Boyfriend (1D)

Larry Stylinson. Dette er det navn Harry og Louis bliver kaldt når de er sammen.

Harry har siden bandet blev sat sammen, været vild med en af de andre drenge fra bandet - nemlig Louis. Men manegement er hårde ved dem, og vil ikke lade dem være sammen. Men det vil Harry ikke finde sig i. Han får snakket med dem, og får dem til sidst overtalt til at lade dem være sammen, men kun i smug - det må for ALT i verden ikke blive opdaget, så der må derfor tænkes grundigt hver gang de er sammen. Eleanor bliver hyret, til at være Louis' kæreste, da han er den der mest bliver anklaget for at være bøsse.

Kan deres forhold blive holdt skjult, eller kan de ikke klare presset? Hvad sker der hvis det bliver opdaget, og hvad siger de andre drenge i bandet til det? Læs meed!

OBS! VIL IKKE HAVE HATE KOMMENTARE FOR DENNE HER NOVELLE, DA DEN ER LAVET MED EN GOD BAGGRUND! ((siger ikke at de er bøsser, men orgh ja... LÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆS!) :D<3

73Likes
82Kommentarer
11906Visninger
AA

18. Cat

Jeg måtte tage hatten af for hende. Hun prøvede - det gjorde hun virkelig, det må man give hende. Hun kæmpede en brag kamp, og indtil videre gik det da også helt godt for hende. Ikke en eneste gang havde hun prøvet på at gøre det mindste imod nogen af os, på nogen som helst måde faktisk. Jaja hun havde lovet det, men derfor kunne man altså stadigvæk godt have hende mistænkt for at være ude på noget. Hun virkede dog ikke til at have det, og for hver dag der gik, begyndte jeg at stole mere og mere på hende. Hun virkede oprigtigt bekymret for Louis, men på den anden side hvis hun havde følelser for ham, som hun jo sagde at hun havde, så ville det da også være riimelig mærkeligt hvis ikke hun var bekymret.

Jeg mener altså han var blevet opereret to gange nu, men de havde kun fået det ene stykke ud, og manglede derfor stadig at operere ham i hovedet, og det var vi allesammen meget nervøse for, hvordan ville gå. Specielt Louis selvfølgelig. De fleste af hans vågne timer brugte han på at være bekymret, og uanset hvor meget vi prøvede at snakke ham til ro, hjalp det kun indtil jeg af den ene eller den anden grund måtte forlade stuen. Det sagde de andre drenge i hvert fald. At se Louis have så ondt, og være så bange, gik selvfølgelig også udover mig. Jeg måtte kæmpe mig ind til ham hver eneste gang, og kæmpe for ikke at bryde sammen, og stikke af med ham under armen, for at lade som om der intet var galt, og tro det eller lad være - det var svært. Meget endda. At se dit livskærlighed ligge dér på en skide seng, og ingen aner om den operation han skal igennem, vil dræbe ham, eller gøre ham så god som ny. Det var forfærdeligt. Hæsligt. Grænseoverskriddende. Det var faktisk direkte skræmmende. Jaja jeg lyder som en overdramatiserende dramaquieen, og det var jeg måske også for tiden.

"Okay hvor længe sagde i at han har siddet sådan der nu?" Spurgte Eleanor mistroisk. "Hmm omkring en halv time eller sådan noget. HALLO?! HARRY?!!" Svarede Niall. Det gav et sæt i mig, og jeg fokuserede igen på det bord der stod foran mig. "Spis nu Harry. Det hjælper ikke Louis det mindste, at du sulter dig selv." Sagde Liam med et suk. 

Sulter mig? Må jeg lige være her eller hvad?! Jeg sultede mig da ALDELES ikke! Jeg spiste bare kun når jeg var sulten... Hvilket var... Hmm... Okay jeg spiste måske ikke så meget som jeg burde, men kunne de ikke være ligeglade? Som om Louis ville bemærke at jeg havde tabt mig et kilo eller fem. Han var jo en dreng ligesom alle os andre. Ja altså udover Eleanor, men hun tæller stadig ikke rigtigt.

"HEY! Du skal ikke gå i koma igen makker! SPIS!" Sagde Niall bestemt, tog en ske så Liam med det samme flyttede sig fra stolen ved siden af mig, og proppede den ind i min mund. "Hvis ikke du selv vil æde, må jeg jo fodre dig!" Sagde han bestemt, og førte endnu engang skeen ind i munden på mig. "Okay så er det nok Niall! Jeg skal nok selv!" Sagde jeg vrissent, og tog skeen fra ham. Jeg proppede resten af maden i mig, og gik så ind på værelset for at tage tøj på. 

Selvom Louis stadig lå på hospitalet, havde manegement kun givet os fri indtil i aften. Det ville så sige at vi samme aften skulle spille en koncert.

Og den blev sjovt nok uden Louis. 

I starten havde jeg nægetet at være med til koncerten, men da der ikke kom noget godt ud af det, besluttede jeg mig for at gøre det for Louis'  skyld. Jeg havde snakket med ham det om det, og han havde sagt at han ville have mig til at synge hans soloer. Jeg havde indvilliget, og de sidste to dage, havde de resterende drenge og jeg brugt på at øve, øve og øve. I aften skulle vi spille den første - og forhåbentligt sidste - koncert uden Louis. Tanken om at han lå på hospitalet og havde smerter pinte mig mere end noget som helst andet. 

