The hunting past – One Direction

Viola er 17 år og skolens emo. Hun har ingen venner, og bliver mobbet fordi hun er anderledes.
Da Viola var 10 år, mistede hun sin familie i en bilulykke. Lige siden har hun boet ved en plejefamilie – en plejefamilie som ikke er gode ved hende. Hendes plejefar slår hende, fordi han ikke mener, hun er god nok. Hendes plejemor går i seng med andre mænd - selvom hun er gift. Men når andre er til stede, spiller de denne ”perfekte” familie, som Viola får lyst til at brække sig over.
Lige siden Viola fyldte 15 år, begyndte hun at tage stoffer og skære i sig selv. Og det at hun drikker, gør hun ikke kun for at komme væk, men også for at glemme smerten. En aften hvor Viola er i byen, falder hun over en pung. Men ikke hvilken som helst pung. pungen tilhører nemlig Zayn Malik. Hvad sker der, når Viola beslutter sig for at kigge i pungen, og finde denne mystiske Zayn? Kan de hjælpe Viola med at glemme sin fortid og komme videre? Forelsker Viola sig i en af drengene? *læsning på eget ansvar!*

14Likes
9Kommentarer
1535Visninger
AA

2. how can you live with yourself like that?

 

Jeg ved det var forkert, men jeg elskede den måde, det fik mig til at glemme mine omgivelser på. Den måde det fik mig til at føle mig som en anden på. Og ikke mindst, det mod jeg fik, når jeg var påvirket af det. Alkoholen sivede igennem mit blod, og gjorde én ting ved mig, som jeg sjældent følte. Glæde.
Jeg sad i klubben, den som jeg altid var på, når jeg ville have det sjovt. Jeg havde fået mange ”venner” her, eller man kan vel sige, druk venner. For jeg havde ikke noget at gøre med dem, når jeg ikke var i klubben. Jeg sad ved et bor mellem to drenge. Overfor mig sad  to andre drenge og en meget smuk pige. Hun havde lyst hår og en stram rød cocktail kjole på. Hun havde fortalt mig, hvad hun hed, men jeg havde fået for meget at drikke, så jeg kunne ikke huske det. Jeg ville undlade, at snakke med hende resten af aftenen, så hun ikke fattede mistanke. Hun virkede heller ikke som min type, da hun gav mig blikket hele tiden.

Nå, men nok om det.

Den ene dreng som sad til venstre for mig, råbte - fordi musikken var så høj, noget til mig. Han spurgte, om jeg ville med ham hjem. Jeg nikkede hurtigt, tog min taske - som lå ved siden af mig, og fulgte efter ham ud. Mens vi gik, betragtede jeg ham bagfra. Han havde brunt hår og meget grønne øjne. Hans kropsbygning så ud til at være veltrænet, så jeg gik ud fra at han var meget stærk. Han havde en sort T-shirt på, en stribet cardigan ud over og et par cowboy farvet hængerøvs-bukser på. Ikke lige den stil jeg plejede at gå efter, men han kunne gå an. Lige pludselig kom jeg i tanke om, at jeg ikke engang vidste hvad han hed. Så jeg stoppede op, og kiggede underligt på ham. Da han kunne mærke, jeg ikke gik bag ham mere, vendte han sig om, og stillede sig foran mig. Han så spørgende på mig, så jeg gik ud fra, han ikke vidste hvorfor, jeg var stoppet op.

”Jeg ved ikke engang hvad du hedder” sagde jeg med et underligt skævt og tøvende smil.

Wow, jeg kunne godt nok ikke styre mig selv lige nu. jeg var meget svimmel, og var egentlig bare i godt humør.

”Jason” sagde han og smilede frækt til mig.

Godt nok var jeg meget fuld, men så billig ville jeg ikke være. Ikke igen. Ikke i aften. Og bestemt ikke med ham.

”Jason jeg tror det er bedst, vi bare bliver her, og har det sjovt” sagde jeg og smilede et falsk men sødt smil. 

Jeg kunne tyde en snert af irritation i han øjne, men det forsvandt hurtigt igen, erstattet af lyst. Jeg vidste hvad han tænkte, men jeg havde ærlig talt ikke lyst til at høre det. Og når jeg tænkte mig om, havde jeg ikke fået noget i lang tid.

”Arg! Kom nu smukke, vi kan more os lige så meget hjemme ved mig” sagde han og blinkede til mig.

