Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
12080Visninger
AA

15. Eksplotioner

"LIIIIAAM?!" Råbte jeg så højt jeg overhovedet kunne. Jeg stod midt i Liam, Zayn, Nialls og min lejlighed, og kunne ikke finde nogle af de andre. "HALLO?!" Råbte jeg igen, og satte mig på gulvet, som et andet hjælpeløst barn. "Mangler du nogen?" Var der pludselig en stemme der spurgte. En stemme der skar lige igennem mig, kradsede og flåede sig ind i mig, med dens skarpe og perfekte kløer. Det var Eleanor. "Ja, men det må vidst være alle andre end dig." Svarede jeg spydigt, og rejste mig fra gulvet. "Nånå, men du ved vel godt, at de allesammen er gået til det der interview i skulle til i dag ikke? Nå ja, og det var jo forresten mig der skulle vække dig, så du kunne komme med. Ej ups! Det må du VIRKELIG undskylde." Sagde hun sukkersødt, og sendte mig et falsk og klistret smil. Jeg valgte at spille med på den i stedet for at blive sur, som hun helt sikkert forventede at jeg ville blive. "Nå." Sagde jeg og trak på skulderen. "Det skal du da ikke være ked af. Det kan jo ske for enhver!" Fortsatte jeg, og sendte hende et smil, der fik hendes eget til at falme.

"Pas nu på Styles. Lige pludselig, kan det jo være jeg får nok af at være den lille pæne pyntegenstand. En dag kan det være jeg får nok af det her cirkus. Og ved du hvem det kommer til at gå ud over så? Nemlig. Dig. Dig og din uduelige Louis, kan få lov til at være sammen alene. Uden mig. Eller? Vent lidt? Nå nej, for hvis jeg, eller dig selv for den sags skyld, så meget som tænker på at fortælle nogen som helst, om dig og Louis' lille "flirt", så ender Louis jo i Amerika et sted, og så er det jo ikke godt at vide, hvornår i får hinanden at se igen vel?"  Hvislede hun, vendte sig og gik ud af døren igen. "Som sagt før Styles - jeg vinder ALTID!" Sagde hun som afslutningsbemærkning, inden hun dramatisk skred ud ad døren. 

"Jaja lad os nu se!" Råbte jeg efter hende, da jeg vredt smækkede døren i. 

Skønt. Hvor var det her dog bare SKØNT! Her var jeg så, en verdenskendt sangstjerne, hvis' band var taget til interview UDEN mig, fordi min kærestes psyko "kæreste" ikke havde vækket mig, så jeg nu sad helt alene i lejligheden, velvidende at den omtalte psyko, sad på etagen under mig, og sådan set bare kunne stikke mig i ryggen, hvad tid det skulle være, så min kæreste pludselig var på et andet kontinent. 

Super, dejligt, pragtfuldt,  fantastisk! JA hvor var det dog bare FANTASTISK at være mig. Jeg rejste mig fra jorden, og vandrede hen til vinduet, og kiggede ned. Vi boede på 5 etage. Et fald herfra, ville helt sikkert få mig til at glemme, om ikke andet, så bare en SMULE af den smerte jeg følte lige nu. Det rod jeg stod i. Det rod der gik mig til halsen, og truede med at kvæle mig. Jeg overvejede det, det gjorde jeg virkelig, og jeg havde sikkert også gjort det, hvis ikke jeg havde hørt grinende stemmer ude fra gangen. 

"Harreeh!" Råbte Zayn, og kom løbende ind til mig. "Du har 1 chance til at fortælle os hvorfor du IKKE kom til interviewet i dag, ellers... Øhm... Ellers såå... Ellers så smider vi dig ud af vinduet!" Sagde han med et smil. 

Fedt nok, så slap jeg da for selv at gøre det. 