Men jeg måtte være stærk. Jeg måtte og skulle klare det her, om ikke andet så for ikke at blive smidt ud af bandet, hvilket var noget jeg på ingen måder havde lyst til.

                                                                                     ***

"Okay drenge er i klar?" Spurgte damen, jeg stadig ikke havde den mindste idé om hvad hed. Hun var bare pisse irriterende, og flere gange havde jeg haft lyst til at give hende en flyvetur baglæns ind i næste uge. 

Jaja kald mig bare voldig, men du havde helt sikkert gjort det samme. 

Det meste af dagen havde vi brugt på hospitalet, og selv efter de andre drenge var taget til lydprøve, havde jeg siddet med Louis' hånd i min.

Han havde spurgt mig om en hel masse, men de fleste af hans spørgsmål handlede om, om jeg stadig ville ham. På den ene eller den anden måde, havde han fået det lusket ind i langt de fleste af hans spørgsmål. Og hvad var det for noget at spørge om?! Altså hallo hvem regnede han egentlig med at jeg var?  Nej nej du! Du ligger på hospitalet, og imens går jeg ud og finder hundredetusinde andre drenge og piger at være sammen med, for sådan er jeg jo nemlig! Eller noget...

Til sidst havde jeg afbrudt hans talestrøm med et grundigt kys, og var så blevet nødt til at gå. 

Jeg havde lovet ham at komme tilbage snart, selvom jeg udemærket godt vidste at der ikke ville blive meget af det. Nu begyndte koncerterne igen, om de så var med eller uden ham, og vi skulle kun spille to koncerter her, før vi rejste videre. Den i aften, og en to dage senere.

"Nå men der er cirka en time til i skal på, og de første med backstagepas kommer nu. Resten kommer efter koncerten - er i med drenge?" Spurgte damen. Vi nikkede, og blev så guidet ind i et rum, hvor der stod to sofaer og et bord hvorpå der stod en lille skål med slik. 

Den time var helt utrolig lang, og hver eneste gang man troede at den sidste gruppe piger havde været inde og skrige af os, kom der altid en ny. Og det var jo ikke fordi man lige fik fem minutter at sunde sig på imellem dem. Nej nej du! Ud med den ene og ind med den næste! Vi ville da helt afgjort blive døve endnu før vi ville komme på scenen. 

Nå men den sidste gruppe havde lige været inde, og vi var nu i fuld gang med at pakke de ting sammen som vi havde fået af pigerne. 

"Er du okay Harry?" Spurgte Liam og sendte mig et bekymret blik. "Ja. Ja jeg har det da sådan okay, men det er bare ikke det samme uden Louis." Svarede jeg. "Hør. Jeg ved det godt, men før vi ved af det er han så god igen som ny, og står igen med os andre på scenen. Alting bliver godt igen - vent du bare og se!" Sagde han opmundtrende, og jeg stolede fuldt ud på hans ord. 

Pludselig bankede det på døren, og Niall råbte et glad kom ind. Og det skal jeg da lige love for at hun gjorde. En pige på omkring de 10 kom løbende stortudende ind ad døren, og løb direkte i favnen på Zayn. "CAT!" Sagde han glad, og svingede rundt med hende i sine arme en enkelt gang. Det var den lille pige Zayn havde besøgt så mange gange på hospitalet. Men hvad lavede hun dog her?!

"Hvad laver du dog her smukke? Og hvorfor græder du?" Spurgte Zayn, en smule uroligt. Sjovt som han tog faderrollen på sig så hurtigt, og så overfor en forholdsvis fremmed pige.

"Jeg er rask! De har fjernet de stykker af det der, der sprang i luften den aften fra mit hovede, og jeg er helt rask nu! Hører du Zayn? Jeg er helt rask! Min mor sagde at jeg godt måtte komme herover hvis jeg lovede at passe på, og Paul kunne kende mig, og lukkede mig herind. Er.. Er det egentligt okay?" Spurgte hun og løftede sine klare blå øjne op for at kigge Zayn i øjnene. Øjne der nu også havde tårer i sig. Det samme var der i Niall og Liams. Jeg selv prøvede at fordøje den oplysning denne lille pige lige havde givet mig - chancen for at overleve operationen var åbenbart rimelig stor, eftersom hun havde gjort det.

"Om det er okay?! Cat det er fantastisk! Åh hvor er jeg dog glad!" Sagde Zayn, og smilet nærmest lyste hele rummet op.

"Øh nu er det ikke for at ødelægge den gode stemning eller noget vel, men vi skal altså være på scenen om to minutter!" Sagde jeg efter at have kastet et blik på uret der hang over døren. "Oh shit! Cat du kommer med os!" Sagde Liam stresset, og stormede ud af døren.

_______________________________________________________________________________

Okay MEGET kort og knap så godt kapitel i know, men det virkede som det bedste sted at stoppe, og når nu i får flere kapitler end dette er det så ikke okay? Det bliver det i hvert fald nødt til :)

- E xXx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...