One Direction i filippinerne 7'er

Alberte og Nathalie står imod nye udfodringer.
De har nu været sammen med drengene i to år og det er blevet normal hverdag at være deres kærester.
Nathalie og Alberte nyder sommeren og har det godt, indtil der sker noget drastisk i Nathalies liv - som i den grad knækker hende.
Nathalie og Alberte kommer op at skændes da Alberte måske ikke er så støttende som Nathalie ville have.
Tingene eskalerer da Alberte holder en stor hemmelighed hemmelig for Nathalie - hendes bedsteveninde. - En hemmelighed som måske kan ændre deres venskab.

168Likes
273Kommentarer
17516Visninger
AA

12. Den perfekte pige

Alberte lå på græsset foran huset. Solen bagte ned på hendes hår, og selvom hun havde lukkede øjne, var lyset bag øjenlåget næsten ikke til at holde ud.

Hun lå i et par minutter og mærkede solen som prikkede og stikkede imod sin hud. ”Alberte…?” Sagde Nathalie, som var dukket op foran Alberte. ”Du spærrer for solen” Grinede Alberte, men kiggede op på Nathalie, som langsomt satte sig ned i det varme græs foran sig.

”Du kan tage det” Grinede Nathalie.

”Hvad er der?” Sagde Alberte og kiggede på Nathalie med et nysgerrig blik.

Nathalie sad i et stykke tid uden at sige noget, som om at hun prøvede at tage mod til sig. ”Hvad er der?” Gentog Alberte og satte sig tættere på Nathalie.

”Vi vil være bedsteveninder for altid, ikke?” Sagde hun og kiggede sørgmodigt på Alberte. Alberte fniste lavmælt og rystede opgivende på hovedet.

”Selvfølgelig! – Hvorfor tror du ikke det?” Sagde Alberte, og krammede Nathalie.

Nathalie kunne mere end aldrig før mærke at hendes hjerte var knækket. At den kvinde som bragte hende til verden, rejste væk, var en sylespids kniv, lige i ryggen.

Da Nathalie ikke havde svaret på Albertes spørgsmål kiggede Alberte på Nathalie, som stadig sad begravet i sine egne tanker.

”Hvad sker der?” Sagde Alberte og lagde hovedet på skrå.

”Min mor er…” Sagde Nathalie, før at alle drengene kom frem foran huset.

”Hvad sker der piger?!” Sagde Niall overglad, og bumpede ned foran Alberte.

”Intet” Sagde Alberte og smilede.

”I lyder hemmelighedsfulde” Sagde Harry og kyssede Nathalies kind.

Nathalie rystede på hovedet og begyndte langsomt at skifte emne – Nathalies speciale.

”Solen er stærk! – Vi skal huske Solcream!” Sagde hun, før at hun løb ind i huset, for at finde noget solcream.

”Er hun helt okay?” Sagde Louis og rynkede panden. Han plejede at være skarp til at opfange tingene som skete.

”Ja selvfølgelig” Sagde Alberte, men var slet ikke sikker. Noget var helt galt, og hun måtte finde ud af hvad det var, for Nathalie skulle ikke være ked af det.

”Vi ses drenge” Sagde Alberte, før at hun gik hen imod huset.

Nathalie stod ude på toilettet og holdt sig for maven. Det gjorde ondt, og det var ikke fordi at hun var sulten eller noget, men det var en underlig følelse af kvalme og trykken for brystet.

Hun greb hurtigt ud efter pillerne som stod ved håndvasken og skyndte jeg at putte dem ind i munden.

Hun blev mere og mere klar over at hendes liv ikke ville blive det samme. Hendes mor var rejst væk, og Nathalie savnede hende, men ville heller aldrig se hende igen.

Der lød skridt udenfor og Nathalie stod helt stille. Hun ville ikke blive set eller hørt. Hun ville allerhelst bare synke i jorden.

”Nathalie?”

Nathalie kunne høre Albertes blide og omsorgsfulde stemme.

Hun havde allermest lyst til at løbe ud og fortælle alt til Alberte, men noget holdt hende tilbage.

Hun ville ikke vise svaghed. Ikke overfor Alberte, som havde alt. Hun havde en familie med to forældre som elskede hinanden overalt på jorden, og hun havde et stort rækkehus, og det hele var perfekt for Alberte.

Alberte kendte ikke til smerte – for Alberte var perfekt.

Nathalie byggede en vrede og pludselig skød hun døren op.

”Jeg vidste at du var derinde” Sagde Alberte og smilede sødt. Nu stod hun igen og var perfekt. Med hendes smilehuller som Nathalie altid misundede.

”Kan du ikke bare skride?!” Råbte Nathalie ind i Albertes ansigt.

Albertes smil falmede og hun kiggede bekymret på Nathalie.

”Der er noget som nager dig” Sagde Alberte og lagde hovedet på skrå.

Nathalie følte en sindssyg træng til at forklare Alberte hvordan hun havde det, og hvordan hendes mor var stukket af, men hun kunne ikke.

”Dit liv er perfekt – du aner ikke hvad det er at have problemer” Sagde Nathalie, og kiggede koldt på Alberte.

Alberte måbede i et stykke tid, før at hun fik kontrol over hendes ansigt, og kiggede stramt på Nathalie.

”Du siger at jeg ikke kender til problemer? – Det siger du til den pige som er blevet mobbet igennem sin skolegang! – Det siger du til den pige som blev opereret da hun var lille, og har et klamt ar på halsen!” Alberte var begyndt at blive rød i hovedet.

Nathalie stod i et stykke tid og kiggede ned i jorden, måske havde hun gået for vidt.

”Ved du hvad Nathalie? – Sejl i din egen sø” Sagde Alberte, før at hun vendte om på hælen.

____________________________________________

Nu er vi rundet de 200 fans, og jeg hopper rundt og smiler! - jeg elsker jer virkelig! :-)

- Jeg er stadig i Spanien, men har sat mig ned for at skrive dette kapitel.

 

Jeg har lavet en blog for mig selv, så i kan lære forfatteren bedre at kende. Whitaheart.blogspot.com I kan tjekke den hvis i får lyst.

Knus!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...