Hemophilia

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 jun. 2012
  • Opdateret: 26 jun. 2012
  • Status: Færdig
Julie er 15 år og lider af den arvelige sygdom hæmofili. Da hun til sin fødselsdag får en laptop med internet af sin onkel ser hun det som vejen til venner og frihed. One-shot til LOL! konkurrencen :) Like og favorit gerne!
Hæmofili er en sygdom der gør at man får pludselige blødninger ved leddene, og ens blod ikke størkner. Man får det, når man mangler en faktor i blodet, og man får det kun arvet. Der er hæmofili A & B, som næsten kun drenge får. Der er også Von Willebrand, som både drenge og piger kan have. Man kalder en der har hæmofili bløder.

21Likes
27Kommentarer
1510Visninger

1. Hemophilia

Computerens ydre føltes kølig under mine håndflader. Jeg havde tålmodigt ventet til gæsterne var gået, så jeg kunne være alene med min fødselsdagsgave. Der var klistret et lille brev på, viklet i bobleplast. "Tillykke Julie med de 15 år! Kærlig hilsen Onkel Bernie og tante Maurice". De ord kunne jeg lige skelne. Jeg begyndte at trykke på kortet, så boblerne forsvandt. Der lød hver gang et lille plop, og til sidst var det ikke bobleplast længere. Det var bare plast.

Jeg vidste at de havde pakket det ekstra sådan ind, for mors skyld. Grundet min sygdom, der gjorde at når jeg først startede med at bløde kunne jeg ikke stoppe, var jeg tæt på ikke at få nogen fødselsdag overhovedet. Ikke fordi jeg behøvede en, man har ikke særlig mange venner når man kun bliver i huset, ikke går i skole og intet internet har. I lang tid havde jeg plaget min mor om det teknologiske vidunder: Computer. Men gad hun lytte? Nej! 

Jeg var stadig bange for at hun ville tage computeren fra mig i morgen, så jeg skyndte mig at tænde den, så jeg kunne udnytte den så længe jeg havde den. Det var omtrent den eneste gave jeg brød mig om. Det meste var tøj, og en enkel CD. Det overraskede mig at hun ikke konfiskerede nogen af disse ting, jeg kunne skære mig på knaphullerne, eller CD'ens kanter. Haha. Sjovt.

Jeg klappede skærmen af Acer bærbaren op, og stirrede blankt på den sorte skærm. Jeg ville ønske jeg havde haft en nøgle til mit værelse til at holde nysgerrige blikke, altså min mors, ude.

Windows loading. Bernie havde allerede installeret al softwaren. Han vidste sikkert at jeg ikke vidste hvordan man gjorde, og mor ikke gad hjælpe. Jeg loggede ind på den eneste bruger der var, "Julie". Der var ingen kode på, det måtte jeg selv indstille.

Jeg sitrede af nervøsitet da baggrunden loadede. Min kære onkel havde sat et familie foto ind som baggrund. Et gammelt et, et der bragte tårer frem. Der var jeg, lille mig på tre år men kort hår. Min mor sad ved siden af mig. Selv om det kun var 12 år siden, så hun mindst 20 år yngre ud. Hun smilede, og hun så ud til at have det godt. Nyde livet, noget jeg sjældent havde set hende gøre. Til min højre side sad min... far. Jeg sagde ordet højt, bare for at føle det på min tunge. Ofte havde jeg nævnt ordet, men aldrig i sammenhæng med min far. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og skyndte mig at dobbeltklikke på Internet Explorer tegnet, helt til venstre på skærmen. Utålmodigt ventede jeg, til skærmen ændrede sig. Billedet havde bragt følelser tilbage. Gamle følelser, jeg helst ville glemme. Jeg havde aldrig lært min far at kende. Jeg vidste bare at det var grunden til hvordan min mor levede. Hun ville ikke have jeg skulle ende som ham. Død. Langsomt loadede den...

Velkommen til Internet Explorer...

Det var det. Jeg havde hørt alle skræmmesiderne om internet, ment til 11 årige der ville prøve Facebook. Men for mig var det nøglen til frihed. Nøglen til venner.

Med sitrende hænder og bankende hjerte flyttede jeg kursøren til adresselinjen. Kunne man forstrække en muskel af at være spændt? Det hele føltes så absurd og latterligt. Spændt over internettet. Det her var 2012, ikke 1980.

Og dog.

Jeg kunne gøre hvad jeg ville. Være hvem jeg ville. Det virkede meningsløst for mig at oprette en Facebook profil, når jeg ikke havde nogle venner. Endnu. Så jeg fandt en side med top ti internet sider. Man kunne tegne, uden papir. Mor ville ikke kunne forbyde mig det, ingen skarpe kanter. Det var fantastisk, en helt ny verden. Man kunne spille spil, snakke med folk ved den anden side af jorden. Høre musik, se film og videoer. Jeg installerede straks få pogrammer. Altid forsigtigt, jeg ville ikke risikere at få virusser. Hvad skulle jeg gøre hvis min splinternye computer lukkede ned på grund af et sekunds dumhed fra min side?

Hele mit liv havde jeg levet spærret inde i huset. Altid forsigtigt, så jeg ikke slog mig eller forstrakte en muskel, der kunne føre til blødninger. Det var hårdt. Hårdt ikke at have venner. Hårdt at være stemplet som hende den mærkelige. Hårdt at være hvem jeg er. En bløder.

Men det skulle ændres. Aldrig mere ville jeg få medlidende blikke, eller ikke være i stand til at lave noget.

Twitter, blogspot, deviantart, movellas. Jeg følte mig som et barn der lige havde lært at gå. At tage det første skridt. Et lille skridt for menneskeheden, et stort skridt for mig.  

For første gang i lang tid følte jeg håb. Håb på at finde venner. Måske også et par fjender.

Håb på et normalt, pinligt, spændende teenage liv.

Ligesom i bøgerne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...