"Eleanor vækkede mig ikke." Svarede jeg så henkastet jeg kunne. "Haha! Nu ryger du ud af vinduet!" Råbte Louis, der netop var kommet ind i stuen, efterfulgt af Liam og til sidst Niall, der så meget eftertænksom ud. Selvfølgelig troede Louis ikke på, at hans dejlige pige kunne være så ond. "Det passer altså!" Sagde jeg, og sendte ham et forførende smil, som han straks besvarede med et mindst lige så forførende smil, hvorefter han lagde den afstand, der før havde været imellem os bag sig, og kom så hen og kyssede mig lidenskabeligt. 

"Du er tilgivet for nu." Hviskede han i mit øre.

"Hrmp hrmp!" Niall rømmede sig. "Vi andre er her altså stadig!" Sagde han. "Så gå." Sagde jeg, og trak igen Louis ind til mig. "Næh nej du! Her er det Louis der går! Vi skal have os en ALVORLIG snak med dig unge mand!" Brød Liam ind. "Uha uha det lyder alvorligt hva´?" Mumlede Louis imellem kyssene. "Meget." Mumlede jeg igen. Mumle, mumle. Det var vi så gode til. Endnu en ting vi havde tilfælles. "Hør lige engang drenge, jeg mener det faktisk! Vi skal bare snakke hurtigt med dig, så kan i Ehm fortsætte." Sagde Liam bestemt. 

Louis trak sig tilbage, med armene løftet opgivende over hovedet. "Okay okay så, man forstår vel når man ikke er velkommen." Sagde han, og gik baglæns ud imod gangen. "Louis vær nu ikke fjollet. Du er altid velkommen hos mig og min seng." Sagde jeg, og blinkede til ham. "Ej okay hold nu lige ikke?" Bad Niall. "Okay så det kan være jeg kigger forbi i aften!" Sagde han, og sendte også mig et blink. Jeg vente mig mod Niall, der stod og lavede opkastnings bevægelser - med lyde. "Der er vidst nogen der er jaloux der hva´?" Spurgte jeg ham drillende. "Åh ja du skulle bare lige vide! De der krøller der! Åh de dræber mig langsomt!" Svarede han dramatisk, imens han tog sig til hjertet, og langsomt "faldt om". 

                                                       **************************

"Okay hvad så?" Spurgte jeg, da vi alle 4 sad mere eller mindre seriøse omkring det store spisebord der var på vores værelse. "Det er Louis. Vi ved virkelig ikke hvad der sker med ham. Hvis man så meget som bare nævner dit eller Eleanors navn, bliver han en helt anden. Hvis vi snakker om Eleanor med ham, når der kun er os til at høre det, så bliver han ligesom aggressiv. Han forsvarer hende. Han kan ikke se hvem hun virkelig er. Hvad hun tydeligvis er villig til at gøre, for at skille jer ad. Og snakker man derimod om dig, er det som om han nærmest bliver helt trist ved tanken. Det er som om han har dårlig samvittighed over et eller....." "Ja det burde han da VIRKELIG også have! Jeg mener har du SET de to sammen?! Han opfører sig jo som om han faktisk kan lide hende!" Afbrød jeg Liams talestrøm, med en tydelig afsky i stemmen.

Ikke at jeg havde noget imod at folk var til piger, for det havde jeg da også selv været, og ville det sikkert også stadigvæk, hvis ikke det havde været for Louis, der virkelig havde fået mig vendt hele vejen rundt!

"Hvis du nu lod mig tale færdig." Sagde han og kiggede alvorligt på mig. Jeg hold overgivende hænderne op, og låste så min mund med fingrene. "Godt, men vi har en plan. Vi har hørt nogle rygter. Nogle rygter som vi virkelig ikke håber er sande, men hvis de er, så kan det her godt gå hen og blive en smule farligt." Sagde han. "Hvad skal jeg?" Spurgte jeg, ivrig efter at gøre noget, i stedet for bare at sidde her i lejligheden som en anden idiot. "Jo altså til koncerten i aften ikke? Der skal du......."