Jeg overvejede det meget stærkt, da han egentlig var meget lækker, og sikkert meget god i sengen. Jeg tog en hurtig beslutning, og nikkede så. Det kunne vel ikke skade? Det var jo bare for nydelsens skyld, ikke? og når man var fuld, gjorde det vel ikke noget, ikke?

Jeg er sikker på, at jeg ikke er den eneste, der lige tager en nat hist og der engang i mellem. Hvis i forstår.

Vi kom med besvær hen til hans lejlighed, da vi begge to var meget fulde. Han kyssede mig hårdt, men lidenskabeligt. Han lagde sine hænder på mine hofte, og trak mig ind til ham. Jeg tog mine hænder om nakken på ham, og løftede mine ben op omkring hofterne på ham, så hans hænder røg ned på min røv, for at kunne løfte mig.

Han gik langsomt, mens han løftede mig op af trapperne, og hen mod hans soveværelse. Jeg blev placeret i en seng, kort efter kunne jeg mærke, han havde lagt sig oven på mig. Han begyndte lige så stille at tage tøjet af mig, mens jeg fumlede med at åbne hans knapper, på hans bukser. Han fik hurtigt lynet min kjole op, hvorefter den landede på gulvet. hans bukser og t-shirt fik samme tur, og til sidst lå vi begge kun i undertøj. jeg svang mine ben om hans hofte, og hurtigt fik jeg vendt os om, så jeg sad oven på ham. Han smilede til mig, før han forsigtigt førte hans hånd om på min ryg og videre op til min BH-åbning. Det sagde et hurtigt klik, og så havde han åbnet den.
jeg lænede mig frem, og kyssede ham hårdt, før han igen tog kontrollen, og lade sig oven på mig. han kiggede mig i øjnene, mens hans hånd nærmede sig mine underbukser. Med fælles hjælp, fik vi begge resten af vores tøj af, og før jeg viste af det, var han trængt ind i mig.

jeg vidte jeg ville fortryde det her i morgen, men lige nu var jeg så fuld og træt af mit liv, at det ville jeg skide på.  

*** Jeg vågnede op næste dag, i min egen seng, på mit lille værelse. Hvordan jeg var endt her, kunne jeg ikke huske.  Jeg havde nok taget en taxi, eller natbussen. Det er også lige meget, bare jeg var hjemme, og ikke hos en eller anden fremmed. Vent! fuck. fuck. fuck. fuck! jeg havde bare ikke gjort det igen! jeg tog mig sammen og kiggede hurtigt på klokken, den viste 08:47. jeg sukkede højt af mig selv.
jeg var nok kommet hjem for 3 timer siden.
Jeg satte mig op i sengen, og hvorefter mine fødderne landede på gulvet og jeg rejste mig op. Meeeeeen det skulle jeg ikke havde gjort, for lige i det, jeg kom op og stå, kom den værste hovedpine frem nogensinde. Jeg satte mig hurtigt ned på sengen igen, og tog en hånd op til min pande. Tømmermænd. Suk. Tak gud! mange tak, fordi jeg skulle have den fantastiske gave! Tænk at jeg allerede havde tømmermænd, burde jeg ikke være bagstiv eller sådan noget? Det plejede jeg ellers at være, hvis jeg kom så sent hjem? Jeg lagde mig i sengen igen, og kiggede kort op på loftet. det var brunt. Jeg vidste godt, at jeg burde stå op, men det der ventede mig, havde jeg ærlig talt ikke overskud til, lige nu. Så jeg lukkede forsigtigt øjnene i, og faldt hurtigt i søvn igen.

*** Fem timer senere vågnede jeg. Tømmermændene var IKKE væk, men jeg besluttede mig alligevel for at stå op. Jeg fandt mit tøj frem: en sort top, en sort hættetrøje, et par hullede sorte bukser og et par sorte gennemsigtige strømpebukser, til under bukserne. Jeg tog tøjet, og gik i bad.

Efter badet, stod jeg og kiggede lidt på mig selv i spejlet. Det lange brune hår, der hang ned af mine skuldre og gik til min nagle, havde så mange spaltede spidser. De store kastaniebrune øjne - som der hang mascara ned af, fordi jeg ikke havde taget det af, inden jeg gik i bad, var blodsprængte pga. de lorte tømmermænd. Og så min krop. Jeg stillede mig med siden til, og løftede op i min top og trøje, så man kunne se den bule fra min mave der kom frem. Jeg var stor, synes jeg selv. Selvom jeg vejede 60 kg. Som egentlig er undervægtig, af en pige på sytten år, mente jeg stadigvæk at jeg skulle tabe mig. Jeg hev langsomt mine bluser ned igen, og gik så ind på mig værelse. Jeg vidste, at jeg lige om lidt skulle ud til mine såkaldte ”forældre”. Og at jeg ville få en stor skider af min plejefar, fordi jeg kom så sent hjem. Min plejemor ville jeg sikkert ikke kunne finde nogle steder i huset, for hun var nok over ved en anden mand. Hun vidste godt, at jeg havde busted hende. Hun havde da også kontaktet mig, og prøvet at bestikke mig med penge, for ikke at sige det til min plejefar. Hun tilbød mig 800 dollars, for ikke at sige noget, og i det tilfælde, sagde jeg også at jeg nok skulle lukke, og tog i mod pengene.

