Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12048Visninger
AA

21. Enden

(hvis du vil ind i den heeelt rigtige stemning i dette kapitel så hør: Need med Hana Pestle)

 

 

"Undskyld hvad SAGDE du?" Sagde Eleanor og kiggede underligt på mig. "Jeg mente det. Jeg nægter at leve mere. Det var derfor jeg kom til dig El´." Sagde jeg alvorligt. "Sig mig engang er du blevet splitter ravende VANVITTIG Harry?!?!" Spurgte Liam rystet. "Nej. Nej det vil jeg ikke sige. Men jeg er realistisk. Helt ærligt Liam? Hvor meget tror du jeg er værd når Louis dør? Hvad hvis det var Danielle og ikke Louis der var ved at dø - ville du så ikke følge direkte efter hende?" Spurgte jeg og kiggede ham meget alvorligt i øjnene. 

Bare tanken fik en smerte til at ile hastigt over hans ansigt, lige inden han fik samlet sig igen. Men den var der i lang tid nok til at jeg nåede at se den.

"Det tænke jeg nok." Sagde jeg selvtilfredst. "Det er ikke det samme. Og prøv at tænk på os andre?! Os der er tilbage?! Hvad med os? Betyder vi ingenting for dig?" Sagde han.

Et snøft lød bag ham, og over hans skulder kom Nialls ansigt frem. Han græd. Endnu en af de ting jeg ikke kan bære at se. Det fik mig til at græde igen. Hvilket var noget pis, da jeg lige havde fået mere eller mindre styr på mig selv. Eller nej okay overhovedet ikke, men jeg havde fået skubbet det LANGT væk. Sådan mere eller mindre i hvert fald. Men nu. Næh nej du! HELT frem forrest i min forpinte hjerne igen.

"Åh nej Niall. Det. Det var ikke sådan ment. Det var. Åh jeg kan ikke forklare det." Sagde jeg lavt og opgivende. "Hvordan kan du få dig selv til bare at tænke så egoistisk? Tænker du slet ikke over hvad Louis ville ønske? Og hvad nu hvis han klarer sig og du så ikke er her mere? Hvad så?" Spurgte Niall lavt.

Knægten havde ret - ja han er ældre end mig, men det tæller altså ikke lige nu okay? Hvad hvis min Louis vågnede op i et rum, hvor Zayn, Liam og Niall sad med øjne der var helt røde af gråd, og det så var fordi jeg havde taget billetten? Jeg var udemærket klar over at der ikke ville gå længe før han fulgte i mine fodspor, og det måtte for alt i verden ikke ske. Jeg ville ikke være skyld i hans død. Hvis han overlevede dette - hvilket han sikkert ikke gjorde - skulle han ikke igennem mere smerte. Nogensinde. Jeg ville altid være ved hans side. Altid. Men hvis han derimod forlod dette sted, ville jeg følge ham. Jeg ville som sagt før, ikke kunne leve uden ham. Ikke nu, ikke nogensinde.

"Du har ret Niall. Hvis han klarer dette, skal det være sammen med mig. Hvis ikke såå..." Sagde jeg og kiggede tomt ud i luften. "Så bliver du her sammen med os, og vi står sammen. Det gør vi uanset hvad. Okay Harry?" Sagde Liam. "Okay." Svarede jeg modvilligt.

Som om det nogensinde ville komme til at ske. Så snart jeg blev alene i den her lejlighed, ville jeg finde de piller jeg vidste Eleanor stadig gemte en sted. Men det behøvede jeg vidst ikke at sige lige nu.

En klagende tone afbrød stilheden, og hurtigt stod Liam med en telefon imod øret. "Hallo?" Sagde han. En mumlen lød fra den anden ende af røret, og straks blev Liam helt hvid i hovedet. "shit." mumlede han. "Hvad sker der?" Hviskede Niall bekymret og kiggede bedende på Liam, der med besvær prøvede at holde hans ansigt fastlåst som det var nu.

Jeg selv var smeltet fudstændigt sammen igen. Jeg var riiimelig sikker på, at den person Liam snakkede med, var Zayn, og jeg var også rimelig sikker på, at det de snakkede om var det der var grunden til min smerte. Jeg ville ikke vide hvad det var der var sket, for udfra Liams ansigtsudtryk, var det i hvert fald ikke noget godt. Jeg prøvede at lukke mig inde i mig selv, men ligesom jeg var ved at være der, valgte Liam at ødelægge det hele. 

