We are watching.. {1D}

Celine Payne, lillesøster til Liam Payne fra One Direction, lever et liv med fester og sprut. Efter hendes bror blev berømt har han ikke set til hendes side en gang, men hvad sker der når de mødes for første gang i to år, midt i den desperate Celines andet selvmordsforsøg.
Hvad vil Liam sige til at det første glimt han får af sin søster vil være når hun hopper ud af et vindue? Hvad vil Celine, hvis hun overlever, sige til at hele One Direction og hele verden kender til hendes problemer?
Vil hun kunne komme videre, tilgive sin bror eller vil hun sidde fast i fortiden og aldrig tilgive sin storebror? Vil Liam, få lov til at se sin søster levende igen? Eller vil hun være væk for evigt, som hun ønsker?

18Likes
20Kommentarer
1987Visninger
AA

6. We've really messed that up, guys (Harry, Zayn, Niall og Louis' synsvinkel)

Harrys synsvinkel

Jeg troede aldrig jeg havde set ham så rasende, faktisk havde jeg aldrig set ham rasende. Men i det Zayn udtalte de 'forbudte ord', reagerede han. Men ikke på den gode måde. Hans øjne lynede og hans stemme afslørede følelser, han havde skjult så godt at jeg aldrig ville have set dem. Hadet til os, vreden over vores uforståenhed, sorgen over hans søster, smerten over det tab hun var. Vi var forfærdelige venner. Men helt ærligt, denne koncert havde været en stor chance. En chance der ville have ført os højere op end selve Justin Bieber. Og så lod Liam den gå, ved at stå på scenen og synke ned i sin egen verden. Tænk, at han græd på scenen! Græd! Jeg skulle nok fremstå som den forstående ven, men han vidste hvor meget jeg, hvor meget vi levede og åndede for at komme op og ringe i toppen. For at vi skulle være de største af de største. De bedste af de allerbedste. Men hans tale var så fyldt med følelser at den fik mig til at glemme hvor meget jeg ville være en af de bedste af de allerbedste. Hvor meget jeg ville være en stjerne man aldrig glemte. I det han fremsagde de ord, brød mit håb og min verden sammen. Skulle vi finde en anden Liam? Det var jo umuligt! Forlod han virkelig bandet? Nej!

"Men... Liam? Vi er et team! Friends forever!" Sagde Niall desperat, men Liam ænsede os ikke. Faktisk tror jeg ikke han hørte Niall.

Liam skubbede mikrofonen ind i mit bryst, så jeg måtte trække vejret dybt en ekstra gang. Skubbet slog alt luft ud af mig, eller den sidste rest der var tilbage eftersom nyheden havde slået det meste af min luft ud af mig. I det døren smækkede gled en tåre ned af min kind. For et øjeblik siden havde jeg været rasende på Liam, påtrods af at han lige havde været vidne til hans lillesøsters selvmordsforsøg. Og nu, var jeg parat til at sprænge hele planeten i luften for at få at for ham i bandet igen. Jeg lukkede øjnene og da jeg åbnede dem igen, mødte jeg Louis' bekymrede øjne. Det var som om de sagde Danielle.

 

Zayns synsvinkel

Han var en idiot. Kort sagt. Kunne han ikke bare en gang, en eneste gang, glemme hende Celine? Han havde jo alligevel ikke haft kontakt til hende i to år, så hun betød vel ikke så meget for ham igen. Vel? Næppe. Han havde vel bare brug for at få lov til at ødelægge det hele for os. Vi kunne have været blevet de bedste, pågrundet af den her koncert. Og så vælger han at græde! Ved netop den her koncert, hvorfor? Så jeg sagde ordene, jeg var nødt til at fortælle ham det på et eller andet tidspunkt. Celine, der åbenbart var hans søster, ville jo alligevel ikke overleve. Ellers ville hun jo nok være vågnet på nuværende tidspunkt, ikke? Selvfølgelig ville hun det. Men Liams reaktion på de ord, var ikke lige den jeg havde forudset. Hans øjne skød jo bogstavelig talt lyn, mens de var fyldt til randen med følelser. Smerte... Had... Sorg... Vrede. Vreden var nok mest regnet mod mig, mod min udtalelser. Men helt ærligt, det var jo sandt det jeg havde sagt. Så han kunne bare komme an med hans meninger. Men i det han begyndte at tale, eller råbe, lagde mærke til noget. Sorgen 'talte' højere end de andre følelser, sorgen over at måske have mistet hans søster, sorgen over at vi hans venner ikke støttede ham. Og der fik jeg dårlig samvittighed. Jeg havde faktisk slet ikke tænkt på ham, kun på karrieren.

"Liam, vent nu, lad os... snakke om det," mit ynkelige forsøg på at få ham til at blive, kom ud som det var: Ynkeligt. Og det var som om, Liam ikke engang hørte det. Han reagerede ihvertfald hverken på mit eller Nialls forsøg på at få ham til at stoppe.

Jeg fulgte Liam med øjnene, med samvittighedskvalerne gnavende dybt inde i mig. Hvilken forfærdelig ven jeg var, egentlig var vi alle forfærdelige venner. Vi burde støtte ham og hjælpe ham igennem det, men det eneste vi gjorde var at skyde al skylden på ham og bebrejde ham. Uden at tænke på hvad der ville komme ud af det. Uden at tænke ham. På hende. Jeg så over på Harry og Louis, der udvekslede blikke. Blikke jeg tolkede som, Danielle. Liams kæreste. Den eneste person der kunne gøre ham glad igen, når han var langt nede og han var virkelig langt nede lige nu.