                                                                           ***

"Okay Harry er du klar?" Hviskede Liam i øret på mig, da vi om aftenen stod på scenen, foran et helt enormt publikum, der netop nu var ved at skrige deres lunger ud, fordi Louis og Niall fjollede rundt ude foran på scenen. "Det tror jeg." Svarede jeg, og tog en dyb indånding. "Jeg ved ikke hvad de vil gøre. Jeg ved ikke hvor hurtigt det vil gå. Men det skal bare gå." Sagde jeg og var på én og samme tid både frustreret, og meget beslutsom.

Det lyder måske pænt forvirrende, og ja, det var det også.

Musikken begyndte at spille, og min puls satte lynhurtigt farten op. Hjertet pumpede i mig, som var det ved at eksplodere ud af mit bryst. Det ville helt sikkert sprænge ribbenene denne gang - det var 100. Jeg kastede et flygtigt blik på Liam, der nikkede opmundtrende til mig, og trådte så frem på scenen, mens Zayn og Niall trak sig tilbage. Louis opdagede intet, før jeg var helt henne ved ham. Jeg tog hans ene hånd, og kiggede ham dybt i øjnene. 

"I'm broken, do you hear me? I'm blinded, cuz' you are everything I see, I'm dancing alone, I'm praying, that your heart will just turn around." Sang jeg, stadig med øjnene låst fast i hans. Jeg blev revet med.. Jeg. Jeg.. Jeg lænede mig ind over ham, og jeg kyssede ham. 

Det der aldrig måtte ske, var sket. Det der ville ødelægge ikke bare mit, men begge vores liv.

At det ville blive så seriøst, som ordende jeg lige har sagt, havde jeg dog ingen idé om. 

Jeg hørte gisp. Hørte skrig, ikke de sædvanlige skrig, men panikslagne, rædselsslagende skrig. Jeg åbnede øjenene, og kiggede ud på publikum. Eller det ville jeg have gjort, men jeg kunne ikke se mere end omkring 5 meter foran mig. 

BOOM! BOOM! Sagde det.

Jeg fløj tilbage, og ramte et eller andet meget hårdt med mit baghovede. "LOUIS?!!" Skreg jeg, fuldstændigt ligeglad med hvem der hørte det. "LOUIS!" Skreg jeg igen, skræmt fra vid og sans. Jeg kunne ikke se nogle af de andre drenge, og for at være ærlig, var de ikke vigtige i mit hovede på det tidspunkt. Den eneste jeg skulle og måtte finde, var Louis. 

Jeg snublede over en ledning til et af instrumenterne, og faldt ligeså lang jeg var. "LOUIS!!" Råbte jeg af mine lungers fulde kraft. 

Pludselig var der en hånd der lagde sig på ryggen af mig. "Du kommer med mig nu unge mand!" Sagde en sikkerhedsvagt meget hurtigt. Også han var helt tydeligt skræmt. "Men. Men. Louis?" Sagde jeg, og begyndte at hulke. "Rolig nu! Vi finder ham! Det lover jeg dig!" Sagde han i noget, der sikkert skulle have lydt som et trøstende tonefald, men som var alt for hektisk og opskræmt, til så meget som bare at kunne minde om det. "Nej. Nej jeg finder ham selv!" Sagde jeg, og rejste mig.

Jeg vaklede måske ti skridt frem, før jeg igen faldt. Denne gang faldt jeg over noget, der var for stort til at være en ledning. Noget, der helt sikkert var levende, selvom det var dækket af noget rødt og klistret stads. "Louis?" Hviskede jeg forsigtigt. "Ha-Harry?" Stammede han. "Jeg er lige her." Svarede jeg ham, og tog hans hånd. "Det kalder jeg et kys." Sagde han. 

Det var det sidste jeg så og hørte, før alting blev sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...