"Er han. Du ved.?" Hviskede han lavt. I den anden ende af røret blev der svaret ham, og en smerte ilede over Liams ansigt. "Vi er på vej." Hviskede han lavt, og lod mobilen falde fra sit øre.

"Harry vi går nu. Vil du med?" Spurgte Liam lavt, mens han bare stirrede tomt ud i luften. Jeg ville ikke lukke op for min bevidsthed. For jeg var sikker på at hvis jeg gjorde det, så ville jeg indse hvad det var der lige var blevet snakket om. Og det var i hvert fald ikke noget jeg skulle nyde noget som helst af. "Nej." Mumlede jeg, og trak det tæppe en eller anden havde lagt over mig, helt op over mit hovede. 

"Han klarer sig Harry. Det. Det skal han." Sagde Liam, og de første tåre begyndte nu også at trille ned ad hans kinder. Jeg ved ikke hvornår, men Eleanor og Niall havde begge forladt stuen, så det nu kun var Liam og mig der var herinde. "Er du sikker på at du ikke vil med?" Spurgte han, og strøg mig blidt over armen. "Ja." Svarede jeg tomt. Jeg vendte mig, så jeg nu lå med hovedet ind imod sofaens ryglæn, og kort efter kunne jeg mærke Liam rejse sig. 
 

"Vi kommer snart igen. Lad være med at gøre noget dumt og overilet er du med?" Formanede Liam inden han forlod rummet, uden at vente på svar. 

                                                                      ***

Timerne gik, og jeg hørte intet til de andre. Ikke at jeg ligefrem havde et behov for det, for jeg var ved at se det jeg ikke havde villet se før, i øjnene.

Louis var døende.

Min elskede ville forlade mig, og her lå jeg, og havde ondt af mig selv. Smerten og sorgen var ved at æde mig op indefra, men jeg nægtede at lade mig knække. Og hvorfor? Hvorfor lod jeg ikke bare det hele få en ende, en gang for alle? Det ville være det bedste for alle. Jeg var svag og det kunne jeg ikke længere klare at vide. Jeg kunne ikke længere klare presset.

Det skulle have en ende. Og det skulle have en ende nu.

Løftet om at smerten snart ville pakke sine ting og forsvinde, var det der fik mig til at rejse mig fra sofaen, og begynde eftersøgningen på de piller der ville stoppe det. Stoppe det hele.

Jeg begyndte med min desperate eftersøgning, og ledte det hele igennem. Hele lejligheden blev endevendt, men ingen steder fandt jeg det jeg søgte efter. Men jeg vidste at de var der et sted, jeg måtte bare blive ved med at lede. Jeg måtte ikke stoppe. Ikke nu. Jeg kunne ikke.

Det sidste sted jeg manglede at lede, var i soveværelset. I hendes soveværelse. Et øjeblik stod jeg bare og tænkte over hvorfor jeg ikke bare havde ladet hende dræbe mig, dengang hun havde chancen. Det ville have  hjulpet os alle, og have gjort så vi ikke skulle trækkes igennem så megen smerte og sorg.

Jeg gik med langsomme skridt ind i værelset, og tog en dyb indånding. Jeg kiggede mig omkring i det store rum, og lod øjnene glide over alle detaljerne i rummet. Hvordan det lyse sengetøj passede perfekt sammen med de mørke træ-søjler sengen bestod af. Hvordan skabene havde smukke mønstre skåret ind i træet de var lavet af, og hvordan Eleanors tøj lå perfekt lagt sammen på hylderne. 

Jeg rystede på hovedet en enkelt gang, og fortsatte så hen til sengen, som jeg knælede ned ved siden af. Jeg lagde mig på maven, og spejdede ind under sengen, hvor jeg fandt hvad jeg ledte efter. Dér helt inde under sengen, stod nemlig det lille glas med farvestrålende piller, jeg havde brug for. 

