Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
11915Visninger
AA

6. Døds piller

"Harry, jeg kan ikke klare det mere! Jeg vil ikke være her mere! Jeg sluger denne pille og så stopper det hele! Jeg kan ikke klare presset!" Råbte Louis rasende og bange, fra den anden side af rummet. Han stod ved døren, og i hånden havde han en pille, der ikke bare var en hvilken som helst pille, nej, men det var en selvmords pille. Hvis han slugte den, ville den dræbe ham. Ikke på stedet, men han ville ikke få mere end højest en time. "NEJ Louis! Nej! Lad være! STOP! Jeg beder dig! Vi skal nok finde en løsning sammen! Vil du ikke nok lade være med at gøre det?" Hulkede jeg. Jeg prøvede at nå hen til ham - at stoppe ham, men jeg kunne intet se igennem sløret af tåre, der stod ud fra mine øjne, og langsomt løb ned af mine kinder. Jeg snublede og faldt over noget, jeg tror det var mine egne ben. Louis kiggede på mig. Han kiggede med tåre i øjnene på mig, og rystede så på hovedet."Undskyld. Jeg elsker dig. Mere end noget som helst andet, og jeg ønsker ikke at du skal forlade denne jord fordi jeg gør det. Undsk...Undskyld!" Hikstede han, og hævede hånden med pillen i op til munden. "NEJ! LAD VÆRE!" skreg jeg desperat, jeg var kommet på benene igen, og var nu nået hen til ham. Jeg slog hånden væk fra munden, men for sent. Han havde allerede pillen i munden, og i det han kiggede i mine øjne, slugte han den. "Bliv på jorden - for min skyld. Jeg beder dig Harry." Hviskede han lavt. Han kunne ikke holde tårene inde mere, og nu flød de ned ad hans smukke kinder."Nej! Nej! NEJ!" Hulkede jeg."Hvordan KUNNE du?! Jeg nægter at være her uden dig Louis! Du kan ikke tvinge mig!" Hulkede jeg, og prøvede at få ham til at kaste pillen op igen. Men det var forgæves, og jeg vidste det udemærket godt. Pillen var allerede nede i maven på ham, og lige nu var den ved at forgifte min elskede Louis. Min ven, min bror... Min eneste ene. Det var slut. Løbet var kørt, og intet kunne jeg gøre ved det. "Harry. Harry det gør ondt!" Sagde han lavmælt, med stemmen fuld af smerte. Jeg kiggede på ham. Han var bleg, og koldsvedte. Tårene begyndte at løbe på ny, og jeg kom hen til ham. Jeg kiggede på hans smukke ansigt, der nu var helt forvredet af smerte. Jeg kiggede ind i hans smukke blå øjne, og trak ham så ind til mig. Han kiggede i mine øjne og så kyssede han mig. "Lov mig at passe på de andre drenge! Lov mig det Harry! Sørg for at de klarer sig! Allesammen! I må ikke stoppe med at lave musik bare fordi jeg ikke vil være her mere! Lov mig det." Sagde han anstrengt. Han kunne ikke have lang tid igen, måske ikke engang mere end 10 minutter. Hvis han overhovedet havde så meget." Jeg lover det. Jeg vil gøre alt for dig! Alting." Hviskede jeg grådkvalt."Det ved jeg." Sagde Louis, og smilte.

Det hele gik så hurtigt. Det ene øjeblik, stod han foran mig, og kiggede mig i øjnene. Det næste lå han på gulvet, og vred sig i smerte. Han skreg, og så var det slut. "Nej... Nej! Louis... NEJ!!!" Hviskede jeg, og gik hen til ham. "Bliv hos mig! Nej..."

"Harry! Vågn op Harry! HEY!" Var der én der sagde, meget tæt på mig."Nej..Nej..NEJ! Louis." Græd jeg, og åbnede øjnene."Hvad? Hvad er der Harry? Er der noget galt?" Sagde stemmen. Jeg kunne ikke helt placere den, men da jeg drejede hovedet, så jeg Louis sidde halvt op, med et noget søvndrukkent udtryk i ansigtet."Men..Men.. Men du? Du tog jo pillen?" Hviskede jeg, og lagde mærke til tårene, der stadig strømmede ned ad mine kinder. Sært. Jeg plejede virkelig  aldrig at græde." Hva´? Hvilken pille? Harry du drømmer!" Sagde Louis, og kiggede på mig, med et kærligt blik. En drøm? Var det hele bare en drøm? Jeg mærkede lettelsen skylle ind over mig. "Åh!" Sagde jeg, og lagde mig tilbage i sengen. Jeg kiggede på klokken. Den var kun halv 7, men jeg vidste, at jeg med sikkerhed ikke ville kunne sove mere, så jeg rejste mig op, og gik hen imod køkkenet."Hvad skal du?" Spurgte Louis bag mig."Jeg skal bare have noget vand. Du kan bare ligge dig til at sove igen." Svarede jeg, og vendte mig med et smil imod ham. Han smilte igen. "Du er nu en underlig dreng." Sagde han, og lagde sig ned igen med et dybt suk. Jeg rystede på hovedet, og var sikker på, at der endnu ville gå lang tid, før de andre drenge stod op, så jeg satte mig tl rette i sofaen, og tændte for fjernsynet, efter at jeg havde hentet et glas vand.

