hovede, men jeg kunne ikke forstå dem. Og jeg vidste faktisk heller ikke hvor jeg havde det fra, for den eneste gang jeg havde set den film, var jeg faldet i søvn da den var cirka halvvejs. 

Den var kedelig okay?

Nå men for at komme til sagen, fattede jeg ikke ordene, for jeg synes ikke rigtigt noget af det var behageligt. I livet kom smerten fra dine elskede omkring dig. 

I døden blev det hele forhøjet med 1000 og ganget med en million. I døden blev der leget med dine følelser. Jeg havde holdt hans hånd. Jeg havde hørt hans stemme. Men se ham det kunne jeg ikke. 

Jeg kunne ikke rumme det i mit stakkels hovede.

Dette kunne ikke være døden. Det var den for smertefuld til. Jeg mener helt ærligt? Når man var død, var det så ikke meningen at alt smerte skulle forsvinde? At alt skulle blive perfekt? Tydeligvis ikke.

Alt gjorde ondt. Mine fingre, Mine tæer. Mit hjerte. Det ræsede afsted, men kom ingen vejne. Jeg vidste at det kun ville være et spørgsmål om tid, før også det stoppede. Og det måtte gerne være snart. 

Det var faktisk lidt sjovt. Eller nej, men alligevel. 

Det hele havde faktisk været væk. Det havde været helt sort og rart, og intet hjerte der galopperede afsted, og så BANG! Så kom det hele væltede indover mig igen, som en flodbølge, og ramte mig hårdt. Det hele væltede ind over mig igen og jeg spekulerede lidt på, om man virkelig blev genfødt efter fødslen. Det føltes i hvert fald en smule sådan. 

Mine lunger skreg efter luft, og jeg gispede desperat og taknemmeligt efter det. 

Vent? Det skulle man da ikke når man var død skulle man?!

"Han trækker vejret!" Var der en der udbrød.

VENT HVAD?!?! Hallo?! 

Jeg havde taget billetten. Sagt farvel. Jeg havde taget en beslutning, og jeg ville ikke tilbage til de rædsler jeg vidste ventede mig, og ville komme til mig det øjeblik jeg slog øjnene op.

Eleanor havde løjet for mig. Jeg måtte straks igang med at planlægge en anden og forbedret måde at slippe for det her på. Som i at det skulle være lige nu.

"Harry? Harry kan du høre mig?" Spurgte en stemme blidt. Jeg var stadig ikke helt klar i hovedet, men jeg tror måske at det var Niall. 

Jeg søgte efter mine øjne, for hvis jeg alligevel ikke skulle dø nu, kunne jeg ligeså godt se hvem der stod ved mig.

Et eller andet sted, vidste jeg vel godt hvem det var - Liam, Niall, Zayn, Eleanor og måske min mor. Men for at være ærlig, troede jeg så ufatteligt meget på de vrangforestillinger pillen gav mig. De forestillinger, der overbeviste mig om at Louis rent faktisk havde overlevet.

Jeg vidste udemærket godt, at så snart jeg åbnede øjnene og så at der manglede en helt bestemt person, ville jeg fortryde, men min nysgerrighed, og mit håb var for stort til at blive tilsidesat lige nu.

"Doktor! Doktor!" Sagde en eller anden og nærmest sprang ud af værelset. Denne gang var jeg næsten overbevist - det der MÅTTE være Niall, for jeg havde aldrig set nogen af de andre drenge springe sådan rundt, som en vårglad hare. 

Niall kanin? Lød det ikke meget sødt? Det passede vidst meget godt.

Skridt nærmede sig, og jeg var rimelig sikker på at det var Niall og en doktor der kom. 

"Hvad så sker der noget nyt her drenge?" Spurgte Doktoren. "Ja!" Svarede Niall ivrigt. "Han trækker vejret igen - helt selv, og jeg tør sværge på at hans øjenlåg sitrede lige før!" Fortsatte han.

Nå men det fik da lige en smule på plads - der var ingen kvindelige personer til stede i det rum jeg lå i lige nu. 

"Hmm. Jeg tror vi har været heldige denne gang. Det ser ud som om han klarer sig nu. Jeg kommer og tjekker ham igen om en times tid - hvis der sker nogen ændring, så hent mig straks okay?" Sagde lægen lidt efter, efter han havde følt lidt rundt omkring på min krop - lad være med at misforstå den okay?

"Selvfølgelig." Hviskede en stemme. En stemme jeg kendte særdeles godt. En stemme jeg ville gøre alt for. En stemme der kun kunne tilhøre én enkelt person.

Louis talte.

Min hjerne smeltede fuldstændigt sammen, og nu MÅTTE jeg åbne mine øjne for at være sikker. 

En maskine i nærheden af mig bippede som en gal da Louis talte, og en kort latter brød ud ved min side. "Det lyder som om han stadig kan kende dig Lou." Sagde Zayn grinende.

Ja haha.

SELVFØLGELIG kunne jeg kende min elskede! 

Jeg samlede kræfterne et kort øjeblik, og slog så med besvær mine øjenlåg op.

Og dér. Lige over mit hoved, stod han.

Louis. 