 

Nialls synsvinkel

Jeg forstod intet af det her, det eneste jeg havde fået ud af det var at Liam var... forsvundet på en måde ude på scenen. Synket ned i sin egen lille verden. Da vi kom ind i omklædningsrummet, brød helvede løs. Og Liam sad der bare og lyttede, eller lyttede og lyttede, til alt vores lort. Ja, jeg indrømmer det. Jeg hældte også noget ud over ham, for at dømme ud fra hvad de andre sagde havde det været temmelig... alvorligt. Men Zayn gik over stregen med kommentaren om Celine, langt over stregen. Og det så ud til at det var den eneste kommentar Liam hørte, eller bed mærke i. For da Zayn havde udtalt det sidste ord løftede Liam blikket. Og hvilke øjne. De brune øjne var tomme for glade følelser og var fuldt af sorg, smerte og følelser som det. Og hvis jeg ikke tog fejl var alle de her følelser et dække for den skuffelse han følte over os. Vi var hans venner, det var meningen vi skulle hjælpe ham. Og hvad gjorde vi? Ja, vi gjorde sjovt nok præcis det modsatte. Det var ikke fair overfor Liam at vi gjorde så meget ud af den her ups'er. Hans første ups'er. Jeg kunne sagtens huske nogle af mine fejl til en koncert, hvor Liam havde støttet mig hundrede procent. Og nu, hvor Liam lavede en fejl, fik han det levende helvede at føle. En tåre rendte ned af min kind, da Liam havde talt færdig. Finde en anden Liam? Troede han at vi bare sådan vupti kunne finde en der kunne træde i hans sted? Liam var jo Daddy Direction, det var meningen han skulle holde sammen på det hele. Være der for os allesammen. Men nu forlod han os, men det var vores egen skyld. Og de ord jeg sagde da han gik, var løgn. Vi var ikke et team, ikke et ægte team. Ikke når vi kunne gøre det her mod ham. Og vi var ikke Friends Forever, for hvis vi var, ville vi have snakket med ham og støttet ham. Ikke presse ham til at optræde foran tusinder af skrigende piger, mens hans søster lå i koma. Det var ikke fair. Døren smækkede bag ham og der hørtes løbende fodtrin. Skammen stod malet i vores ansigter, os alle fires. Vi var nogle fjolser.

"Hvad så nu?" Spurgte Harry, hans blik var låst fast på Zayn. Som om han ved at kigge på Zayn, kunne straffe ham. Straffe ham for at sige sådan mod Liam. For at prøve at fjerne ethvert håb fra Liam om at han kunne se hans søster igen.

"Det er da indlysende!" Svarede jeg og tilføjede:"Vi ringer da Danielle op."

Danielle, var hans store lyspunkt i verden. Han havde sagt til mig at hvis han skulle vælge imellem solen og Danielle ville det helt klart være Danielle, hvis han skulle vælge imellem himmelen og Danielle ville det være Dannielle. Men hvad mon han ville svare, hvis man satte ham i et dilemma mellem Celine og Danielle?

 

Louis' synsvinkel

Jeg kiggede bare forskrækket på Liam, igennem hele hans tale. Og jeg forbandede mig selv en hel masse gange. Hvordan kunne jeg tillade mig selv at sige sådan noget til ham? Til ham, min evige støtte og bedsteven efter Harry? Det var ikke ligefrem det, Liam ville have kaldt gengældt venskab. Liam havde holdt sammen på det hele, hvad skulle der ske med bandet nu hvor han ikke længere var i det? Med os? Det var som om at den eneste grund til vi ikke havde myrdet hinanden, pågrundet vores forskellige personligheder,  var Liam. Liam, der havde en fantastisk blanding af alle vores personligheder. Liam, der altid lyttede til begge parters synsvinkel. Liam, der havde været den bedste af de allerbedste. Liam, der havde været som en 'far' for os. Liam, der havde gjort det sjovt at være i One Direction. Og nu.. var han væk. Jeg sendte et blik til Harry, der straks forstod og nikkede. Han sagde noget for at få en samtale igang, selvom det virkede meget akavet nu. Harrys geniale start på samtalen var 'Hvad så nu?', ikke fordi han var det. Men det lød ret koldt og kynisk. Nialls svar var noget med at vi skulle ringe til Danielle. Vent, Danielle? Men det var jo Harry og min' s hemmelige plan. Nevermind, jeg nikkede til Harry der tog hans mobil op og ringede en op, jeg regnede med var Danielle. Dette, der skulle være en god aften, fuld af sjov endte med at være den værste aften.. i mit liv. Virkelig, at Liam var droppet ud påvirkede mig mere end noget andet kunnne nogensinde have gjort. Jeg troede ikke at den dag ville komme, hvor jeg rent faktisk frygtede for One Directions overlevelse.

"Hej, Danielle," startede Harry samtalen."Ja? Vi har et lille problem. Ja? Med Liam, han er droppet ud af bandet." Man kunne høre et gisp fra telefonen, Harry så helt grædefærdig ud."Bare kom," sluttede han samtalen og brød sammen. Faktisk brød vi alle sammen, sammen. Tårer rendte ned af mine kinder, mens jeg gentagne gange gentog linjen fra Moments: If We Could Only Turn Back Time...

 

_______________________

Et lidt anderledes kapitel, veeed deeet xD Men jeg tænkte, at I måske gerne ville høre fra forskellige synspunkter hvad de fire drenge syntes om at Liam droppede ud. Selvfølgelig syntes de alle det var forfærdeligt, men ja, der er alligevel lidt forskel på dem, håber jeg :-D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...