Vi boede lige nu på et stort hotel et sted omkring Phoenix i Arizona. Her var rigtig varmt, men værelserne (eller lejlighederne om du vil) på hotellet, var i det mindste store nok, til at vi allesammen kunne være i det samme. Det var vores tredje dag i USA, og i aften skulle vi spille vores tredje koncert. Indtil videre, havde vi ikke gjort noget for at provokere (altså lige ud over, at Louis og jeg delte værelse, og også havde gjort det på de to foregående hoteller) men i aften skulle vi begynde på sang-delen. Eller... Det vil så sige, at jeg skulle begynde på det. Vi havde tænkt os at gå stille og roligt frem, så i aften, var det kun én sang der ville blive lavet om. Jeg vidste endnu ikke, hvilken én jeg ville tage, men det skulle være en hvor man kunne høre at det ikke var det rigtige der blev sunget. Jeg tænkte så det knagede, men blev pludselig afbrudt, da Niall kom ind, og bumbede ned i sofaen, sammen med mig. "Hej." Sagde jeg. "Dav. Ser du det der?" Spurgte han, og pegede på fjernsynet. Jeg rystede på hovedet, og straks gik han igang med at zappe rundt imellem alle de tusinde kanaler.

"ER I KLAR?!" Råbte en eller anden mand ude på scenen. Klokken var lige knap otte, og om få minutter, ville vi stå på scenen. Jeg kunne mærke nervøsiteten komme snigende, men jeg prøvede virkelig at holde den på afstand. Publikum var i hvertfald klar, for det var næsten ikke til at høre sine egne tanker, så meget skreg de." Så lad os alle gå i ONE DIRECTION!" Råbte han, og pegede hen imod indgangen til scenen, hvor jeg stod som den forreste. Det var vores tegn musikken begyndte at spille. "You're insecure, don't know what for......" Sang Liam, da vi kom løbende ind på scenen, og så var vi igang. Alle tanker om nervøsitet var glemt, og nu handlede det hele bare om at give et godt show, som de forhåbentligt, ville kunne huske resten af deres liv. Da vi et par numre efter, løb ned under scenen for at skifte tøj, fangede Liam mit blik. "Er du klar?" Spurgte han. "Det tror jeg..? Det skal jeg være, så det er egentligt ikke noget spørgsmål." Svarede jeg, og tog med lynets hast mit tøj af, og noget andet på. 

Da vi kom på scenen igen, begyndte vores band, at spille musikken til Gotta be you, og jeg bestemte mig hurtigt for, at det skulle være den sang jeg skulle lave om på. Jeg havde ikke så mange andre muligheder tilbage nu, og denne her sang, var som skabt til vores formål. "Can we fall, one more time? Stop the tape, and rewind. Oh and if you walk away, i know i'll fade. Cus´ there is no body else!" Sang jeg, tog så en meget dyb indånding, og sang:" It's HAZZA AND LOU!! Only uus two! It's Hazza and lou! Only uus twoo!!" Pigerne gik fuldstændig amok, og skreg som sindsynge, jeg tror, at vores plan var lykkedes. Denne gang ihvertfald. Jeg skævede over til de andre drenge, der alle stod med et smil på læben, og diskret vendte deres tommelfingre opad, selv Liam der nu var begyndt på det andet vers. Jeg var ovenud lykkelig.

Dette her ville kun blive starten på den krig, der nu skulle føres, imellem os og manegement, det vidste jeg udemærket godt. Jeg var ikke helt hundrede procent sikker på, hvordan de ville reagere. Altså ikke på det her, for det ville de sikkert ikke sige så meget til. Vi drenge lavede altid underlige ting her oppe, og det vidste de også udemærket godt - vi havde fået lov til det. Men hvordan ville de reagere, når hele koncerten pludselig lige pludselig lige så godt kunne have heddet Larry Stylinson koncert? Jeg havde virkelig ingen idé, og dette var måske heller ikke ligefrem stedet at stå og tænke over det. Heroppe, kunne intet få mig ned med nakken. Det var her oppe jeg hørte til, og her jeg elskede at være. Louis fangede mit blik og sendte et strålende smil i min retning. "It's gotta be Lou!............" Sang jeg igen. Jeg gik helt hen til ham, og trak ham ind til et bjørnekram. De andre drenge kom hen og ville være med, så vi endte med at stå i et stort gruppekram. Gotta be you, havde været den sidste sang vi skulle spille, og vi var simpelthen bare så lykkelige for at det hele var gået godt.

Da vi kom tilbage til hotellet, styrede Niall os alle ud i køkkenet med det samme." Vi skal altså have noget at spise!" Sagde han, og kiggede på os med et smil i hele ansigtet. Vi mumlede nogle svar, og satte os så ned. "Hey! Det her er da vidst ikke vores?!" Sagde Niall, da han kiggede ind i køleskabet. Han trak noget ud. Det var et glas med piller. Jeg kunne straks genkende dem, og stivnede så. Det var pillerne fra min drøm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...