Min verden ramlede sammen over mig igen. Hvordan kunne det være muligt? Hvordan kunne det være sandt? Gang på gang havde han været ude for den ene smerte efter den anden, og gang på gang overlevede han. Min dreng var uovervindelig. 

Det træk jeg havde lavet før havde været forkert. Liam havde ret. Man skulle ikke drage forhastede handlinger. Jeg skulle have ventet. Hvad nu hvis jeg rent faktisk havde været død, og Louis så havde fundet mig?

Jeg ville og turde slet ikke tænke på hvordan han ville have reageret. 

En stemme spurgte mig tøvende om, om ikke det måske HAVDE været Louis der fandt mig? Vrangforestillingerne havde måske været sande.

Jeg rakte en hånd ud efter hans ansigt, og kærtegnede hans kind.

"Louis." Sagde jeg svagt. En tåre havde banet sig vej ned ad min kind ved tankerne om de skræksenarier der kunne have været sande.

"Shh... Jeg er lige her. Og jeg forlader dig aldrig nogensinde igen. Jeg lover dig det. Denne gang bliver jeg hos dig, og intet - INTET kan forhindre mig. Ikke mere. Aldrig mere. Aldrig." Mumlede han lavt.

Jeg trak hans hovede tættere imod mit, og mærkede kort efter hans bløde læber imod mine.

"Undskyld Louis." Hviskede jeg. "Det er okay Hazz." Mumlede han, og kyssede mig igen.

 

                                                                     ***

 

" Er du klar?" Spurgte Louis og gav min hånd et klem.

Det var en måned siden jeg havde lavet tricket med pillen. Eleanor havde forklaret mig det hele. Efter hun var kommet ud fra fængslet igen, for Paul havde troet at det var hende der havde givet mig pillen. Jeg havde måttet forklare 5 gange hvordan det hele hang sammen, før hun fik lov til at gå.

Nå men jeg havde haft helt ret, da min underbevidsthed havde fortalt mig at det var Louis der havde fundet mig. For det var det. Han havde fundet mig om morgenen, da hans operation var overstået uden besvær. Han ville bare have vist at han var okay, men i stedet fandt han mig halvdød. Han var gået i panik og havde ringet til hospitalet, der naturligvis havde troet at det var ham selv den var gal med. Men nej. Det var mig, og på vejen til hospitalet, havde jeg faktisk været død. 

I to døgn havde jeg været bevidstløs, og drengene havde mistet håbet mere og mere. Men ikke Louis. Han havde siddet ved mig hele tiden - han havde ikke sovet i to døgn, selvom lægerne havde sagt at han skulle. Da jeg så vågnede troede han ikke engang selv på det. Han var blevet overlykkelig, og tjaa? Hvad skal jeg sige? Siden da havde vi ikke forladt hinandens sider.

Hvad vi havde gang i nu? 

Jo ser du, vores nye cd kom ud den dag jeg lavede tricket med pillen, og vi skulle nu lave vores første show (fuldmandige) i meget lang tid.

Og vi skulle nu bekendtgøre én gang for alle, at vi hørte sammen, og ikke ville forlade hinanden for alt i verden. Hvordan vi kunne være sikre på at så mange ville se det? 

Fordi vi skulle spille i Madison Square Garden, vi blev filmet til live koncert over hele kloden OG denne koncert blev filmatiseret. Vi havde nemlig gang i et nyt projekt - vi ville lave en stil over det sidste år af vores liv, på både godt og ondt. 

"Ja. Lad os gøre det!" Sagde jeg, og løb ud på scenen med Louis hånd i min. Vi stilte os på nøjagtigt midten af scenen, og kiggede ud på vores enorme publikum der var blitz fra kameraer over alt, og alle pigerne skreg. Jeg kiggede til siden og fangede Liams øjne, han smilede og nikkede opmundtrende. Jeg lod blikket vandre, og kiggede på den flok han stod sammen med. Niall, Zayn, Danielle, Eleanor, Josh. Alle mine nye venner. I mit nye liv. I dag ville vi begynde på ny. I dag var starten på en ny og lysere fremtid. I dag var starten på OS.

"Vi har noget vi gerne vil fortælle jer." Sagde jeg alvorligt, og vendte mig imod Louis, så vi nu stod front imod front. Han tog min anden hånd så han nu holdt begge mine hænder. "Den dreng der står foran mig lige nu betyder alt for mig. Mere end nogen og noget andet nogesinde har, og nogensinde vil komme til. Dette er mit livs kærlighed. Mit ét og alt, og intet - jeg gentager INTET og INGEN skal tage ham fra mig. Jeg bliver ved hans side nu. Lige meget hvad. For evigt. 

Louis William Tomlinson. Jeg elsker dig." Sagde jeg, og idet jeg stoppede med at tale, brød helvede løs - på den gode måde. Alle pigerne skreg. Kameraernes blitz blitzede om muligt endnu mere end før, og vigtigst af alt. 

Jeg havde min Louis. Uanset hvad der var sket, og hvad der ville ske, stod vi begge to helt levende overfor hinanden lige nu, og det ville ingen nogensinde kunne tage fra mig. Jeg var ikke død, og jeg var heller ikke sikker på at jeg var levende.

Jeg var levende død. Og jeg havde intet imod det. Jeg kunne klare alt lige nu. Så længe jeg havde Louis.

MIN Louis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...