Jeg havde taget mit tøj og make up på, så jeg gik hen mod døren i badeværelset, som første ind til mit værelse. Jeg satte mig på min seng - som stod i den anden ende af værelset, og kiggede ned på mine hænder. Jeg havde virkelig ikke lyst til at se min plejefars onde øjne, når han vil give mig et slag. Jeg var randsenslagen for at se ham. En tåre løb stille ned af min kind, vider ned langs min kæppe og lande på min hånd. Jeg skyndte at tørre den væk, og rejste mig så op.  Jeg gik ind i stuen, hvor min plejefar sad i sofaen, og læste avis. Han så op, da han kunne høre jeg kom ind. Jeg satte retningen mod køkkenet, da jeg ikke havde fået noget og spise helle dage pga. tømmermænd. Men jeg stoppede op, da jeg hørte: 

”HVOR FANDEN VAR DU HENNE I GÅR AFTES DIN MØGUNGE?!” råbte han, rejste sig op og gik hen til mig, så der var 30 cm mellemrum mellem os.

”ude” snerrede jeg, nærmest hviskende, og kiggede ned på mine føder.

Før jeg viste af det, kunne jeg mærke en brændende fornemmelse mod min kind, efter en hånd havde ramt min den, med et ordenligt slag.

”DU fortjener ikke at gå i byen, og more dig! du burde sidde oppe på dit værelse og skamme dig! du er et problembarn, som ikke engang har en rigtig familie!” snerrede han.

Jeg tog langsomt min hånd op til kinden, og holdte om den. Den var varm, og det gjorde så ondt, at jeg fik lyst til at skrig af smerte. Men jeg lod hver. Jeg kiggede op på ham, og med det samme kunne jeg se vreden, og ondskaben i hans øjne. Han var rasende. Min plejefar stod bare og stirrede på mig, mens jeg stod helt målløs, og kiggede ned. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. jeg havde så mange følelser i mig, at jeg kunne sprænge hvert øjeblik. Men jeg blev stående helt stille. Efter to minutters stilhed, kunne jeg høre, hoveddøren gå op og lukke forsigtigt i igen. Min plejemor kom frem i stuens åbning, og hun fortsatte hen mod deres soveværelse. Hun værdig gav os ikke engang et blik, hun fortsatte bare videre ind på soveværelset. Hun var fuld. Det var hun meget tit, nok fordi han også slog hende. Jeg væmmes virkelig ved ham. Med et, kom jeg i tanke om, at han stod lige foran mig og ikke nok med det, havde han lige slået mig. IGEN. Jeg styrtede ind på mit værelse, smækkede døren i og låste døren.Jeg begyndte at pakke mine ting. Jeg skulle væk, jeg vidste ikke hvor hen. Men jeg SKULLE væk. Nu.

Jeg kunne ikke bo her mere, jeg har levet med det her, i for lang tid. Jeg kunne høre, min plejefar hamrede på døren. Han begyndte og råbe og skrige, at hvis ikke jeg åbnede den dør nu, ville der komme alvorlige konsekvenser.  Lige nu var jeg ligeglad, jeg var ikke bange, jeg var ikke skræmt. Han kunne rende mig. Det eneste jeg kunne føle lige nu, var had, væmmelse og vrede. Tænk at han kan holde sig selv ud? Tænk at man kan være sådan over for andre mennesker? Det var til at brække sig over!

JEG HAVDE FÅET NOK.

 

_______________________________________________________________________________

Hej! tak fordi i læser min novelle, det betyder virkelig meget! tro mig... Men det jeg egentlig ville, var nok lige at sige undskyld. -hvis der er fejl eller noget, da det er mit første kapitel. Er usikker på, hvordan jeg egentlig skal skrive en novelle.. men det her er mit forsøg. I må gerne smide en kommentar, og/eller like og sætte på favorit liste! tak! ^^

- Mie

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...