Jeg drog et lettelsens suk, og stak hånden ned i glasset, og fiskede en lyserød pille op. Nogle ville sikkert sige at det var fesent, men fuck det. Det ville blive det sidste der røg ned i min mave, så det kunne være fuldstændigt ligemeget, hvordan den så ud, og hvilken farve den havde. Så længe den virkede. Og det vidste jeg at den gjorde.

"Hvis alting bliver for meget for dig, så skal du tage en af de lyserøde." Eleanors ord susede igennem mit hovede. Vi havde snakket om pillerne, en dag imens jeg sad med Louis' hånd i min på hospitalet. Vi havde haft en samtale om, hvad jeg ville gøre, hvis Louis ikke klarede den, og det var dér hun fortalte mig, at hun stadig havde pillerne, til et nødstilfælde. Derefter havde hun fortalt mig, at hvis jeg ville slutte det hele, var det den lyserøde jeg skulle sluge.

Og det ville jeg gøre nu. 

Jeg var bange. Hvad ville der ske med mig når jeg døde? Hvad med de andre drenge? Hvad ville de sige og føle? Og hvad hvis... Nej... Louis ville ikke overleve. Ikke denne gang. Jeg var slet ikke i tvivl mere. Ellers havde jeg ikke gjort det jeg ville gøre nu. 

Jeg gik med faste skridt ud imod køkkenet, hvor jeg fandt en bøtte med panodiler. Jeg hældte to ud i min håndflade, og fandt så et glas, som jeg fyldte med vand. Jeg slugte de to panodiler, og gik så ind i stuen med glasset og pillen. Jeg fandt et stykke papir og en blyant, og skrev så et brev til de andre drenge. 

Jeg skævede til uret, og så at den nærmede sig halv 5, så jeg måtte til at skynde mig lidt. Jeg vidste at roomservice ville komme klokken 7, for det havde Eleanor bestilt. Jeg skulle helst gerne være helt væk inden da.

Mine fingre rystede, da de lukkede sig rundt om glasset. Jeg tog en mundfuld vand i munden, stoppede pillen ind og slugte det hele. Derefter lagde jeg mig i sofaen og ventede på at døden ville tage mig.

Jeg lod min underbevidsthed vise mig de billeder jeg havde undertrykt i snart et døgn, og lod den vise mig billeder af Louis. Min Louis. Louis og jeg sammen. Jeg lod den vise mig præcist det den ville, og efterhånden som tiden gik, faldt jeg længere og længere ned i billederne. De opslugte mig nærmest.

En hånd lagde sig i min, og jeg kiggede forskrækket til siden. Louis lå ved min side, og vi lå i en stor seng. Rummet var mørkt, men det gjorde ingenting. I dette øjeblik var jeg lykkelig. Jeg var ligeglad med, at det sandsynligvis bare var noget jeg forestillede mig.

Et smil lagde sig om mine læber, og brat forsvandt alle billederne. Louis ved min side hviskede til mig. "Hvordan kunne du gøre det?" Spurgte han bebrejdende, og rejste sig fra sengen. "Bliv ved mig!" Hviskede jeg til ham. Min hånd søgte rundt efter hans, men jeg fandt intet. 

Sengen blev udskiftet med en stor sø. Jeg lå og flød på den, men efterhånden som tiden gik, blev jeg trykket længere og længere ned. Nej. Jeg blev ikke trykket. Jeg blev presset. Hevet. Jeg faldt. Jeg faldt længere og længere ned i vandet, og det eneste jeg ønskede var bare at give slip på det hele. Men ikke min Louis. Min hånd suste stadig rundt efter hans, men den fandt stadig intet. 

En sirene lød, men den lød som om den var meget langt væk. 

"Harry?! HARRY?!!! HARRY VÅGN OP!!!!!! Harry jeg beder dig! Bliv hos os!" En stemme græd. En stemme jeg genkendte. En stemme jeg ville gøre alt for.

"Kæmp imod det Harry! Bliv hos mig!" Nogen ved min side græd. En person jeg kendte særdeles godt. Men. Men det. Det kunne da ikke være?

 Mit hoved var for en kort stund kommet op over vandet, og jeg søgte efter mine øjne. Men jeg kunne ikke finde dem. De var væk, og før jeg kunne nå at gøre mere, havde vandet trukket mig ned igen.

"Harry hvordan kunne du?" Hviskede Louis, før alting forsvandt fra mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...